af Peder
Peter delte ikke min interesse for gummistøvler, for ham var de noget der var nødvendigt for ikke at få møg op ad buksebenene, og for ikke at få våde fødder. Når jeg snakkede støvler, så grinte han altid så skævt, som om at han ikke tog mig alvorligt. Men han bukkede da skafterne ned, for som han sagde, så er det ikke så nemt for lortet at komme ind til mine tæer. Jeg husker at engang jeg spurgte om de brugte skridtstøvler ude på havet, da svarede han, at det gjorde de da en gang imellem, men de var lidt for tunge, så det var kun når de skyllede de rensede fisk i baljerne. Da var de gode at sparke rundt i fiskene med, og der var altid mere vand i baljerne end at almindelige støvleskafter var høje nok, fiskene skulle helst kunne flyde frit, så var de nemmere at få rene. Det var også en fordel at have mere vand i baljerne, for så kunne der være flere fisk ad gangen, ellers blev de jo aldrig færdige. Jeg havde kun haft skridtstøvler på et par gange når jeg havde hjulpet en gårdmand med at rense hans grøfter nede i engene. Og jeg huskede at de var virkelig lækre at bruge, især når de var så lange at de gnubbede helt oppe i skridtet når jeg gik.
“Er du interesseret i at arve mit par søstøvler?” spurgte Peter en dag hen i efteråret. “Nu nærmer tiden sig jo, at jeg skal ind og springe soldat. Og jeg tror ikke jeg får brug for dem mere, for der går et helt år som soldat, og bagefter vil jeg i tømrerlære, og de bruger vist ikke søstøvler oppe på tagene, tror du?” Jeg var vildt begejstret og sagde tak til, spurgte hvad de skulle koste, for jeg ville da gerne betale for dem. Men nej, han ville give mig dem, du kan da altid lægge røv til et ekstra pul hvis vi mødes igen. Der blev ikke snakket mere om den sag. Og pludselig var det november. Vore veje skulle skilles. Jeg havde fået plads på Fyn og skulle møde den 1 november om aftenen, hvad der godt kunne blive lidt vanskeligt med toget. Det ville tage 8 timer fra Viborg til Odense og så var der tre kvarter i rutebil bagefter. Men manden var flink, så snart morgenarbejdet var gjort, måtte jeg godt tage af sted. Allerede kl. 8 stod jeg med Peters hånd i min og sagde farvel til ham. Manden kørte mig til stationen, tøj og cykel var sendt i forvejen, ellers skulle jeg have gået de halvanden km derned. Peter skulle først møde i Roskilde den 3 inden kl. 6. Og han fik jo sin udrustning af kongen, så han tog hjem til sin mor i de to dage. Peter og jeg havde tårer i øjnene, vi havde aftalt at skrive sammen. Da jeg var klar til at gå ind i bilen, kom Peter med en lille pakke i brunt papir og sagde det var en gave til mig. Men jeg måtte ikke lukke den op før jeg kom til min nye plads. Den fik plads i min rygsæk, et sidste håndtryk og vi skiltes.
Manden havde ordnet vores løn aftenen før, så der var gjort rent bord. Han stak mig en konvolut i hånden da jeg sagde farvel på stationen. “Det er din anbefaling,” sagde han. “Jeg har været utroligt glad for både Peter og dig. Kom op og besøg os en dag!” Da jeg sad i toget, åbnede jeg konvolutten og læste, hvad manden havde skrevet om mig og mit arbejdsforhold hos ham. Det var kun rosende ord. Da ønskede jeg, at min far kunne have siddet og læst det. Tænke sig, at jeg havde lavet næsten alt uden at blive nedgjort. Min fars tiltro til mig havde ikke været ret stor i min opvækst, sært nok at jeg ikke havde udviklet en masse mindreværdskomplekser. Det var temmelig længe siden jeg havde sat mine ben hjemme, vi havde skrevet en gang imellem. Mor vaskede stadig mit tøj, som blev sendt frem og tilbage som banepakke, og jeg betalte hvad hun forlangte for det.
Dette afsnit skal dog slutte med at jeg vil fortælle hvordan det siden gik Peter. Først at straks efter jeg var kommet i min nye plads var der kommet en pakke til mig nede på stationen. Jeg tænkte, mor har rigtignok haft travlt med at vaske når mit tøj allerede er kommet tilbage. Men pakken var fra Peter. Ikke nok med at han havde givet mig sine gummistøvler, det var dem der var i det brune papir, da vi tog afsked, de var endog renvaskede og pæne. Men hvad var der så i den nye pakke. Der var Peters skridtstøvler i, og et lille brev, hvori han takkede for mit venskab i det halve år, vi havde kendt hinanden. Jeg savnede Peter utrolig meget i den første tid. Men man siger at tiden læger, og det kom også til at passe med hensyn til ham. Peter kunne ikke lide soldaterlivet, der var alt for megen kommanderen, kæft, trit og retning efter hans mening. Endelig blev det overstået. Peters breve kom ret regelmæssigt ca. en gang om måneden. Han kom i lære hos en tømrermester i Roskilde, og manglede kun et par måneder i at blive svend. En dag kom der et brev fra hans mor, hun syntes lige hun ville fortælle mig, at der var sket en ulykke på Peters arbejde. Han var faldet ned fra et tag og var blevet dræbt på stedet. Hun havde fundet mine breve til ham i hans efterladenskaber.
Selv i dag, så mange år efter, kan jeg knuse en tåre, når jeg tænker på ham. Han var det menneske der indgav mig så megen selvtillid og gav mig så mange glæder. Ingen andre vil nogensinde komme op på siden af ham. Åh, kære Peter, hvorfor skulle det gå dig sådan. Næsten altid glad og med et smil, der varmede helt ind i hjertet. Jeg vil altid mindes ham som min allerbedste ven.
PETER, DU VAR MIN BEDSTE VEN!
Så var det på Fyn det foregik
Jeg rejste så fra min plads oppe på Viborg egnen for at arbejde på en gård på Fyn. Den lå midt imellem Odense og Nyborg. På den vestlige side var der først det der dengang hed hovedvej 1 og et halvt hundrede meter længere ude var den dobbeltsporede jernbanelinje. Den første nat derovre fik jeg næsten ikke søvn i øjnene, det var da en forskrækkelig larm de to forbindelser kunne give fra sig. Jeg var jo vant til stilheden her ovre fra det jyske land, for her var der nok trafikårer, men slet ikke i den stil. Den almindelige togtrafik om dagen larmede nu ikke så meget, men når det så blev hen ad sen aften, kom der gang i godstogene, og tit var der en uhyre masse vogne bagefter sådan et lokomotiv. Det dundrede og jeg syntes også jeg kunne mærke det rystede, selv når jeg lå i min seng, når der kom et godstog forbi. Om dagen var det mest bilerne der støjede, da der var et lige stræk hvor gården lå. Og dengang var der slet ikke så mange biler i lille Danmark som nu til dags. Op til helligdagene kunne der være en bilkø ind imod Nyborg på mange km længde. I påsken oplevede jeg, at køen var helt ude ved os, og der var da 12 km ind til Nyborg! De skulle med færgen over til Sjælland, og dengang kunne der ikke bestilles plads. Bilerne kom med over i den rækkefølge de ankom til færgelejerne. Det er utroligt så hurtigt jeg vænnede mig til støjen. For efter nogle få dage, så hørte jeg den slet ikke. Det var kun når der skete et eller andet at jeg vågnede.
Her på gården var der tre generationer. Mand og kone og deres datter på tre år. Så boede mandens far hos dem. Gården havde jo været hans før sønnen overtog den. Manden hed Søren, og han var ikke fyldt 25 endnu, så vi var om ikke jævnaldrende, så i alle fald yngre mennesker. Konen hed Else og var fra Sjælland. Og så havde Søren fæstet en dreng i konfirmationsalderen, han hed Hans og var fra en lille landsby udenfor Kerteminde.
Jeg syntes de havde et sjovt sprog derovre på “Fyns Land”, som de selv benævnte øen. De grinte tit af mit ravjyske, så jeg måtte oversætte det til rigsdansk før de forstod hvad jeg mente. Jeg lærte nu ret hurtigt det fynske tungemål med de bløde d’er, hvis de i det hele taget udtalte det bogstav. Her var der meget tættere mellem gårdene, og der var heller ikke så mange tønder land til hver. Herovre blev karlene også betragtet som næsten et medlem af familien, vi blev tit inviteret med i byen til familiesammenkomster og lignende ting, og gad vi ikke sidde til højbords, så gik vi bare sammen med karlene ud på deres værelser. Når det så blev hen ad tiden hvor der skulle serveres kaffe, kom der bud over, at nu var der altså kaffe.
Her var der jo selvsagt meget mere ungdom at træffe sammen med, Arbejdstiden var heller ikke nær så lang. kl. 6 var der aftensmad og så var den dag gået. Hvorimod hvor jeg kom fra, kunne det nemt blive kl. 8 inden der var mad på bordet i højsæsonerne som roer og i høsten. Nu var det jo november måned jeg kom derover, så det var lidt for koldt at stå og snakke ude ved vejen. Men en lille snak over hegnet når vi var ude og pløje, skabte også nye kontakter. Der var også en biograf i stationsbyen, og der havde vi kun en halv km hen til. Bagefter gik vi ind på bagerens cafe og fik kaffe og snakkede til hans lukketid kl. 11. Så vidt var alt meget hyggeligt. Søren syntes jeg skulle melde mig til et af aftenskolens kurser. De var godt nok begyndt 1 oktober, men mente nok jeg sagtens kunne følge med, selv om jeg manglede de første gange. Her begyndte jeg så at lære engelsk sprog, jeg havde en ide om at tage på udveksling til USA når jeg blev 21, og så kunne det ikke skade, at jeg kunne nogle få brokker af deres sprog derovre. Der var også gymnastik og håndbold i forsamlingshuset, hvis det havde interesse. Søren var ivrig gymnast, så han listede lidt med mig, om jeg ikke kunne tænke mig at være med der også. “Du ser sådan lidt “gumpetung” ud her til daglig. Du skal noget mere ud imellem de unge mennesker.” “Hvad mener du med det?” var mit modspørgsmål, “går jeg og slæber med benene? Eller hvad er der galt ved mig:” “Du ser en smule forslæbt ud, ligesom om du ikke forstår at rette ryggen og se verden i øjnene. Du diskuterer aldrig med hverken far eller mig om der foregår rundt omkring os. Ligesom om du er revnende ligeglad med det alt sammen. Jeg synes du skulle tage kontakt med ungdomslederen om at komme med til gymnastikken i idrætsforeningen.” Jeg kom nu ikke i kontakt med lederen af mig selv, men om det var Søren der havde den udfarende kraft eller hvad, fandt jeg heller ikke ud af. Et par aftener senere kom ungdomslederen ud til Søren, de skulle have lagt en plan for opvisningen af holdet til foråret. Da vi sad og fik aftenkaffen var de færdige med deres, og skulle selvfølgelig have kaffe også. Og lederen havde nogle gode overtalelsesevner, han fik mig til at love at komme med til træningen. “Jamen, jeg har ingen gymnastik tøj eller sko. Og hvis jeg nu ikke kan li’ det, så vil jeg ikke hen og købe noget, der aldrig bliver brugt.” “Vi gør gymnastik i badebukser og en undertrøje, og så er vi barfodede, så der skal ikke købes noget som helst for at være med. Det er først til opvisningen, at vi skal i “uniform”, og da plejer vi at låne os frem hos dem der er holdt op, de har det stadig liggende i skabene rundt omkring. Og det er lange hvide bukser og en blå undertrøje vi bruger. Undertrøjen kan sagtens bruges bagefter, så den må du nok selv købe, og bukserne kan altså lånes.”
Fortsættes…