Vildfarelse – afsnit 104 – Afsked

Søren rettede sig op i sofaen, og Chrisser, som lå med hovedet i Sørens skød, klynkede: – Sid stille.

– Nårh, har du ondt i hovedet, sagde Søren med påtaget medlidenhed. Han strøg Chrisser kærligt over håret.

– Pas på mit hoved! sagde Chrisser stadigt klynkende.

– Hvor meget nåede du at drikke? spurgte Jesper, som sad i lænestolen.

– Er der noget tilbage? spurgte Søren sarkastisk.

– Ja, bare fordi I er så kedelige, så behøver vi andre jo ikke at være det. Tænk, at det var Brian og mig, der skulle holde festen i gang. Homoerne i denne hytte burde skamme sig.

– Vi andre havde jo ligesom stået på ski og været aktive hele dagen, mens du tilbragte timer på din flade i cafeteriet eller krostuen, eller hvad det nu var, sagde Jesper undskyldende.

– Jeg kunne da ikke gøre for, at jeg faldt og slog mit knæ, forklarede Chrisser.

– Jeg kan altså ikke forstå, hvordan du kan slå dit knæ i meter høj sne, sagde Jesper med tydelig skepsis i stemmen. – Gør det stadig ondt?

– Ja, sagde Chrisser spagt.

– Han glemmer da vist, hvordan han dansede rundt med Brian i aftes, sagde Søren til Jesper.

– Jeg bed smerten i mig, sagde Chrisser med lukkede øjne og et smerteligt udtryk i ansigtet.

Brian kom ind fra køkkenet, hvor han havde hjulpet Lars med at rydde op efter morgenmaden. – Hva’ så, Jesper? Skal vi nå en svingom, inden vi skal af sted?

– Fik vi ikke danset rigeligt i aftes? sagde Jesper med et træt smil.

– Det må være fordi du er blevet et år ældre, at du er blevet så sløv i optrækket. Du var godt nok ikke nem at hive op af sofaen, og selvom vi spillede homomusik hele natten, så var der jo næsten lige så meget gang i jer som i et plejehjem efter midnat, sagde Brian og smed sig i sofaen overfor Søren og Chrisser.

– Hvor bliver Tom og John af? spurgte Søren og så på uret. – Taxaen er bestilt til klokken 10.

– Hvad er klokken da? spurgte Brian.

– Ti minutter i, svarede Søren. – Ja, ja, vi når det nok, men hvordan kan de være længere om at pakke end os?

– Ja, se, det forstår jeg heller ikke, sagde Brian, som havde stillet sin bagage på stuegulvet klar til afrejse bare fem minutter efter, at han havde rejst sig fra morgenbordet.

– Ja, hvad mon de laver? spurgte Chrisser med en insinuerende undertone.

– Det er sikkert noget, som vi af moralske årsager straks burde afbryde, sagde Brian; dog uden at rokke sig fra sofaen.

– Du er bare misundelig, sagde Chrisser. – På den anden side er det jo John, så der er ikke så meget at være misundelig på.

– Så, du, sagde Søren og slog ham blidt på maven.

– En gang imellem er det nu meget rart med en lille pause, når man har været sammen i årevis. Der er ikke noget bedre end når man så kommer hjem igen, eller hvis det er fordi man har været uvenner. Den bedste sex får man da, når man så forsones igen.

– En pause? sagde Chrisser. – Ja, så længe den ikke varer mere end et døgn, så er det fint nok.

Jesper huskede tilbage på de første par uger sammen med Lars, hvor de dårligt kunne holde fingrene fra hinanden, og hvor de gerne kunne have sex flere gange om dagen. Hverdagen havde hurtigt meldt sig, og nu var det maksimalt hver anden dag. Det var nu ikke fordi, han ønskede, at det skulle være oftere. Faktisk havde Brian ret i, at det kunne være rart at holde en lille pause for at øge forventningens glæde.

– Ja, det er så en af fordelene ved at være to mænd i forholdet, sagde Brian. – Kvinder har ikke helt så stort et seksuelt behov, som mænd har.

Tom og John kom ned ad trappen med deres bagage i hænderne. – Så er vi klar, sagde Tom frejdigt.

Lars kom ind fra køkkenet med et viskestykke i hænderne. – Jeg syntes, at jeg hørte en bil.

Tom gik hen til vinduet og så ud. – Taxaen er her allerede.

– Så er det jo godt, at vi er klar, sagde Brian og sprang op fra sofaen.

– Op med dig, sagde Søren til Chrisser og skubbede let til ham.

Langsomt og let klynkende kom Chrisser på benene.

Søren rejste sig og gik hen til Jesper. – Tak for nogle hyggelige dage, sagde han og gav Jesper et varmt knus.

– Selv tak, sagde Jesper. – Det var dejligt, at I ville komme, og tak for gaven.

– Velbekomme, sagde Chrisser og skubbede Søren væk for selv at komme til at give Jesper et knus. – Nu håber jeg ikke, at I kommer til at kede jer uden os.

– Næppe, sagde Jesper med et smil. – Men det har været rigtig hyggeligt at have jer på besøg, skyndte han sig at tilføje.

– Farvel, Jesper, sagde Tom og strakte armene ud. Jesper gik hen til Tom og gav ham et knus.

– Tak for gaven, og kom godt hjem, sagde Jesper.

– Det var så lidt, sagde Tom. – Hyg jer. Og nu ikke noget med at komme til skade på skiene, Vi vil gerne have jer hele hjem igen.

– Du har da set, hvor gode vi er, sagde Jesper.

– Ja, netop sagde Tom med et smil og slap Jesper.

– Ja, sagde John. – Tak for denne gang, sagde han og gav Jesper et hurtigt knus.

– Selv tak, sagde Jesper.

Jesper lagde mærke til, at Lars var i gang med at tage afsked med dem alle.

Brian stod bag John og ventede på at komme til. Så snart John havde sluppet Jesper, tog han Jesper i favnen og krammede ham. – Kan I nu opføre jer ordentlig, sagde han. – Det har været sjovt, og det er nogle sjove venner, I har.

– Ja, ikke? sagde Jesper.

Brian så Jesper dybt i øjnene. – Jeg talte med Lars i aftes. Det er vist meget godt, at Christian og Kristian tog tidligt af sted. Jeg håber, at I finder ud af det.

Jesper så undrende på Brian. Han var ikke klar over, at der var noget, de skulle finde ud af, selvom hun udmærket godt vidste, at forholdet var lidt køligt. Han forsøgte at tænke så lidt som muligt på, hvorfor Lars holdt afstand, og håbede bare inderligt, at det ville gå over, når nu de fik nogle dage alene. Det ville være en katastrofe, hvis de skulle tilbringe to dage alene sammen i en hytte uden at kunne tale sammen – uden varme, nærvær og god sex.

Brian havde bemærket Jespers undren og bekymrede udtryk i ansigtet. – Tag det roligt. Han er vild med dig, sagde han sagte. – Ring til mig, når I kommer hjem, sagde han og gav Jesper endnu et knus.

– OK, sagde Jesper. – Jeg glæder mig til turen i April.

– Også jeg.

Jesper så til, mens de alle fik overtøj og støvler på og hankede op i deres bagage. Lars havde også taget overtøj på for at hjælpe dem ud i den ventende taxa.

– Husk din kuffert, min egen, sagde Søren henvendt til Chrisser.

– Mit knæ gør ondt, sagde Chrisser. – Tom, gider du ikke hjælpe mig?

Chrisser valsede ud af døren uden at se sig tilbage. Tom gjorde mine til at tage Chrissers kuffert, men Søren stoppede ham med en håndbevægelse. – Han er gammel nok til at klare sig selv, sagde han og gik ud ad døren med sin egen bagage i hænderne. Tom og John fulgte efter. Chrissers kuffert stod ensom tilbage i stuen sammen med Jesper.

Jesper gik hen og tog sit overtøj på for at gå ud og vinke farvel. I det samme kom Chrisser tilbage ind ad døren. – Jeg glemte vist noget, sagde han med et smil.

Jesper smilede tilbage.

– Nu må I opføre jer ordentlig. Og sørg nu for at få talt ud, ikke?

– Af sted med dig, sagde Jesper afværgende.

Chrisser smilede, sendte ham et luftkys og tog kufferten med sig.

Jesper trak støvlerne på og fulgte efter ham ud i den kolde luft. Taxachaufføren var ved at læsse Chrissers kuffert ind i den lille minibus, mens Chrisser steg ind. Lars stod henne ved taxaen, og Jesper gik hen og stillede sig ved hans side.

– Hav en god tur, sagde Lars og skubbede døren i.

Chaufføren steg ind og et øjeblik efter kørte taxaen væk fra hytten, mens Jesper og Lars stod og vinkede. Først da taxaen var helt ude af syne, tog de armene ned.

Jesper lagde armen om Lars, men Lars drejede om på hælen og gik hen mod huset. – Jeg går mig en tur, sagde han.

Jesper betragtede ham overrasket og fornemmede en kølighed, som ikke kom fra luften omkring ham. Lars kom ud fra hytten med sine handsker, som han trak på. Han så ikke på Jesper, men gik blot ned ad vejen, mens Jesper stod tilbage og betragtede ham forsvinde i samme retning som taxaen for et øjeblik siden.

Det var en følelse af selvmedlidenhed, der lynhurtigt tog magten, og som gjorde ham vred og ked af det på samme tid. Han følte, at han blev straffet for noget, han ikke havde gjort – og alligevel vidste han jo godt, at han havde overtrådt en grænse, som han skulle have holdt sig fra. Han vidste jo godt, hvad han helst ville have: kærligheden og trygheden sammen med Lars, men den lille snert af søgningen efter spændingen, nye erobringer, at opleve noget af alt det, som årene med Sasha havde holdt ham fra at opleve, den snert kunne han ikke helt ignorere. Han overvejede et kort øjeblik, om han havde brug for en affære med Christian, men selvfølgelig havde han ikke det. Den lille flirt, de små gnister og spændingen i luften var rigeligt. Ja, sådan var det. Det var rigeligt, men Lars ville åbenbart ikke acceptere den lille flirt. Jesper følte, at han stod foran et valg, som andre mente, at han var nødt til at træffe, men som han ikke selv følte havde nogen nævneværdig betydning, så derfor besluttede han sig for ikke at træffe et valg. Lars måtte bare se at komme over det. Selvfølgelig kunne Lars da stole hundrede procent på ham, men det handlede om tillid – ikke om garantier. For Jesper handlede det om at vente – bogstavelig talt.

Jesper var gået ind i hytten igen og havde taget overtøjet af. Han satte sig i stolen nærmest pejsen for at få noget varme tilbage i kroppen, og det hjalp hurtigt. Efter fem minutter mærkede han døsigheden sprede sig i kølvandet af varmen, og da han ikke havde noget bedre at tage sig til, lagde han sig på sofaen og faldt straks i søvn.

Han følte det, som om han kun havde sovet i få sekunder, da et ufrivilligt spjæt i kroppen vækkede ham. Bortset fra pejsens knitren var der helt stille i hytten. Jesper rejste sig lidt fra sofaen for at konstatere, at Lars tilsyneladende ikke var kommet tilbage endnu. På sofabordet lå stadig nogle af hans fødselsdagsgaver fra dagen før, og i det samme kom han i tanke om, at han da stadig manglede at åbne gaven fra Christian og Kristian, som Christian jo havde sagt lå et eller andet sted oppe på værelset. Han kom på benene, gik op ad trappen og ind på værelset, som lå gemt i halvmørke bag gardinerne, som stadig var trukket for. Han gik hen til vinduet, trak gardinerne fra og så sig om i rummet. Halvt gemt bag en taske på gulvet, lå en lille pakke i sort papir med hvidt gavebånd om. Et øjeblik efter havde han flået båndet og papiret af for at finde en æske med Georg Jensen logo indeholdende en flad, rund æske i rustfrit stål – åbenbart til brug for pastiller eller lignende. Han tog den lille beholder ud af æsken. Den lå godt i hånden med dens behageligt runde former. Han åbnede den og til hans store overraskelse, var der noget inde i: to rombeformede lyseblå piller med teksten Pfizer. Det første, der faldt Jesper ind, var, at det kunne være ecstasy eller en anden form for forbudt stof, men han skød tanken fra sig, da han kom i tanke om, at de jo havde transporteret det over landegrænser. I så fald havde de i hvert fald været meget mere modige eller dumdristige, end han kunne forestille sig. Det faldt ham ind, at det kunne være Viagra, men hvorfor skulle Christian og Kristian dog forære ham Viagra? Var det en hentydning, som han ikke helt forstod betydningen af? Eller var det simpelthen en hentydning til, at sexlysten forsvinder i et fast forhold, så han på et eller andet tidspunkt ville få brug for pillerne for at holde gejsten oppe? Han lukkede beholderen og lagde den tilbage i æsken, som han proppede ned mellem tøjet i sin taske. Der var vist ikke nogen grund til, at Lars skulle se gaven, eller at Lars skulle mindes mere om Christian i det næste lange stykke tid.

Fortsættes…