Læserbreve

Tusind tak for alle de behagelige mails, jeg har modtaget! Det er dem, der gør det værd at arbejde videre med siden. Her er et udpluk - let redigeret for læsbarhedens skyld. Skriv gerne til mig på mikael @ spring-ud.dk.

Bemærk! Jeg offentliggør kun din mail, når du har givet mig tilladelse til det!


Hej Mikael

Med stor interesse har jeg i dag stiftet bekendtskab med din hjemmeside "SPRING UD". For mig har det været meget spændende at læse om dit udspring. Jeg tror det at springe ud er en disciplin vi homoseksuelle stilles overfor resten af vores liv. Dette når vi rejser, møder nye mennesker, skifter job og i mange flere situationer. For mig er spørgsmålet - er det en disciplin, der nogensinde vil blive let? Og jeg er irriteret over at det er noget der altid skal følge mig og jeg skal forholde mig til. Jeg undrer mig over hvorfor jeg ikke selv kan acceptere min situation og være ligeglad med hvad andre evt. vil tænke om mig. Jeg synes du har lavet en fantastisk side og at den kan hjælpe mange med at springe ud og vigtigst af alt at skabe identitet.
__

Du skriver meget om dig selv. Jeg synes jeg skylder dig at fortælle lidt om mig.

Jeg hedder Andre, er 39 år og bor sammen med min kæreste Kris. Kris og jeg har boet sammen i nu snart 15 år. Kris og jeg lever åbent som et par. Vi har det godt med vores familie, naboer og venner.

Mit personlige problem startede for 1½ år siden da jeg skiftede arbejdsplads. Dette en stor jysk arbejdsplads. Jeg oplevede pludselig, at jeg havde meget svært ved at stå ved min identitet som bøsse. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Jeg har ikke tidligere oplevet problemer. Efter et par måneder på det nye job begyndte jeg at føle mig presset. Jeg forlangte mere og mere af mig selv. Efter et halvt år fik jeg en depression og kæmpede mig på job hver dag. Jeg fandt i samråd med min læge ud af at et besøg ved en psykolog kunne være en god ting for mig.

Jeg blev af gode venner anbefalet en psykolog i samme by som jeg arbejder. Efter en halv times besøg ved psykologen stod det klart at min depression skyldtes personligt stress. Jeg var ikke sprunget ud på jobbet og havde pludselig svært ved at stå ved min identitet som bøsse. I mit dybe jeg har jeg en følelse af ikke at være god nok - og dette fordi jeg er bøsse. For at "bøde" for dette overkompenserer jeg ved at knokle mig halvt ihjel og stille større og større udfordringer til mig selv. Efter et par samtaler fik jeg opgaven at springe ud på jobbet.

Det var meget svært for mig. Dette gjorde mig ekstra fortvivlet og ked af det. Jeg fik dog hjælp af 2 tidligere kolleger, der også havde skiftet til samme arbejdsplads. Så langsomt blev det kendt for mine nærmeste kolleger at jeg er bøsse. Det var dejligt.

Men stadig i dag er jeg ikke helt ude af skabet på mit nye job. Og det er stadig en kilde til stress og følelsen af at jeg ikke er god nok.

Så jeg har pludselig opdaget at jeg efter 20 år som bøsse endnu ikke er helt sprunget ud - eller måske er kravlet lidt ind igen.

Så det arbejder jeg nu på at gøre noget ved.
___

Tak for dit site og din gode måde at skrive på.

Med venlig hilsen
Andre


Hej Mikael.

Først vil jeg takke for en god website, mange gode oplysninger og interessant at læse andres spændene historier om at springe ud. Jeg har dog ikke selv haft modet endnu til 100% at springe ud.

Jeg kalder mig selv for GummiCD, jeg er 40 somre nu og ja, som tiden den dog flyver afsted. Min interesser eller skal jeg kalde det for, fasination for mit eget køn started også i en meget tidlig alder.

Vi var 10-11 år og min første rigtige oplevelse startede dengang. Vi var 3-4 drenge der holdt sammen, hang ud alle steder og gik til samme fester, ja vi tog altid ud til den samme drengs fars sommerhus for at se de gamle tyske pornofilm som hans far havde. Jeg kunne ikke rigtig tåle at se disse film, for dette satte en masse frække fantasier igang, men altid endte mine fantasier det samme sted, nemlig med mig i centrum. Men denne her dag skulle vise sig at blive lidt anderledes end alle de andre vi havde haft i hans sommerhus, C som vi kan kalde ham skulle nemlig overnatte der, derfor spurgte han os om vi ikke alle skulle sove der, det endte med at det kun blev mig og C.

Det var blevet sent, C rejste sig og satte en P-film på, han tog hånden ned til bukserne og begyndte at lege med sig selv. Han kiggede på mig og sagde, du kan da også bare lege lidt hvis du vil, men jeg var for genert, men det lod C sig ikke forstyrre af. Da han havde leget lidt kom han med det forslag at jeg skulle sutte ham og så ville han sutte mig bagefter, men jeg lod som om det ville jeg da i hvert fald ikke, selvom jeg dårligt kunne holde mig for mig selv, men han fik mig overtalt. Jeg blev nærmest presset ind under dynen hvor han hans lem fandt vej til min mund og inden jeg vidste af det, så lå jeg og suttede ham, jeg kunne bare mærke på mig selv at dette var lige det rette sted for mig at være, at være sammen med en fyr.

Denne oplevelse satte en masser tanker igang, at dette ikke kun var fordi jeg var seksuelt tiltrukket at samme køn, men jeg følte min plads var der.

Som 17-18 årig eksperimentered jeg med Latex/Gummitøj, jeg husker lige så tydeligt hvor fræk jeg følte mig i denne påklædning, jeg kunne ikke stoppe tankerne/fantasierne om at jeg var en pige som skulle behage, at jeg var et stykke legetøj, disse tanker kom nok fordi siden jeg var helt lille dreng har været ladt alene af mine forældre, så jeg var vandt til at gøre hvad der blev sagt og intet andet.

Nå, men denne fantasi har jeg haft lige siden og nu efter alle disse år efter føler jegf stadig det samme som jeg gjorde da jeg var 10-11 år bare udviklet en del, det er udviklet til at jeg vil kalde mig crossdresser.

Jeg er okey med at fortælle min historie, har heller ikke noget imod at den kommer frem, men kan stadig ikke med navns nævnelse.

Jeg har længe ledt efter en mand der vil acceptere mig som jeg er også selvom at jeg har prøvet at bilde mig selv ind at jeg har været til piger i alle disse år, men hver gang ender jeg igen det same sted, jeg mangler en mand til venskab og kærlighed.

Jeg takker fordi jeg måtte skrive disse ord Mikael.

M.V.H
En RubberCD


Hej Mikael.

Jeg har været inde på din side, og synes den er rigtig god. Jeg hedder Jonas og er en ung mand på 27, og jeg har et problem - som jeg håber at evt. du eller måske de andre læsere kan hjælpe mig med. SÅ DU MÅ GERNE vise min mail. Men problemet handler om det at springe ud.

Da jeg var 8 år, begyndte jeg at få fantasier og tanker om at være sammen med en fra eget køn, ja det er meget tidligt at ha tanker om den slags, men de begyndte at komme i den alder.
og jeg var dengang allerede bevidst om at jeg var til fyre. Men jeg slog det hen, fordi jeg var bare en lille dreng, så blev jeg teenager, og huset fik pc og internet, det var jo store fremskridt, og når jeg var alene sad jeg tit på ofir chatten, som det hed den gang og chattede med fyre, ville gerne ha sex med en fyr. Jeg havde en forbandet lyst, men når det så kom til stykket så turde jeg ikke alligevel - jeg skal lige sige at jeg ikke er sprunget ud, og det er det som hele det her handler om. Men jeg skrev med en masse fyrer, og det tændte mig meget, men som sagt så turde jeg ikke alligevel.

Da jeg var 20 år fik jeg min første kæreste, det var en pige, og jeg har altid haft det nemmere med pigerne end med fyrene, det siger mig bare ingenting. Men vi var sammen i lidt over et år, og jeg boede næsten hos hende, og en gang hvor jeg faktisk var alene i hendes families hus, var jeg på ofir chatten, og skrev med en fyr, som introducerede mig til boyfriend.dk. Jeg oprettede en profil derinde, og skrev videre med fyren og aftalte at mødes dagen efter. På det tidspunkt var jeg så 20 og ham fyren havde vel været 42 - 44 år. Jeg mødtes med ham fyren, og havde det egentlig ikke særlig rart, jeg følte virkelig jeg blev voldtaget...

Nå men så gik der 5 år hvor jeg ingen kæreste havde, jeg skrev sammen med forskellige piger, og mødtes også med dem og det var kun sex, men det sagde mig intet. Så fik jeg en kæreste igen i 08 - som også var pige, men inderst inde vidste jeg jo godt at jeg mest er til fyre, og har også haft flere profiler på boyfriend, og så slettet dem igen.

Og nu kommer så kernen af det hele: Jeg har altid været skræmt for at springe ud, fordi jeg er meget bange for at min familie ikke vil acceptere det, - jeg er så småt begyndt at lave lidt hygge med en god ven, men ikke en kæreste - men jeg aner ikke hvordan jeg skal gøre. Fordi det der med bare at sige det, jeg kan ikke - jeg har prøvet, men der sker ingen ting, og jeg har virkelig gjort alt - synes jeg for at min familie skal spørge ind til det, og intet er sket, mine få venner ved det, på mit arbejde ja der burde de vide det - så hvis der er nogen derude som læser dette her, som lige præcis ved hvordan. ja så er de meget velkomne til at skrive til mailadressen der står her: haakonssen.jonas@gmail.com og på boyfriend: "Angel of Music".


Hej Mikael

Jeg er godt nok hverken mand eller homoseksuel, men en hetero kvinde i 30'erne. Jeg faldt over din side, da en af mine veninder lige er sprunget ud og da jeg i mange år har været involveret i et venskab, hvor jeg næsten er sikker på at den pågældende veninde er til piger eller biseksuel..Men hun har, modsat den førstnævnte, ikke erkendt det...

Det satte nogle tanker i gang. Om hvordan det må være at elske en anden, og den anden måske slet ikke aner hvad der er på færde..

Det har været et venskab der har været meget enten frydefuldt eller meget smertefuldt, uden at vi kunne forstå hvorfor eller hvordan de voldsomme konflikter opstod..I de første par år prøvede hun et par gange med nogle fysiske tilnærmelser , at vi skulle holde i hånd, at vi skulle ligge i ske og at jeg skulle kærtegne hende..Men jeg fandt det underligt og forkert og afviste det. Det blev hun sur over, men hun holdt op med det, og jeg glemte det bare. Tænkte at hun nok bare var lidt i tvivl med sig selv og det var da ok...

Efterhånden med årene begyndte jeg langsomt at indse at hun også følte langt mere end jeg gjorde i det venskab.

Hun sagde til mig at venskab og et kærlighedsforhold var det samme på nær det med sex, og bandt mig på forpligtelser jeg ikke kunne overholde og fandt unaturlige.Hvor meget jeg skulle ringe, ses med hende osv..

Venskabet fyldte så meget at jeg knap havde tid til kærester, og fandt jeg en, kunne hun ikke lide dem, så det kom ofte også til skænderier og pauser somme tider op til flere år..Vi havde ofte pauser i vores venskab hvor vi ikke sås pga de store konflikter, og det var mig en gåde hvordan et venskab både kunne være så sjovt og så hengivent til tider og til andre tider blev jeg angrebet, bebrejdet og skældt ud uden at jeg kunne forstå hendes motiver til det. Til sidst var der tidspunkter hvor jeg ikke tog telefonen når hun ringede, for jeg fik sværere og sværere ved at magte, hvis der pludselig blev en konflikt. Jeg kunne jo aldrig rigtig regne ud hvornår de kom..

I dag er vi ikke venner længere. Jeg mødte en mand fra Australien og fandt kærlighed, som jeg aldrig havde kendt den før. Efter 4 år sammen i Danmark, besluttede vi at bo nogle år i hans land. Vi flyttede hertil og jeg blev gravid. Min veninde, som havde været ikke helt vild med denne fyr heller, havde efter nogle måneders pause fundet ud af at hun alligevel ikke kunne undvære mig som veninde, men blev meget nedslået over nyheden om at jeg var flyttet til Australien. Jeg var i mellemtiden begyndt at tænke tanken om at vores venskab var et "skævt" venskab, og at hun følte mere end mig. Men jeg syntes ikke jeg kunne sige det. Det var jo hendes erkendelse og ikke min. Og hvad hvis jeg havde taget fejl...? Nu hvor tiden er gået lidt er det det eneste, der giver en sammenhæng i det venskab, at hun følte mere end mig. Og så er det lidt ligesom et trekantsdrama fra de der "tøsefilm", der er så underholdende..bare kun som film..

Jeg er forundret over hvor mange gange jeg har lukket øjnene, når hun sagde at hun følte mere venskab end jeg, kaldte mig kold og ufølsom, og hendes jalousi overfor mine kærester, eller bare fyre jeg flirtede med...Jeg ved ikke hvorfor der var så mange situationer, hvor jeg bare ignorede det eller tænkte hun bare var lidt underlig..eller himlede med øjnene over hvor besidderisk jeg syntes hun var..uden at tænke længere end at hun måtte være ekstremt umoden på dette punkt..Det faldt mig i lang tid ikke ind at stille spørgmålstegn ved når hun sagde venskab og kærlighed var det samme undtaget det seksuelle. Hun lød jo så overbevisende.. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ikke var sådan jeg selv havde det.....Jeg vidste vist ikke hvad jeg skulle stille op...

Det jeg vil frem til med min laaange smøre er nok, at når jeg også læser beskrivelser af at springe ud på din side, er det egentlig ligemeget om man er bøsse, lesbisk eller hetero. Det drejer sig om at vedkende sig kærligheden. At tage den ind, og ikke vende hovedet bort og fornægte, fordi man frygter konsekvenserne. Når man nægter, når man ikke vil erkende, men fornægter, påfører man sig selv og de involverede stor smerte og frustrationer. Det er trist, for jeg har mistet en kær og nær ven. Og selv om jeg ikke følte kærlighed som hende, var hun mig en meget elsket og unik veninde.

Nogle gange tænker jeg det kunne være dejligt hvis hun ringede ligesom den anden veninde og fortalte at hun nu havde fundet sig selv sammen med en pigekæreste, .....og at hun tilmed sagde at vi kunne blive venner igen..bare uden alle konflikterne og på et mere ligeværdigt niveau (ligesom med mine andre veninder, hvor man bare er der lidt i baggrunden..), men jeg ved ikke om det nogen sinde bliver aktuelt, selv hvis jeg har ret mht hendes seksualitet. Vil hun så have kontakt med en gammel "ulykkelig kærlighed"?

Jeg kan godt lide Mikael på 54 års historie. Jeg har også valgt min kærlighed, selv om det kræver jeg måtte flytte fra mit netværk, og ændre mit liv meget. Men netop det, at jeg trods alt valgte den kærlighed jeg (vi begge) følte/føler så stærkt gør os alligevel stærke til at leve med konsekvenser af vores valg.Og det er ikke altid let at gøre sine venner og familie kede af og skuffede ved at flytte langt, langt væk, omstille sig til en anden kultur og påbegynde et nyt netværk i et fremmed land med et fremmed sprog...

Hver dag er en velsignelse når man kan vågne op sammen med en der simpelthen elsker en lige præcis som den man er. Og man selv opdager hvad og hvor vidunderlig kærlighed er, når man tager den ind. jeg er taknemmelig for at jeg lyttede til mit hjerte og ikke min forstand, der fortalte mig hvor umuligt og besværligt det ville være at forelske sig i en fra et andet land.

Jeg håber din side kan være med til at inspirere alle, homoseksuelle eller ej, men alle til at finde modet til at stå ved sig selv og det man føler. Det er sandt som Mikael siger, det gør os stolte og stærke. Din side rækker længere end homoseksualitet, men til alle der kender til at finde modet til at være sig selv.

Veninden


Kære Mikael,

Jeg ved ikke, i hvor høj grad du stadigvæk tjekker denne mail, for noget kunne tyde på, at du har travlt med andre ting end spring-ud.dk - og selvom det på sin vis er trist, er det også godt for andre ting, kan jeg se. Derfor et tillykke herfra med tilbagevirkende kraf i forbindelse med posten som landsformand for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Og jeg håber at lige så vigtige og interessante opgaver optager dig nu om stunder. Hvorom alting er: Selvom jeg ikker er sikker på, at du vil komme til at læse dette, vil jeg alligevel kaster mig ud i at skrive til dig i håbet om, at du vil se det. Ikke fordi det er presserende, men fordi det er ærgeligt at gå glip af tak og taknemmelighed.

Jeg har kendt til din side gennem et par år, og jeg tjekker stadigvæk ind fra tid til anden for at se, om der evt. skulle være kommet en ny update. Og heldigvis for det for det var sådan, jeg opdagede updaten om Verbotene Liebe. Jeg kendte godt til serien på forhånd, bl.a. gennem YouTube, men jeg har aldrig set andet end nogle få, usammenhængende klip. Så jeg fulgte dit råd om at se det hele fra ende til anden, og sådan er mine sidste to dage gået til min store, udelte fornøjelse. (Egentlig skulle jeg have været på universitetet, men grundet en god forkølelse havde jeg brug for lidt underholdning. Og da jeg befinder mig i udlandet er der ikke meget andet underholdning end - internettet!)

Så kort af det lange er: Tak for at have delt det. Det var vedkommende underholdning. Som fik mig til at genforelske mig i livet. Intet mindre.

Bedste Hilsner herfra,
Morten

Læs om Verbotene Liebe under Fortællinger.


Hej Mikael

Tænkte at du måske kunne hjælpe mig på en eller anden måde, da ingen andre virker interesseret (kommer lidt forklaring til den sætning længere nede i teksten).

Jeg har aldrig rigtig været i tvivl om at jeg var til drenge. Til gengæld har jeg været lidt i tvivl, om jeg så også var til piger. Men jeg har altid villet skjule det, hvilket langt de fleste jo vil. I mit tilfælle på grund af frygt for enten blive slået ned eller blive generet dag ud og dag ind. Dog begyndte jeg i 13-14 års alderen at fortælle mine nærmeste venner, at jeg var til drenge, hvilket mange af dem tog mægtig pænt. Jeg har bare desværre altid været lidt uheldig med hensyn til ting, der skal holdes hemmeligt, som handler om mig selv og seksualitet er en af tingene. For en af mine veninder syntes jo, at det var sjovt at fortælle videre, så lige pludselig vidste alle, at jeg var bøsse, og skulle prøve at irritere mig med det næsten et helt skoleår, hvilket irriterede mig lidt, da jeg jo ikke selv havde fortalt det til dem. Men det blev ligeså stille dysset ned igen, da jeg prøvede at virke ligeglad og det virkede. Efter sommerferien var der slet ikke nogen, der sagde noget om det. Et stykke tid efter sommerferien, var jeg så "for sjov sammen" med en af mine gode drenge venner (seksuelt sammen). Ikke særlig smart faktisk, for det resulterede i, at jeg blev vildt forelsket i ham. Det valgte jeg så at fortælle ham et stykke tid efter, at vi havde været sammen første gang (vi havde været sammen en del gange, inden jeg fortalte ham det). Det tog han faktisk meget pænt. Vi blev meget bedre venner af det og vi blev også meget mere "bundet til hinanden" fysisk, selvom at han ikke var forelsket i mig eller til drenge overhovedet. MEN, det her er desværre ikke nogen solskinshistorie. Vi blev uvenner ikke ret lang tid efter (et par måneder cirka), ved ikke helt hvorfor, men MEGET belastende. Især fordi at jeg gik "psykisk ned" på grund af det, og stadig er det den dag idag, selvom at det er 1½ år siden, vi blev uvenner. Det største problem er sådan set at mig og ham havde en fælles vennegruppe, hvor mange af mine venner også er/var venner med ham (var, for jeg er ikke venner med særlig mange af dem mere). Men alt i alt, så er jeg stadigvæk nede over det. Og så her for lidt over et år siden, da jeg fyldte 15 år, præcis på min fødselsdag, skulle jeg i virkeligheden have været sammen med alle mulige folk til en form for byfest, men pludselig måtte jeg åbenbart ikke tage derned alligevel. Men så valgte jeg bare at stikke af i stedet for, og da jeg så er dernede, kommer mine forældre kørende for at hente mig, og de tager mig så med hjem. Lort. Jeg lukker mig så inde og gider ikke snakke med dem, og sidder egentlig bare og græder og græder, og beslutter at skrive at meget følelsesladet brev til dem, om de tanker jeg har haft i den senere tid og om hvad jeg har lavet af dumme ting, både ved mig selv og min krop og andre folk og ting. Der fortæller jeg dem så også, at jeg er til drenge, hvilket jeg i min "sindsforvirrede tilstand" den aften syntes var en hævngerning, efter at de hentede mig blandt folk (en meget pinlig oplevelse for mig). Og efter det synker min tilværelse bare mere og mere i grus, og jeg kan nærmest ikke se nogen som helst mening med livet og jeg går med selvmordstanker og skærer i mig selv (i armen med kniv, eller andre syge genstande jeg kan finde frem, dog ikke skalpeller og barberblade, da jeg er meget bange for sådan nogle), en handling jeg selv betragter som værende en fuldstændig sindsyg ting at gøre, men alligevel føler jeg det befriende at gøre, når jeg har det meget dårligt, hvilket jeg desværre har ret tit. Min mor og far syntes, at jeg skal gå til psykolog, hvilket jeg egentlig syntes ville være en rigtig god idé, og det syntes min skole også, men det er som om, at der er gået 7 måneder nu, siden jeg skulle være startet med at gå til psykolog, ifølge skolen, men det er ikke rigtig blevet til noget, hvilket jeg hader skolen for, da jeg virkelig kunne have god nytte af det. Jeg så noget i fjernsynet, i TV Avisen, om depression og om at unge også fik depression, og at det var et stigende problem. Jeg kom så til at tænke på, om jeg evt. selv kunne have en depression, og efter at jeg har kigget lidt på "www.NetDoktor.dk" og tjekket symptomerne lidt igennem og fundet ud af, at jeg har alle 10 af WHOs symptomer på en depression, tænker jeg, at det nok ville være en god idé at få sat lidt mere skub i udviklingen blandt skolens ansatte. Ellers tror jeg desværre, at det ender galt.

Men jeg tænkte på, om en "meget svær depression" måske kan skyldes, at jeg har mistet en så god ven, og at jeg har oplevet også at miste to kærester som bare har droppet mig på grund af mit meget skiftende humør, plus at have mistet bedsteforældre og mange venner, og at holde min "seksualitet hemmelig" kan være en så stor byrde, at jeg ligefrem har fået den værste grad af depression?

Måske virker det som et lidt dumt spørgsmål og som om, at det ikke rigtig hænger sammen med det, jeg ellers har skrevet, men, håber bare at en eller anden vil prøve på at hjælpe, når nu ikke engang skolen vil.

Venlig Hilsen
Anders (blahblahadis_15 @ hotmail.com)

(Mit svar til Anders bringes ikke her.)

Flere breve...