af Peder
Så springer jeg lidt frem i tiden. Hans var enebarn, Viktor var den ældste ud af syv. Hans’s forældre havde et lille husmandssted oppe ved Kerteminde. Hans mor var fra Sjælland, og herovre havde Hans en halvbror, der boede ved bedsteforældrene, altså igen en der var født udenfor ægteskab. Da denne dreng fyldte 18 rejste Hans’s forældre derover, Hans skulle så blive hjemme og tage sig af dyrene. Det var i slutningen af september måned. Jeg havde lovet at assistere hvis der opstod problemer, selvfølgelig med Sørens samtykke. Ulykkeligvis døde Hans’s mor pludselig imens de var derovre af et hjerteslag. Det havde nær slået Hans ihjel. Han græd og græd i flere dage, så det blev Søren og mig der måtte klare dyrene derude også. Vi havde fået traktor ude ved Søren lige efter høst, så det var en stor hjælp i markarbejdet. Jeg passede mest køerne og grisene, så det var Hans og Søren der brugte traktoren mest. Jeg havde ingen kørekort, så jeg måtte ikke engang krydse hovedvejen med traktoren. Det tog vi nu ikke så tungt på, men risikoen for at blive snuppet af politiet var til stede. Men da sagerne igen var forværret for en af staben, så tog vi hele sagen i egen hånd, passede begge steder så godt det lod sig gøre. Hans som ellers skulle have været hjemme hele tiden mens de var på familiebesøg, turde Søren ikke lade gå og rode derude alene, så ham måtte der også tages hånd om. Det var en svær tid at komme igennem. Hans’s far ville gerne have at Hans flyttede hjem med det samme, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre. I stedet blev det aftalt at Søren stillede maskiner og mandskab til rådighed når der var noget specielt. November nærmede sig. Søren beklagede meget, men han ville prøve at klare sig med en dreng om vinteren, så jeg måtte ud og finde en anden plads forinden. Hans skulle hjem til sin far. Og så blev det Viktor der fik pladsen efter os.
Jeg fik vist ikke fortalt at da han fik cyklen, satte han sig ned foran den og græd. Takkede os mange gange, og svang sig så i sadlen og tog et par ture rundt på gårdspladsen. Det kunne lige nås inden sengetid at smutte hjem til far og mor og vise gaven. Nu havde han helt sin egen cykel. Og den var næsten ikke til at kende igen. Cykelhandleren havde lavet stafferinger ligesom på en helt ny cykel, og ny sadel var der også kommet på.
Jeg havde haft en “god” ferie hjemme. Det tog en hel dag at cykle hjem, jeg startede inden normale mennesker stod op, omkring ved 5-tiden om morgenen. og da det var hen ad 8 om aftenen var jeg hjemme hos mine forældre. Vi havde ikke set hinanden i et helt år. Min juleferie blev jo ødelagt af mit dårlige knæ. Der var nu alligevel lidt for langt at cykle tilbage. Så jeg cyklede til Århus og tog med færgen til Kalundborg. Cyklede derfra til Korsør, igen med færge til Nyborg, og så var jeg næsten tilbage hvor jeg var startet. Og der var så kun det halve antal km at cykle på denne rute.
Det var ligesom om at mine forældre nu bedre kunne acceptere at jeg ville bestemme selv, jeg havde jo bevist at jeg godt kunne klare mig selv. De ville gerne have at jeg kom nærmere hjem til november, men jeg trøstede dem med, at det skulle de nu ikke regne med. Jamen jeg skulle da sørge for at komme på landbrugsskole inden jeg blev for gammel, sagde far. Det var heller ikke lige hvad jeg havde tænkt mig at gøre i den nærmeste fremtid. Men holdt mund for ikke at ødelægge de få dages ferie. At så far fik den næsten ødelagt alligevel, er en anden sag.
Far havde aldrig kunnet døje ordet “ferie”. Han fløj i harnisk så snart det blev nænt. Hvad skulle en karl med ferie? Han gik da ude i den friske luft hver eneste dag! Ferie var kun for de dovne og de rige. Derfor havde han også arrangeret det sådan, at når jeg kom hjem, så skulle høet køres ind. Sådan en stor kleppert skulle da ikke bare gå og dangdere den af. Og tro mig eller lad være, allerede den første morgen i min ferie blev der kaldt på mig før seks om morgenen, jeg skulle op og hjælpe til. Nå, hvad gør man ikke for familiefredens skyld. Jeg stod pligtskyldigst op og hjalp med hvad der var. Jeg regnede med, at der nok blev lidt tid til noget andet også. Men da jeg nåede den sidste dag af ferien havde jeg end ikke fået hilst på mine bedsteforældre, og de boede da kun 6 km borte! Så kom trodssindet op i mig igen. Hvis det skulle være på den måde at mine fridage skulle bruges hvis jeg flyttede nærmere hjem, så ville jeg hellere længere væk. Men far fik da sit hø ind og det var vel godt nok for ham.
Men november nærmede sig, og da jeg ikke havde tænkt mig at komme hjem i nærheden af mine forældre, så jeg mig om efter et andet sted på Fyn. Der hvor jeg søgte de første gange var pladsen allerede optaget. Og da jeg godt kunne lide at passe køer, så kunne jeg da prøve at finde en plads som såkaldt fodermester. Fyn er jo en ret stor ø, men dog ikke større end at jeg måske stadig kunne holde forbindelsen lidt ved lige med mine venner hvor jeg kom fra.
Jeg fandt da også en anden plads, da jeg var nede og snakke med manden var han meget flink. Han var vel omkring de 65 og skulle også have en ny karl, så hvis jeg ville passe dyrene, kunne han nok nøjes med en yngre karl omkring de 16 – 17 år. Her var der også et værelse til hver, også en lille kakkelovn på mit værelse, men ingen inde hvor karlen skulle bo. Manden og jeg aftalte det fornødne såsom løn og fridage, og hvad jeg skulle tage mig af, og hvad han selv ordnede. Der var en stor frugtplantage til gården, og den passede han selv, sagde han da den dag.
Men det skulle hurtigt vise sig, at nu var det mig selv der havde fået ørerne i maskinen! Manden var det jeg i dag vil kalde “sygeligt nærig”. Alt blev gjort op i penge, og alt hvad der kunne spares, det blev sparet væk. Da jeg nogle dage senere traf en af nabokarlene nede hos købmanden, spurgte han, om det var mig der var kommet op til “Pingo” som fodermester. Jo, det var da mig. “Der bli’r du sgutte længe. Han plejer at skifte folk hver tredje måned, finder altid et eller andet at chikanere sine folk med, så de rejser. Og når de rejser i utide, så siger loven at de ikke må få løn for de første 3 måneder.” “Jo, jeg vidste da godt, at man skulle være 3 måneder i en plads før man kunne forlange nogen penge udbetalt, men det har jeg nu aldrig været udsat for. De andre steder har jeg fået penge engang imellem når jeg trængte til forstrækning, sådan regnede jeg da også med at det var her hos Hans Christian.” “Du vil blive meget klogere som tiden går.” “Nåh, så galt er det vel heller ikke,” svarede jeg. “Jo, meget værre. Jeg hedder Anton, har plads ude på den gård der ligger sidst i byen, den med det store træ udenfor. Men du er ny her, kom ud og snak en aften, jeg bider ikke, så skal jeg fortælle dig lidt om, hvad de unge laver her. For jeg har været her på egnen i 4 år nu. Min kæreste bor inde i Odense. Hun kommer tit herud, men du er vel ikke bange for piger?” Jeg takkede for tilbudet om at komme ud til ham. Jeg skulle jo gerne finde ud af hvor de unge mennesker på min egen alder tilbragte deres fritid. Jeg ville da også gerne genoptage min engelskundervisning, hvis der nu viste sig en mulighed for at komme på udvekslingsrejse til USA eller England.
Det Anton havde fortalt, gav mig lidt at spekulere over. Kunne det virkelig være rigtigt, at Hans Christian ville lave det hele så umuligt at holde ud, at jeg ville pakke tandbørsten ned og fordufte i nattens mulm og mørke. Da jeg kom hjem, fortalte jeg Knud, som karlen hed, hvad jeg havde hørt nede ved købmanden. “Lad os nu se, hvor galt det er. For hvis det passer som du siger, så skal han sågu’ få kam til sit hår. Jeg har i alle fald ikke tænkt mig at arbejde gratis i 3 måneder og så bare stikke af!” “Heller ikke jeg,” supplerede jeg Knud. “Den fornøjelse skal han ikke få. Hvis det går rigtig galt, så lad ham om at smide os ud, for så mister vi da kun 1 måneds løn. Men hvis vi nu står sammen vi to, tror du så ikke vi kan holde det år ud? Vi har da lov at drille ham så meget som muligt. Giver han bolden op så skal han få modspil, det lover jeg dig.”
Der gik heller ikke ret mange dage, før vi fik syn for sagn. Imens vi sad og spiste morgenmad, rømmede H.C. sig. I det følgende vil jeg kalde ham sådan, da det også var sådan vi omtalte ham når vi snakkede med andre. Han rømmede sig og sagde: “Jeg så du havde lys på dit værelse i aftes da kl. var 10. Elektriciteten er dyr, jeg vil gerne at du og Knud ikke brænder lys det halve af natten, min regning kan godt blive stor nok endda!” Knud og jeg så på hinanden. Ingen sagde noget. H.C. var helt kokrød i hovedet, men havde åbenbart ventet at en af os ville sige vi nok skulle passe på ikke at bruge mere lys end højst nødvendigt. Så han rømmede sig en gang mere. “Jeg har hørt at du, Peder, har en elektrisk barbermaskine, passer det?” “Jo, det passer da, det er meget nemmere end at stå og skrabe sig med et barberblad, og den skærer heller aldrig hul i skindet.” “Jeg vil nu ikke have at du bruger den, for den bruger sikkert en masse strøm. Så kan jeg bedre forstå min regning allerede er steget.” “Nå, men nu skal jeg fortælle dig noget. Næste gang jeg skal barberes, så henter jeg dig og Knud, I går hen og stiller jer foran måleren, og tæller hvor mange omgange den kører imens jeg bliver barberet. Men alt andet skal der slukkes for, ellers er det jo ikke min barbermaskine der er alene om at bruge strøm.” Næste gang jeg barberede mig, stod H.C. og Knud og kiggede på måleren. Min barbermaskine kunne næsten ikke trække skiven rundt. To omgange blev det til. Og Knud grinte ham lige op i ansigtet. “Du er vist gal på den med din sparsommelighed. Hvem samler du penge til?”
Der blev aldrig mere snakket barbermaskine. Jeg havde også den luksus at have en radio ude på værelset. Selv om der kun var et dansk program, så var der da også de udenlandske at lytte på. Uha dog, da H.C. opdagede at jeg havde sådan et apparat, ville han have lov at trække 10 kr. fra om måneden i min løn til strøm! “Det bliver der ikke noget af. Du sagde ingenting om den slags ting da jeg blev fæstet, og nu er det for sent. Radioen er min og jeg bestemmer selv både når der skal tændes for den og når der skal slukkes for den. Og så vil jeg ikke høre mere vrøvl om din strømregning. Har du forstået det?” Der blev ikke sagt et ord mere. Jeg tror nok, at når jeg kunne optræde så kontant uden at miste besindelsen, så imponerede det ham. Normalt når man bliver gal i skralden, så siger man en hel masse ting der ikke er egnede til at sætte på tryk.
Knud og jeg gik ud og passede hvad vi skulle. Som sådan var der ikke noget at klage over maden. Men toppen nåede vi en dag, hvor jeg var nede og muge ud i hønsehuset. Der sad en høne henne i en krog og var syg, ja næsten død. H.C. kom og så tilpas på hvad jeg lavede, gik hen og tog hønen og gik ud og huggede hovedet af den. Jeg tænkte ikke videre over sagen før næste dag til middag. Den stod på hønsesteg. Normalt begyndte H.C. altid selv at tage af fadet inden det gik videre til os andre. Han tog ingenting af hønen! Så vidste jeg godt hvor tampen brændte, det var hønen fra i går! Jeg lod fadet gå videre, Knud kiggede spørgende på mig, intet blev sagt. Han satte fadet fra sig og vi koncentrerede os om sovs og kartofler. “Værsgo, tag nu noget hønsekød,” sagde H.C. Knud rakte fadet op til ham. Han tog stadig ingenting, og fadet vandrede et gang mere rundt uden at det blev rørt. Næste dag stod hønen igen på bordet og den næste igen, så så vi den ikke mere! Ingen kommentarer af nogen art. Jeg vidste altid når der blev slagtet en høne eller en kylling, for konen bestilte altid mig til at hugge hovedet af en og komme ind i køkkenet med den. Således var jeg godt underrettet om eventuelle “spareforanstaltninger” på den front.
Men det skal ikke være vrøvl og dårligdom det hele. Hurtigt fandt Knud nogle kammerater og se tog tit i biografen og om lørdagen var det til bal i Skoven. Det var en restaurant der havde specialiseret sig i at holde danseaftener for idrætsforeninger og andre organisationer om lørdagene. Offentlig dans var ikke tilladt af politiet, det skulle kun være for medlemmer af en forening. De betalte så et lille beløb som medlem, og derefter en adgangsbillet som skulle betale musikerne. Øl og spiritus samt smørrebrød kunne købes i restauranten. Jeg gætter på at mere end 90 % af de unge mennesker var derude til dans og sjov hver lørdag. De aftener var meget stille ude hvor jeg var. En sådan lørdag aften fik jeg lyst til et stykke wienerbrød og en kop kaffe. Kaffe kunne jeg selv lave, idet jeg havde en såkaldt dyppekoger, der ved hjælp af elektricitet hurtigt kunne få nogle kopper vand til at koge. Og det var heller ikke nødvendigt med kaffekande eller kaffepose. Vi kunne allerede dengang købe Nescafe, hvor det hele blev opløst, når der kom kogende vand over. Der var et par km til bageren, så jeg jollede af sted på cyklen. Bageren havde ikke det store udvalg her sidst på dagen. der var kun nogle få stykker Brunsvigere og en enkelt snegl at vælge imellem. Bagersvenden ekspederede mig, og han spurgte om ikke også jeg skulle have været i Skoven til dans. “Næh, det interesserer mig ikke det der med at danse.” “Er du missionsk?” spurgte svenden så, det var ikke velset i de missionske kredse at der blev danset, de mente det var syndigt. “Nej, jeg er ikke missionsk! Er det så ikke lidt kedeligt at stå her i butikken sådan en lørdag aften for dig? Det kunne jo være at også du gerne ville have været ude og vrikke med ørerne,” grinede jeg. “Nåh, det er nu ikke så slemt endda at stå i butikken. Men nu må jeg også godt lukke, for de to Brunsvigere derhenne får jeg alligevel ikke solgt. Klokken er lige ved at være 9 og så lukker vi normalt om lørdagen og søndagen. Hvad skal du lave resten af aftenen? Jeg skal ikke op og bage rundstykker i morgen tidlig, det skal bageren selv, og han starter allerede klokken 3. Jeg har nemlig fri i morgen og på mandag, hvor vi altid har lukket.” “Til lykke med det, jeg har også fri i morgen, andenkarlen skal tage sig af det hele ude på gården.” “Nå, hvor er du forkarl da?” “Jeg er ikke forkarl, jeg er fodermester ude ved H.C.” “Ude ved den nærigpind, de siger at han kigger ovenover brillerne for at spare på glassene!” grinte bagersvenden. “Hvor skal du hen herfra? Har du gæster?” “Nej ingen af delene, jeg blev bare lidt lækkersulten og så kørte jeg herud, jeg kunne lige nå det inden I lukkede, det er såmænd det hele!”
“Jeg danser ikke, jeg gider ikke det pjat. Jeg kunne jo nok få råd til at tage derud i Skoven, men sidde og bælle øl en hel aften og så have tømmermænd hele søndagen, så er det hele da ødelagt.”
“Jeg danser heller ikke, det siger mig ikke en brik at hoppe rundt på et gulv og svinge en eller anden dum gås en hel aften og en halv nat igennem!” “Jeg hedder Frede, vil du så ikke med mig hjem. Jeg har et kælderværelse et par huse herfra. Jeg har lige købt mig en radiogrammofon, så kan vi da lytte til lidt musik sammen. Og du skal nok få lov at spise dine kager selv, du ved nok at bagere ikke spiser den slags som de selv laver!” “Nej, det ved jeg da ikke noget om. Er det fordi I ved hvad I har puttet i dejen, at I ikke selv vil spise det?” “Ikke så meget det, men man kan godt blive grundigt træt af søde sager når de står foran ens næse hele dagen lang.”
“Nu låser jeg døren og slukker, vi går bagud, der skal også låses døre, så følg bare med. Nøglerne skal jeg putte gennem brevsprækken til bageren, ellers kan han ikke komme ind i morgen tidlig og arbejde. Han bor et par huse oppe i den anden retning. Tag din cykel med dig.”
Jeg syntes Frede var ret så spændende at træffe. Jeg vidste at jeg nok ikke skulle regne med at det blev mere end et tilfældigt møde. Han var vel omkring de 30, det var ikke så nemt at bedømme så længe han var i bagertøjet, dog uden den høje hat. Hans kittel blev hængt på plads lige inden for døren, og da var jeg allerede udenfor og hente min cykel, så vi kunne følges. Nøglerne blev puttet i bagerens brevsprække, han boede i en ret stor villa lidt tilbage fra vejen. Frede kom tilbage. “Nu skal vi hjem til mig. Faktisk er jeg lidt træt. Men det går vel over igen.” “Du skal sige til hvis jeg skal gå, og du skal sove. Jeg bliver ikke sur af den grund.” “Ja, ja, lad os nu komme ind først, så kan jeg jo altid smide dig ud bagefter,” grinede Frede, “jeg kan jo ikke smide nogen ud der ikke har været inde, vel?”
Vi kom hen hvor Frede boede, vi skulle bagom huset og ind i gavlen, der var der en smal dør ind til et kælderrum. “Tag din cykel med herind, så ved du hvor den er. Nu skal jeg lige finde lyset, så vi bedre kan orientere os, eller du bedre kan orientere dig, for jeg kan sagtens finde hvad jeg skal selv om det er buldermørkt herinde.” Han gik hen og åbnede døren ind til sit værelse. Der var nu ikke bare et værelse, der var faktisk to. Et lille køkken og en bruser i loftet i et hjørne, og så en dør mere ind til værelset. Der var ikke blevet vasket op i et par dage, de snavsede tallerkner stod stablet på bordet, og nogle kopper med brune rande var der også. I køkkenet var der de bare betonvægge, ikke særligt hyggelige at kigge på. Inde på værelser var der rigtigt hyggeligt. “Her ser du så salonen,” grinede Frede, “smid dig i en stol og hyg dig. Jeg vil lige have et bad, for at få melet skyllet af, jeg har fået en gasvandvarmer, så det er ikke koldt vand mere. Dengang var melstøv heller ikke til at få af. Du husker nok at vi før i tiden brugte melklister når noget skulle limes fast? Men måske du vil med i bad, du kan da altid gnubbe mig på ryggen? Skidt fordi vandet løber lidt ud i køkkenet, der er godt fald på gulvet hen til risten, så det løber væk igen. Vil du med i bad?” “Jo da, det vil jeg rigtig nok gerne, ude hvor jeg er, bruger vi såkaldt etagevask, begynder ovenfra og slutter med tæerne, og det er altid i koldt vand, eller sommetider har jeg sat et par spande op i kostalden fra middag af, så er vandet i det mindste altid lunet en smule. Og så gider man altså ikke tage den store tur mere end et par gange om måneden kan du nok forstå!”
“Frede begyndte at knappe op og trække af tøjet. Hejsa, hvad så jeg. Tatoveringer på hans overkrop og overarmene var helt dækket. “Det havde du nok ikke ventet, vel?” sagde Frede. “Hvad synes du? Er de grimme eller hvad?” “Hvad vil du have jeg skal sige? Jeg er fuldstændig benovet over at se så mange tatoveringer på en mand. Her kan jeg ikke være med.” “Er du også tatoveret?” spurgte Frede så. Jo det kunne jeg ikke nægte, men mine stod jo slet ikke mål med hvad han havde at vise frem. “Jeg syntes jo nok der var noget særligt ved dig da du kom ind i butikken. En mærkelig fornemmelse om at du afgav en slags signal til mig. Mærkede du også noget?” “Ja, det gjorde jeg da. En mærkelig følelse af, at jeg havde lyst til at røre ved dig, det rislede nærmest ned ad min ryg! Men jeg går jo ikke hen og gramser på ukendte mennesker.” “Smid du kun klunset, når vi står lidt tæt kan vi godt være der begge to, så rører vi ved hinanden en gang imellem også.”
Vi gik begge splitternøgne ind bag forhænget og lod det lune vand risle ned over vore kroppe. Frede havde også tatoveringer på ryggen helt ned til bæltestedet. Jeg kunne godt lide at røre ved ham og hans billeder. Han sæbede mig ind på ryggen, det føltes som om at være i den syvende himmel.
Efter vi havde badet sad vi og hyggede os. Frede satte en plade på spilleren. Det var klassisk musik, jeg fik at vide at det var af en tjekkisk komponist der hed Dvorak og stykket hed Moldau eller på tjekkisk Vltava. Imens pladen spillede satte Frede sig helt hen til mig, kiggede mig dybt i øjnene og sagde: “Jeg har sådan en lyst til at kneppe dig. Må jeg?” Han ventede ikke engang på mit svar, havde allerede hånden indenfor i mine bukser og rørte ved pikken, der selvfølgelig var stiv som en pind. Jeg nøjedes med at smile til ham. Han trak kalorius udenfor og derefter trak han bukserne af mig. Gav mig et rigtigt dybt mundkys hvor hans tunge roterede inde i min mund. Åh, det var så dejligt at jeg næsten glemte at trække vejret. Han trak mig hen til sin sovesofa, og satte sig ovenpå mig. “Nu må du ikke stikke af fra mig. Jeg trænger så hårdt til et rigtig godt pul. Må jeg godt? Du sagde ikke noget sidste gang jeg spurgte. Betyder det jeg godt må?” “Ja, Frede. Jeg trænger også enormt til at blive pulet godt og grundigt. Har du lidt smørelse?” “Vi tager lidt smør, tror du ikke det går?” Og så vendte han mig om så røven kom øverst, smurte lidt smør omkring mit hul. Det var et ordentligt jern Frede havde. Det gjorde meget ondt ved hans første forsøg, jeg klagede mig noget. Frede tog sig tid til ganske langsomt at udvide mit røvhul, selv om jeg syntes at nu revnede det da sådan som det sved. Pludselig var han igennem. Og så pumpede han løs og nu føltes det så skønt så skønt. “Nu skyder jeg snart hele ladningen af, åh, hvor er det et dejligt røvhul du har, det strammer så godt omkring min pik.” Han holdt op med sine kneppebevægelser imens han spurgte. “Må jeg gi dig hele snottet?” “Ja, det gør så dejligt, kan du komme højere op i mig når du skyder det af, er det allerbedst!” Et par ordentlige stød mere af Frede, så kom hele ladningen imens han jamrede sig af vellyst. “Åh for satan, sådan har jeg aldrig kneppet en fyr før. Det er det bedste jeg har oplevet i flere måneder. Peder, vi må og skal mødes noget oftere. Du har det dejligste snævre røvhul jeg endnu har været i. Men hvad med dig, trænger du ikke også til at komme af med et skud? Vil du ikke prøve mit hul?” “Meget gerne, men jeg tør ikke love dig den samme oplevelse. Jeg er ikke så trænet i at kneppe.”
“Jo, kom nu i gang, jeg er liderlig som bare fanden. Der sidder lidt smør på kanten af kniven, brug det!” Smurte så smør omkring Fredes røvhul, det så ikke ud til at være snævert som mit, men jeg havde jo heller ikke set mit eget andet end i et spejl. Han stønnede imens jeg smurte smør på. Min pik var så stiv at jeg troede den ville brække hvis jeg prøvede at bøje den bare den mindste smule. For nemheds skyld trak jeg forhuden ned inden jeg prøvede at komme ind i ham. Og så begyndte jeg ganske langsomt at trykke pikhovedet igennem hans hul. Det gav sig villigt, så jeg stødte i bund, eller så højt op som min pik kunne nå. “Mere, mere,” sagde Frede. Og da det var længe siden jeg sidst havde kneppet rigtigt, kom udløsningen også hurtigt. Bagefter lå vi arm i arm og nød at ligge så tæt sammen. Frede spurgte hvor jeg havde fået lavet mine tatoveringer, jeg fortalte at det var i Aalborg hos en tatovør der for nylig havde startet for sig selv. Han fortalte at de fleste af hans var lavet i Odense, men han havde da også været i Århus og i København hos de forskellige tatovører. “Skal du ikke have lavet nogle flere,” spurgte han. “En mand uden tatoveringer er ingen mand. Jeg kan også tatovere. Jeg har to maskiner og nogle farver henne i mit skab stadigvæk.” “Hvorfor holdt du så op med at tatovere?” spurgte jeg, “det skulle da nok være muligt at kunne leve af at lave dem!”
“Ser du,” sagde Frede, “det er en lidt længere historie. Vil du høre den? Hvis den bliver for lang, så kan jeg da kneppe dig ind imellem kapitlerne!” grinede han. “Men du får den lidt kort, hvis du så vil vide mere, så kan vi rippe op i historiebogen senere. Men allerførst må du love mig at tie stille med hvad jeg fortæller dig nu. Vil du love mig det?” “Selvfølgelig Frede. Jeg har aldrig løbet med sladder for at gøre mig interessant i andres øjne. Jeg har også hemmeligheder, tro du mig!”
Fortsættes…