Morten, 22 år, Sønderjylland

Morten Andreasen på 22 år fra Sønderjylland kalder sig blogger og youtuber. Han har indspillet videoer, siden han gik i syvende klasse, og har lagt dem på YouTube, og dér fandt jeg hans spring-ud-historie. Her har du lejlighed til både at se videoen, og at læse historien, som er en direkte afskrift af videoen. Se også hans opfølgende video nederst på denne side om den mobning, han efterfølgende blev udsat for, og hvordan han tacklede den.

Som I nok kan se på overskriften, så bliver det her en: ”My coming out story”. Men for ligesom også at give de her tanker, der lå bagved, så starter vi helt tilbage i sådan omkring omkring 5-6 klasse, og så tager vi den derfra og så går opefter. Fordi alt det her med seksualiteten startede tilbage i 5-6 klasse, hvor alle andre begyndte at få en kæreste. Det var dengang, hvor alle pigerne var meget sådan ”Ham der Mads”, lad os bare sige Mads, ”han ser sgu meget godt ud”. Drengene synes, at hende her Birthe så fucking godt ud. Jeg kunne ikke helt spejle mig i, at drengene synes, at den her pige så godt ud. Men jeg kunne sagtens spejle mig i, at pigerne synes, at den her dreng så godt ud. Men fordi at alle pigerne syntes, at drengene så godt ud, og alle drengene syntes, at pigerne så godt ud – sagde jeg det rigtigt? Det tror jeg, at jeg gjorde. – Så kunne jeg ikke helt – hvad skal man sige – bare komme og sige: ”Jamen, jeg synes også, du ser godt ud” – altså dreng til dreng. Så jeg valgte bare at hoppe med drengene, og synes så også, at alle pigerne så godt ud. Så tænkte jeg ikke rigtig mere over det. Det er noget, jeg har tænkt videre over her, når jeg er blevet ældre, at det var faktisk den gang, hvor det startede, hvor jeg sådan havde de første tanker.

Morten Andreasen
Morten Andreasen, 22 år

Hvis jeg sådan går videre til omkring 7-8-9 klasse, da blev jeg mere bevidst om, hvad jeg egentlig er, og hvilken seksualitet jeg har. Det er noget, jeg bliver bevidst om, ved at jeg har set nogle… Det har været sådan meget i fjernsynet. Det er noget man sådan har læst om. Og så har man også adgang til internettet, og der har jeg så fået meget af den viden, jeg har. Fordi det var ikke noget, man fik igennem skolen. Jeg tror, at det eneste, de sådan sagde i seksualundervisningen, det var, at to drenge godt kunne være sammen, og det kan piger også, og det kaldes det her, men så var der ikke mere i det. Det blev alt sammen kørt på, at det var kun ”ok”, at være dreng og pige. Det var det, der var det mest normale. Det var det, folk snakkede om. Men jeg savner, at lærerne er undervist i at kunne fortælle andre, hvad homoseksualitet er, og hvordan det foregår mellem to piger og to drenge. Men, ja, det var ikke det, det skulle handle om nu, så lad os bare prøve at hoppe lidt videre.

Det der skete i overbygningen, altså 7-8-9 klasse, var som sagt, at jeg fik en masse information – både igennem fjernsynet, aviser, men også internettet, og her begyndte man at udforske lidt, og man var også inde på forskellige chats, og alle sådan nogle ting – bare sådan skrev lidt med folk omkring alt det her, men også bare det her i skolen – man blev sådan lidt mere mobbet, fordi at ens identitet kom måske lidt til syne ved, at man hang mere ud med pigerne, end man hang ud med drengene. Ud fra det, så kom der også en masse mobning, men jeg har planer om at lave sådan en storytime-mobbe-video inden længe, så i må lige væbne jer lidt med tålmodighed lidt endnu. Men i hvert fald her i overbygningen, der – hvad skal man sige – kom min identitet mere til syne. Jeg var som sagt mere sammen med pigerne, og alligevel så formår jeg at gå ind i et forhold med en pige. Der skete ikke noget seksuelt sammen med hende – overhovedet, og hvis jeg tænker tilbage i dag, så kan jeg slet ikke forstå, hvorfor at jeg gik i et forhold med hende, fordi jeg vidste allerede på daværende tidspunkt, at jeg var til fyre.

Efter det her forhold kommer vi til at gå i niende klasse – det er omkring ottende klasse det her – og i niende klasse, der synes jeg, at jeg slår mig lidt mere løs, og jeg siger: ”I love Justin Bieber”, og alle de her ting, men det her med seksualitet… Jeg var stadigvæk bare Morten, og stadigvæk ”straight”. Så bliver det tiende klasse, og jeg er stadigvæk bare Morten – jeg er stadigvæk ”straight”, og jeg bliver stadigvæk sur, når folk råber bøsse efter mig, eller homo, eller et eller andet, for det var jeg ”ikke”. Jeg havde, og har stadig, en rigtig god veninde, som støttede mig utroligt meget den gang, og hvis du ser med, vil jeg bare gerne sige, tusind tak. Jeg håber ikke, at du synes, at det har været forgæves, at tage alle de her kampe, men jeg er i hvert fald rigtig, rigtig glad for, at du tog de her kampe for mig, og ligesom beskyttede mig dengang.

Så bliver det tiende klasse, og jeg er stadigvæk bare Morten – jeg er stadigvæk ”straight”, og jeg bliver stadigvæk sur, når folk råber bøsse efter mig, eller homo, eller et eller andet, for det var jeg ”ikke”.

Morten Andreasen

Fra tiende klasse til 1g der sker der utroligt meget oppe i min hjerne. Jeg ender med på et tidspunkt at have det meget, meget psykisk dårligt, men jeg formår faktisk også i 1g, at fortælle til min rigtig gode veninde, at jeg er homoseksuel. Det sker på den måde, at vi er ude og køre bil en aften, der fra hvor vi bor. Vi kørte sådan en… fra vores by, som ligger her, kørte vi over til en anden by, og til en anden by, og så tilbage til vores by, hvor jeg på hele turen bare sad og tænkte, hvornår skal jeg sige det, hvornår skal jeg sige, hvordan skal jeg sige det, hvad skal jeg gøre. Men jeg har besluttet mig for, at jeg vil sige, at nu skal jeg fortælle hende noget. Jeg sagde til hende, at når jeg fortæller dig det, så skal der ikke være noget tavshed. Du skal bare fortælle mig med det samme, hvad du tænker, for det var netop det her tavshed – akavede øjeblik – som jeg frygtede helt vildt meget. Men i hvert fald, jeg får slynget ud til hende, at hvis jeg en dag får en kæreste, så bliver det ikke en pige, men det bliver en dreng, og hvad hun synes om det? Hun fortæller mig selvfølgelig, at det er helt ok, og hun er mega glad for, at jeg har sagt det, og selvfølgelig vidste hun det godt. Det har hun altid vidst, og hun er bare glad for, at jeg endelig fik det sagt, og så fik vi bare snakket lidt om alt mellem himmel og jord, og hvem vidste det, og hvem vidste det ikke, og hun var den eneste på daværende tidspunkt.

Morten Andreasen
Morten Andreasen, 22 år

Efter noget tid så får jeg taget mig sammen til ligesom at skrive til to af mine venner, jeg gik på skole med. De var de bedste på skolen – altså de bedste veninder, jeg havde i skolen, og nogle af de bedste veninder, jeg har nu uden for skolen, og de tog det også helt vildt godt. Så var der endelig nogen, der også vidste det i skolen i hvert fald. Jeg fortalte også til min veninde her i bilen, at hun godt måtte sige det til hendes forældre – lidt fordi at hendes forældre har været mine forældre, og mine forældre har været hendes forældre. VI havde et så godt forhold til hinanden, så jeg var sikker på, at de ikke ville sige noget videre. Men jeg havde sådan lidt brug for noget – altså få en respons på, hvad de troede, mine forældre ville sige til det. Så de fik det at vide, og de – altså vidste godt, at mine forældre ville tage det rigtig pænt. Alligevel var jeg meget i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre det her, så alligevel skriver jeg til min moster den ene aften, og fortæller hende de her ting, og hun var selvfølgelig rigtig glad for, at jeg skriver, og hun har altid vidst det, og vidste også, at mine forældre nok skulle tage det pænt, ellers skulle hun jo nok komme efter dem. Og dagen efter, at jeg havde skrevet til min moster, så skriver hun sådan igen, om jeg var ok, hvordan jeg havde det, og alle de her ting, og jeg havde det rigtig fint. Det var bare en lettelse for mig at få det fortalt.

Det her var sådan lidt efter sommerferien, jeg begyndte at springe ud her, og min moster truede mig med, at hvis jeg ikke havde sagt det inden jul til mine forældre, så ville hun altså sige det til dem over julemiddagen, og det skulle selvfølgelig ikke ske. Jeg fik også fortalt det til min mor ret hurtigt, og det skete på den måde, at vi en dag var ude og gå, og det var lidt bevidst, at jeg var taget med, fordi så tænkte jeg, at hvis der var et eller andet sted på turen, hvor der var sådan lidt stille, så kunne jeg fortælle det til hende. Men jeg var alligevel en ”pussy” og fik det ikke rigtig fortalt før vi faktisk næsten er hjemme, hvor jeg så får sagt til hende, at jeg lige skal fortælle hende noget, og at vi lige skulle gå lidt mere stille, og hvor jeg så siger til hende, at hvis jeg en dag kommer hjem med en kæreste, så skulle hun nok forberede sig på, at det blev en dreng. Og så sagde hun ikke rigtig noget, og jeg kan huske at jeg tænkte inde i: Fuck, hvad er det. Jeg har sagt? Og hun sagde stadig væk ikke noget, hvor hun så til sidst siger, at hun selvfølgelig havde regnet med, at jeg en dag ville komme hjem med en pige, men at det selvfølgelig ikke gjorde noget, og jeg kan huske, at jeg blev meget skuffet. Nej, nu bliver jeg sådan helt ked af det, men det er sådan lidt mere af glæde, fordi når man sådan tænker over det i dag, så ved jeg, at hun har sagt det, fordi at hun ville beskytte mig, fordi at hun nok også vidste, at jeg ville gå ind i en hård tid, med folk der havde nogen meninger om alt det her. Jeg kan huske, at jeg herefter så – når går her på denne her vej, og drejer rundt om hjørnet ind på min gade, hvor min veninde også bor – hende, der fik det at vide til allerførst – der siger jeg så, at jeg lige skal ind til min veninde. Og jeg går så ind til min veninde, op ad trapperne, op på hendes værelse, og så kigger jeg bare på hende, og så begynder jeg bare at græde, fordi det var lidt dér – nu var den ude. Nu kunne den ikke trækkes tilbage, og nu – hvad skal man sige – var jeg Morten…

Nu var den ude. Nu kunne den ikke trækkes tilbage, og nu – hvad skal man sige – var jeg Morten…

Morten Andreasen

Efter jeg fortalte det til min mor, da bad jeg hende om at sige det videre til mine søskende – i hvert fald mine store søskende – altså storebrødre, men at min lillesøster og lillebror, ikke fik det at vide. Der gik faktisk et godt stykke tid, før min lillesøster fik det at vide. Jeg fortalte hende det… Jeg tror, jeg fortalte hende det en juleaften, faktisk – inde på hende værelse – men, ja, hun tog selvfølgelig også rigtig godt imod det. Min mor sagde det videre til min far og mine søskende, og jeg har aldrig rigtig hørt noget for det – ikke andet end at der lige var noget fra min far om, at det var selvfølgelig helt ok. Og jeg er selvfølgelig rigtig, rigtig glad for, at – hvad skal man sige – at min familie tager rigtig godt imod det, men efter jeg ligesom fik fortalt det til alle folk, da begyndte min nye tilværelse, eller hvad man skal sige, fordi nu var det jo tid til, at jeg skulle være Morten, og jeg tror faktisk ikke, at alle ved det endnu. Jeg har en anelse om, at der er mange, der ved det, men jeg tror ikke at alle – altså dem jeg har omgåets med i skolen og alle de her ting – ved det. Jeg skriver ikke nogen steder: “Hej, alle sammen! Jeg er homoseksuel.” Og jeg har aldrig nogensinde lavet noget så stort som den her video, hvor jeg rent faktisk sidder og fortæller det. Jeg tror, at jeg har lavet et mindre blog-indlæg på et tidspunkt. Det var ikke et af de mest læste indlæg, jeg har haft. Det var det i hvert fald ikke. Det er et stort skridt for mig, at sidde og snakke til jer i dag om det her, og det bliver nok den mest seriøse video, jeg nogensinde kommer til at lave, fordi nu ”exposer” jeg mig selv, og nu sidder jeg her og siger til jer: Hej, mit navn det er Morten, jeg er 22 år gammel, og jeg er homoseksuel.

Hvis der ikke var nogen, der brugte de her skældsord mod mig eller andre, så tror jeg måske, at jeg var sprunget ud før.

Morten Andreasen

Tak til Morten Andreasen for velvilligt at stille sine videoer til rådighed. Du finder hans blog på mortenandreasen.com.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: