Erindringer (XIII)

af Peder

Jeg mener at kunne huske at vi var kommet ind i efteråret inden min tatovering blev helt færdig. Den var flot og stor. Frede havde jo også sagt at de der små pillerier ikke var tatoveringer, det var bare myggestik som man havde kradset lidt for meget i. Jeg vidste også med mig selv at det der småtteri, det ville jeg ikke have mere af. Men på den anden side så heller ikke så mange som Frede havde, for de sad for tæt. Motiverne gled ind i hinanden på den måde. Lidt bar hud imellem dem så også meget bedre ud, for så stod de mere som enkelte kunstværker.

November nærmede sig hurtigt. Midt i oktober havde jeg endnu ikke fundet noget andet arbejde, mekaniseringen var ved at slå igennem i landbruget i de år. Hestene forsvandt og der kom traktorer i stedet for, og så kunne manden bedre klare arbejdet selv. Det var jo også en belastning at skulle af med en månedsløn hver gang det blev den 1 i måneden, når der samtidig skulle betales af på traktoren og maskiner. H.C. havde haft fangarmene ude om jeg ikke ville blive et halvt år mere, så måtte jeg også køre med traktoren i marken! Jeg vidste jo godt, at jeg alligevel stadig skulle passe køerne, skulle jeg så også ud og passe markerne, ville jeg få mere end rigeligt om ørerne, så jeg takkede nej. Han bød mig endda næsten det dobbelte i løn i forhold til hvad jeg havde gået for det sidste år. Jeg ved at det må have gjort ham ondt at tilbyde mig alle de penge, men han var også ved at blive gammel, kunne i alle fald ikke holde ud at arbejde så hårdt mere. Det blev så tæt på november som det næsten kunne, inden jeg fandt mig en ny plads. Denne gang var det nede i det sydfynske. Der ville blive 30 km op til Frede, så på cykel var det lidt af en tur, for jeg skulle tilbage igen, altså en smøre på 60 km. Jeg havde gået og skævet til mange af de unge mennesker på min egen alder, de havde købt sig en motorcykel, og det var straks noget helt andet. De suste tit forbi ude på vejen, og jeg sendte misundelige blikke efter dem. Tænke sig at blive ejer af sådan en! Så ville verden jo åbne sig med syvmileskridt. Jeg havde jo sparet mine penge op, i alle fald så mange som muligt uden at være nærig. Jeg havde også taget kørekort til motorcykel i september måned så nu måtte jeg også køre med traktoren på vejene, kørekortet gjaldt til begge dele. En splinterny motorcykel kunne der ikke blive tale om, idet jeg skulle købe på det frie marked. De der kunne dokumentere at de havde brug for motorcykel eller bil til deres erhverv kunne købe til meget billigere penge, de kunne få en såkaldt indkøbstilladelse. Læger og tandlæger, virksomhedsledere og andre selvstændige kunne få sådan en tilladelse, men ikke vi almindelige dødelige. Jeg havde gået og skævet til doktorens motorcykel, jeg havde hørt at ville købe en ny og større. Så en dag spurgte jeg ham, om det var rigtigt at han ville sælge sin. Jo, det var det da, han havde for resten lige købt en ny Norton samme dag, men kunne ikke blive enig med sælgeren om bytteprisen. “Hvad skal den koste?” – “Tja, tja,” sagde doktormanden, sådan omkring to tusinde.” “Må jeg købe den?” “Ja, det må du da gerne, så er jeg også fri for at køre til Odense og spilde en halv dag derinde. Hvornår vil du have den. I morgen?” “I morgen!” Jeg var næsten ved at falde om på vejen. Tænke sig allerede i morgen ville den kunne være min! “Hvornår vil du have pengene, for jeg får ikke min løn før den 1 november lige før middag.” “Det er i orden med dig. Bare du kommer inden 7 om aftenen, så er jeg tilfreds.” Åh, det bliver straks efter middag, for jeg skal møde i ny plads om aftenen nede omkring ved Fåborg.” “Jeg skal lige have din nye adresse, så flytter jeg bare papirerne over til dig, når jeg skal ind og hente min nye Norton i morgen, den skal jo nyregistreres i mit navn.” Jeg var på taget af den syvende himmel. I morgen til middag kom doktoren med sin BMW 250 kubikcentimeter maskine og så skulle jeg følge med ham hjem, derefter var den min! Det var kun i mine vildeste drømme at jeg havde tænkt mig som ejer af en motorcykel. Jeg sagde ingenting til H.C. der var jo kun to dage tilbage hos ham, så var det den 1. november. Og jeg havde så mange penge til gode at der var næsten tusind mere tilbage, når jeg havde betalt doktormanden.

Jeg spurtede ud til Frede om aftenen for at fortælle ham nyheden. Han blev ikke særlig glad for den. “Nu glemmer du vel alt om mig, nu kan du jo rigtig føjte om i hele verden,” var hans kommentar. “Nej, Frede, nu kan jeg tværtimod komme på besøg ligesom jeg plejer. Måske lidt sjældnere her i vinter, det kan blive glat på vejene, og så er der lidt for langt at køre, men ellers…”

Så tøede han op. “Jeg har også en nyhed til dig!” “Sig frem, sig frem!” “Jo, jeg har købt bageriet af mester. Fra den 1 er det mit, mester vil hjælpe til som han plejer eller så meget han kan. Hans kone er blevet træt af at passe butikken hver eneste dag undtagen mandag! Så byttede vi!” “Fik du så konen med også?” spurgte jeg frækt. “Nej da, hende vil han ikke af med, og jeg vil ikke have hende, så det bliver som det plejer. Men jeg flytter op ovenpå bageriet, der er en lejlighed, der aldrig har været brugt. Den skal sættes i stand, så jeg måske kan holde jul der! Er det ikke helt godt klaret af en skidt knægt fra København af.”

“Jeg gratulerer, Frede, må du nu blive rigtig glad for din butik.” “Og du for din motorcykel, Peder!” “Nu vil jeg sige dig farvel og tak for de mange timer vi har haft sammen. Jeg kommer snart igen, men først skal jeg have mit habengut samlet sammen og med fragtbilen ned ad Fåborg til. Jeg når derfor ikke at komme herud mere før efter jeg er flyttet derned. Kan du have det godt så længe.” “Farvel, Peder, og tak i lige måde, vi ses igen!”

Så i en fart hjem og få samlet alt der var mit sammen, alt det jeg ikke skulle bruge før nede i den nye plads, blev lagt ind i min store kuffert af træ. Den havde min bedstefar lavet til min 21-års fødselsdag og sendt den til Fyn uden far og mor vidste det. Den var i lyst fyrretræ og tappet sammen, ligeså flot som dem der kunne købes. Når låget blev åbnet stod mit navn med snirklede bogstaver brændt ind på indersiden af det. Den blev kun brugt til det lidt pænere tøj, som jeg kun havde lidt af. Alt det andet mere eller mindre slidte blev stoppet i den gamle der var lavet i pileflet og som havde fulgt mig lige siden den stod på bagagebæreren ud til Karl på “Kærgården”! Åh ja, jeg burde jo også tage mig sammen og se at komme rundt og hilse på alle de rare mennesker jeg havde truffet.

Jeg havde også besluttet at jeg til sommer ville en tur til Sverige på motorcyklen. Nu havde loven bestemt at vi skulle have 10 dages ferie om året i stedet for de 7, hvori søndagen var indregnet. Nu var søndagene ikke indregnet mere, så var der næsten to hele uger at holde ferie i. Gårdmændene rasede, det lignede ingenting at de skulle undvære deres medhjælp så lang tid ad gangen. Men i industrien havde de endda 2 dage mere, og her var der ingen der hylede op.

Jeg vil lige nævne at Knud havde fået tilbud fra Toves forældre om at han kunne komme ud til dem som karl i et stykke tid. Jeg rådede ham fra dette, for så ville han ikke få andet end bebrejdelser at høre dagen lang, jeg kendte godt rummelen fra andre steder hvor svigersønnen arbejdede som karl. Han fandt et arbejde inde i Odense fra november af, blev svejser på en fabrik der lavede radiatorer og var der i mange år. Jeg traf ham tilfældigvis for nogle få år siden. Blev inviteret med hjem til en kop kaffe mens minderne blev udvekslet. Han var lige gået på efterløn og Tove ligeså. De havde 3 børn og flere børnebørn. Den ældste som var en dreng, var ingeniør i USA, de skulle derover og besøge ham og hans familie straks efter. Der blev intet nævnt om dengang Knud var i vildrede med hvad han skulle efter at han havde gjort Tove gravid, og de begge faktisk var lidt for unge til at stifte familie.

Det sidste her er et af de sidespring som jeg synes er nødvendigt inden jeg helt forlader det sted hvor Knud og jeg trods alt hvad vi blev tudet ørene fulde af, holdt ud i et helt år. Jeg tror nok at vi viste det der kaldes gensidig respekt for hverandre. H.C. opdagede jo ret hurtigt at ingen af os var sådan at rende om hjørner med, og når vi kunne passe vores arbejde til punkt og prikke, var det ret vanskeligt at provokere os. Vi havde jo aftalt, at når vi stod samlet, så var vi stærkere end hvis det lykkedes at banke en kile ind imellem os.

Nu var den sidste dag kommet, ingen af os havde hørt eller spurgt om H.C. havde fået nyt mandskab. Det var med fuldt overlæg. Knud sagde at vi kunne da være revnede ligeglade når vi ikke ville blive, og det havde han ganske ret i. Men nu kom så afregningens time. H.C. havde, som det var skik og brug på Fyn, altid lagt pengene ud til skat og sygekasse, de blev så modregnet når vi gjorde endeligt op til skiftedagen. Vi skrev jo også selv op hvor mange penge vi havde fået udbetalt i perioden. Der var jo lidt regnskab når vi ikke havde gjort op til maj. Knud skulle først af sted, så han var inde og få sin løn minus skat og sygekasse. Hvor meget han fik ved jeg ikke, han havde selv godt styr på sine pengesager, skulle aldrig låne sig frem og lignende. Men så blev det min tur. H.C. havde ikke set motorcyklen endnu, den stod ovre ved naboen, der også syntes det var en god ide at holde den skjult til lige før jeg skulle køre sydpå. Men til pengesagerne. Jeg havde ikke brugt min vinter løn op selv her til november, de få kroner jeg brugte til tobak og cigaretter om ugen kunne ikke blive til det store beløb. H.C. havde regnet det hele sammen på et stort ark papir, og vi gik posterne igennem, jeg sad jo med min seddel hvor jeg havde skrevet ned når jeg havde fået lidt penge. De poster passede fint sammen, så kom vi til skat og sygekassen, her lagde H.C. kvitteringerne frem, heller ingen tvivl om noget. Så kom vi frem til restbeløbet. Jeg husker ikke nøjagtigt hvor mange kroner, men det var lidt over 3.000 jeg havde til gode. H.C. talte pengene op. Hundredkroneseddel for hundredkroneseddel og de blev lagt i en pæn bunke. Da det så var gjort, så var der et restbeløb på omkring 80 kr. og 96 øre tilbage, atter sedler indtil de heller ikke kunne bruges mere, så et par enkroner, og så rodede H.C. rigtig rundt i pungen for at finde de 96 øre. Han havde ikke småpenge nok, så lagde han en enkrone mere og sagde: “Jeg skal have 4 øre tilbage, så passer regnestykket!” Jeg blev lidt mærkeligt til mode, for her havde jeg gået i et helt år og arbejdet for ham, og så kunne han ikke runde op til en hel krone! Jeg rodede i min pung og fandt de 4 øre og gav ham dem! Manden havde jo ret til dem, derom ingen tvivl, men alligevel!

Nu var det blevet middag. Knud var taget af sted, så der var bare H.C., konen og mig til at spise. Da vi var færdige, sagde jeg til dem. “Her er min nye adresse, det kan jo ske at der kommer et brev til mig, og så kan I bare omadressere det til denne her, det koster ikke mere porto. Og så vil jeg lige over til naboen og sige farvel til dem, så kommer jeg ind og siger farvel til jer også.” Varer det længe inden du kommer,” spurgte konen, ” for jeg laver lige en kop kaffe til os tre inden du tager af sted, du skal vel med rutebilen, for jeg så da at du også sendte cyklen med fragtmanden i går!”

“Nej det tager ikke ret lang tid, måske 10 minutter, så er jeg her igen.” “Så får vi lige en sort kaffe til dig at rejse på. Vil du ikke godt det?” “Jo tak, det vil jeg da gerne.”

Naboen havde lovet at gå hen til doktoren med pengene for motorcyklen, det var derfor jeg skulle derover, ja, da også for at hente mit vidunder. Fem minutter senere kom jeg tøffende ind på gårdspladsen. Og der var nok nogen der gjorde store øjne. Mest H.C. Men han sagde da til lykke med motorcyklen, og da jeg gav hånd for at sige endeligt farvel, sagde han: “Du har været en flink karl, en af de bedste jeg har haft! Kommer du forbi, så kom ind og besøg os!” Jeg var målløs, ja fuldstændig hylet ud af det. Jeg havde aldrig før hørt et rosende ord fra H.C. s mund i hele det år, jeg havde arbejdet der.

Også her skal der en lille efterskrift til. Ikke så længe efter at jeg var rejst, det var i marts måned, læste jeg i avisen, at H.C. var blevet dræbt ved en færdselsulykke lige uden for gården. Han havde krydset vejen på cykel og blev ramt af en bil og dræbt på stedet.

Fortsættes…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: