Vildfarelse – afsnit 101 – Børn

Jespers øjne var lige ved at falde i. Han tog sig selv i det, virrede lidt med hovedet og så på uret. Klokken var kun lidt over ti, og siden de var kommet tilbage fra løjpen for fire timer siden havde de fleste bare nået at få sig et hurtigt bad, og aftensmadholdet havde lavet en udmærket middag, som de satte til livs, mens de delte oplevelser fra løjpen. Chrisser var faldet i søvn på sofaen efter middagen, men sad nu og så lidt klatøjet ud halvt lænet over Søren, som holdt om ham.

– Hvis jeg ikke kan gå i morgen, så sagsøger jeg jer, sagde Chrisser tvært.

– Deltagelse var helt frivilligt og helt på eget ansvar, sagde Lars friskt og rejste sig fra spisebordet.

– Ha! sagde Chrisser hånligt. – Det var lige så frivilligt som… som…

– Hvis du ville, kunne du bare været blevet her og lavet middagen klar, til vi andre kom hjem, sagde Lars på vej ud i køkkenet.

– Netop. Overhovedet ikke frivilligt, sagde Chrisser.

– Du fik da rimelig godt styr på det, John, sagde Brian.

– Det var da lidt fedt, sagde John med et bredt smil. – Og jeg troede faktisk, at det var sværere. Det var jo nærmest let.

– Jamen, så tager vi da op på den sorte løjpe i morgen, så du kan få nogen udfordringer, sagde Brian.

– Nå, ja, vi behøver jo heller ikke udfordre skæbnen, sagde Tom. – Ikke noget med brækkede arme og ben eller andre lemmer for den sags skyld.

– Gud, kan man det? spurgte Chrisser. – Ej, ved I for resten hvad morgenbrød betyder på norsk? Jeg havde en gang en norsk kæreste, og en morgen, da vi vågnede, spurgte han mig, om jeg havde lyst til morgenbrød, og da jeg sagde ja, så trak han dynen til side og viste mig sit “morgenbrød”.

– Hvor sødt, sagde Tom. – Men var det ikke bare noget han fandt på til lejligheden?

– Nej, nej, han sagde, at morgenjern hed morgenbrød på norsk. Og bøsse hedder homse.

Lars kom tilbage ind i stuen med en flaske cola og satte sig ved spisebordet, hvor han havde siddet før – i den modsatte ende af bordet i forhold til Jesper.

– Og det var så Chrissers komplette “Norsk for homoer”, sagde John.

– Luk arret, sagde Chrisser overraskende vredt.

– Så, du, sagde Lars til Chrisser.

– Jeg hører du skal være far, sagde Søren og formåede lynhurtigt at flytte opmærksomheden fra Chrisser over på Brian. – Hvornår skal det være?

Brian så på Jesper med rynkede bryn. – Nu regner jeg ikke med, at I løber med sladder, men det var nu meningen, at det skulle have været en hemmelighed lidt endnu.

– Ups, sagde Jesper og kom i tanke om, at Brian havde sagt, at Susan ønskede, at det skulle være en hemmelighed indtil det kunne ses. – Jamen, jeg troede da, at det ville kunne ses nu, så det ikke længere var en hemmelighed.

– Ikke løbe med sladder? lo John højlydt. – Du taler til en flok bøsser. Du kunne lige så godt have fortalt det til en journalist på Se & Hør.

Der var åbenbart ingen andre, som syntes, at Johns bemærkning var særlig morsom, for ingen tog notits af ham.

– No sweat, sagde Brian. – Familien har fået det at vide nu, så hvis det slap ud, ville det ikke være den store katastrofe. Og det skal være midt i august, for nu at svare på dit spørgsmål, Søren.

– Så bliver det en løve, sagde Chrisser tænksomt. – En selvstændig ledertype…

– Ja, bare det ikke er en tvilling, sagde Brian muntert. – En enkelt er rigeligt at starte op med, tror jeg. Man er jo lidt begynder på feltet, og jeg har på fornemmelsen, at det ikke bare bliver en dans på roser med bleer, babymos, biderangler, barnedåb, barnevogn – for ikke at nævne nul sex i månedsvis omkring fødselen.

– Gud, hvor forfærdeligt, sagde Chrisser med en hånd for munden.

– Jeg kunne godt tænke mig at få børn en dag, sagde Søren. – Det er bare frygtelig irriterende, at det skal være så besværligt – alt det der med rugemødre eller at få et fælles barn med et lesbisk par.

– Kan I ikke bare adoptere? spurgte Brian.

– I Danmark må homoseksuelle par ikke adoptere, men man må gerne, hvis man er enlig, sagde Tom liggende på tværs i lænestolen.

– Det mener du ikke alvorligt, sagde Brian tydeligt overrasket. – Jeg troede da ikke, at vi stadig havde den slags forskelsbehandling i Danmark.

– Jo, jo, svarede Tom sarkastisk. – Og vi må heller ikke give blod, uanset om man er testet negativ og lever i fast parforhold.

– Der er altså heller ikke nogen, der skal stikke en nål i mig og tage et par liter blod, så det er da kun godt, sagde Chrisser.

– Det er da fuldstændig tåbeligt, sagde Lars. – Er der ikke noget med, at man oven i købet mangler bloddonorer?

– Det skulle da ikke undre mig, sagde Tom.

– Jeg forstår altså ikke, hvad argumentet skulle være for, at I ikke skulle have lov til at adoptere. Så hvad gør du så, hvis I gerne vil have børn, siger du? spurgte Brian henvendt til Søren.

– Jamen, så må vi enten finde en rugemor eller et lesbisk par, som også gerne vil have barn, og som gerne vil have, at barnet skal vokse op med en far eller måske oven i købet med to forældrepar.

– “Rugemor”. Det lyder som en høne, sagde Chrisser. – Og jeg skal i hvert fald ikke have nogen børn de første ti år. Jeg har set, hvordan nybagte forældre pludselig isolerer sig totalt fra omverdenen, og alt hvad de siger og gør drejer sig om den rådne unge. Næh, du, ung og fri. Der skal sgu’ da være nogen fordele ved at være homo, og en af dem er, at man slipper for alt det der familie-pjat.

– Jamen, hvad nu hvis jeg vil giftes og have børn sammen med dig? spurgte Søren og så ned på Chrisser, som nu lå med hovedet i hans skød.

Chrisser så på Søren med store øjne. – Sig mig, frier du til mig?

– Ikke endnu, sagde Søren alvorligt, – men hvad nu hvis?

Chrisser løftede hovedet op mod Søren, og Søren bøjede sig forover og kyssede ham. – Så får du dit svar den dag, sagde Chrisser med et smil.

– Hvad med jer? spurgte Brian og så først på Jesper og så på Lars.

– Os? spurgte Jesper og var et øjeblik i tvivl om Brian spurgte til bryllup eller barn.

– Ja, skal I have børn?

Jesper så på Lars, som så på Brian. Jesper havde ikke skænket børn nogen tanker siden hans mor havde beklaget sig over ikke at få nogen børnebørn den dag, han havde fortalt dem, at han var bøsse, og nu, hvor han overvejede det, havde han ikke nogen præferencer hverken for eller imod. Ved nærmere eftertanke var han nok helst fri, for han havde ikke lyst til søvnløse nætter og bleskift uanset hvor dejligt sådan et barn så ellers var, men hvis Lars enormt gerne ville, ville han nok ikke modsætte sig. Han så på Lars og afventede hans svar.

Lars så stadig på Brian og overvejede åbenbart sit svar nøje. Der var stille i stuen på nær lidt musik fra det lille minianlæg, der stod gemt inde i et hjørne ved sofaen.

– Et barn er ikke noget, man bare får, svarede Lars langsomt. – Det skal overvejes nøje, og begge parter i forholdet skal være klar til den forpligtelse, der ligger i det – både overfor hinanden og overfor barnet. Der er alt for mange skilsmissebørn i denne verden, og selvom jeg er sikker på, at barnet nok skal klare sig, når bare han eller hun får tilstrækkeligt meget kærlighed, så må det være utroligt hårdt at stå alene med et barn. Jeg forstår simpelthen ikke dem, som vælger at være alenemor eller alenefar – med mindre man selvfølgelig lever i så dårligt et parforhold, at det er en fordel for alle parter, at man går fra hinanden. Jeg ville aldrig vælge at få et barn alene, men hvis jeg en dag har levet i et fast forhold i nogle år og føler mig så sikker på, at forholdet vil – ikke bare overleve, men også blive styrket, af at få et barn, så vil jeg helt sikkert gerne.

Jesper følte Lars’ hentydning til, at deres forhold ikke var sikkert nok til at få børn, som en lussing. Han var ikke et sekund i tvivl om, at der lå en advarsel rettet direkte til sig i udsagnet, og at Lars ikke længere lagde skjul på, at han var i tvivl om Jesper var trofast. Det nye var, at han heller ikke skjulte det overfor deres venner, og det var i Jespers øjne det hårdeste slag. Han følte pludselig, at han var på gyngende grund, selvom tanken om, at han og Lars ikke længere var et par, virkede fuldstændig utopisk. Han kunne slet ikke forestille sig at skulle have en hverdag uden Lars. Han skubbede den forfærdelige tanke til side, men spørgsmålet om, hvad han kunne gøre for at gøre Lars tryg ved deres forhold igen, trængte sig hele tiden på.

Der var atter stille i stuen.

– Det er så spørgsmålet, om det er et privilegium eller en ulempe, at I ikke bare kan få børn ved et uheld, sagde Brian i et forsøg på at bløde lidt op for stemningen.

– Ja, det kunne da være en sag at kæmpe for, udbrød Tom.

– Må man være så fri at spørge, om det var et uheld? spurgte Søren.

Brian smilede skævt. – Du kunne da i det mindste have spurgt på den positive måde – om vi havde planlagt det. Nej, det var ikke planlagt, men på den anden side kendte vi godt risikoen ved p-pillerne, men vi havde nok ikke lige regnet med, at det skulle være os, der vandt i lotteriet. Vi har da talt om at få børn længe, men vi var også blevet enige om, at vi gerne ville vente nogle år. Det er trods alt en hel del frihed man kaster overbord, når man pludselig får en lille størrelse at tage sig af. Og jeg må give dig ret, Chrisser; det er da på sin vis et privilegium, at I selv kan vælge jeres livsstil. Der er ikke nogen, der forventer, at I skal forloves, have kirkebryllup, 1,847 børn og så videre, og så videre.

– Ja, gid det var så vel, sagde Tom. – Alle forventer da, at vi skal leve efter alle de gængse normer.

– Jamen, I har da alle muligheder for selv at definere jeres normer, sagde Brian uforstående.

– Har vi? spurgte Tom. – Vi bliver opdraget til, at parforholdet med en person af det modsatte køn, mindst ét barn og en karriere er det eneste rigtige. Vores forældre forventer, at vi lever alle deres drømme ud, og selvfølgelig prøver vi alle sammen i en eller anden grad at stille vores forældre tilpas. Man skal være lidt oprører for at gå imod de mere eller mindre udtalte forventninger, ens forældre har. Men det er vel også derfor, at mange homoer nærmest skifter identitet, når de springer ud – det helt store opgør med normerne og forventningerne og et forsøg på at skabe sine egne normer, som du siger.

Chrisser gabte højt og demonstrativt. Tom så straks vredt på ham, hvilket blot fik ham til at gabe endnu højere. – Nu bliver det altså for kedeligt, sagde Chrisser. – Enten starter vi festen, eller også laver jeg min egen ovenpå.

Der var kun trætte blikke og et enkelt gab fra Jesper, som han ikke nåede at sløre, at spore.

– Godt så. Kom, Søren. Nu går vi op og laver nogen børn, sagde Chrisser. – Og hvis det ikke lykkes første gang, så må vi jo bare blive ved med at prøve.

Søren rejste sig med en påtaget ærgerlig mine. – De ægteskabelige pligter kan tage livet af enhver, sagde han og sukkede dybt.

Fortsættes…