Erindringer (IV)

af Peder

Som beskrevet i forrige afsnit, rejste jeg så på efterskole den 3 november for at være der i 5 måneder, og for at få pudset lidt op på mine skolekundskaber. De var i alle fald ikke noget jeg kunne rose mig af. Og jeg var nok ikke så lidt benovet over den nye situation jeg var havnet i. Vi var 75 elever, og alle var i aldersklassen 14 – 18 år. Og nogle egentlige kammerater eller venner fik jeg ikke under mit ophold der. Nogle enkelte var jeg på bølgelængde med. Efter bedste skøn var vi vist kun tre der havde bøssetilbøjeligheder, og vi dyrkede ikke meget sex. For det første var vi jo næsten altid flere sammen, for det andet var det meget småt med fritid, især for mig, som fik særundervisning, da jeg havde vanskeligt ved at skelne mellem b d p og q. Jeg kunne bare ikke huske til hvilken side den stilk skulle vende! Der var også lidt problemer med tallene 6 og 9. Læreren sagde, at jeg ikke var hverken dum eller småt begavet. Og at han snart skulle få rettet den sag op, jeg blev sat til at lege med enkeltbogstaverne, og skulle så bare placere det rigtige bogstav på den plads i bogen hvor det manglede. Det tog adskillige timer af mine aftener, og et par gange var jeg lige ved at give op. Jeg var den eneste, der havde læseproblemer, så jeg skulle have nogle timer om aftenen når de andre var fri. Og i sådan en masse ungdom rygtedes det jo øjeblikkeligt at jeg nok ikke var helt normal. Men allerede til juleferien havde jeg lært at sætte stilken i den rigtige retning. Jeg tror bestemt også at det hjalp at jeg blev sat til at skrive de små bogstaver ligesom de der er printet her. Når det var almindelig håndskrift kunne der stadig opstå problemer, og derfor har jeg kun brugt rigtig håndskrift siden den gang, når jeg skal skrive mit navn under på papirer og lignende ting.

De andre kaldte mig for “Slaskus”, nok fordi jeg var lidt langsom i bevægelserne i gymnastiksalen. Orkede heller ikke alt det der pjat med at lave flik-flak spring og kraftspring og al den slags ting. Så da der skulle være gymnastikopvisning i anledning af at der holdtes forældredag, blev jeg beordret til at holde mig i baggrunden og skulle bare deltage i de såkaldte stående øvelser. Mine forældre var kommet for sent til rutebilen, så opvisningen var forbi da de kom. For far havde i sine unge dage været en ivrig gymnast og folkedanser, og så gerne at hans knægt fulgte den linie op. Hvad jeg altså ikke gjorde! Især dans har aldrig interesseret mig en brik. Mor sendte mig på danseskole da jeg var omkring 9 år, og jeg husker at jeg tudede hver eneste gang jeg skulle af sted, så det blev kun til den ene sæson. Lærerne på efterskolen arrangerede også nogle danseaftner på skolen, og det var tvunget at deltage. Jeg havde ingen rytme i kroppen, så jeg tumlede bare rundt på bedste måde.

Det var jo også i de tider, hvor det var meget ildeset, hvis man interesserede sig for sit eget køn. Det var strafbart hvis men var under 25 år. Og hvis man var under 18 blev man fjernet fra hjemmet og sendt på opdragelsesanstalt! Alt det vidste jeg godt, så det var ikke så underligt at jeg gik endog meget stille med dørene. Både Rasmus og Lars vidste det også, så ingen måtte vide noget som helst om den side af vort liv. Det var først op i 1970’erne, at den lov blev ophævet, og da havde jeg for længst passeret de 35 år. Loven var endda blevet lavet strengere i 1953 af den daværende justitsminister K. K. Steincke. Og var man først rykket ind på en opdragelsesanstalt, så var man stemplet for livstid. Jeg husker at en fra nabobyen havde været sådant et sted, og han rejste til Amerika, vel sagtens for ikke at blive konfronteret mere med sin fortid. Ingen af os havde lyst til at blive slæbt i retten og blive dømt til sådant et ophold. Og det ville jo heller ikke hjælpe den mindste smule. Vi er født sådan, jeg har tit undret mig over hvorfor det netop var mig, der var blevet sådan, for det er i alle fald ikke min opdragelse der skal have skylden for det.

Da jeg var færdig på efterskolen havde jeg jo nok fået nogle ideer om, at jeg ikke sådan uden videre accepterede hvad forældrene havde bestemt om mig, hvad jeg skulle lave og sådan i den der dur. Da det viste sig at mine forældre alligevel godt kunne klare sig uden min hjælp i vintermånederne, skulle jeg have en plads til den 1 november. Jeg havde jo gået hjemme siden april måned og lavet hvad der bød sig til både hjemme og ved de andre gårdmænd. Men sådan en “stor slambert”, som min far sagde om mig, skal ud og have hornene rendt af. Min far og jeg var tit på kollisionskurs, da jeg ikke ville lade mig kommandere med efter hans forgodtbefindende. Desuden regnede han heller ikke mit arbejde for noget særligt, og løn kunne der slet ikke blive tale om. Skulle jeg have lidt penge til for eksempel en biografbillet, så var det altid mor jeg spurgte om nogle få kroner. Far sagde, at jeg kunne gå i kirke om søndagen hvis jeg skulle ud og more mig, for det kostede ikke noget! Så han havde set i avisen at der var en landbrugskonsulent lidt uden for Århus, der søgte en medhjælper. Og der ville han have mig afsat! Han havde endda fæstet mig for et halvt år uden at spørge mig! Det ville jeg absolut ikke finde mig i, så jeg nægtede at tage pladsen! Sikke en ballade der var hjemme i de dage det stod på. Far truede med både tæsk og at smide mig ud hjemmefra hvis jeg ikke parerede ordre. Men jeg var stejl som en klippevæg. Og mente nok jeg kunne klare mig selv hvis det kom til et brud. Så til sidst måtte far ringe derud og sige, at jeg kom ikke alligevel. I de dage var det godt at være på arbejde på nabogårdene imens bølgerne lagde sig hjemme. På nabogården holdt de et ugeblad der hed “Landet”, og det kom ud over hele Danmark, og der var masser af annoncer i om steder hvor de søgte en karl. Jeg husker ikke om jeg ringede eller jeg skrev, jeg tror nu nok jeg skrev til flere, og der kom svar fra de fleste, om hvordan forholdene var, om hvad man skulle lave osv.

Jeg valgte så en ud oppe nord for Viborg, vi blev enige om både løn og alt det andet. Det kostede jo en tabt arbejdsdag at rejse op og se på pladsen, så det mente jeg var unødvendigt. Nu stod så hele verden åben for mig, og jeg drog af sted en tidlig morgenstund med toget, ledsaget af mindst hundrede formaninger fra både far og mor om at skikke mig ordentligt. Det sidste de sagde, var at jeg jo skulle huske at skifte tog flere steder, både i Trustrup, Ryomgård, Randers, Langå og til sidst i Viborg. Jo jo, det skulle jeg nok finde ud af. Det tog en hel dag at rejse derop, jeg tror nok jeg ankom ved 7 tiden om aftenen. Og var både godt træt og sulten. Men der vankede skam ingen aftensmad! Og bageren havde lukket for længst. Det lovede ikke godt for fremtiden. Mit værelse lå ude i en af udbygningerne klods op ad nogle kreaturbokse på den anden side af væggen, her gik der nogle kæmpestore sortbrogede tyre! Lidt senere kom den anden karl også, han havde rejst fra Sønderjylland, men hans mor havde udstyret ham med en lille madpakke, som han delte med mig. Aksel hed den anden karl, og han var næsten 30 år gammel. Dagen efter var jo normal arbejdsdag, så vi fik besked på hvad vi skulle lave inden vi gik i seng. Jeg skulle malke køerne med malkemaskine, det havde jeg aldrig før prøvet, så manden lovede at komme og vise mig til rette.

Det viste sig at det slet ikke var så vanskeligt at finde ud af. Ved morgenmaden blev jeg spurgt, hvor mange tønder land min far havde. Jo, han havde da 24 tønder land. Så spurgte han Aksel, og han svarede at hans far havde været arbejdsmand, men var død for nogle år siden, og at hans mor boede til leje i et lille hus syd for Horsens. “Nå, var din far kun arbejdsmand. Havde jeg vidst det, ville jeg slet ikke have haft dig som karl!” Det var ikke så lidt af en udmelding at få den første morgen. Hvad vi så ikke vidste var, at manden var sognerådsformand, og senere fandt vi også ud af, at de kun omgikkes provsten, dyrlægen, bankdirektøren og andre der var højere på strå. Aksel var nu meget flink, men han var noget vild i det. Hver lørdag skulle han til bal, og kom altid i slagsmål med iturevet tøj og blå øjne og hvad dertil hører. Han havde heller aldrig penge, skulle altid låne nogen af mig, og flere gange lånte han også en skjorte, for hans egen havde fået et ærme revet af sidste lørdag! Desuden skulle der en masse øl til. Jeg havde kun fri en gang om måneden, mens Aksel havde fri hver anden søndag. Og tro mig, når Aksel skulle passe hjemme, som de sagde deroppe, så var han umulig at få liv i om morgenen efter en sådan druktur, så det endte altid med at jeg gik ud og lavede det sædvanlige. Når så Aksel vågnede op ud på eftermiddagen lovede han altid bod og bedring, og næste søndag ville han så passe køerne! Men det gik aldrig efter planerne. Når lørdag kom, så skulle Aksel ud på galejen. Han rejste efter et halvt år, jeg fik mine penge som han havde lånt, og vore veje skiltes. Mange år senere traf jeg ham, da arbejdede han for en kommune nede sydpå, så forfærdelig forhutlet ud, og vi snakkede kun lidt sammen. Han fortalte så, at han havde været arbejdsløs i længere tid, (jeg gætter på grund af druk) og nu var han så i arbejde for kommunen. Han kiggede så underligt på mig, og så kom det: “Der er ingen der kan li’ mig, jeg har kun et lille usselt hummer at bo i, ellers ville jeg have inviteret dig med hjem, men der er beskidt alle vegne!” Jeg tænkte på at vente lidt på ham, der var ikke så længe til han fik fri. Men så gav jeg ham hånden og sagde farvel og ha’ det godt. Og kørte så hjem en oplevelse rigere. Mon han lever endnu?

Da Aksel rejste til maj, havde manden fæstet en anden karl til at tage over. Jeg var jo fæstet for et helt år, og havde allerede bestemt, at jeg ville rejse når den tid kom. Den nye var tidligere fisker, og skulle ind som soldat til november, så han skulle bare have noget at lave indtil da. Når han så havde overstået soldatertiden, ville han i lære som tømrer eller snedker. Men det kunne ikke betale sig for ham at finde en læreplads før bagefter han havde været inde som soldat. Han og jeg blev rigtig gode venner. Da han kom ude fra Vestjylland, havde også han langt hjem. Han fortalte, at det friske og frie liv på havet var simpelthen skønt. Der var bare den hage ved det, at de tit kunne være ude i op til et par uger ad gangen, og det syntes han var meget svært at vænne sig til, derfor havde han besluttet at han ville prøve at finde sig en tilværelse i land med et mere regelmæssigt liv. Og mærkeligt nok, for ham spurgte manden ikke om, hvor mande tønder land hans far havde!

Peter, som han hed, var en virkelig flink fyr. Når det var ved at være fyraften og jeg ikke var helt færdig med mine pligter, hvem dukkede så op, og hjalp med de sidste ting? Det gjorde Peter. Det havde jeg ikke været udsat for ved nogle af de andre pladser. Når de var færdige, gik de bare lige hen og vaskede sig, klædte om for at være klar til aftensmaden præcis kl. halv syv. Da jeg sagde tak for hans hjælp, kiggede han meget mærkeligt på mig, og sagde så, at ingen af os var færdige med arbejdet før det gjaldt os begge.

Peter gik heller ikke meget op i det der med at rende i byen og drikke sig fuld hver lørdag aften. Selv om han lige var fyldt 21, så virkede han meget ældre og fornuftig. Vi havde fået hver sit værelse. Om vinteren havde Aksel og jeg delt et værelse. Det var ganske rart at bo alene. Men der var jo også kun en dør til ude på gangen, så var man inde ved den anden. Peters arbejdstøj lignede ikke rigtig mit. Han brugte en busseronne der skulle trækkes over hovedet og havde snøring foran. Og så brugte han overall. Han sagde at en busseronne var mere praktisk ude på havet, for der var der ingen knapper i som nettene kunne tage fat i og måske trække manden overbord. Jeg syntes at sådan en busseronne så flot ud, der var en rød snor i snøringen foran, og den var bundet i en sløjfe. Peter syntes jeg kiggede så langt efter hans busseronner, så en dag spurgte han om jeg ikke havde lyst til at prøve en af dem. Selvfølgelig, alt hvad Peter havde tiltrak mig som en magnet. Da jeg havde fået den trukket over hovedet og glattet lidt ned over maven så den ikke sad i “ål”, gav Peter mig et stort klap på skulderen, og sagde så: “Du ser meget pænere ud med sådan en på, end med de lange arbejdsjakker du ellers bruger. Jeg tager hjem til mor næste søndag, jeg skriver til hende i dag, og beder hende om at købe en busseronne. Vi bruger jo samme størrelse i tøj. Vil du gerne have en magen til min?” Jeg tror nok jeg fik stjerner i øjnene den dag. Men der var lang tid til Peter kom tilbage med den, en hel uge var længe at vente. Lørdag aften kom, og Peter rejste hjem og skulle komme igen søndag aften klokken halv elleve med toget.

Jeg cyklede ned til stationen for at vente og hente Peter. Han kunne mageligt sidde på stangen på min cykel i stedet for at gå de halvanden kilometer ud til gården. Da toget kom og Peter steg ud, havde han ikke set mig i halvmørket. Så jeg spurtede hen til ham og hilste godaften. “Nej hvor er det altså pænt af dig at komme og mødes med mig”, sagde han og gav mig et skulderklap som næste sendte mig i knæ. Hans bagage var en stor rygsæk, den blev svinget om på ryggen, og så sagde han: “Så kan vi vist godt gå, ikke?” Men jeg foreslog at han satte sig op på stangen af cyklen, der sad han jo sideværts, så jeg kunne række armene udenom ham og alligevel nå styret. Jeg blev næsten helt elektrisk, for nu havde jeg jo armene tæt omkring ham. Han føltes så dejlig rar og varm at røre ved. Han nød vist også at jeg sad så tæt på ham, for han smilte hele vejen ud til gården. Selv om det var sengetid, så havde Peter en termoflaske kaffe og nogle småkager med fra hans mor. De var sikkert beregnet til Peter alene, til at nyde under rejsen helt ovre fra Lemvig egnen. Mens vi drak kaffen gik Peter og lagde sit tøj på plads i skabet og underholdt med hvad han havde oplevet på turen både frem og tilbage. Helt nede på bunden lå der en ny busseronne til mig. “Den er din, men så skylder du altså min mor 16 kr. for den!” “Har du da ikke betalt hende for den?” ville jeg vide. “Jo selvfølgelig har jeg da det, så det er mig du skylder pengene. Men prøv den nu, så vi kan se om mor har købt den rigtige størrelse.” Og den passede fint, så jeg betalte Peter de 16 kr. Nu lignede vi så begge to et par rigtige fiskerdrenge. Jeg havde jo allerede dengang den dille at arbejdstøj var det jeg helst ville gå i. Og for Peter var det ganske naturligt at gøre det samme, han sagde, at hjemme hos hans familie kom de aldrig i andet end arbejdstøj, selv til fødselsdage.

Nogle dage senere kom jeg ned i hestestalden hvor vores vaskegrej stod, det var såmænd bare et vaskefad af blik og så en sæbeskål, og bag døren ind til selerne hang vores håndklæder. Det havde været rigtig varmt den dag, så Peter stod med nøgen overkrop og vaskede sig. Han havde ikke hørt mig komme. Da så jeg at han havde flere tatoveringer både på begge overarmene og på brystet og ryggen. Jeg blev helt stum. Peter opdagede mig, smed sit håndklæde omkring sig og blev blodrød i hovedet. “Ja, det måtte jo ske,” sagde han. “Nu har du set hvordan jeg ser ud uden tøj, så nu kan du sikkert ikke li’ mig mere. Mange synes at tatoveringer er grimme og at det kun er nogen der har været i fængsel eller i noget andet skidt, der har sådan nogle.” Han bøjede hovedet og jeg kunne se der var tårer i hans øjne. “Men Peter da! Dine tatoveringer er enormt flotte, jeg har altid drømt om at få mindst en lavet på mig selv!” “Er det rigtigt at du ikke foragter mig fordi jeg er tatoveret. Og tror du så jeg er en skidt knægt fordi jeg har dem? Eller måske har været i fængsel eller på opdragelsesanstalt?” “Nej, Peter, du er ikke typen på en skidt person, du er helt rigtig i mine øjne, og jeg vil godt spørge, om jeg må kalde dig for min bedste ven? Må jeg det, Peter?” “Åh hvor er du sød og rar imod mig, nu kan du ligeså godt få det hele at vide om mig, nu vi er i gang med afsløringerne, og nu er jeg helt sikker på at du ikke vil kendes ved mig mere, for jeg er altså….. en bøssekarl!!!” “Peter da! Det er det allerbedste du kunne fortælle mig, for det er jeg også!” Han stod med vid åben mund og stirrede på mig. “Du lyver for mig!” sagde Peter så stille at det næsten ikke kunne høres. “Det passer slet ikke, det er kun noget du siger fordi du synes jeg er flink.” “Nej nej, for Fanden da Peter! Kan du da ikke forstå at jeg har gået og beundret dig i smug i de fire uger du har været her! Hvorfor tror du jeg cyklede ned til stationen for at hente dig? Det var for at få lov til at røre rigtigt ved dig. Må jeg gi’ dig et knus?” “Nej, det vil jeg gi’ dig!” hviskede Peter. “Nu skal vi ind og spise til aften, så snakker vi videre bagefter inde hos mig, eller skal vi hellere gå en tur i det gode vejr sammen, der er ikke ret langt ned til fjorden, her kommer der vist aldrig nogen andre.”

Jeg tror nok, vi begge var ret gode skuespillere den aften ved aftensmaden, vi prøvede i alle fald at opføre os ganske normalt, og styrtede da heller ikke ud af køkkenet straks den sidste bid var sat til livs. Cyklerne blev trukket ud fra selerummet, og da vi svingede os i sadlen, stod konen på trappen og sagde: “Nå skal I ud og nyde det gode vejr? Så prøv at cykle ned ad vores markvej til fjorden, der er så kønt her i forsommeren. Men der kan være mange myg!” føjede hun smilende til.

Vi kørte ned ad markvejen der førte ned til fjordengen, hvor kvierne gik på græs om sommeren. Vejen var noget hullet, så vi cyklede bag efter hverandre uden at sige noget. Lige gennem et lille krat, så åbnede udsigten sig over den stille fjord sig foran os. Vi satte cyklerne op ad hinanden så de ikke væltede. Peter sagde stille: “Er det rigtigt, det du fortalte ude i stalden.” “Ja, det er rigtigt, Peter. Jeg kan ikke lyve for dig. Du er den dejligste fyr jeg nogensinde har mødt. Må jeg gi’ dig et kys?” Men inden han svarede havde han placeret sin mund ovenpå min og hans tunge roterede rundt inde i min mund. “Du gør mig fuldstændig liderlig når du gør sådan,” sagde jeg da han slap mig. “Det var da også meningen. Men vi må være forsigtige. Vi er jo ikke over de 25 år, og ser nogen os stå og kysse åbenlyst, så er der mindst to fanden’er løse. Hvorfor tror du, jeg kom herover fra Lemvig af? Jo, ser du, skipper på kutteren var også bøssekarl, og det var der nogen der havde opdaget. Og han var meget ældre end mig, omkring de 40, så han risikerede at blive anklaget for at have forført en mindreårig. Når vi lå langt ude på havet var der ingen der kunne have ondt i røven af det vi lavede. Men en dag hvor vi lå i havn og reparerede garn, gik vi nedenunder i lukaf’et og hyggede os, og da var der en der havde været ombord uden vi vidste det og set vi lå arm i arm i den ene køje.” “Var din skipper rar og sød ved dig,” ville jeg vide. “Jo såmænd var han da det, men han ville altid kun bruge mig indtil han fik skudt af, så snorksov han i løbet af et minut. Og så var han klar til et skud mere når han vågnede. Han spillede min pik af, men jeg måtte aldrig prøve at sutte ham af, han ville kun røvpule mig.”

“Hvordan har du så fået alle de flotte tatoveringer?” “Jo, ser du, dem får man lavet ved en tatovør”, grinede Peter. “Ja, det ved jeg godt at det er dem der laver den slags. Men hvilken anledning fik dig til at komme hen til tatovøren? Gør det meget ondt at få en lavet? Tager det lang tid? Er det dyrt?” Sikke en masse spørgsmål jeg kunne diske op med oven i hinanden.

Peter tænkte sig lidt om inden han svarede. “Det var en masse du vil vide. Men når du lover ikke at fortælle det videre, og det ved jeg at du ikke gør. Så fik jeg lavet den første tatovering da jeg var 13 år og gik i skole endnu. Min far var også tatoveret og jeg syntes de var så pæne, dem han havde, jeg spurgte ham flere gange om jeg ikke også godt måtte få sådan en tatovering. Han sagde altid at jeg var for ung endnu, og skulle vente lidt. Men den dag jeg blev 13 år var vi i Aalborg, far og mig, og da spurgte jeg igen far om jeg ikke måtte få lavet en nu hvor jeg var næsten voksen. Far var fjordfisker i Nissum bredning og jeg hjalp ham næsten altid med fiskeriet. Til min store overraskelse sagde far ja til at jeg måtte få en tatovering. Men jeg vil med dig ind til tatovøren så du ikke får lavet noget lort, sagde han. Hvor vi du ha’ den? ville far vide. På underarmen så de alle kan se den, svarede jeg. Så får du ingen, for det er ulovligt at tatovere når du er under 14. Find et andet sted. Så ovenfor albuen da. Det lyder meget bedre. Hvad skal det være? En gedebuk eller sådan noget? Nej nej. Hvad så? Far blev ved, vi skulle åbenbart være enige inden vi kom op til tatovøren. Jeg kan ikke li hjerter og den slags. “Men så et rigtigt sejlskib da, må jeg så få sådan et tatoveret?” Jo, det kunne nok gå an, mente far. Vi fandt tatovørens salon, men døren var låst. Far ringede på ved privaten, og fremførte sit ærinde. “Jo, det kan drengen da godt få lavet for min skyld, men I må ikke fortælle andre at det er mig, der har været ude med nålene, for han er jo ikke gammel nok endnu. Og jeg skal ikke risikere noget.” Vi kiggede så på tatovørens tegninger, der var rigtig mange med sejlskibe, både store og små, og både forfra og bagfra, nogle var også ved at synke. “Vi har ikke hele dagen til den slags,” sagde far, “bestem dig nu, og så skal vi da høre prisen for arbejdet også.”

Jeg valgte så et ret stort sejlskib, der dækkede næsten hele overarmen, tatovøren sagde det var for stort til mig. Vi fandt så et der var lidt mindre, det kostede 22 kr. at få lavet og det ville tage omkring en times tid inden det var færdigt hvis vi da begyndte straks. Far lagde de 22 kr. og sagde så, at han gik nogle ærinder, så ville han komme tilbage og hente mig om en times tid eller så.

Og så gik tatovøren i gang, han vidste godt at jeg helst ville have det større sejlskib, så han tog alligevel den tegning frem, barberede de hår af der var hvor tatoveringen skulle være og tegnede med en stift på bagsiden af tegningen, trykkede tegningen ned over min arm, så vi kunne se hvor meget den fyldte. Det han havde tegnet på bagsiden kunne tydeligt ses på min arm. Ikke alle detaljerne, men nok til at han havde noget at rette sig efter. Den så nu da ikke så stor ud endda. “Og så går vi i gang, det gør lidt ondt i begyndelsen, men du vænner dig hurtigt til det.” Og det gjorde lidt ondt i et par minutter, men så ikke mere end at jeg syntes det var spændende at se hvordan tegningen blev tydeligere og større. Den blev næsten kun lavet i sort, men da vi var ved at være færdige, spurgte tatovøren om vi ikke lige skulle lave et dannebrogsflag i agterstavnen og en vimpel i en mastetop, der skulle så lidt rød farve i, og lidt grønt i bølgerne foran skibet. Jeg skævede til klokken, for der var altså gået over en time siden far var gået, og jeg skulle helst være helt færdig inden han kom tilbage, så kunne der jo ikke rettes noget ved min tatovering. Til slut vaskede han tatoveringen af med sprit, det sved grimt, smurte så noget salve på, tog en hvid serviet og foldede den så den dækkede det hele og satte så nogle stumper plaster på for at holde servietten på plads. Jeg rullede skjorteærmet ned og var lige blevet færdig da far stod i døren. “Nå,” sagde han til tatovøren, “tog han det som et mandfolk? Det var godt, nu er du jo en rigtig mand!” Og vi gik for at tage toget hjem igen. Det kløede lidt i nogle dage, så skallede skorpen af, og jeg havde denne her. Peder rullede sit ærme op og jeg kunne se hans flotte sejlskib, der måske var blevet lidt tykkere i stregerne siden den blev lavet.

“Og hvor var jeg stolt,” sagde Peter, “for far havde sagt at nu var jeg et rigtigt mandfolk. Mor var knapt så begejstret, men når far havde givet lov, så var det vel i orden.”

“Men nu er det dig, der skal fortælle mig lidt om dig selv,” sagde Peter. Og jeg fortalte hvad der allerede er skrevet, både om Rasmus og Lars, om Karl og det alt sammen. Tiden gik, Peter spurgte, når jeg holdt en pause, og vi lå tæt sammen mens vi snakkede om det hele. Det begyndte at blive mørkt og blev også for køligt at være ude uden jakke på. Vi fandt cyklerne og kørte hjem. Konen må have siddet og holdt øje med os, for hun kom ud og inviterede os ind på en kop kaffe og en småkage. Manden var til et eller andet møde, sagde hun. Det var ellers ikke almindeligt at få aftenkaffe der på gården, og da slet ikke for medhjælperne.

Fortsættes…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: