Du er ikke alene

En minimalistisk kortfilm med kant og skarpe budskaber – af Nicolaj Laue Juhl.

Først akt

Du lever i frygt for, at omverdenen skal opdage din seksualitet. Du skammer dig over, at du ikke er ligesom alle de andre. Frygten lægger låg på lysten til at fortælle omverdenen om din virkelige identitet.

Det fylder så meget i dit hoved, at det er det eneste, du kan tænke på.

For hvilken seksualitet har du egentlig?
Skal du opføre dig anderledes?
Hvordan vil dine omgivelser reagere?
Og er der noget at miste ved at fortælle hvem du er?

Du føler dig ensom, for du tør ikke at sige det til nogen. Du har svært ved at acceptere din egen seksualitet, fordi den ikke ligner de andres.

Du ville ønske, at du kunne skride fra det larmende samfund omkring dig, hvor mobning, tilråb og skæve blikke er blevet hverdag, fordi du ikke passer ind. Det skaber en indre konflikt, for hvornår får du samlet modet til at fortælle din familie, venner og bekendte om din seksualitet? Du har inde bag facaden lyst til at skrige efter hjælp, men du holder dig tilbage af frygt for, hvem du bliver.

Alle disse følelser og tanker gik jeg med indtil den dag, jeg valgte at bryde tavsheden og tale åbent om min seksualitet. Jeg fandt nemlig ud af, at jeg ikke er alene.

Anden akt

Mine tanker var begyndt at æde mig op indefra, og jeg kunne ikke længere være en del af det skuespil, som betød, jeg skulle være en anden. Det påvirkede mine drømme, handlinger, personlighed og selvværd. Det eneste sted, jeg kunne være mig selv, var bag den lukkede dør på mit værelse. Jeg var konstant i en slags spændetrøje, og levede et liv som heteroseksuel for at passe ind.

Men folkeskolen blev til gymnasiet og tankerne blev endnu mere komplicerede, lysterne blev større og skuespillet blev mere ekstremt. Intet føltes længere rigtigt. Der var ikke længere noget, som kunne få smilebåndet til at vende opad, og jeg måtte af med den usikkerhed, der føltes som en tung sten i maven.

Efter at have skabt nogle gode og tillidsfulde venskaber blev jeg mere modig, og fik opbygget en selvtillid, som senere fik mig til at stå frem.

Intet kunne holde min mund lukket længere. For mig handlede det om at kunne være den, jeg er, uden at blive styret af andres meninger og holdninger. Jeg ville ikke længere føle mig forkert. At fortælle omverden om min seksualitet var forbundet med en personlig frihedskamp, der handlede om retten til at være den, man er – uanset seksualitet, køn og kønsidentitet.

Intet kunne holde min mund lukket længere. For mig handlede det om at kunne være den, jeg er, uden at blive styret af andres meninger og holdninger. Jeg ville ikke længere føle mig forkert.

Nicolaj Laue Juhl

Mange skjuler deres seksualitet og kønsidentitet, fordi samfundets forventninger til seksualitet og kønsroller stadig er meget traditionelle. Vores generation skal ikke leve i skyggen af ældre generationers traditioner, normer eller værdier. Vi unge skal kunne afvige fra kønsroller og normer og alligevel blive accepteret af det brede fællesskab.

Mit håb er, at vi kan ende et nyt sted, hvor vi kan tale om seksualitet, køn og kønsidentitet på en anden måde, end vi hidtil har gjort. Der skal mere til, men jeg er sikker på, at vi kan komme langt i frigivelsen af vores seksualitet og skabe flere muligheder for vores køn og kærlighed, hvis vi retter fokus imod det. Vi skal alle deltage, spørge ind til kærligheden, også når vi selv er usikre, for hvem er ikke det?

Jeg er taknemmelig for, at min hverdag ikke længere præges af ubehagelige følelser og en indre konflikt. Jeg har fået en oplevelse af større overskud og samtidig opnået mere livskvalitet og glæde ved den hverdag, jeg lever nu. Det er så vigtigt at føle sig elsket og accepteret af sine venner, familie og de fællesskaber, man er en del af. For når man ikke føler sig helt tilpas i sin egen krop, så har man svært ved at elske og rumme andre mennesker.

Tredje akt

Det er på tide, at nedbryde de grænser, som kønsidentitet og seksuel orientering skaber.

At have en afvigende seksualitet og kønsidentitet er i de senere år blevet mere accepteret i det danske samfund.

Men vi er i Danmark langtfra i mål, når mange mennesker især unge fortsat lever i frygt og udsættes for hate crimes, diskrimination, undertrykkelse og mobning på grund af deres køn, kønsidentitet og seksualitet. Kære danskere, vi er bedre end det.

Seksualitet er en grundlæggende del af vores identitet. Det er en naturlig del af det at være menneske. Det handler om kærlighed, og det gør den fra den første forelskelse til den sidste. Et menneskes seksualitet kan ikke sammenlignes med et andet menneskes, for det handler om den måde vi forstår os selv på. Derfor skal vi udfolde vores seksualitet og ikke pakke den ned. Vi må se med åbne øjne på hinandens seksualitet igennem anerkendelse af andres ret til at være sig selv. Vi skal bruge seksualitet og kærlighed til at nærme os hinanden frem for at skabe flere grænser. For vi skal sikre, at ingen vokser op med skam over, hvem de forelsker sig i, eller hvem de er.

Vi skal bruge seksualitet og kærlighed til at nærme os hinanden frem for at skabe flere grænser. For vi skal sikre, at ingen vokser op med skam over, hvem de forelsker sig i, eller hvem de er.

Nicolaj Laue Juhl

For uanset om du kan lide drenge eller piger eller måske begge dele, og uanset om du føler dig som en dreng eller en pige indeni … så er du jo bare dig, ikke? Det handler om at nå til den erkendelse, at du ikke har ændret dig, men har du blot har fået adgang til en ny del af dig selv.

Mange pålægger sig en skam, der ikke er deres egen, men samfundets. Mange skammer sig over deres seksualitet og kønsidentitet. Men man kan ikke selv løfte sig ud af skammen, der er brug for stærke fællesskaber til at gøre det. Et fællesskab hvor det at være sig selv er en forudsætning for at deltage.

Selvom du føler dig helt alene, så skal du bare vide, at du ikke er den eneste, der går rundt bag en facade og skjuler, hvem du i virkeligheden er.

Det er vigtigt, at vi lærer at tale med hinanden om, hvordan vi egentlig har det, og hvem vi i virkeligheden er – både for at nedbryde de tabuer og fordomme, der holder folk tilbage, men også for at sikre, at frygt og ensomhed ikke styrer dit og andres liv.

Til dig der går rundt og føler, du skal være end anden for at passe ind, du skal bare vide: Du er ikke alene…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: