af Peder
Jeg snakkede lidt med Sømand om tirsdagen imens han slukkede og låste. Fik også tilbud om at komme med ham hjem igen til kaffe, men jeg syntes ikke jeg kunne være bekendt at komme anstigende sammen med ham hver tirsdag efter gymnastikken. Næste dag blev jeg sendt i brugsen for at hente varer hjem til julebagningen, det foregik med hestevognen. Jeg så lige Sømand dernede, han var ved at ekspedere en anden kunde. Dengang skulle alting vejes af i papirsposer, og der var ikke selvbetjening på nogen måde, så der kunne godt gå nogen tid med at få det hele samlet sammen og båret ud i hestevognen. Jeg skulle da vist også lige kigge efter en lille gave til Søren og Elses datter, ja, jeg måtte vel også se at finde på lidt til dem også, når vi skulle fejre juleaften sammen. Det var jo min første jul hjemmefra, så jeg vidste ikke rigtig hvad der hørte sig til. Jeg kunne da spørge Sømand, hvis bare jeg nu kunne huske det, når vi så hinanden igen. Men da der var åbent i Brugsen den sidste uge op til jul lige til kl. 8 om aftenen, ville det nok kunne lade sig gøre. Sømand skulle da også have en lille gave, havde jeg bestemt.
Alt gik som det skulle hele julen igennem. Vi lavede kun det mest nødvendige i dagene mellem jul og nytår. Ja, der skulle da køres roer hjem fra kulen ude på marken, og males korn, hjemme i Jylland sagde vi grutte korn, det vidste fynboerne ikke hvad var. Jeg var med Hans hjemme en eftermiddag, vi skulle bare komme tilbage og fodre og malke i ordentlig tid. Tredje juledag var hele Elses familie fra Sjælland kommet over, hendes mor blev syg og måtte på sygehus i Nyborg. Sikke en opstandelse. Men det var heldigvis ikke alvorligt. De samlede hende op på hjemvejen næste dag. Nu var det så planen at jeg skulle have et par dage fri og tage hjem til nytårsaften og komme igen 3 nytårsdag. Men det kom jeg bare ikke. Jeg havde haft en del bylder i nakken, det var ret almindeligt dengang at man af og til fik sådan nogle store betændelser et eller andet sted, når der så først gik hul og materien kom ud, helede det op i løbet af et par dage. To dage før nytår svulmede mit knæ voldsomt op, det var selvfølgelig sådan en byld. Jeg fik varmt omslag på, det plejede at kunne trække betændelsen sammen så der gik hul. Men ikke i mit tilfælde, så i stedet for at rejse hjem, rejste jeg på sygehuset i Nyborg for at få skåret hul på bylden. Søren havde lovet at ringe hjem og sige at jeg ikke kom fordi det altså var sådan og sådan fat med mig. Jeg blev på sygehuset nytåret over, de havde lukket et halvt vaskefad materie ud, så det var ikke så sært, jeg havde haft det rigtigt skidt. Men en betændelse skal heles op indefra, så jeg skulle have skiftet forbindingen et par gange om dagen. Jeg humpede med i arbejdet så godt jeg nu kunne, selv om det ene bukseben måtte sprættes op for at jeg kunne få det over knæet! Jeg kunne godt selv sidde og fiske gazebindet ud af hullet i knæet og stoppe noget nyt ind. Men allerede den anden dag så Else hvordan jeg sad og døjede med det, resolut bestemte hun, at det skulle hun nok tage sig af. Og om det var hendes omsorg eller hvad, det helede hurtigt op så jeg igen blev “normal” arbejdskraft. Hele januar gik uden at jeg kom til gymnastik. Sømand vidste godt hvordan det var fat med mig, for det rygtedes jo ned i Brugsen at Sørens karl var kommet på sygehuset med en “brandbyld” i knæet lige op til nytårsaften og var blevet opereret samme dag. Men da der ikke gik ret mange dage før jeg var hjemme igen, mest som en anden “haltefanden”, men dog hjemme. Sømand kom lige omkring og så hvordan det stod til. Nu var der pludselig slet ikke så lang tid til april hvor han skulle rejse til Sønderborg. I februar var jeg næsten lige så god som ny igen, gik igen til gymnastik og traf Sømand ret tit også udenfor forsamlingshuset. Det skete vi havde nogle dejlige timer sammen når lejligheden bød sig. Der skete en forandring med ham. Han var blevet meget mere åben og sad ikke der og undskyldte både det ene og det andet om at han ikke var så god som alle andre. Når vi sås fik jeg altid et bredt smil fra ham og et varmt håndtryk. Men alting får jo en ende. Sømand fik en fin eksamen, og da han tog afsked med mig aftenen før han tog til Sønderborg, så sagde han, at nu blev Sømand altså hjemme på Fyn, for eftertiden var han Peter Rasmussen, for han ville fri af det øgenavn og nu var chancen der.
Nu er Peter (Sømand) pensioneret og bor i Åbenrå. Vi har stadig forbindelse med hinanden, ikke så meget, men udveksler da sjove og alvorlige oplevelser sammen. Han blev aldrig selvstændig brugsmand eller købmand. Han fortsatte indenfor hæren hvorfra han nu får sin pension. Men for mig er han stadig den flinke unge mand med det ildrøde hår, der engang for snart hundrede år siden klappede mig på skulderen og sagde han gerne ville snakke lidt med mig!
Mere fra min tid på Fyn
Jeg blev lidt ensom da Peter eller Sømand, som han ville kaldes, rejste til Sønderborg for at blive soldat. Jeg savnede fyren med det fregnede ansigt og det ildrøde hår. Jeg skulle ikke selv ind og springe soldat, da jeg havde trukket det der kaldtes frinummer. Det betød at jeg ikke skulle indkaldes med mindre der opstod helt ekstreme situationer for Danmark. Jeg har aldrig været vild med skydevåben og kommandoer, så det passede mig meget godt. En soldat fik heller ingen løn, jeg mener at huske at Sømand skrev at de fik 2 kr. og 25 øre om dagen. Det rakte jo ikke langt, det var det samme som 20 cigaretter kostede dengang. Og da mine bedste venner som regel var rygere, så forstod jeg godt, at de måtte trappe lidt ned med deres last for at der også kunne blive råd til noget andet.
Livet skulle jo gå videre uden Peter lige i nærheden. Det blev så den 1 maj, og der kom nogle nye karle til egnen. Hvor jeg var skete der ingen forandring i folkeholdet. Og på nabogården, hvor der ingen medhjælp havde været om vinteren, kom der så en ny mand. Han var lidt over de 30, det var ikke så tit, at der blev fæstet medhjælpere i den alder, da de fleste jo havde fundet sig en pige og stiftet familie inden de nåede peberbøsse-alderen. De fik som regel også andet arbejde, men nogle få blev såkaldt gift mand på en gård, hvor de så boede i gårdens hus og havde egen husholdning og arbejdede på gården, enten som fodermester eller forkarl. Det skete også, at de beholdt deres arbejde på gården, købte et lille husmandssted med nogle få tønder land til. Det passede konen så, og de mere specielle ting tog manden sig så af efter fyraften fra gårdens arbejde. Nogle af disse husmænd havde tit en guds velsignelse af børn, de hjalp moderen så godt de kunne lige fra de var sluppet af med bleen. Disse børn var ikke så komplicerede, tit havde de det vi kaldte lang snotnæse, der blev snydt med fingrene og bagefter tørrede fingrene af på bukserne. Tit var de også både lasede i tøjet og beskidte. Men menneskene var flinke, de delte gerne det lidt de havde med andre. Jeg lærte sådan en familie at kende ved det, at en af deres drenge fik plads efter sin konfirmation på en mindre gård cirka en kilometer fra hvor jeg arbejdede. Han var sendt ud og hakke roer i en mark, der lå for enden af vor roemark, helt alene. Han kom over skellet og spurgte om jeg kunne fortælle ham hvad klokken var, for han havde ingen ur selv. Han skulle da gerne hjem til aften. Han havde fået en madpakke med sig ud i marken, den skulle slå til hele dagen. Vi kom lidt i snak om både det ene og det andet. Jeg var jo næsten 20 år på det tidspunkt, så jeg kunne godt se, at han så op til mig og vist nok tænkte, at bare det var ham der var så gammel. Så da han spurgte om jeg havde en cigaret han måtte låne, gav jeg ham da en med imens vi snakkede lidt sammen. Jeg skulle jo snakke om noget, så jeg spurgte hvor han kom fra. Jo, hans far havde tjent på det sted for flere år siden og nu syntes han, faderen altså, at det passende kunne være hans første plads. Men ellers var der 10 km hjem til moderen og de mindre søskende. “Savner du så ikke de andre når der er så langt hjem?” spurgte jeg. Det skulle jeg ikke have sagt, for der kom store tårer i drengens øjne og han snøftede lidt da han sagde jo, han savnede dem alle sammen rigtig meget. “Hvad så, er mand og kone rare ved dig hvor du er?” spurgte jeg videre. Han snøftede igen. “Nej, jeg fik tæsk her til morgen fordi jeg ikke huskede at lukke leddet efter køerne og de kom tilbage i stalden imens vi spiste morgenmad. Manden slog mig med et brækket kosteskaft så jeg har ondt i røven endnu! Og nu er jeg bange for at han sladrer til både far og mor, og de vil blive meget kede af det når jeg ikke gør som der bliver sagt.” “Tør nu øjnene, min dreng. Hvis han banker dig igen, så kom over til mig. Du kan godt se gården derude, ikke. Der tjener jeg. Og jeg ved at manden må ikke slå dig andet end ved at give dig en lussing. Han må ikke bruge kæppe eller noget andet at slå med!” “Må jeg godt komme og sladre til dig hvis det sker igen?” “Ja, det må du. Og jeg skal nok sørge for at det sker ikke mere. Jeg kan sagtens få fri imens vi følges ad hen og snakker med manden. Hos os har vi også en dreng på din alder, han hedder for resten Hans. Og hos os bliver der aldrig slået. Jeg tror endda at jeg kan liste Søren med hvis det skulle blive nødvendigt. Men vi kan ikke stå og snakke hele dagen væk her. Du risikerer at der holdes øje med dig, og måske får mere ballade. Hvad hedder du?”
“Jo jeg hedder da Viktor.” “Fint navn du har, ved du hvad det betyder?” “Nej, det ved jeg da ikke, ved du det?” “Ja, det betyder sejr eller den sejrrige.” “Hvad hedder du så?” “Jeg hedder Peder med d,” grinte jeg.” ” Hedder du Peter-med-d, det var da et sjovt navn.” Så måtte jeg forklare hvorfor jeg sagde sådan, at det ikke var Peter med Peder jeg hed. “Stik nu over på din side af skellet, der er godt en halv time tilbage inden du skal hjem, jeg skal også hjem omkring den tid, så jeg fløjter til dig når jeg går. Og husk så det, vi har snakket om. Farvel Viktor.”
Jeg rasede indvendigt. Hvad lignede det at tæske løs på sådan en spinkel knægt for sådan en bagatel. Jeg ville fortælle hændelsen til Søren når jeg kom hjem og høre hans mening om den sag.
Da vi havde spist til aften, spurgte jeg Søren om han havde travlt. “Nej, hvorfor spørger du om det?” “Jo, jeg har haft en kedelig oplevelse her i eftermiddag med naboens dreng, jeg vil godt høre din mening om den sag.” Og så fortalte jeg hvad drengen havde sagt til mig og om hvad jeg havde lovet ham. “Gjorde jeg noget forkert?” spurgte jeg da jeg var færdig. “Nej du har gjort det eneste rigtige. Kommer Viktor herover og fortæller om flere tæsk, så følges vi alle tre derover, og det kan godt komme manden dyrt at stå hvis han ikke forliges med os og lader være med at banke drengen i fremtiden.” Hans havde hørt på med store øjne. “Har manden slået ham med et brækket kosteskaft? Det troede jeg altså ikke man gjorde mere.” “Det gør man heller ikke, for det første er det ulovligt at bruge redskaber til afstraffelse og for det andet må manden ikke slå på andres børn.” lød Sørens mening. “Så var jeg ikke helt gal på den, for jeg sagde det samme,” var min kommentar.
Nogle dage senere var jeg henne ved foderstofhandelen og hente tilskudsfoder til grisene. Foran mig holdt der en traktor med vogn efter, manden ventede også på at det blev hans tur til at blive ekspederet. Vi faldt i snak i ventetiden, og han spurgte hvor jeg arbejdede. Jo, det var da ved Søren, du kender ham måske, svarede jeg. Nej det gjorde manden nu ikke, men jeg har en knægt der lige er kommet i plads ikke så langt herfra, lød svaret. “Hedder din dreng Viktor?” spurgte jeg. “Ja, det gør han. Kender du ham?” “Ja, det gør jeg. Og han er en flink gut, men hans husbond er ikke rar ved ham!” “Hvad mener du med det?” Og så fortalte jeg hele historien en gang til, men denne gang til faderen. “Det var satans! Slår han min dreng? Jeg vil straks køre derover, når jeg har fået læsset. Jeg skal nok selv banke hvis det er nødvendigt. Er du sikker på det er rigtigt, det du fortæller?” “Så sikker som Viktor har fortalt det til mig. Han ømmede sig omkring røven. Selvfølgelig trak jeg da ikke bukserne af ham for at se efter, men han er ikke typen der lyver. Han havde vand i øjnene imens han fortalte mig det hele.”
“Tak fordi du fortalte mig det, jeg tjente hos hans far for mange år siden og da var det en god plads. Du hører nærmere når jeg har været derovre, jeg skal nok sende Viktor over med en forklaring.”
Viktor kom allerede om aftenen. Jeg så ham komme ned ad markvejen der førte ud til hvor vore mark lå. Så jeg gik udenfor lige før han nåede gården. “Goddag Viktor. Er der noget galt? Har han været grim ved dig igen?” “Ja, far kom i eftermiddag forbi og sagde han havde hørt at jeg fik tæsk. Manden benægtede at han havde gjort andet end at tjatte mig på kinden. Far sagde han ikke troede på ham. Jeg fik besked på at trække bukserne ned, og der var stadig nogle striber at se på min røv. “Dem fik han da han var oppe og slås med naboens karl foret par dage siden, sagde manden. Jeg var selv ude og skille dem ad! Ellers havde du kun fået ham at se i småstykker.”
“Åh , Peder, du tror da på mig, ikke? Vil du ikke godt køre hjem til far og fortælle ham det hele. Jeg er næsten sikke på at få tæsk igen, og denne gang er det far der vil tæske mig, han tror jeg lyver.”
“Jo, Viktor. Jeg skal lige give en besked til Søren, så kører vi. Du skal med, du kan godt sidde på stangen af min cykel, så kan du også vise vej.” Da Søren hørte mit ærinde ville han have været med, men jeg foreslog han sparede sit krudt til vi skulle til konfrontation på gården hvor Viktor arbejdede, og det sagde han ja til. “Jeg ved du er redelig og ærlig, Peder! Jeg har endnu ikke grebet dig i at fortælle skrøner.” “Tak for de ord, Søren. Jeg er meget glad for det du sagde, nu er jeg endnu bedre rustet til at hjælpe vores Viktor.”
“Hop nu op på stangen, Viktor, så kører vi!” Jeg tror den spinkle dreng foran mig følte sig beskyttet, af og til smilte han til mig. Ja, han syntes det var sjovt når jeg måtte op at stå på pedalerne når vi skulle op ad bakkerne, for så svingede cyklen fra side til side. Da vi kom ud til huset hvor forældrene boede, var faderen ude i marken. Vi gik derud til ham, han så meget bekymret på os. “Har du nu igen lavet noget lort, dreng? Hvad skal det ligne med dig. Vi troede du opførte dig ordentligt, og så har vi kun sorger af dig.”
“Jeg fulgte nu med for at støtte Viktor, ikke for at høre dig anklage ham,” sagde jeg. “Hvorfor tror du ikke på hvad drengen siger? Jeg tør næste sætte hvad som helst ind på, at det han siger er den rene og skære sandhed. Og du banker ham ikke!” føjede jeg truende til, “nok er han din søn, men jeg tolererer ikke du slår ham, for så tager jeg ham med mig igen. Vi kan vel få lov at snakke sagerne igennem. Tror du heller ikke på mig? Jeg var trods alt den første der fik noget at vide, og det var ikke løgn og latin Viktor kom med den dag ude i roerne.”
“Det er dog grov som du forsvarer knægten!” “Men Viktor, var du oppe at slås med naboens karl, som de siger. Fortæl mig så hvor han tjener og hvorfor I kom op at toppes, så vi kan få hans version med. Eller skal vi ikke hellere høre hvad manden siger, jeg er sikker på at han ikke kan gentage sin løgn to gange på samme måde!”
Konen kom nu ud til os. Hun græd åbenlyst og gik hen til Viktor. “Hvordan er du blevet sådan en slemme knægt på så kort tid? Far kan nu nok tæske al det løgn ud af dig. Ellers må vi jo sende dig ud og sejle, der får drengene tæsk tre gange om dagen indtil de lærer at lystre.”
“I må ikke slå Viktor, lover I mig det? Tror I at jeg ville blande mig så meget, hvis han virkelig havde lavet noget lort? Vi må og skal have en ordning på dette her, og det skal være inden vi kører hjem! Ellers tager jeg Viktor med igen, og i morgen så snart jeg er færdig med morgenarbejdet vil Søren og jeg tage over til manden for at høre hans version. Jeg har ikke selv snakket med han endnu. Og det kunne jo være at Sørens ord vejer tungere end mine!”
“Har du fortalt Søren om det?” “Ja selvfølgelig, det er jo hos ham jeg arbejder og på hans mark jeg fik at høre hvad Viktor havde været udsat for. Og Søren ved at jeg aldrig løber med en halv vind, derfor støtter han mig fuldt ud. Søren havde også hørt nogle ufordelagtige ting om manden hvor Viktor tjener. Men man skal ikke tro på rygter, derfor tror jeg at når Søren selv spørger til forholdene, så vil brikkerne falde på plads. Men uanset udfaldet, så skal Viktor ikke mere derud og arbejde. Han skal flytte derfra omgående! Han skal heller ikke hjem til jer at gå, sladderen løber stærkt alle vegne. Indtil en ny plads er fundet må vi lægge hovederne i blød og finde en løsning.”
“Skal vi ikke bare lade som ingenting. Sådan at Viktor tager tilbage til gården og fortsætter med at arbejde i morgen tidlig. Vil du ikke nok, Viktor?” sagde konen. “Peder kan nok holde lidt øje med om det sker igen, ham kender du jo allerede.”
Viktor kiggede op på mig, ligesom om han ventede et udspil fra min side. Jeg vred hjernen og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare. Det var jo deres dreng. “Jeg har aldrig kunne lide at man slår børn. Hvad siger du selv, Viktor? Det er jo dig det drejer sig om.”
Manden sagde: “Mor gå nu hjem og lav os en kop kaffe, så tager vi ganske roligt en snak om sagen. Ingenting må være overilet.”
Vi snakkede over kaffen. Viktor ville godt prøve at komme tilbage på gården, hvis han måtte komme over til mig straks, hvis han igen fik tæsk. “Han tør da ikke slå mig helt ihjel! Må jeg godt komme over til dig og Hans en gang imellem?” “Ja gør det, så kan vi også bedre følge med i hvordan du har det.”
Sådan endte det den aften. Viktor blev afleveret udenfor gården og der var vist ingen der havde set os. Jeg cyklede hjem og gik i seng. De to næste dage hørte jeg ingenting fra Viktor. “Nå, det var måske kun en engangsforestilling.” sagde Søren. “Jeg kan heller ikke døje at børn skal have tæsk. Det ved I da alle sammen.” Den tredje aften kom Viktor over for at snakke med Hans. Jeg ville ikke spørge ham ud, om det gik bedre med gårdmanden. Det skulle nok komme af sig selv hvis der havde været noget. Viktor og Hans snakkede og grinte højt inde på Hans’s værelse, så det gik nok bedre. Hvornår Viktor travede hjem ved jeg ikke.
Hans cyklede over til Viktor en aften, men han kom hurtigt hjem igen. Hans kom og bankede på min dør. “Nå, hvad mon han vil mig nu?” “Åh, Peder. Manden derovre ville ikke have at jeg kom rendende derovre. Viktor skal sove om aftenen så han kan være frisk i morgen tidlig. Jeg vil ikke have at han render ude og føjter om aftenen. Skrub hjem med dig, sagde han til mig!”
“Det var jo ikke så godt! Snakkede du slet ikke med Viktor?” “Nej, jeg turde ikke spørge, tænk hvis han tæskede mig også,” lød svaret.” Næste morgen blev hændelsen refereret til Søren. “Hvad gør vi nu?” sagde han. “Prøv at holde godt øje med hvad de laver derovre i morgen, du skal jo ud og rense roerne med hesten. Det kan jo være at du ser Viktor. Eller han kommer herover i morgen aften. Hvis ikke vi ser noget til ham, så må vi snakke med hans far inden vi gør noget andet.”
Dagen gik, jeg så end ikke skyggen af Viktor, heller ikke af manden. Og Viktor kom heller ikke over til Hans om aftenen.
“Jeg vil nu alligevel tage bilen og tage en tur forbi den gård når vi er færdige med morgenarbejdet. Det kan da være jeg kan se et eller andet,” sagde Søren. Men han kom hjem med uden at have set noget. “Der er noget rodet derude. Det er jo ikke et sted jeg kommer forbi ret tit.”
“Hvis vi nu ikke ser noget liv derovre i morgen heller, så må du, Peder, cykle ud til forældrene i morgen aften og høre, om de ved noget eller hvad.” sagde Søren. “Så længe vi ikke ved noget bestemt, kan vi heller ikke gribe ind.”
Mærkeligt nok, så kom Viktor ud i marken til os midt på eftermiddagen. Jo, han havde godt hørt manden brokke sig over at Hans var kommet derud. Men han turde ikke gøre noget. “Har du fået tæsk siden?” spurgte jeg. “Nej, jeg tror han blev slemt forskrækket over at min far kom og så at der stadig var striber på min røv. Og han ved også godt, at du, Peder; holder lidt øje med hvad der foregår hos os. Så han lader nu nok være med den slags i fremtiden. Men det var nu ikke det jeg kom for at sige. Jeg skal hilse fra mor og far og spørge om du og Hans ikke vil komme ud til en kop kaffe hos dem i morgen aften. Må jeg sidde på din cykelstang igen, Peder? Jeg har ingen cykel fået tjent til endnu.” “Hvad tror du jeg siger til det, Viktor? Du slider jo lakken af min cykelstang ved at sidde der,” grinede jeg. “Åh jo, Peder, må jeg ikke godt, så er du rar.” “Er jeg da ikke rar altid?” “Selvfølgelig er du da det.” “Men du snakkede da ikke noget om at du skulle med, gjorde du?” “Peder, hvorfor driller du sådan?” “Det skal jeg såmænd sige dig lige med det samme, det er fordi jeg godt kan li’ dig.” “Hvad så med Hans, kan du også godt lide ham?” “Ja da. Hvor har du fået den ide fra, at jeg ikke kunne lide ham?” “Nåh, han siger da ellers at du somme tider gør nar og driller ham!” “Siger han det? Jeg skal vist have fat i hans ører og ruske ham godt igennem!” “Nej, Peder, det må du ikke. Så må du hellere rykke i mine ører og ruske mig i stedet for.” “Tag det nu roligt, der er ingen der skal rykkes i ørerne og ruskes her. Hvad tror du Søren ville sige, hvis han hørte, at jeg havde været slem ved jer? Jeg er sikker på at jeg fik besked om at pakke min kuffert omgående, for sådan en bandit ville han ikke ha’ inden for sine døre.”
Da jeg i juli gik hen og blev 21, ville jeg have mig en ny cykel. Det var blevet moderne med at der var gear på dem. Og når jeg skulle hjem på sommerferie i hele 8 dage, så ville jeg cykle hjem. Jeg sagde ingenting om den sag til andre end til Søren, der lovede at holde tæt. Hans havde fået en ny cykel i konfirmationsgave af sine forældre, så jeg kørte stadig rundt på den brugte som jeg havde haft i flere år. Søren spurgte hvad jeg ville med den gamle. Jeg sagde at jeg ville da give den i bytte med den nye. “Må jeg få eller købe den. Jeg har visse planer med den. Nu har jeg holdt tæt for dig, så nu må du holde tæt for mig.” Tak skal da have, skal Else ud og cykle på min gamle knuser?” “Nej, nej. Meget bedre end det. Jeg har tænkt mig at sende den til oplakering nede ved cykelsmeden, det betaler jeg, og du giver cyklen… til Viktor. Er det ikke en god ide jeg har fået? Eller hvad, har du andre ideer, så er det med at få dem støvet af nu!”
“Du roste mig engang, Søren, da vi var i vildrede med hvordan vi skulle behandle sagen Viktor. Må jeg have lov til at give dig cyklen til det formål du har bestemt? Du er den flinkeste mand jeg har arbejdet for indtil nu. Og jeg er sikker på at vores gave vil blive værdsat. Har Viktor snart fødselsdag, ved du det?” “Ih ja, det har jeg for længst fået afsløret, jeg var så heldig at være på kommunekontoret samme dag som hans mor kom med hans flyttebevis, og da så jeg hvad jeg behøvede. Viktor bliver 14 den 1 august. Men ti nu stille med det, også til Hans, for det skal være en overraskelse der basker. Cykelsmeden har jeg talt med, og hvis du sagde ja, skulle han nok sørge for resten. Og da du får din nye cykel om en uge, og tager hjem på ferie, så er der ingen der aner det bitterste om vor sammensværgelse. For resten, tak for dine flotte ord om mig, jeg glæder mig til at fortælle det til Else, for hun synes vist det samme som dig!”
Om aftenen var vi så ude hos Viktors forældre til kaffe. Han sad på stangen af min cykel i den lune sommeraften både frem og tilbage. Jeg tænkte på, at næste gang var det nok ham selv der styrede den samme cykel. Jeg kunne godt lide Viktors forældre, de havde ikke meget at smide omkring sig med, men tilsyneladende var de glade og tilfredse. Hans og Viktor så vi ikke meget til. De var jo i pjattealderen og kunne grine af alt muligt, af og til kunne vi høre dem udenfor. Viktors far ville gerne vide hvorfor jeg sådan havde smidt min kærlighed på hans knægt. Jeg kunne kun svare, at han gav sådan et godt indtryk den første gang vi mødtes. Han var så tillidsfuld og fortælle om sine besværligheder i pladsen. Og jeg har altid haft et blødt sted når børn blev behandlet uretfærdigt.
“Du må se at få en kone og nogle knægte selv,” sagde konen. Jeg vidste at det nok aldrig ville ske.
Fortsættes…