Bøssemusik

Da jeg for et stykke tid siden var til koncert i Parken, var bandet Erasure opvarmning. Da vi stod i kø uden for indgangen og beklagede os over, at køen var så lang, at vi gik glip af Erasure, overhørte vi den kvindelige del af et par bag os sige, at det ikke gjorde spor, for det var da bare noget “bøssemusik”. Jeg var noget overrasket over sådan en udtalelse i 2017, men egentlig havde hun jo ret. Jeg var dog helt uenig i, at det var en negativ betegnelse. Tværtimod betegner det for mig musik, der er populært i bøssemiljøet og/eller som handler om kærlighed og andre forhold mellem mænd. Og den slags musik er der heldigvis en del af – men stadig alt, alt for lidt…

Love, love, love

Troye Sivan - HEAVEN
Troye Sivan – billede fra musikvideoen til sangen HEAVEN

Som bøsse kan man godt blive lidt træt af at høre de millioner af kærlighedssange skrevet til kvinder. Det er som regel ikke så svært at sætte sig ind i de følelser, de forsøger at beskrive, men nu og da kunne det være rigtig rart at høre en mand synge om sin store kærlighed til en anden mand, og fuldt og helt kunne sætte sig ind i situation. Måske kunne man også gå så langt som at forestille sig sange om det at springe ud, om en bøsses kærlighed til en heteroseksuel mand, om HIV og meget, meget mere – emner som i en eller anden grad særligt relateret sig til livet som bøsse eller biseksuel mand. Og jo, det findes da, men det er ikke mange kunstnere og bands, der satser på denne genre. Det er primært bands og solister, der allerede er store navne, som med tiden bliver mere modige og som bliver mere eksplicitte omkring køn og seksuel orientering i deres tekster og måske også i deres fremtoning.

Og selvfølgelig giver det rigtig god mening for bøsserne at lytte til sange, skrevet af kvinder om deres kærlighed til mænd. Det kan man da forholde sig til. Og netop derfor er en lang række kvindelige kunstnere blevet store og elskede blandt bøsserne – især divaerne, de stærke kvinder, som synger om at kunne stå på egne ben og at finde sig selv, som er udfordrende og tør flytte grænser – og lige netop sådan er nogle af de største ikoner i musikken i bøssemiljøet gennem tiden: Madonna, Cher, Gloria Gaynor, Lady Gaga, Kylie Minogue, Grace Jones, Diana Ross, Bette Midler, Barbara Streisand og Judy Garland – og måske en enkelt skandinavisk kunstnet: Robyn. Flere af dem er ikke længere på musikscenen, men deres ikonstatus varer sikkert længe endnu. Men kommer der nye til? Lady Gaga er et eksempel på, at der sagtens kan komme nye navne på listen (“ny” er måske så meget sagt, men det tager nogle år at opnå ikonstatus), men efterhånden som bøssemiljøet bliver mindre og mindre isoleret og marginaliseret, så bliver behovet for disse ikoner også mindre, og grundlaget for deres ikonstatus forsvinder. I stedet giver det plads til både homoseksuelle kunstnere og bands og til heteroseksuelle mandlige kunstnere, der tør lege med kønsidentiteten. Et eksempel er danske Vinnie Who, der gerne synger i falset, og som i både frisure og påklædning er umulig at sætte i bås kønsmæssigt, og som udfordrer grænserne meget bevidst.

Solisterne

Der var og er naturligvis mange sangere og musikere, som er bøsser, og mange af dem er åbne om deres seksuelle orientering. Den lange liste omfatter navne som Sam Smith, George Michael, Mika, Elton John, Frank Ocean, Adam Lambert, Ricky Martin, Rufus Wainwright, MNEK og Troye Sivan, og så nogle få danske navne såsom Brian Rice, Junior Senior, Peter Frödin, Bisse, Dennis Agerblad og Asbjørn. Tidligere var de fleste bøsser ikke åbne om det i begyndelsen af deres karriere, men valgte i stedet at springe ud – eller blev beskyldt for at være bøsser i medierne – når de var etablerede navne. Nu er det heldigvis sådan, at flere og flere er åbne om deres seksuelle orientering fra begyndelsen, og tager det som den mest naturlige ting i verden. Nogle vælger at påtage sig rollen som rollemodeller og gør meget ud af at fortælle deres historie og forsøger at fjerne fordomme og flytte grænser. Jeg har plukket nogle få ud, som du bør kende.

Asbjørn, BoypwrAsbjørn

Men sange om kærlighed mellem mænd hænger altså ikke på træerne, selvom flere og flere dukker op i disse år – igen et tegn på, at homoseksualitet ikke er nær så kontroversielt, som det var for ti år siden. Hvis vi skal begynde herhjemme, kommer vi ikke uden om Århusianske Asbjørn Toftdahl, som udsendte sin debutudgivelse som 19-årig tilbage i 2012, og som i december 2017 udgav singlen BOYPWR (hør den og se videoen på hans side www.asbjornmusic.com eller på YouTube). Det er da på tide, at der kommer et bøsse-modspil til Spice Girls’ “Girl Power”, fra dengang Asbjørn blev født i 1992 – en tid, som både musikken, videoen og koreografien har klare referencer til, og budskabet i sangen er helt klart: Uanset din seksuelle orientering og din kønsidentitet, så vær dig selv!

Asbjørn udgav i 2015 det fænomenale album Pseudo Visions, der i både tekster og videoer gjorde det helt klart, at det handlede om forhold mellem mænd. Som han selv sagde det, så handler Pseudo Visions om: “de øjeblikke, der er så intense, at grænsen mellem det reelle og det surrealistiske udviskes”, og det kan vi alle sætte os ind i – uanset kønnet på den vi elsker. I et interview til Information i juli 2015, sagde han blandt andet, at han ville “bruge sin position og sine erfaringer til at gøre op med mainstreamkulturens mandeidealer og dermed også med forestillingen om, at robusthed og machokultur hænger uløseligt sammen”. Den slags kunst og den slags budskaber, kan vi ikke få nok af.

Asbjørn flyttede til Berlin i 2014, hvor han har fundet sig et trofast publikum, men heldigvis kan vi nyde frugten af hans succes via hans udgivelser.

George Michael

Vi kommer ikke uden om ham: George Michael. Den smukke mand med den fantastiske stemme, som i årevis var målet for især millioner af teenage pigers længsler, og som blev tvunget til at springe ud, efter at være blevet anholdt af en mandlig, civilklædt politibetjent på et offentligt toilet i Beverly Hills i april 1998, og blev idømt en bøde og samfundstjeneste for uanstændig opførsel. Et halvt år senere udgav han sangen Outside, som handlede netop om den begivenhed og om det hykleriske i loven og blandt politiet. Blandt andet ser man to mandlige politibetjente kysse hinanden i videoen.

Allerede som 19-årig indrømmede George Michael overfor sine søstre og nogle nære venner, at han var biseksuel, men han blev rådet til at blive i skabet. På det tidspunkt var han det ene af de to medlemmer i bandet Wham!, der opnåede astronomisk berømmelse, og hvis største hits – især “Last Christmas” – stadig spilles igen og igen. Han har senere udtalt, at den primære årsag til, at han ikke sprang ud, var af hensyn til ikke at forurolige hans mor, og gøre hende angst for, at han skulle få AIDS. Først som 24-årig erkendte han overfor sig selv, at han var bøsse, og som 27-årig indledte han et fast forhold med en mand, som døde et par år senere efter at have fået konstateret AIDS – kun få måneder efter, at de havde fundet sammen. Selvom ingen vidste det på det tidspunkt, var sangen “Jesus to a child” en hyldest til den afdøde kæreste.

På det album, der skulle vise sige at blive hans sidste, Patience, findes sangen Amazing, der ligeledes er en hyldest til hans mandlige kæreste, Kenny Goss. George Michael døde som bare 53-årig – som det siges – af naturlige årsager. Om det er hans mange år i skabet eller hans utrolige succes, der gjorde at han havde problemer med stoffer og havde et udsvævende sexliv, der igen og igen havde mediernes bevågenhed, vides ikke, men et nemt og lykkeligt liv, havde han desværre ikke. Hans musik lever stadig, og når man ved, at han var homoseksuel, er der mange af hans tekster, som giver en helt anden og langt dybere mening.

Sam Smith

Sam SmithEn af tidens absolut største og mest succesfulde kunstnere er Sam Smith. Han slog for alvor igennem, da han lagde sangstemme til Naughty Boy’s kæmpehit “La La La” i 2013. Hans debutalbum “In the Lonely Hour” udkom året efter, og formåede at slå en rekord, som the Beatles ellers havde: At ligge på top 5 på den engelske hitliste i mere end ét år.

Sam Smith har aldrig lagt skjul på, at han er bøsse. Han fortalte tidligt, at sangene på hans debutalbum handlede om en fyr, som han forelskede sig i, men som ikke gengældte hans kærlighed. Sangene var en måde at komme over de følelser og længslen efter at opleve gengældt kærlighed for første gang. Sam Smith fortalte også, at han ikke havde noget problem med at være åben om sin homoseksualitet, men at han ikke forstod, hvorfor det overhovedet skulle tales om.

Et interview han gav tilbage i 2014 opsummerer hans holdning godt. Han fortæller her om sin holdning til at være åben om sin homoseksualitet og om det forhold, at debutalbummet handler om hans kærlighed til en fyr.

Jeg hviler i mig selv, og i den henseende er mit liv fantastisk. Jeg er glad og lykkelig. Jeg ville bare gerne have mulighed for at fortælle om ham fyren og få det ud. Det handler om en fyr, og det er, hvad jeg ville have, at folk skulle vide – jeg ville være på det rene med, at det er, hvad det handler om. Jeg er blevet behandlet fuldstændig ligesom alle andre igennem mit liv; Jeg har ikke haft nogen problemer. Jeg ved, at mange mennesker har problemer med livet, men ikke jeg, og det er ligeså almindelige som mig højre arm. Jeg vil gerne gøre det helt naturligt, for det er ikke et problem. Folk ville aldrig stille denne slags spørgsmål til heteroseksuelle. Jeg har forsøgt at lave dette album lidt intelligent, for det er også vigtigt for mig, at min musik rækker ud til alle. Jeg har skrevet min musik, så det kunne handle om alt og alle – uanset om det er en fyr, en kvinde eller en ged – og det kan alle forholde sig til. Jeg er ikke i denne branche for at tale om mit privatliv, med mindre det er i musisk form.

Sam Smith i et interview til E! Online

Men det er netop i musisk form, at Sam Smith taler om det at elske en anden mand og at gå med ham hånd i hånd på gaden i sangen “HIM” – en enkel men meget smuk og rørende sang, som fortjener at blive en del af alles playlister.

Holy Father, we need to talk
I have a secret, that I can’t keep
I’m not the boy that, you thought you wanted
Please don’t get angry, have faith in me

Say I shouldn’t be here but I can’t give up his touch
It is him I love, it is him
Don’t you try and tell me that God doesn’t care for us
It is him I love, it is him I love

I walk the streets of Mississippi
I hold my lover by the hand
I feel you staring when he is with me
How can I make you understand?

Say I shouldn’t be here but I can’t give up his touch
It is him I love, it is him
Don’t you try and tell me that God doesn’t care for us
It is him I love, it is him I love

Holy Father, judge my sins
I’m not afraid of what they will bring
I’m not the boy that you thought you wanted
I love him

HIM af Sam Smith fra albummet “The Thrill of It All”, 2017

Troye Sivan

Troye Sivan og Jacob Bixenman
Troye Sivan (th) med kæresten Jacob Bixenman

Det er svært at komme uden om unge Troye Sivan, når man skal skrive om bøsser i musikken. Troye Sivan er en australsk musiker, skuespiller og YouTuber født i 1995. Allerede i 2009 medvirkede han i filmen “X-Men Origins: Wolverine”, hvor han spillede den unge Wolverine. Musikalsk debuterede han med sin første udgivelse “Dare to Dream” tilbage i 2007, og i 2015 udgav han albummet “Blue Neighbourhood”, og til numrene “Wild”, “Fools” og “Talk Me Down” blev der lavet én sammenhængende musikvideo, som handler om to drenge, som er barndomsvenner og som bliver kærester (og som du absolut bør se – se lidt længere nede).

Også hans seneste udgivelse, “My My My!” fra januar 2018 har vakt opmærksomhed – dels på grund af de poppede danserytmer, men især på grund af den tilhørende musikvideo, som oser af homoerotik, og viser ham selv som en ung mand, der ikke lægger skjul på sin seksualitet. Videoen var allerede en måned efter udgivelsen set mere end 15 millioner gange.

Troye sprang ud for sine forældre allerede som 15-årig, og i 2013 – som 18-årig – sprang han ud for resten af verden på YouTube, på et tidspunkt hvor han allerede havde mere end 25.000 følgere. I 2016 havde han rundet fire millioner følgere, og hans spring-ud-video er set mere end 7,7 millioner gange. Troye Sivan gør meget ud af at være åben om sin seksuelle orientering, og han er givetvis en rollemodel, et idol og en våd drøm for tusindvis af unge bøsser.

Bøssebands

Det var især igennem 80’erne og 90’erne, da bøssemiljøerne i især hovedstæderne New York City og London blomstrede, at en lang række af bøssebands og bands med flamboyante, homoseksuelle forsangere i front slog igennem og vandt stor succes – både indenfor og udenfor bøssemiljøet. Jeg kan nævne legendariske navne som Village People, Bronski Beat, Soft Cell, Right Said Fred, Frankie Goes To Hollywood, Army of Lovers, Communards, Dead or Alive, Queen, Culture Club, Erasure og Pet Shop Boys. De to sidstnævnte lever stadig i bedste velgående, og lad mig derfor fortælle lidt mere om dem. Men jeg vil da også lige nævne nyere bands som Scissor Sisters og Years & Years, der er værd både at høre og se.

Erasure

Erasure
Erasure portrætteret af Pierre et Gilles i 1989

Selvfølgelig er førnævnte Erasure et “bøsseband” band, selvom de fleste af sangene, som er skrevet af forsangeren selv, Andy Bell, ikke sætter noget køn på målet for sangerens følelser, men alligevel genkender vi i den grad følelserne. Deres helt store hit helt tilbage fra 1988, “A Little Respect“, handler om en svigtet mands bøn om forsoning med sin elskede, og teksten “What religion or reason could drive a man to forsake his lover” (i min egen oversættelse: “Hvilken religion eller grund kunne drive en mand til at svigte sin kæreste”) er nemt at tolke som at en mandlig kæreste har svigtet ham på grund af sin tro eller andre moralske skrubler over sin kærlighed til en anden mand.

Men lad mig især pege på sangen Hideaway, som er om en dreng, som springer ud overfor sine forældre, og som afvises og tvinges til at flytte hjemmefra:

One day the boy decided
To let them know the way he felt inside
He could not stand to hide it
His mother she broke down and cried
Oh my father
Why don’t you talk to me now
Oh my mother
Do you still cry yourself to sleep
Are you still proud of your little boy
Don’t be afraid (Be afraid)
You don’t have to hide away

Hideaway fra albummet The Circus, 1987

Det er dog langt fra primært for deres sangtekster, at Erasure har vundet så stor en plads i mange bøssers hjerter. Det er naturligvis især fordi Andy Bell er så åbenlyst bøsse, og har været det lige fra begyndelsen i 1985 – blandt andet med sine outrerede kostumer, der har omfattet alt fra bare små, stramme guldshorts over høj hat, læderkorset, lædershorts og ridepisk til hvidt outfit med englevinger. Med pop, erotik og glimmer på overfladen og under overfladen sange om alle aspekter af forhold mellem mænd taler Erasure tydeligvis til bøsserne og vores hjerter.

Pet Shop Boys

Pet Shop Boys
Pet Shop Boys på scenen

Neil Tennant og Chris Lowe er mændene bag Pet Shop Boys, som de dannede helt tilbage i 1981, og de udgiver stadig deres karakteristiske popmusik. De har solgt mere end 50 millioner plader. De slog igennem med nummeret “West End Girls” i 1985, og det nummer nåede at blive nummer et i både Storbritannien, USA, Canada og mange andre lande. “West End Girls” er solgt i mere end 1,5 millioner eksemplarer.

Igennem 80’erne indrømmede ingen af de to herrer, at de var bøsser, selvom hittet “It’s a Sin” fra 1987 utvetydigt handler om omverdenens syn på homoseksualitet. Men efter udgivelsen af deres fabelagtige album Very i 1993, der blandt andet indeholder sangen “Dreaming of the Queen” om AIDS-epidemien, sprang Neil Tennant endelig ud. Chris Lowe er aldrig rigtig sprunget ud, men han har aldrig afvist de hårdnakkede rygter – ikke ud over rygtet om, at han og Neil Tennant skulle være et par.

Især sangene “Metamorphosis“, der handler om det at springe ud, og “New York City Boy“, der handler om en dreng, der kaster sig ud i bøssemiljøet i New York City, handler helt åbenlyst om emner relateret til bøsselivet, men langt de fleste af deres tekster er kønsneutrale og taler til både heteroer og homoer. Det er velproduceret popmusik med indhold og dybde.

Please allow me to try and explain
I’m living proof that man can change
I knew what I wanted
I knew how to get it
It didn’t make me happy
so I started again
What I wanted to be was
a family man
but nature had some
alternative plans
So I did without the lot
put emotion on hold
and hoped my instincts
would do what they were told

Metamorphosis fra albummet Bilingual fra 1996

Melodi Grand Prix

Ja, vi kommer ikke uden om det: Melodi Grand Prix. Der skete noget med sangkonkurrencen op igennem 80’erne og 90’erne – den blev i højere og højere grad fulgt af bøsser, bøsserne begyndte at danne fanklubber, og på et eller andet tidspunkt begyndte regnbueflagene at dukke op i publikumsmængden. Melodi Grand Prix er alt det bøsserne elsker: Glimmer, flotte og frække kostumer, divaer og popmusik. Ja, jeg ved godt, at jeg generaliserer, og personligt har jeg for længst mistet interessen, men der er ingen tvivl om, at der fortsat er en stor fanskare blandt bøsserne – også i den yngre generation.

Conchita Wurst ved Melodi Grand Prix 2014
Conchita Wurst ved Melodi Grand Prix 2014

Efterhånden som deltagerlandene er begyndt at omfatte flere og flere lande, og nu også lande som har et meget tvivlsomt og anstrengt forhold til homoseksualitet, er bøssernes åbenlyse tilstedeværelse og betagelse af begivenheden nærmest blevet en politisk demonstration – en slags pride. Med vinderen af det internationale Melodi Grand Prix i 2014 (afholdt i København), Conchita Wurst, en drag-artist med fuldskæg – og åben bøsse – blev det ekstra tydeligt, og sangen, “Rise Like a Phoenix” sendte klare signaler om at springe ud og turde være sig selv til trods for omverdenens fordømmelse. Der opstod protestbevægelser i både Hviderusland og Rusland allerede inden konkurrencen løb af stablen, der krævede, at hans deltagelse blev stoppet eller klippet ud, hvilket heldigvis kun fik bøsserne til at svinge endnu flere regnbueflag før, under og efter Conchitas optræden.

Se mere…

Der er ikke nogen tvivl om, at homoseksualiteten i musikken altid tydeligst har været til stede i musikvideoerne, så lad mig slutte af med nogle af de videoer, som efter min mening er ganske seværdige (ud over dem, du har kunnet finde ovenfor).

P!nk har ikke kun vundet et stort publikum blandt lesbiske. Hun taler gerne på vegne af hele homo, bi- og trans-segmentet, og i denne sammenhæng er især hendes video til “What About Us” absolut seværdig. To mandlige dansere viser en fantastisk korregrafi, der illustrerer et kærlighedsforhold mellem to mænd.

Rapperen Logic har lavet en gribende video til nummeret “1-800-273-8255”, der viser en drengs opvækst, hans første kærlighed til en dreng, hvordan han bliver mobbet, hans ensomhed og overvejelser om selvmord, men dog med en lykkelig slutning.

Musikvideoen til Sias “The Greatest” er et gribende kunstværk. Hovedpersonen græder regnbuetårer, og befrier 48 børn fra fangenskab. Videoen skal minde os om skyderiet på homo-natklubben i Orlando i juni 2016, hvor 49 mennesker mistede livet.

Hozier havde et hit med sangen “Take Me to Church“, og når nu vi er ved den tragiske genre, så handler denne video om et par forelskede unge mænd, hvoraf den ene bliver jagtet af en voldelig gruppe mænd. Videoen er IKKE for svage sjæle, og i så fald kan du nøjes med at lytte til musikken…

Christian Aguileras video til hittet “Beautiful” vakte stor opmærksomhed, da den viser både homo- og transseksuelle, og netop handler om, hvor smukke vi er som mennesker, uanset vores seksuelle orientering og kønsidentitet.

Joey Graceffa har lavet en musikvideo til sit nummer “Don’t Wait“, der er en opfordring til at springe ud i tide, og videoens historie foregår dels i den virkelig verden og i et eventyr, hvor prinsen og ridderen får hinanden til sidst. Det er ikke stor kunst, men det er ganske underholdende.

Macklemore og Ryan Lewis lavede “Same Love”, og videoen til sangen blev lavet til støtte for ægteskab for par af samme køn. Videoen viser en bøsses liv fra vugge til grav.

Rapperen Le1f’s musikvideo til sangen “Wut” er forholdsvis ubeskrivelig. Han er selv en meget central figur i videoen, og man er ikke i tvivl om, at han ikke føler sig hjemme i den gængse maskuline kønsidentitet.

Perfume Genius har den bøssepornostjernen Arpad Miklos med som en central figur i musikvideoen til “Hood”, men det er nu primært på grund af forsangeren, at videoen er seværdig.

Lad mig slutte listen af med Kadie Elders video til sangen “First Time He Kissed a Boy“. Den behøver nok ikke mere introduktion end titlen på sangen, men se den – og se slutningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: