Erindringer (XIV)

af Peder

Jeg kørte, stolt som en pave, ad Fåborg til. Nyerhvervelsen tøffede vældigt af sted under mig. Jeg skulle være på en gård 6 km udenfor selve Fåborg, og jeg frøs fingrene i de strikkede vanter, de var jo ikke vindtætte. Da jeg næsten var fremme så jeg på klokken. Den var kun tre. Og jeg havde ikke lovet at være der før omkring 7-tiden. Tænkte så, at det nok ikke var værd jeg kom så tidligt. Men jeg havde jo penge på lommen. Skulle jeg ikke tage ind til Fåborg og se om jeg kunne købe et par tætte handsker derinde. Det var jo helt sikkert at det ikke var den eneste gang jeg kørte på min BMW i koldt vejr.

Lige udenfor byen så jeg et stort skilt på gavlen af et hus. Der stod Motorcykler med store bogstaver. Det kunne jo være de havde handsker der. Stoppede op og kiggede i vinduet. Der stod to Nimbus derinde og nogle æsker og papkasser i en reol bagved. Jeg gik ind, og dørklokken klemtede, men der kom ingen. Skulle jeg gå igen? Men så kom blev der stukket et hoved frem i døren. “Jørgen, du har kunder!” En eller anden brummede noget bag døren. “Du kan da spørge hvad han skal have, ikke!” Hele personen kom nu frem i døren, det var vel en ung mand på omkring min egen alder og spurgte: “Hvad skal du have?” Jo jeg ville da gerne høre om de havde nogen vindtætte handsker. Det lød sjovt det der med “Hvad skal du have”. Jeg var vant til at der blev spurgt: “Hvad skulle det være?” eller “Hvad ønsker du?” Den unge mand råbte ud i baglokalet, “Jørgen, har du vindtætte handsker?” “Åh for fanden da, man skal da også gøre det hele selv,” lød det derude fra. Men så kom manden frem og tog en papkasse ned fra reolen, “Du skulle have nogle vindtætte handsker. Se her, der er forskellige slags, med og uden for. Men du må ikke købe dem for små, hvis de strammer er de værre end de bare hænder!” Det første par kunne jeg ikke få fingrene ind i. “Prøv de her, de er forede, men den slags jeg kalder luffer. Det er de bedste, dem med enkelte fingre er kun til at blære sig med!” grinede han. Jeg købte et par luffer og betalte. “Vil du have dem i brug med det samme?” “Jo det havde jeg da tænkt mig.” “Hvor agter sådan en gut sig hen?” “Jeg er på vej til min nye plads.” forklarede jeg. “Er der langt endnu?” “Nej,” og nu var det mig der grinte lidt, “jeg er faktisk lige kørt forbi derude for lidt siden, fordi jeg frøs fingrene tog jeg herind for at købe nogle handsker der er bedre end de her.” Jeg viste ham de strikkede vanter. “Hvor langt har du kørt med dem der?” Jo, jeg kom da fra omkring 15 km nord for Odense. “Du er sgutte da rigtig klog. Fryser du stadig fingrene?” Jo det kunne jeg jo ikke nægte. “Jens, smut lige over til mor og hent vores eftermiddagskaffe, og tag en ekstra kop med. Skal du skynde dig?” Jeg havde ikke lovet at være der før omkring ved 7-tiden. “Så bliv og få en kop kaffe sammen med os, her er der da i det mindste lunt. Hvad kører du på?” Jeg forklarede at jeg lige havde købt doktorens BMW 250 kubikcentimeters. “Hejsa, det må jeg nok sige, så er du fandeme kørende, det er kram de BMW’er!”

Kaffen blev drukket ved værkstedsbordet hvor der lå nøgler, ledninger og andre gode ting. Jeg kunne godt lide manden, han virkede så fri og ukompliceret. “Jeg er lige startet for mig selv her i sommer, og det kneb lidt med kunder i begyndelsen, men nu går det bedre. Hvis du skal have noget skruet, så anbefaler jeg mig selv!” “Har du også lærling?”, ville jeg vide. “Nej, ham der er min lillebror, han er ikke så fuld af penge endnu at han har råd til at købe sig en cykel selv! Jens er kun på besøg, han er lige kommet hjem fra at være soldat. Han skal også i plads ved en bonde her i aften. Det er ikke så nemt lige for tiden at finde et arbejde hvor man både kan bo og spise. Det var først i går han havde heldet med sig!” “Det var da sjovt, hvor skal du så hen, Jens?” spurgte jeg, henvendt til ham. “Til noget der hedder Millinge lidt her uden for Fåborg.” svarede han. “Nej da, skal du det? Der skal jeg også hen og være i det næste halve år. Manden ville kun fæste halvårligt, fordi hans svigersøn måske skulle overtage gården til foråret. Han hedder Hans Hansen der hvor jeg skal hen.” “Min husbond er nu en enkekone,” grinede Jens. “Men så vil du måske køre med mig derud? Men du må kun sidde bagpå!” grinede jeg. “Det vil jeg da gerne, og så kører ingen af os forkert, og få samtidig at se hvor vi skal være begge to.” Så havde jeg pludselig ikke så travlt med at komme af sted. “Nu går du lige op til mor og siger vi bliver fire til aftensmaden, Jens, og du sørger også for at få det med dig som du skal bruge i morgen, pakket ned i din rygsæk. Så kan I køre når vi har spist.”

Jeg troede jo at det var Jørgen og Jens’s rigtige mor, der lavede kaffen og aftensmaden. Men det var hans kone han kaldte mor. Det her lovede jo godt alt sammen, jeg havde lært en ny ung mand at kende inden jeg kom i plads, og det bare ved at gå ind og købe et par handsker.

Efter aftensmaden kørte vi ud for at finde pladserne hvor vi skulle være. Vi kørte forbi min, jeg fortalte Jens at det var der jeg skulle hen når jeg havde afleveret ham på rette sted. Jens skulle lidt længere ud, men der ville kun blive en halv kilometer imellem os. Fruen, hvor Jens skulle være kom ud og tog imod os, bød ind på kaffe, men jeg sagde det var ikke så godt for jeg skulle ned til Hans Hansen inden det blev ret meget over 7, det havde jeg lovet. “Så kom herud og snak med os en anden gang” lød invitationen på.

Nu var det så bare mig der skulle den halve km tilbage til gården. Også jeg blev budt velkommen. Hans skævede lidt til motorcyklen: “Har du sådan én, det vidste jeg da ikke, du var da cyklende sidst.” sagde han. “Jo men jeg har også lige købt den i går, så derfor havde jeg den jo ikke. Det gør vel ikke noget at jeg har motorcykel?” “Nej, nej. Nu skal jeg vise dig hvor du kan sætte den ind, så den ikke hverken lider overlast eller bliver stjålet!” Vi fulgtes ad over gårdspladsen og han åbnede garageporten, hvor hans bil stod. “Det kan jeg ikke tage imod, jeg kunne jo komme til at skramme din bil. Og hvad så hvis jeg kommer sent hjem en aften og du har låst for garagen for natten?” “Det skal du slet ikke spekulere på. Se her er en nøgle til porten, pas godt på den. Så kan du gå ind når det passer dig. Men jeg vil gerne bede dig om at låse efter dig hver gang, både når du kører ud og når du sætter den ind.” “Jeg siger mange tak for din tillid, men du kender mig jo ikke, jeg kunne jo være en slyngel, der stjal din bil og kørte vildt!” “Nå, du tror at jeg ikke kender dig. Kender du ikke Søren deroppe i nærheden af Kerteminde? Det tror jeg nu nok du gør. Min datter er gift med en bror til Søren. Og da jeg fortalte min svigersøn at jeg havde fæstet en karl, der have en anbefaling med som Søren havde skrevet, så jeg har kun hørt dig rosende omtalt. Derfor får du også den nøgle.”

“Må jeg så spørge dig om noget, Hans. Er Viktor stadig oppe ved Søren? Jeg skammer mig lidt over at jeg slet ikke har besøgt dem siden jeg rejste, jeg ved jeg burde have gjort det.”

“Jo, Viktor er stadig oppe hos Søren. Du skulle nu tage derop en dag, jeg tror de begge vil blive meget glade for at se dig. Sørens far døde for en måneds tid siden, men det vidste du vel ikke.” “Nej det havde jeg ingen anelse om. For ved H.C. fik vi aldrig aviserne at se, og det var meget sjældent jeg købte en. Men når du næste gang træffer Søren, så må du hilse dem alle mange gange.” Verden er ikke så stor endda.

Hos Hans gik jeg næsten som en søn af huset. Ikke for at prale på nogen måde, men når han viste mig så stor tillid, så var det også min beskidte pligt at leve op til den. Vi hjalp hinanden med alt forefaldende arbejde, og som jeg havde lært at Peter over fra det jyske, så var ingen af os færdige med arbejdet før det gjaldt os begge. Hans blev faktisk den far som jeg altid havde savnet at kunne betro mig til, både i glædens stund og også når der var sorte huller, jeg uforvarende plumpede i. Hans var også den eneste der gennemskuede mig, at jeg ikke var til damer, men til mænd. Hans konfronterede mig ikke direkte med sine anelser, den kom først den dag, hvor brevet fra Peters mor kom, at han var omkommet ved en ulykke på sit arbejde. Da gik jeg totalt i sort. Hans kunne se, noget var rivende galt med mig, jeg græd åbenlyst da jeg læste brevet. Jeg gav det til Hans og han læste det også. Og så fik han hele historien om hvor glad jeg havde været for Peter. Ikke noget med at sige mange dyre ord, bare det at han stille tog min hånd og trykkede den. “Jeg føler med dig,” sagde han stille, “græd du bare, det hjælper. Og snak så meget du har lyst om Peter, det hjælper dig også. Og du skal vide at ingen her vil fordømme dig. Du skal også vide, at jeg sladrer ikke. Det er dit private liv, og dit dyrebare venskab med Peter er der ingen der kan erstatte. Hvad så end I har lavet sammen kommer ikke mig ved, men jeg ved at det har været gjort i kærlighed. Og kærlighed blandt mænd er ligeså god som kærlighed mellem mand og kone. Du, Peder, er skabt sådan, og det kan hverken fængsel eller opdragelsesanstalter lave om på. Du har ikke gjort noget galt, stol på mig. Kom bare når der er noget der trykker. Vorherre dømmer ikke nogen for deres kærlighed. Han har selv opfordret til at vise den. Vi har fået følelser i vuggegave, og så er det også tilladt at vise dem.” Den slags havde jeg aldrig hørt fra nogen anden voksen. hjemme var det ikke noget med at vise følelser, men det har jeg vist fortalt før. Selv nu hvor der er 50 år siden Peter døde får jeg tårer i øjnene når jeg mindes ham. Der findes ikke tillægsord nok til at beskrive ham. Og selv om jeg aldrig, aldrig så længe der er liv i mig, vil glemme ham, så vil jeg afslutte beretningen om ham, med at fortælle at i stedet for at tage på tur til Sverige på motorcyklen, så tog jeg op til kirkegården for at stå ved hans grav og sige ham tak for alt. Kirken lå lidt ensomt, jeg vidste faktisk ikke andet end at Peter var blevet begravet på kirkegården der. Kunne heller ikke finde hans grav. Der gik en ældre kone og rev og gjorde rent på et gravsted lige indenfor lågen, tænke at det kunne da ikke gøre noget at spørge hende, om hun vidste noget. Hun vidste god besked, gik med mig hen og viste mig stedet, bare en lille hvid marmorplade hvorpå der stod. Peter Nielsen, og nedenunder 1930 – 1954, det var alt. Konen fortalte at Peters bror boede i en landsby kun nogle få km væk, og hans mor i det lille hus derhenne ved kanten af skoven. Der var også en datter, men hende vidste hun kun om at hun boede inde i Lemvig. Hun syntes også, at når jeg var kommet så langt væk fra, at jeg skulle køre hen og hilse på Peters mor eller også hilse på hans bror, jeg fik hele hans adresse af hende. Jeg takkede for oplysningerne. Hun gik hen og passede sit. Jeg sod ganske stille og sagde “Tak kære Peter for alt det du gjorde for mig, jeg vil mindes dig for altid.” Mens jeg stod der var det ligesom at jeg kunne mærke der stod nogen ved siden af mig, men selvfølgelig var der ingen at se. Men alligevel var det som om Peter stod der og smilede til mig. En mærkeligfølelse af varme og fred faldt over mig. Jeg havde fået sagt farvel til min bedste ven. Og jeg ville ikke køre hen til hans mor og heller til broderen, de kendte jo ikke mig og jeg heller ikke dem. De kendte heller ikke ret meget til vores venskab.

Minderne overfalder mig hver gang jeg tænker på Peter, så jeg vil ikke skrive mere om ham, hans grav er sikkert sløjfet for længst, og skulle der være noget bagefter dette liv, så ved jeg at der vil Peter være.

Jeg husker godt, at jeg gik og hang med næbbet i flere uger. Men livet skulle leves videre som om intet var sket. Og nu kom jeg så lidt for langt frem i hændelsesforløbet i min beretning. Efter at have fundet mig godt til rette i den nye plads, der gik vist kun en uges tid, før dagligdagen og rutinen indfandt sig. Hos Hans måtte jeg også bruge telefonen når jeg betalte for samtalerne. Dengang ringede man op til den lokale central og bestilte det nummer man ville ringe til, og når jeg så samtidig sagde, at jeg gerne ville have prisen for samtalen når den var sluttet, så skulle jeg bare lade være med at hænge røret på, så kom damen ind og sagde prisen. Jeg ringede op til Frede for at fortælle ham hvordan det gik mig hernede i den nye plads. Han spurgte så hvornår han kunne regne med at se mig igen. Jo, jeg havde da fri den næste søndag så kunne det da godt være at BMW’en ville rende op til dens gamle egn til en kort visit hos ham. “Ikke en kort visit, Peder, kom så tidligt du kan efter fyraften. Du ved jeg skal op og bage tidligt om morgenen. Jeg tager så en god lur forinden, så kan vi hygge os indtil jeg skal i bageriet ved 2-tiden. Kommer du så?” “Jo tak, Frede, det vil jeg da gerne. Jeg savner vore hyggestunder.” “Det samme her! Ses vi så?” “Ja, ellers ringer jeg igen.”

Lørdag aften havde jeg lagt alt til rette, så jeg kunne køre straks efter aftensmaden. Jens havde godt nok spurgt om jeg ikke ville med ned til Jørgens den aften. Men der var jo ikke mere end nogle få kilometer derned, så der kunne vi køre ned på 5 minutter en anden aften. Nok syntes jeg at Jørgen og konen var vældig flinke, men brød mig heller ikke om at skulle være Jens’s påhæng hver gang når han ville se familien. Der var da ikke længere end at han kunne cykle, eller tage bussen hvis han syntes.

Lørdag aften kom med nogle skrappe regnbyger, jeg var ved næsten ved at opgive at tage af sted. Endnu havde jeg ikke fået noget rigtigt vandtæt tøj købt, så det kunne godt blive en våd og kold affære at køre op til Frede. Men jeg længtes også efter en god kneppetur, der var ingen der havde besøgt mit røvhul i lang tid. Og det var også meget bedre at være to når man selv skulle af med sit overtryk i nosserne. Det der med egen håndkraft kunne godt bruges, men det andet var meget bedre! Så jeg fandt en tyk strikketrøje og min største vindjakke frem, da jeg fik øje på søstøvlerne, der hang pænt med sålerne i vejret inde i skabet. De var jo næsten som lavet til motorcykelbrug. De tog op for knæene og fødderne, så selv om der sprøjtede vand ud ved forhjulet, så løb det bare af igen. På med læderhjelmen og støvlerne og så af sted i den mørke vinteraften. Tre kvarter senere stod jeg og bankede på Fredes dør. Noget våd på den øverste del af stativet, men ellers ved godt mod. Det værste våde kunne nok nå at tørre inden jeg igen startede hjemad.

Frede kom og tog mod mig, han havde ligget og sovet på sofaen, så han havde kun undertøj på. “Velkommen Peder. Uha som du ser våd ud! Jeg havde ikke regnet med at du kom i det her vejr. Se nu at komme af med dit våde tøj. Smid dig på sofaen og tag mit tæppe over dig. Så fræser jeg lige op i bageriet med dit våde tøj, der tørrer det hurtigt, der er jo en god varme derhenne, og damen har ikke noget at gøre derinde hvor vi bager.” Min undertrøje var også blevet lidt våd oppe i nakken, så den hev han også af og tog den med sig.

Nogle få minutter senere var han tilbage. “Føj for da helvede som det styrter ned lige nu. Du må gerne blive her i nat hvis det fortsætter på den måde. Jeg har lagt en presenning over din BMW. Jeg tror ikke den kan gå gennem døren her ind i kælderen.” Frede hoppede op i sofaen til mig, trak tæppet væk og kiggede på mit skib. “Det har jeg været heldig med, det er, når jeg selv skal sige det, fandeme flot! Du skulle nok se at få lidt flere tatoveringer lavet, du er ligesom lidt “bar” ved siderne, synes du ikke selv det?” “Jo, det kan da godt være der skulle komme lidt mere kulør på mig her og der. Har du ideer til hvad det kunne tænkes at se rimeligt pænt ud?” “Ja, som du jo ved, så får jeg nogle blade sendt fra England en gang hver anden måned, og der er tit nogle tegninger eller billeder i. Jeg har sådan i det stille gået og funderet over hvad der vil passe til dig. Det kigger vi på bagefter når du har fået varmen!” Så kravlede han ned under tæppet til mig, og rørte lidt ved min pik. “For hulen da mand, den står jo! Det gør min sgu også, så nu skal jeg sørge for at du får varmen igen!” Han kørte sine fingre lidt rundt om mit hul og gjorde mig rigtig liderlig. “Må jeg godt kneppe dig nu, jeg trænger noget så grusomt til at komme af med noget snot?” “Det må du gerne. bare du smører mit hul lidt først, det har sikkert fået sin oprindelige facon igen efter sidste gang vi legede!” Frede smurte lidt fedteri omkring mit røvhul, beordrede mig til at lægge mig på maven, gik bagved også kunne jeg mærke hans pik lige rørte hullet. Så pressede han hårdt imod det og hans pik gled let ind i mig, stødte så helt i bund. “Det var ligegodt meget, det har jo hjulpet med den træpik, så du er faktisk blokket ud perfekt til at min pik kan smutte ind uden at du hyler op om at det gør ondt i de første stød. Åh for helvede, det er dejligt det her. Jeg kører løs nu. Så kan vi tage det mere afslappet næste gang, ikke sandt!” Og så skal jeg love for at der skete noget. Frede kørte så hårdt op i mig at jeg var lige ved at tro at hans pik kom frem på den anden side af mig! Der må være et der højt oppe i røven der stimulerede os begge. Han stønnede og bed mig lidt i øret, kyssede mig i nakken alt imens han stødte hurtigere og hurtigere. “Åh, åh nu kommer jeg, for fanden da, hvor er det dejligt at få lov at få et godt knep igen!” Jeg kunne mærke hans varme snot sprøjte inde i mig, ikke en gang, men flere gange efter hinanden. “Var det ikke dejligt, Peder. For helvede som jeg altså trængte. Vil du have dit hyp nu, så er min røv villig til at tage imod din pik?” “Jeg skal vel lige smøre dig lidt først.” “Nej, jeg smurte mig selv da jeg var i gang med dig,” grinede han. “Kom nu i gang. Min røv længes efter at få fremmede. Ind med den!” Det behøvede han ikke at gentage, jeg var allerede klar til at presse mig ind, og som sædvanlig når der bare var lidt fedteri nok lige til at glide gennem lukkemusklen, gik jeg også til sagen. Også jeg trængte hårdt til at få noget snot skudt af, så også jeg pumpede i et så hurtigt tempo som det var mig muligt. “For satan da, nu kommer det. Åh, åh hvor er det dejligt.” Jeg pulede løs, og der kom en gang snot mere inden jeg var helt færdig med at stønne. “Frede, det er nu noget helt andet end at sidde og spille den af alene. Har du det også sådan?” Han nøjedes med at nikke, vi så hinanden dybt i øjnene og gav hinanden et stort kys. “Kunne du ikke tænke dig at blive bagerlærling hos mig? Jeg lover at kneppe dig tre gange daglig!” grinede han og bed mig blidt i øret. “Nej Frede, jeg er ikke til det der med at stå og rage i dej. Og hvis jeg skulle kneppes tre gange dagligt, måtte jeg vist anskaffe et futteral, ellers blev der slidmærker i mit røvhul!” “Din frække lille laban, du kan da elles godt lide det, kan du ikke? Pas nu på at jeg ikke binder dig, og så tatoverer en nøgen dame på din pik. Hvad ville du sige til det?” “Kun det, at det skulle være en nøgen mand. Men ellers vil jeg bede mig fritaget for at blive tatoveret på min pik. Ville du have en tatovering netop der?” “Nej, Peder, ikke der, men du ved jo at der såmænd ikke så meget plads tilbage på mig at tatovere på, så hvem ved om det bliver aktuelt en skønne dag!” Sådan lå vi og pjattede og grinte. Jeg havde fået varmen igen.

“Så skal vi lige se bladene igennem som jeg har fået for nylig. Men du har jo kun underbukser på, så du kommer vist til at fryse. Lad mig lige se om jeg har noget rent tøj du kan låne til dit eget bliver tørt ovre i bageriet.” Han fandt et par pæne lyse bukser med pressefolder i. Og en ternet skjorte kom også frem. Tag du det her på, så du kan se anstændigt ud.” Det kunne endda gå an med skjorten, men Frede var mere kraftigt bygget end jeg, så bukserne var lidt for store i livvidden. En rem med et stort spænde blev trukket i kanalerne, så blev bukserne hvor de skulle være. “Nu ligner du jo en pæn ung mand af det bedste borgerskab.” “Er jeg da ikke en pæn ung mand?” spurgte jeg så. “Nej,” sagde Frede, “du er en rigtig led bøssekarl der ikke kan få pik nok! Jeg må vist se at finde en der kan afløse sidst på dagen, når jeg ikke orker flere skud!” “Åh, Frede, du er herlig!” “Hvor er jeg herlig? Mellem benene, ikke?” Sådan grinte vi og spøgte sammen, vi vidste begge to at det var det rene pjat.

Frede kom med bladene, det ene var bukket om, så det var nemt at finde det billede han ville vise mig. “Se her, er den ikke flot. Og her er der også en der kan gå an ikke?” Den første var ikke min smag, det var et dødningehoved med en pil igennem kraniet og noget andet krimskrams udenom. “Den bryder jeg mig ikke om, alt det der med død og djæveler er ikke mig. Det ved du da godt, Frede!” “Bare for at drille dig lidt, men så denne her da.” Det var en japansk drage med ild ud af munden i gult og rødt, dragen selv var blå med en stor dusk i halen. “Ja, den er flot med alle de farver, den er også mere neutral hvis man kan sige sådan om drager. Men den har sådan nogle onde øjne, skal jeg have en drage tatoveret, så skal den se glad ud.” “Det skulle nok kunne lade sig gøre at få den til at se mere glad ud, og jeg synes også at selve dragen skal have nogle andre farver end de der blå nuancer. Hvad med at lave den grøn og med en rød kam på ryggen? Så tror jeg den vil blive flot og festlig, tror du ikke? Skal jeg ikke prøve at tegne den over på et stykke pergamentpapir, så er den nemmere at bedømme?” “Jamen Frede, du vil da ikke til at tatovere mig i aften? Du skal jo ned og bage kl. 2 eller 3?” “Fanden med det, jeg kan næsten bage i søvne hvis det er det det kommer an på. Denne drage er også et flere dags projekt kan du nok se, men jeg ved at du er vild med tatoveringer lige som jeg selv er, derfor vil jeg også lave denne her på dig. Den skal sidde på din venstre overarm har jeg bestemt, sådan at den når helt op på din skulder. Jeg ved at du foretrækker store tatoveringer, og den her er ikke helt lille, det er ingen kunst for mig at tegne den større eller mindre efter hvad du nu vil have, skal jeg ikke prøve at tegne den?” “Hvis du synes sådan, Frede, så ingen alarm fra min side. Vi skal bare lige sikre os at den ikke virker klodset og gumpetung inden du starter. Kan du lægge farver på pergamentpapiret så jeg også kan se dem?” “Selvfølgelig kan jeg da lægge farver på papiret, jeg har nogle såkaldte farvestifter som børn bruger, de er billige og holder længe.”

Frede satte sig hen til bordet, tegnede i en ca. 10 minutter, kom så tilbage. “Lad mig lige tage et kig på din overarm og måle min tegning der, der er jo ingen grund til at sidde og farvelægge i aften, det når vi slet ikke noget af. Jamen den passer da perfekt, den er slet ikke for stor, snarere lidt for lille i nogle detaljer omkring halen. Må den ikke godt være lidt længere, den vil så nå nærmere din albue, men det gør da heller ikke noget at du signalerer i det små, at du har tatoveringer, gør det?” Næh, det gjorde da ikke noget, bare det ikke blev sådan at en hel tatovering kom til syne hver gang jeg skubbe mit skjorteærme lidt op. “Skal jeg ikke starte nu?” spurgte Frede, “det pisregner stadig udenfor, ja det er ikke et vejr for dig at køre ud i sådan som det øser ned. Se nu her, så starter jeg øverst oppe med omridsene, når jeg lige får dig barberet. så kan vi jo se hvor meget vi når i aften, ikke sandt?” “Jo,” svarede jeg, “men Frede, du har selv foreslået at lave denne nye tatovering, så skal du også stoppe når du synes du vil hen og sove lidt inden du skal på arbejde. For resten kommer din gamle mester ikke hen og hjælper dig med at ælte dejen og sætte i ovnen, ja, med det hele?” “Jo da, han kan slet ikke undvære det liv. Når han ikke kan mere, ja så dør han simpelthen.” Ja så vil jeg da håbe for dig at han kan holde ud i mange år endnu, ellers skal du jo have ansat en bagersvend og det koster jo også.” “Ja, jeg skulle gerne have toppen af gælden slæbt af forinden. 50.000 kr. er jo mange penge at få betalt tilbage til den gamle bager og til banken når et rugbrød ikke koster mere end 1 kr. og 44 øre. Så der skal sælges mange af slagsen.”

“Skal jeg så ikke betale dig lidt for det kunstværk som du nu sætter på min overarm, det hjælper da alt sammen hvis kassen er en smule slunken?” “Peder, nu må du ikke fornærme mig! Jeg har jo sagt dig at du skal ikke betale for noget så længe jeg har adgang til dit dejlige hul. Det er jo altid mig der puler dig mest. Og jeg kan godt lide at tatovere dig. Vi har stort set samme smag i valg af motiverne, ikke sandt?”

“Jo, men Frede, jeg ved jo ikke om jeg kan blive nede ved Hans længere end til 1 maj. Hvis svigersønnen overtager gården er det slet ikke sikkert han også vil beholde mig, og så kan det ske at vore veje må skilles. Min far plager godt for at jeg skal komme hjem i sommer, tage på landbrugsskole til vinter, og så har han fundet ud af at nabogården nok kan overtages til en skikkelig penge, ja, far siger at jeg måske kan arve den, hvis jeg da ikke gør mig alt for vanskelig med hensyn til lønkrav og alt det der. Jeg kan godt betro dig, det er ikke just det jeg har tænkt mig at min fremtid skulle gå med. Men vi får se hvad det går over til.”

“Nå, går din far sådan og vil bestemme hvad du skal. Det lyder ikke godt. Jeg vidste ikke at du havde en dominerende far? Har du så tænkt dig at følge hans vilje?” “Nej, det har jeg ikke. Foreløbig er mine fremtidsplaner at komme på udveksling i enten USA eller England i et år, ja, det er vist kun i 10 måneder. Men jeg skal på landbrugsskole for at komme i betragtning til sådan en plads. Derfor er det lidt vanskeligt at bare stikke af. Jeg har også været så dum at sætte mine sparepenge ind på den konto som mine forældre lavede til mig da jeg blev døbt. Og den må der ikke hæves på af mig selv uden mine forældres tilladelse før jeg er fyldt 25, og det er der 3 og et halvt år til. Jeg kan ikke nå at spare nok op til rejsen inden hvis jeg også skal på skole.”

“Heller ikke hvis du sælger din motorcykel?” spurgte Frede. “Den vil jeg under ingen omstændigheder af med, nu hvor jeg endelig har fået en. Jeg har ikke fortalt det til dem hjemme endnu. Jeg får nok juleferie i år, og så skal jeg vel hjem på besøg. Men jeg rejser med toget. Jeg får om ikke tæsk, hvis jeg fortæller jeg har købt mig sådan en helvedesmaskine, så i alle fald en bunke skældud, og så kommer fars familie til os i julen, da det er mors fødselsdag juledag. Og du kan være bombesikker på, at det første far fortæller dem, er om min motorcykel og hvor fjollet jeg har båret mig ad. Og så får jeg en omgang af fars tre brødre efter tur, hvordan jeg dog kunne finde på sådan nogle narrestreger! Jeg vil stritte imod af alle kræfter, stol på det. Men det er ikke nemt når overmagten er så stor. Jeg går og håber jeg kan blive nede ved Hans sommeren med, så går da den tid.”

“Hvad siger de så, når de ser dine tatoveringer?” “Ja, hvis de ser dem, så bliver jeg nok sendt på sygehuset for at blive skrællet! Så dem får de under ingen omstændigheder at se med min gode vilje. Min fars mor var meget religiøs og det ligger stadig i familien. For dem er det rigtig meget syndigt det du står og laver på mig. Og hvis de vidste at jeg levede et halvt bøsseliv herovre, ja, jeg tør ikke tænke tanken til ende. Sådan er det med mig, Frede!”

“Det har du da aldrig nævnt noget om før. Kan jeg gøre noget som helst for dig, så må du da endelig sige til.”

“Jeg tror nok at det opgør er noget jeg selv må se at stride mig igennem. Og jeg løber en risiko for at blive undsagt, det ved jeg godt. Om familien så kan undvære mig på længere sigt, har jeg ingen anelser om. Jeg har faktisk vænnet mig gradvist til at undvære den. Derfor kunne jeg også godt tænke mig at emigrere til et andet land. Canada for eksempel. Når jeg var kommet til USA ville jeg straks søge om indrejsepapirer dertil. Den anelse tror jeg nok mine forældre også har, det er derfor de er så meget imod mine planer, for de har skrevet, at hvis jeg først er kommet derover, så vil de aldrig se mig mere. Det påstår de at det kan de ikke bære.”

“Nu har du næsten ødelagt vores gode stemning,” sagde Frede. “Det er jeg da ked af at du synes det, men du skal ikke tage mine besværligheder til dig, den tid der går godt, kommer heldigvis ikke skidt tilbage,” svarede jeg. “Må jeg spørge dig om en ting, Frede?” “Ja, spørg bare løs. Hvad har du nu på hjerte?” “Åh, ikke andet end hvis du havde en kop kaffe, jeg synes det kan passe på sådan en regnvejrsaften, og jeg kan da udmærket bruge min højrehånd imens du lægger beslag på den venstre!” “Skal straks ske, unge herre!” sagde Frede, lagde tatoveringsmaskinen fra sig og satte vand på gasblusset. “Det vare lige et øjeblik, må jeg bede den unge herre være en smule tålmodig, jeg havde rent glemt det!”

Så var det ligesom om at det meste af stemningen kom tilbage. Kaffen kom på bordet, og den var god. “Jeg er begyndt at sælge kaffe henne i butikken,” sagde han, “byens fruer var ikke rigtig tilfredse med den de kunne få henne i brugsen. Og så gør det ikke så meget at jeg skal have halvanden krone mere for at halvt pund. Jeg sælger faktisk ret meget. Skal vi tage fat igen på vores syndige arbejde?”

“Ja gerne for mig. Hvor langt er du nået? Jeg har lidt besvær med at vride hovedet så langt om at jeg kan se det du laver, bliver det som du vil have det?” “Jo det ser ikke værst ud, det tager jo lang tid med alle de streger som sådan en drage består af. Det vil gå hurtigere når der skal fyldes farver i, for så sætter jeg nogle flere nåle i maskinen, der så tager et bredere stykke med sig, så skal der bare fyldes lidt op ind til stregerne med en enkelt nål til allersidst. Så er det også bedst at stregerne er helet helt op inden jeg begynder med farverne.”

“Hvad er klokken blevet, Frede? Skal du ikke hen og sove lidt? Jeg skal også tilbage til gården for at få sovet lidt inden det bliver dag, for så er der altid mere larm. Og jeg er ikke så god til at sove om dagen. Regner det stadig?” Frede kiggede på klokken. “Den er snart halv elleve. Det kan ikke betale sig at gå i seng nu, jeg bliver oppe til jeg er færdig i morgen formiddag med bageriet. Så slap du bare af. Jeg tror også at det pisregner endnu. Skal jeg gå ud og se efter?” “Det kan jeg da selv gøre. Jeg trænger også til at pisse en gang, så kan det ene forenes med det andet. Men jeg er ked af at holde dig vågen i så lang tid, jeg burde køre nu.”

Jeg gik ud for at pisse, det regnede ikke så meget mere, men det var ikke helt tørvejr endnu. “Tror du ikke mit tøj er ved at være tørt nu, så jeg kan køre hjem. Og så siger jeg tak for lån af dit. Det var nu alligevel rart ikke at sidde i vådt tøj en hel aften.” “Du bliver her hvor du er i nat! Jeg gider ikke hente dit tøj nu, så du kan ikke stikke af fra mig i bar røv her i december måned! Når jeg går over i bageriet, så lægger du dig til at sove på min sofa til jeg kommer tilbage ved 10-tiden med dit tøj. Så får vi lidt at spise, og så kan du køre hjem. Sådan har jeg bestemt det, og så holder du bare din kæft, er det forstået?” grinede Frede. “Og så kan jeg måske nå at få alle omridsene lavet forinden, så du ikke render hjem med en halv drage!”

“Jeg bøjer mig for overmagten. Det kan jo også godt gå hen og blive hård vinter med masser af sne og andet skidt føre i længere tid, og hvis jeg skal rejse til maj, så er det rart hvis du har min drage lavet færdig. Nu kommer juletiden og jeg tager hjem i nogle dage. Du får forrygende travlt lige op til helligdagene. Og når jeg kommer tilbage, så tænker jeg Hans gerne vil have nogle fridage som kompensation for at han havde det hele i julen at tage vare på. Så det kan nemt blive februar inden vi igen ses. Jeg tør ikke love noget nu om hvornår og hvordan.”

“Ja sådan er den barske virkelighed. Nu skal du bare se her. Nu mangler jeg kun omridset af dragens hale, alt det andet er lavet. Hvor langt må jeg gå ned mod din albue? Helt ned til hvor den bøjer, eller skal jeg stoppe sådan en 5 cm ovenfor? Jeg tager lige min blækstift og streger op så du kan se hvordan det bliver med den længste hale.” Frede tegnede på armen. “Nej,” sagde han så, “den bliver for lang sådan, jeg tørrer lige den streg af og laver en der er lidt kortere. Sådan, det er meget bedre, synes du ikke også det?” Jeg kiggede i spejlet han rakte mig. “Jo, det kan godt gå an, hvis jeg tager et ekstra smøg på skjorteærmet, så kan halen ses, ellers ikke. Kan du ikke lade den slynge sig lidt opad igen og gøre den en smule bredere inden den vender opad?” Frede kiggede og tegnede lidt mere. “Jo du har ret, den er meget pænere nu hvor det bredeste er her hvor halen igen går opad. Så går vi gang med det. Nu har du været under min nål i over fire timer, Peder, er du ikke bare lidt træt af alt det stikkeri? Der er næsten to timer til inden jeg skal på arbejde. Det her tager ikke så lang tid.” Og tatoveringsmaskinen brummede videre, Frede stak nålen ned i et lille glas med sort farve en gang imellem når der ikke var mere farve på nålen, tørrede efter og fortsatte. Endelig var det ved at nærme sig enden med stikkeriet. Det blødte kun ganske lidt bagefter hvor han havde stukket nålen i. Huden hævede en lille smule og blev lidt rød, det var det hele, men omridsene stod klare og tydelige. Nu havde jeg snart min fjerde tatovering, jeg var allerede ved tænke på hvor den næste skulle være. Frede havde vist mig et billede af en mand med en ørn der dækkede næste hele hans ryg. Nej hvor var den flot, men den kostede mange penge og mange dage under nålen, kunne jeg da regne ud. Frede havde godt set mine øjne stod på stilke da jeg så det billede. “Hvor bor den mand henne.” havde jeg spurgt og svaret var ovre i England et sted, der stod jo sjældent navn og adresse under billederne, måske tatovørens navn og byen hvor han boede. Da Frede var færdig med alle omridsene, blev tatoveringen gnedet over med en klud med sprit på , det sved i sårene, men kun et øjeblik. Så et nyt kig i spejlet. Jo, den var godt nok pæn. “Men den bliver meget pænere når du får farver på den,” sagde Frede. “Glæd dig!”

“Nå nu går jeg så, læg du dig bare hen og sov. Jeg kommer tilbage i morgen formiddag med dit tøj. Så kan du køre hjem ved dagens lys. Kan du hygge dig mens jeg er væk.”

Selvfølgelig faldt jeg hurtigt i søvn, det var mindst fire timer senere end min normale sengetid. Jeg huskede da lige inden søvnen tog mig, at det var godt der endnu var 10 dage til jul, så var sårene faldet af inden jeg kom hjem, desuden var det jo koldt og jeg gik ikke med højt opsmøgede skjorteærmer ved vintertid, snarere tværtom.

Jeg vågnede ved at Frede ruskede i mig: “Hvad fanden, ligger du og sover endnu dit dovendyr? Og oven i købet på min sovesofa. Vil du se at komme på højkant! Der er kaffe og rugbrød med ost, så kom og spis sammen med mig. Når vi har spist skal jeg lige kigge til din nye tatovering. Jeg tror den er pæn.”

Efter vi havde spist tog Frede servietten af tatoveringen, “Den er da flot, ikke sandt. Men det er også mig der har lavet den. Jeg vil gerne have et knep inden du tager af sted og inden du tager alt dit tøj på igen. Der bliver mere og mere mandfolk ud af dig efterhånden som du får flere tatoveringer. Og du bliver kønnere for hver gang der kommer en ny tatovering på dig.” Han væltede mig om på maven og fandt sin stive pik frem, stak den forsigtigt ind i hullet der villigt gav efter hans pres og så hamrede han den helt i bund på mig. “Dit hul bliver bedre og bedre, Peder, nu skal du sgu have det hele en gang til, og måske en gang mere inden du kører. Jeg binder dig da bare, så kan du ikke rende din vej.” grinede han. Og så pumpede Frede min røv fuld af snot imens han stønnede. “For fanden da mand, dit røvhul er det bedste i miles omkreds. Hvis jeg havde nogle venner der også var bøsser, så ville jeg invitere dem til at kneppe dig til der ikke var plads til mere snot inde i dig. Jeg kender lidt til en der også er bøsse, må jeg invitere ham til at komme og kneppe dig næste gang. Han har den tykkeste pik jeg endnu har set, jeg tror du vil kunne lide at få den op i dit røvhul. Han vil ikke have at jeg knepper ham, han vil kun bruge mig. Mens du lader mig høvle løs to eller tre gange for hver gang du knepper mig, så det passer mig udmærket. Nu er det heller ikke mere nødvendigt at blokke dig ud, det var da godt vi fik proppen ud af dig sidst! Har du for resten haft nogle ulemper bagefter? For da jeg prøvede den af på mig selv satte jeg mig jo ikke op og pressede den helt ind. Jeg har derfor heller ikke lavet nogen ny til dig, det lader til vi godt kan klare os uden at udvide dit hul først.” Frede lagde sig ovenpå mig og hviske mig i øret, “Du må love mig at komme snart igen, jeg elsker dit røvhul. når jeg ligger her ovenpå dig, varer det ikke ret længe før min pik rejser sig igen. Du stikker da ikke af før jeg har fået skudt lidt mere snot op i dig, vel? Så vil jeg ikke binde dig! Peder, nu er min pik ved at være villig igen, læg dig om på ryggen så jeg kan komme dybt ind i dit dejlige røvhul.” Jeg mærkede hans pik glide langsomt ind, denne gang stødte han ikke hårdt i bund, men ganske langsomt gled hele skaftet op i mig. Først da han nåede bunden begyndte han at kneppe mig. “Åh for helvede da, Frede, du bliver da også bedre og bedre for hver gang, åh, det er dejligt. bliv ved, bliv ved!” “Nå det kan du lide, hvad? Men da det nu vare op til en tre uger inden jeg igen spidder dig på min pik, så skal jeg have det allerbedste. Du ved, når jeg mærker at nu kommer snottet snart, så holder jeg op med at kneppe, ligger ganske stille indtil det ikke føles så hårdt at vente, så knepper jeg igen, lige til jeg mærke snottet presse på igen. ligger igen stille til det næste er ovre, og så tager jeg igen fat med at kneppe. Åh for helvede, jeg kan aldrig styre mig til at lave forsinkelse mere end tre gange, men så skyder jeg også en kæmpeladning af når jeg til sidst lader pikken få lov til det. Det er hvad jeg gør lige nu. Du bliver da ikke gal på mig fordi jeg gør sådan, gør du? Du skulle selv prøve det. Næste gang vi knepper så skal du prøve det på mig, jeg gætter på at det gør ligeså godt inden i dig som når jeg laver det på dig. For helvede Peder, jeg kan ikke styre mig mere, nu skal du have det hele, åh, åh, nej nu brænder det i min pik så den næsten sprænges, åh, åh Peder, jeg skyder snottet ind nu, åh, åh. det var så utroligt dejligt at det ikke kan fortælles, det skal opleves!”

“Tak for kaffe, husly og tatoveringen, Frede. Det er altid en oplevelse at komme op til dig. Nu hører du så ikke fra mig før efter jul, jeg skal nok ringe først, så kunne det jo være du kunne organisere ham med den store tykke pik til at komme med. Kan du have en glædelig jul og et godt nytår. Vi ses så snart en lejlighed byder sig til, ikke også?”

“Også tak for en hyggelig lørdag nat og søndag morgen til dig. Kom godt hjem. Kan du have det fint til vi ses igen.”

BMW ‘en startede villigt, regnen var holdt op, det var stadig koldt da jeg kørte mod Sydfyn til. kom godt hjem, ingen spurgte om noget, for Hans og konen var ikke hjemme da jeg kom. Garagen var i alle fald tom. Fik senere at vide, at de havde været lidt bekymrede for mig, da min motorcykel ikke var kommet hjem da de åbnede til garagen. Jeg lovede at sige det til dem hvis jeg blev hos nogle venner natten over.

Fortsættes…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: