af Peder
Sådan gik det altså til at jeg den førstkommende tirsdag aften stillede nede i forsamlingshuset til gymnastik. Der var vel omkring en snes unge mennesker samlet, og det lod til at var informeret om, at jeg var den nye karl ude ved Søren, og nu skulle være med til deres gymnastiktræning. Det var nu ikke så vanskeligt det der med arme bøj og arme stræk, heller ikke med at gå i takt, hvorimod spring ikke var min foretrukne øvelse, det kendte jeg for godt fra efterskolen. Men der var en anden ting jeg ikke havde tænkt på, og det var mine tatoveringer, de var jo synlige af og til under øvelserne. Så vidt jeg kunne se, var jeg den eneste der havde sådan nogle.
Da vi var færdige og var ved at trække i tøjet, var der lidt skralt med pladsen i rummet ved siden af. Der var intet der hed bad bagefter, så nogen måtte vente lidt inden der kunne kommes til. Bagved stod der en lille spinkel fyr, han prikkede mig på skulderen og sagde, om han lige skulle snakke med mig inden jeg cyklede hjem. “Jo da, men vi bliver jo nok de sidste i aften, for jeg skal lige hen og betale kontingentet til lederen, jeg vil da godt være med til flere aftener, og der skal vel så skrives medlemskort også.” “Nej, du skal ikke betale til lederen, men til mig, for jeg er kassereren, og medlemskortet får du af mig næste gang du kommer.” “Nå, det vidste jeg ikke, så blev jeg jo så klog.” var mit svar. “Jeg skal også låse dørene efter os, når alle er ude, og så går vi hjem til mine forældre, de bor to huse herfra og får en kop kaffe sammen med dem,” sagde den unge mand. “Jeg hedder for resten Peter, Peter Rasmussen,” føjede han til, “men du har vel hørt mit øgenavn her i aften?” Jeg rystede på hovedet, havde i alle fald ikke opfattet det. “De andre kalder mig “Sømand” fordi min far er ansat på Storebæltsfærgerne. Det må du da også godt sige, da der ikke er ret mange der ved hvem jeg er under mit rigtige navn. Jeg fik det i skolen og det har hængt ved lige siden.”
Jeg kiggede lidt nærmere på fyren, han var da rigtig pæn med sit ildrøde hår og en masse fregner helt op til håret. “Jamen, så siger jeg da tak til,” og han fik set efter at der ikke lå nogle cigaretter og osede i askebægeret, slukkede lyset og låste døren bag os. Han sagde ingenting før vi stod i gangen i hans fars hus. “Jeg skal nok præsentere dig, men hvad hedder du egentlig”. Jo jeg hed da Peder med d, føjede jeg til. “Det var da sjovt, det hedder far også, hans er også med d. Pe-der, han ligesom smagte på navnet mens han sagde det. Han gik lige ind i køkkenet og sagde til sin mor, “Jeg har en ny mand med, han er lige kommet til egnen, han arbejder ude hos Søren, og så hedder han Peder ligesom far. Gi’r I en kop kaffe?”
Inde i stuen sad hans far og to mindre piger, jeg gik rundt og gav hånd, ligesom jeg havde gjort det til hans mor ude i køkkenet tidligere. Den ene af pigerne sagde, at det var da en gruelig masse Petere de havde fået i huset, de var jo to i forvejen. De var åbenbart vant til at Peter havde venner med hjem, for der blev ikke gjort noget særligt for mig, der blev sagt “godaften og sæt dig ned”.
Kaffen var der straks, og snakken gik om hvor i verden jeg nu var kommet fra, jeg var jo krøllet og havde meget mørkt hår, det plejede at være næsten sort, men var vist bleget lidt i tidens løb. Jeg kunne så fortælle at der var sigøjnerblod i mine årer, en af mine formødre havde fået et uægte barn i forrige århundrede og var blevet udstødt af familien, fordi barnets far var en såkaldt tater eller natmand. “Men jeg er ikke i stand til at fortælle i detaljer, fordi familien altid har nægtet at snakke om den ting,” føjede jeg forklarende til. “Men jeg har nu næsten aldrig haft problemer med den sag, for et par af mine farbrødre var også sådan lidt mørkere i skindet end de andre.” De spurgte også lidt ud om min familie ovre i Jylland, og ville da også vide hvorfor jeg var kommet til Fyn.
“Det er vist nærmest af nysgerrighed, og så for at komme lidt længere hjemmefra, hvor familien ikke helt kan overvåge mig i alle leder og kanter. For jeg kunne da sagtens have fundet en plads nær ved mit hjem, det er der ingen tvivl om. Min far er lidt af den dominerende slags, og det slog somme tider gnister mellem os. Eller for at være helt ærlig, vi kan ikke rigtig sammen.” “Og så stak du af til Fyn,” grinede Peters far. “Jo, det kender jeg godt fra mig selv. Min far var lærer og så meget gerne at jeg fulgte hans fodspor. Men jeg var for vild til at sidde inde og undervise unger, så jeg stak af til søs, det var livet, syntes jeg da dengang. Men så kom der en køn tøs i vejen efter nogle år ude i verden, hende kunne jeg ikke undvære, eller var det hende der ikke kunne undvære mig?” Han grinte lidt over mod konen, der så sagde: “Nå, det er godt at gi’ mig skylden for det, men jeg husker det nu anderledes.” Og sådan gik snakken om løst og fast imens vi drak kaffe. Jeg begyndte at røre lidt på mig, jeg skulle jo hjem på gården og ret tidligt op næste morgen. Peter så det godt, og foreslog vi lige gik op på hans “kontor” og ordnede medlemskortet. “Jeg bor ovenpå,” forklarede han.
Jeg sagde tak for kaffe, gav hånd til farvel og fulgte med Peter ud og op på loftet til hans værelse. Her var der temmelig rodet. Der lå både tøj på gulvet og på sengen, der heller ikke var redt. “Du får tage det som det er, jeg rydder kun op en gang imellem når det bliver for slemt,” sagde Peter, og tog plads i den eneste stol der var på værelset. “Du kan sætte dig på sengen, imens finder jeg kartoteket frem.” Han fiskede en æske der havde været sko i frem under bordet. Og fandt et nyt kort frem, hvorpå der skulle skrives medlemsnummer navn og alder. Det tog ikke ret lang tid, jeg skulle betale 15 kr. som aktiv medlem i idrætsforeningen for et helt år.
Så sagde Peter til mig: “Vi er næsten lige gamle, du er et par måneder yngre end mig.” “Er jeg den yngste af os to? Jeg troede du var omkring de 16 eller sådan noget.” “Så tager du fejl, for jeg er fyldt 19 for nogle måneder siden. Men… må jeg spørge dig om noget?” “Ja, det må du da, hvis jeg da kan svare dig på dit spørgsmål. Hvad drejer det sig om?” Peter blev lidt rød i hovedet og kom hen og kiggede mig lige ind i øjnene. “Du må godt blive gal på mig, for det jeg vil spørge dig om er meget personligt. Og gider du ikke svare når du har hørt mit spørgsmål, så lov mig ikke at nævne noget om det til de andre gutter henne i forsamlingshuset.” “Nå, da, da, nu er jeg vist kommet i krydsild. Men kom nu frem med sagen. Og hvilken fornøjelse kunne jeg vel have at rende rundt og fortælle sladder om en anden. Det er bare ikke min stil, jeg har for længst lært at man ikke skal fortælle videre alt det man ved. Så lad mig nu høre?”
Peter spurgte så: “Jeg så at du havde en tatovering på overarmen, må jeg godt se den? Jeg er vild med tatoveringer, har ønsket mig en lige siden jeg var 14 år, men har ikke turdet at få lavet en. Jeg har heller ikke ret mange penge, jeg er i lære henne i Brugsen, og lønnen er ikke ret stor som lærling. Hvad siger du? Må jeg godt lige kigge?”
“Åh, ikke andet. Selvfølgelig må du da se min tatovering, den fik jeg lavet sidste sommer oppe i Aalborg. Du kan selv skubbe ærmet lidt op, så du kan se hvad du vil.” Han skubbede skjorteærmet op på højre overarm, og kiggede på hovedet af den sorte panter. “Det er da ikke den jeg så nede i forsamlingshuset!” udbrød han lidt ærgerligt. “Den jeg så lignede en ørn eller sådan noget, og der var farver på, den her er jo helt sort.” “Prøv at kigge på den anden overarm, så kan det være du finder det du vil,” grinte jeg. “Har du to tatoveringer? Jeg vil altså se den anden også.” Han skubbede så venstre ærme op næsten til skulderen for at kunne se hele ørnen, stod helt stille og strøg så hånden hen over tatoveringen. “De var denne her jeg så lidt af. Den er pæn. Bare det var mig der havde sådan en. Her siger de at det kun er sømænd og kriminelle der er tatoverede, eller også er det nogen der har siddet inde. Har du siddet inde?” “Nej da, Peter. Man behøver sgu da ikke at være en eller anden skidt person for at kunne lide tatoveringer. Jeg har allerede planlagt at jeg vil have flere, og de skal være store. For eksempel kunne jeg lide at få en eller nogen både på brystet og på ryggen. Jeg arbejdede sammen med en ovre i Jylland, han sagde, at hvis man fik lavet en og var glad for den, så var det ligesom en smitsom sygdom. Man vil have flere og flere. Og det passer på mig, og det passede også på ham, for han havde mange både på armene, ryggen og på brystet. I øvrigt hed han også Peter ligesom dig. Men Peter, jeg må altså hjem nu. Du ved da hvor Sørens gård ligger, kig ud en aften eller søndag, så kan vi snakke mere om det, Jeg skal gerne forklare dig det hele, og du kan da bare spørge. Ellers ses vi vel næste tirsdag til træningen? Nu må du ha’ Godnat og tak for i aften, hils nede i stuen. Og så farvel da, Sømand.” Et stort smil bredte sig over det fregnede ansigt da jeg sagde hans øgenavn.
Fortsættes…