af Peder
De sidste dage inden jul var travle nede ved Hans. Alt skulle jo forberedes, når Hans selv skulle passe hele gården. Og en god tradition bød jo også ar der skulle være ryddeligt og pænt alle steder, både ude og inde. Arbejdet i markerne skulle så vidt muligt også være færdigt og redskaber og maskiner havde fået lidt olie på slidfladerne og sat på plads. Der skulle også være roer nok inde i roehuset til mindst en uges forbrug osv.
Jeg mener at det hele var i orden og på plads allerede et par dage før juleaften, der dengang var en arbejdsdag som alle andre, det var først fra omkring kl. 6 at alt var som det skulle være og vi kunne gå ind til julemaden og desserten. Men alt dette skulle jeg ikke være med til det år, jeg havde fået fri i 4 dage til at rejse hjem i. Det var flere år siden jeg havde holdt jul sammen med min familie. Om jeg glædede mig til et gensyn? Nej, ikke så meget at det kunne gøre noget. Der var flere spørgsmål der svævede over mit syndige hoved, også selv om familien ikke vidste noget om det. Men jeg havde da taget rutebilen ind til Fåborg klokken halv tolv om aftenen. Det var den sidste den dag, for jeg skulle jo med første morgen tog til Tommerup, for der at stå på et andet tog der. Tilbragte natten på en bænk i ventesalen, uha, hvor der var koldt. Heldigvis var vi flere der skulle vente til første tog skulle afgå en fire timer senere, så en smule snak blev der da også tid til. Omkring kl. fire kom der en mand og fyrede op i kakkelovnen henne midt i ventesalen, så rykkede vi få ventende nærmere den for at få lidt af dens første varme. Toget gik ved 5-tiden, og det var med godt gammeldags damplokomotiv foran, som leverede varme ind i kupeerne, her var der behagelig varmt. Bumlende og stønnende gik det frem mod Tommerup, der blev gjort holdt ved samtlige stationer undervejs. I Tommerup skulle der skiftes tog. Der gik vel tre kvarter inden det dukkede frem, og så videre mod Middelfart og Fredericia. Nu var dagen så småt ved at bryde frem. Jeg ville købe mig en kop kaffe og en ostemad på Fredericia Banegård, imens der igen skulle ventes en times tid på at et andet tog kørte nordpå til Århus. Man kunne tydeligt mærke, at det var op til jul, for der var trængsel alle vegne nu her op ad formiddagen. Inde i restauranten var der også stopfyldt og ingen siddepladser. En yngre mand prikkede mig let på skulderen: “Skal du også have lidt kaffe og en ostemad? Find et sted hvor vi i det mindste kan stå op ad en vindueskarm med vore kopper, så skal jeg købe til os begge, du betaler når jeg kommer igen, ikke?” Folk kom og gik i massevis, men så kom ekspressen ind nordfra og folk invaderede den for at komme med til København. Det tyndede lidt ud, og jeg erobrede faktisk et par sæder på en bænk, da manden kom tilbage med kaffe i to krus og et par ostemadder. “Flot klaret,” sagde han og satte sig. “her er dit krus og din mad ligger på papiret ved siden af min, så må du vælge først:” Vi drak kaffen og spiste ostemad. “Hvor meget skylder jeg?” “3 kr. og 10.” Jeg gav ham pengene. Takkede og kiggede på klokken. “Skal du også hjem til jul?” spurgte han. “Jo, det skal jeg da, er du også på vej?” “Ja, jeg tog fra Svendborg i aftes og er ikke kommet længere endnu, gad vide om jeg når at komme til juletræet skal tændes.” “Hvor langt skal du da?” “Jo, jeg skal til Skive.” “Ja, og jeg skal til Ebeltoft.” “Så kan vi jo ligeså godt slå kludene sammen og følges ad til Århus.”
Vi måtte stå op det meste af vejen, eller skiftes til at sidde på hans kuffert ude på gangen. Ved hver station måtte vi så op at stå for at de andre kunne komme ud og nogle nye ind. Klokken tre rullede vi ind på banegården i Århus, han fortsatte mod nord, jeg skulle skifte til Grenå toget, der først kørte kl. halv fem. Atter vente, men nu var der næsten ingen passagerer mere, for de fleste havde vel arrangeret det sådan at de kunne være fremme ved familien i god tid. Jeg var godt træt af al det rumlen og tumlen. Toget mod Grenå rullede ind til perronen allerede lidt før kl. 4, og jeg fandt en siddeplads. Udenfor var det igen blevet mørkt. Hvis vi ikke blev forsinket kunne jeg være hjemme et kvarter over syv, lige til den tid hvor far og mor plejede at sætte sig til bords juleaften, som jeg huskede det fra barndommen af. Endelig nåede jeg frem til holdepladsen hvor toget kun stoppede hvis der var passagerer, ellers ikke. Fik min rygsæk på nakken Og vandrede så den km der var tilbage. Mine forældre og min ældste søster med mand, min bror og min lillesøster havde allerede både spist og gået rundt om juletræet, da jeg bankede på døren. “Nå, er det dig, da du ikke kom med fire toget, så blev vi enige om, at du nok slet ikke kom i aften, så vi begyndte da far var færdig ude i stalden, og storesøster havde lavet maden og det hele var klar, da jeg var færdig med at malke, og så spiste vi,” sagde mor, “men kom nu indenfor, du er vel både træt og sulten?” Det kunne ikke nægtes at begge dele plagede mig. Jeg fik så af hvad de havde levnet, ikke noget at kritisere her. Jeg havde fundet mine gaver frem til dem, så kunne de jo pakke op mens jeg spiste. Når man lever så langt væk som jeg gjorde, var det ikke nemt at vide de andres ønsker. Mine gaver var derfor kun småting såsom en pibe til far, et forklæde til mor, og så videre. Min julegave var en hjemmestrikket trøje, en såkaldt islænder med høj rullekrave. Den havde de alle sammen været med til at betale til, for garnet var købt, sagde mor. Jeg var vel nok glad for den sweater. Den fulgte mig i mange år, først som pæn trøje, senere til arbejdsbrug indtil den var slidt op. Det var da ret så hyggeligt at se familien igen. Da det var mors fødselsdag dagen efter og hele fars familie var inviteret til eftermiddagskaffe sammen med mors forældre, skulle vi tidligt i seng. Søster og svoger skulle over til hans forældre og overnatte, de boede 3 km borte. Jeg regnede med at de var kommet på cykler. Men jeg gjorde godt nok store øjne, da han trak en BSA motorcykel frem og startede og de kørte, for at komme igen næste dag. Det lod til at far var meget stolt over at hans svigersøn havde motorcykel. Min bror havde ønsket sig en motorcykel i julegave, han fik også en, bare sådan en lille én der var nogle få cm høj!
“Nå da da,” tænkte jeg, “mon det er det rette tidspunkt at komme frem og fortælle at jeg også har en motorcykel stående derovre på Fyn?” Heldigvis for mig lod jeg være. For næste dag ved kaffebordet grinte de meget af min brors lille motorcykel, og så sagde far til de andre, “A er da glad for at Peder ikke er så fjollet at købe sig sådan en. A tror A ville have givet ham et par gode varme lussinger hvis han havde gjort det. Hvad skal sådan nogle hvalpe med en motorcykel? Det er noget andet med Ole (svigersønnen) han skal jo bruge den til sit arbejde. Og han har sparet alle pengene op inden ham købte sin!” Det må have været forsynet der havde kommet mig til hjælp, så jeg var glad at jeg ikke havde åbnet munden. Nu vidste jeg også hvad der muligvis ventede mig når tiden kom.
Far og mor havde fået telefon lige før jul. Jeg fortalte så, at jeg da godt måtte bruge telefonen ovre hos Hans, når jeg bare betalte for mine samtaler. “Har sådan en snothvalp som dig noget at snakke i telefon om? Det skulle forbydes. Du har ikke mere travlt end at du bare kan cykle hen med dine beskeder. Det vil A ikke have, at du sådan går og snakker i telefon og smider penge ud til pjatteri!” Så var jeg klar over at i fars øjne var jeg stadig den dumme lille unge. Og jeg vidste også, at alle sejl skulle sættes for at undgå at komme hjem til maj. Vi fik ikke snakket et eneste fortroligt ord i min juleferie, far og jeg.
Derfor opfandt jeg også, at min juleferie var en dag kortere end den egentlig var. Da jeg blev spurgt hvor længe jeg blev hjemme, sagde jeg, at jeg skulle bruge hele fjerde juledag til at rejse hjem til Fyn i, så jeg stak af allerede tidligt den morgen med det første tog. Min bror ville til julebal anden juledag om aftenen, plagede mig for at følge med ham, de havde det altid så sjovt ham og hans kammerater. Han havde også fundet sig en pige, og de havde planlagt at ville giftes til november. Storesøster var jo allerede gift med Ole og boede ude ved Grenå kanten. “Har du ikke fundet dig en pige endnu derovre i det fynske? Nu har du snart været derovre i fire år, så du må da kende en masse. Jeg er lige ved at tro der er noget i vejen med dig. Hvad laver du sådan en lørdag aften når ungdommen tager til bal?” “Jeg har jo ikke fri så tit, så jeg skal op og passe mit arbejde søndag morgen. Og så bryder jeg mig ikke om at sidde og bælle øl i mig en halv nat forinden. Jeg har nogle få gode kammerater som heller ikke går ud om lørdagene, det er fint nok for mig.” Jeg var over 21 nu, og syntes ikke at havde pligt til at krænge hele min sjæl ud for ham. “Nå, ja men det må du da også selv om. Hvad vil du så, når vi kommer til maj? Far regner med at du kommer hjem og afløser mig, og lillesøster skal jo på efterskole, det har du vel hørt?” “Nej, jeg vidste ikke at lillesøster skulle på efterskole til maj, det er der ingen der har fortalt mig noget om.” “Jo, og jeg skulle gerne have en plads og tjene nogle penge til vores bryllup og til at bosætte os for, der er ikke så længe til november, ved du jo godt.” Det var tydeligt for mig, at min bror var blevet præpareret til at spørge mig ud, for far var sikkert klar over at hvis han begyndte, så udløste han torden og lynild i vores forhold. Indtil nu havde barometeret stået sådan omkring væbnet neutralitet i de få dage jeg var hjemme her i julen. “Så vidt jeg kan gøre noget til det, så skal I ikke regne med at jeg kommer hjem til maj,” svarede jeg. “Du kan godt få mine planer hvis du holder kæften lukket indtil jeg er rejst, vil du love mig det, ellers får du ikke en skid at vide. Jeg er vant til at tage mine egne beslutninger, og det har hidtil gået godt i de fleste tilfælde.” “Jo, jeg skal nok holde tæt.” lovede han.
“Fint, hør så her! Jeg tager på Landbrugsskole til november i 5 måneder, mens jeg er der, søger jeg om at komme på udveksling i enten USA eller England, idet jeg skal have været på landbrugsskole for at komme i betragtning som udvekslingspraktikant. Jeg har pengene, alle sammen, og udvekslingen starter i maj måned. Altså, når jeg er færdig på skolen er der måske en måned til forberedelserne. Så får vi se, hvad det udvikler sig til senere hen.”
“Far bliver gruelig gal, når han får det her at vide. Han har helt andre planer med dig!” “Nå, det har han! Det har jeg anet længe. Jeg kan godt læse gennem linierne i de få breve han har skrevet til mig, at han ikke deler mine planer om min fremtid. Han har truet med at sælge gården eller stedet som han skriver, hvis jeg ikke makker ret. Men heldigvis er der langt til Fyn,” sluttede jeg. Og nu var jeg godt klar over hvor det bar hen. Straks efter nytår ville der komme brev fra far. Jeg vidste også at han blev ikke nem at bide skeer med. Godt jeg ikke havde fortalt noget om motorcykel, tatoveringer og om Frede, Peter, Rasmus og hvad de alle sammen hed.
Hans kiggede lidt på mig, da jeg dukkede op i stalden morgenen efter jeg var kommet hjem. “Var det ikke først i morgen du skulle komme? Det mente jeg da, vi havde aftalt. Havde du da ikke en god juleferie? Du ligner en næsten hængt kat, sådan plejer du da ikke at være?” “Må jeg ikke godt hjælpe dig gratis i dag, og jeg har lidt, jeg godt vil diskutere med dig hvis du har tid bagefter. Hvis det er ubelejligt, så venter vi til en anden dag, det haster ikke, men der er noget jeg skal have sat på plads!” Det var dejligt at komme til at lave noget igen, at skulle koncentrere sig om arbejdet gav ikke så megen tid til de personlige problemer.
“Mor og jeg har nu ellers planlagt at vi skulle i byen og spise til middag i dag, og så har hun en gave hun vil have byttet. Men da du nu er her, vil jeg lige snakke med hende inden vi laver om på hendes plan. Du ved, kvinder skal man omgås med varsomhed,” grinte han.
Jeg blev selvfølgelig sagt til om at komme med ind og spise morgenmad. Konen kiggede også lidt på mig. “Skulle du ikke først komme i aften? Det har Hans da sagt, da gjorde. Og hvordan er det da du ser ud, du ligner jo noget som katten har slæbt hjem her til morgen. Har du været ude og drikke dig fuld hele julen? Det plejer da ikke at være dig.” “Så, så, mor,” sagde Hans, “Peder har vist ikke haft den mest spændende juleferie. Der er noget han vil snakke med mig om. Må mor høre med? Eller skal vi vente til senere?” “Jo da, det er ikke hemmeligheder vi skal snakke om. Og det kan godt være, at du Hans, synes jeg er lidt utidigt nysgerrig. Men jeg vil altså gerne vide om din plan om at afstå gården til din datter og svigersøn, sker nu til maj, eller hvordan? Jeg skal nemlig sige dig, at min far vil have, jeg kommer hjem, han har lagt nogle planer for og om mig, som jeg ikke kan acceptere, derfor vil jeg meget gerne høre, om du kunne tænke dig at beholde mig sommeren over også. Ja, det her er den omvendte verden, det ved jeg godt. Det plejer jo at være husbond der spørger karlen og ikke omvendt. Og da min far ikke spurgte mig direkte, men lod min bror om at lufte sin mening, så var det rart at kunne afvise hans forslag, når der kommer brev fra ham en af de første dage!”
“Åh, ikke andet. Jeg var bange for at du skulle rejse i utide i stedet for. Vi har ikke taget nogen endelige beslutninger, vel mor?” sagde Hans. “Og Per, vores svigersøn, har sagt, at han ville forsøge at få dig til at hjælpe ham i sommer, hvis nu det skulle blive aktuelt med ejerskiftet. Men er det dig livet om at gøre, så er du altså fæstet her lige til 1 november, uanset hvem der har gården. Skal vi også snakke løn nu?” “Nej, nej. Lønnen finder vi nok ud af når vi kommer nærmere til maj. Åh, Hans, det er pænt gjort af dig sådan at tage mig under dine vinger når det kniber for mig, tak skal du have!”
“Du forstår at finde hans bløde steder, Peder! Måske jeg skulle alliere mig med dig, når jeg vil have noget ekstra,” smilte konen. “Jeg vil da gerne hjælpe dig også, hvis jeg har gjort noget andet, er det af uvidenhed,” svarede jeg. “Du ved jo godt at alt det her bare er pjat og grin,” sagde hun så, “både Hans og jeg har været glade for at have dig, det ved du sikkert også godt, ikke?” Jo, det vidste jeg udmærket, vi kunne diskutere, men havde aldrig været uvenner. “Bliver du her resten af dagen også? Hvis du gør, så vil jeg lige sætte lidt mad frem til dig til middag, ellers kører Hans og jeg til byen nu så snart han er færdig,” sagde konen. “Det skal du ikke, jeg kører lige en tur op til Frede, min kammerat, I ved han bor oppe ad Kerteminde til. Men jeg kommer og hjælper med at passe det hele til aften.” “Nå, det gør du! Ved du så hvad? Så bliver mor og jeg væk, nu hvor vi er kommet ud at føjte.” “Jamen det er da helt i orden. Det skal jeg sagtens finde ud af.” “Du finder lidt mad selv, der står lidt rest af juleanden og nogle brunede kartofler på et fad i kælderen. Spis du det, og der er bønner i kaffedåsen. Så må du hygge dig så længe!” sagde konen. Hans og jeg ordnede det sidste i stalden. De kørte straks efter, og jeg startede snart efter og drønede op til Frede.
Der var låst ind til hans værelse, da jeg kom, og da ingen svarede på min banken, gik jeg hen i butikken for at forhøre mig, hvor Frede var. Jo, Frede var da ved at tapetsere oppe ovenpå, fordi han ville flytte op i lejligheden. Den havde aldrig været i brug. Vist mest fordi den heller aldrig var blevet gjort helt færdig til beboelse. “Du skal ind ad døren derhenne, og så opad trappen, så finder du ham sikkert.” Damen pegede hen mod en blå dør udenfor. “Tak skal du have for oplysningen.”
Jeg gik ind ad døren og op ad trappen. Jeg kunne høre Frede gå og synge indenfor, “Vilja oh Vilja”, den var vist fra “Den glade enke” af Lehar. Da jeg bankede på døren, blev der råbt: “Bliv ude! Jeg vil ikke forstyrres lige nu.” Men han kom nu alligevel hen og lukkede døren op. “Hvad Fanden! Er det dig? Du sagde da ellers at måske hele januar ville gå inden du kom igen. Det var vel nok en overraskelse.” “Er du sur over at jeg kommer og forstyrrer dig midt i arbejdet? Så kan jeg da køre igen og komme igen en helt anden dag.” “Peder, du ved da, at dig kan jeg ikke blive sur og gal på. Har du travlt?” “Nej ikke så travlt endda, men jeg har jo gået hen og lovet at passe dyrene til aften nede hos Hans, så jeg skal af sted ved 3-tiden igen.” “Skidt med det, jeg mangler tre baner tapet at sætte op her i værelset, det gør jeg imens vi snakker og klistret stadig duer. Har du haft det godt i julen?” “Næh, det vil jeg just ikke påstå, for så lyver jeg.” “Hvad skal det sige? Du har masser af familie at komme hjem til, og så siger du at din juleferie ikke var god. Det kræver en forklaring. Sig frem, sig frem, jeg er lutter ører.” grinede Frede. Han havde lidt klister i håret og på hænderne, så han ville ikke give hånd til goddag af den grund.
Han fik hele beretningen om min tavshed om motorcyklen, om tatoveringerne og om hvad jeg havde sagt til min bror. Og ikke mindst om hvad jeg ventede, der ville stå i brevet fra min far, som snart ville komme. Frede sagde ingenting under min enetale, klistrede bare løs, og glattede ud på tapetet, så der ingen folder blev i det.
“Du siger ingenting til det jeg fortæller,” sagde jeg, da jeg var færdig. “Nej, jeg tænker,” var Fredes svar. “Da jeg var ung, da ønskede jeg tit og ofte, at jeg havde noget familie at snakke med om mine problemer, men der var ingen at snakke med. Du har masser af familie du kunne snakke med, og du gør det ikke. Det er da et paradoks. Til en vis grad forstår jeg dig. Men burde du ikke have taget opgøret én gang for alle? Og så ladet din familie om at slå hånden af dig, i stedet for at luske rundt ligesom katten om den varme grød? Nå, det var den sidste bane tapet, hvad synes du så? Jeg har selv valgt det. Det er måske lidt gammeldags, men jeg kan altså ikke lide det der storblomstrede som er så moderne nu til dags. Og maleren havde denne rest liggende, som jeg så fik meget billigt. Næste trin er lidt maling på dørene og vinduerne. Der skal også laves et køkken og et badeværelse, så der går nok nogen tid inden det hele er klar til jeg kan flytte ind. Lad os nu gå over på det gamle værelse og få en ostemad og lidt kaffe. Vil du have en kage til kaffen, så vil jeg hente den i butikken?” “Nej tak, Frede, jeg er ikke så meget for alt det søde.”
Det gjorde godt med et par stykker ostemad i maven. Men tiden gik hurtigt, jeg skulle holde øje med uret, der var lidt over tre karters kørsel tilbage til gården og arbejdet. Pludselig kom Frede i tanke om min nye tatovering. “Er den helet pænt op? Må jeg se resultatet?” Han rullede ærmet op på sweateren og skjorten. “Jo, den har jeg vist været heldig med også. Der er nogle småting der lige skal rettes før jeg er tilfreds, men ellers er den flot. Kom ikke og sig at jeg har en dårlig smag, vel Peder. Den bliver flottere når jeg får puttet farver på, stol på det. Der er kommet et par nye blade om tatovering, men jeg har ikke haft tid til at studere dem endnu, kun lige bladet dem igennem. Den her indretning tager al min fritid kan du nok se. Kommer du snart herop igen. Jeg snakkede med den “tykke pik” lige før jul. Han havde stor lyst til at kneppe dig, hvis ellers han kunne komme ind i dit hul. Så du har noget at glæde dig til. Tror du ikke vi lige kan tage et ganske kort “hyp” inden du kører. Der er et stort overtryk i mine nosser.” Han kyssede mig dybt i munden så vore tunger næste slyngede sig sammen, trak bukserne ned på mig, lidt smørelse omkring mit røvhul. Og så kom hans pik frem, stor og stiv som en pind. Han gik tæt på og hans pik gled langsomt igennem og blev så stødt hårdt op. Åh, det var dejligt at blive kneppet igen. Det varede heller ikke længe før han stønnede af lyst og jeg kunne mærke hans snot komme højt oppe i mig, der var da vist en enorm masse der skulle skydes af. Han trak sig ud, gav mig et knus og sagde tak for et dejligt hyp. “Du får have dit til gode, for klokken er mange for dig. Jeg tror jeg vil lave en lidt tykkere og noget længere pik af træ, så jeg får dig udvidet inden ham med den tykke pik kommer, det vil da være synd hvis dit hul revner og bliver for slapt. Når vi fører den lidt tykkere ind ganske langsomt og forsigtigt, så er det næsten utroligt så stor et røvhul kan blive uden at tage skade. Kan du have det godt til næste gang. Du ringer dagen før, ikke? Så måske jeg kan lave et arrangement. Farvel med dig, kom godt hjem.”
Det var vist en ordentlig ladning Frede havde skudt af, for jeg kunne mærke snottet sive ud af røvhullet imens jeg kørte hjemad. Det holdt også stik. Da jeg skiftede til arbejdstøjet, kiggede jeg i underbukserne, og der var en stor våd plet i dem. Godt arbejde, du havde lavet, Frede!
Fortsættes…