“Bøsse” er da et skældsord?

Jamen, vi bruger da ordet “bøsse” som et skældsord! Hvordan kan du finde på et bruge det om dig selv? At være “bøsset” er da en måde at opføre sig på – at en dreng eller mand opfører sig feminint, og det er da ikke et ord noget fornuftigt menneske vil bruge om sig selv!? Jo, jeg gør, og jeg vil.

Mænd, der er tiltrukket af mænd, kaldes meget forskelligt, og hver enkelt har nok også et udtryk, de foretrækker at bruge om sig selv – eller i hvert fald nogen udtryk, de IKKE ønsker at bruge og høre om sig selv. Det handler om så forskellige ord som homoseksuel, homofil, homo, bøsse, bøssekarl, svans, queer, biseksuel, bifil, bi, og en lang række mere nedsættende udtryk og skældsord, som jeg ikke føler trang til at gengive her. Og så er der alle de udenlandske udtryk, vi også bruger i flæng: det norske “homse”, det svenske “bög” eller de engelske “gay”, “queen”, “faggot” eller “fag”.

Mange mener slet ikke, at der er brug for et udtryk, og at man ikke ønsker at blive sat i bås. Og da slet ikke med alle de andre, som man mener tilhører den ene eller anden kategori. Og det er fint, hvis du ikke ønsker at kategorisere dig selv. Når vi taler sammen, og når vi skriver, har vi dog brug for ord, der beskriver, hvad vi taler om. Og hvilket ord skal vi så vælge at bruge – i dette tilfælde på spring-ud.dk – og hvilket ord betegner bedst alle os, som primært er tiltrukket af vores eget køn?

Homoseksuel – eller den nu mere brugte version “homo” – er ganske brugbar, og er på mange måder ikke helt så belastet som ordet “bøsse”, men til gengæld får ordet mange til at fokusere på den seksuelle del af homoseksualitet, og for mig handler det i mindst lige så høj grad om kærlighed til en person af mit eget køn og ikke “kun” om det seksuelle. Det er måske også derfor, at den korte version af ordet – “homo” – bliver brugt oftere.

Ordet bøsse er belastet, fordi det så ofte bruges nedladende eller som et direkte skældsord, og fordi det bruges til at beskrive drenge og mænd, som ikke lever op til de “mandlige idealer”. Og det er jo helt korrekt, hvis de mandlige idealer er at score damer, men på alle andre områder kan bøsserne helt generelt sagtens være med. Og det kan jeg naturligvis tillade mig at skrive, fordi jeg ved, at der blandt de, som denne side primært handler om: mænd, som primært er tiltrukket af sit eget køn, er mænd af alle typer: tykke og tynde, høje og lave, kloge og dumme, grimme og smukke, feminine og maskuline af udseende, feminine og maskuline i sine bevægelser, rige og fattige, lyse og mørke, troende og ikke-troende – og så især alle dem midt imellem. Det er umuligt at sætte alle med samme seksuelle orientering i bås, for de har intet andet tilfælles end netop deres seksuelle orientering – og selv den er flydende, for de færreste er vel 100 % homo- eller 100 % heteroseksuelle (selvom de fleste vælger at leve som enten det ene eller det andet). Derfor vælger jeg, at bruge ordet “bøsse”, som for mig blot siger, at det handler om drenge og mænd, som primært er tiltrukket af sit eget køn. Punktum. Glem dine fordomme, glem dine erfaringer med de (sandsynligvis) få bøsser, du har mødt i dit liv, og glem de billeder af de flamboyante bøsser, du har set på TV eller i ugebladene. Det billede passer ikke på mig, og det passer ikke på 99,9 % af alle andre bøsser i denne verden.

Der er også en anden vigtig grund til at bruge ordet bøsse om os selv: Så gør det ikke længere så ondt at blive kaldt det af andre. Jo, selvfølgelig betyder det noget, hvordan og i hvilken sammenhæng ordet bøsse bliver brugt – om det er i en nedladende tone, eller om det bruges kærligt eller blot helt faktuelt. Men hvis ordet kun blev brugt som skældsord, ville det gøre endnu mere ondt på dem, som er sårbare, dem, som bliver mobbet, dem, som er i tvivl. Præcis som indvandrere, der bruger ordet “perker” om sig selv, bruger vi også ordet bøsse om os selv for at tage brodden af det – eller slet og ret fordi vi ikke er belastet af de mange fordomme og stigmatiseringen, der følger med ordet, brugt som skældsord.

Glem dine fordomme, glem dine erfaringer med de (sandsynligvis) få bøsser, du har mødt i dit liv, og glem de billeder af de flamboyante bøsser, du har set på TV eller i ugebladene. Det billede passer ikke på mig, og det passer ikke på 99,9 % af alle andre bøsser i denne verden.

Jamen, skal vi så forsøge at forhindre at ordet bruges som skældsord? Ja, det skal vi – eller endnu bedre: Vi skal lade være med at sætte hinanden i bås og forsøge at pådutte hinanden de oldnordiske kønsroller og kønsidentiteter, og vi skal lade være med at lære vores børn at gøre det samme. At tale om, hvad “en rigtig dreng” er, er i bedste fald forkert og i værste fald med til, at drenge, der ikke kan leve op til dette “ideal”, bliver mobbet, holdt udenfor og bliver dybt ulykkelige. Og hvad har de gjort, for at fortjene dette? Intet. De er blot så heldige at være vokset op som bøsser. Vi kan givetvis ikke forhindre børn og unge i at bruge ordet som skældsord, men vi kan og må lære dem, hvad ordet egentlig betyder, og især hvad deres brug af ordet reelt kan medføre. Til gengæld hverken kan eller skal vi finde os i, at voksne mennesker bruger ordet som skældsord, og der har vi alle en opgave i at være på vagt.

For mig er ordet bøsse kærligt ment. Det kendetegner os, som primært er tiltrukket af vores eget køn – og det er det hele. Det siger intet om, hvem vi er, hvordan vi ser ud, hvordan vi bevæger os eller om hvordan vi klæder os. Det siger blot, at vi har vores seksuelle orientering til fælles, og lige her på disse sider, er det det, det handler om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: