af Peder
Jeg var glad for at arbejde for Karl, han var aldrig karrig med ros når jeg havde lavet noget godt. Det kendte jeg slet ikke hjemmefra, der blev der kun brugt ord når jeg havde lavet noget lort. Og det allerbedste var, at Karl gerne ville have at hans medhjælpere var klædt ordentligt på, der kom tit andre landmænd på besøg og skulle se hans bedrift. Så jeg fik besked på at købe mig et par spidsbukser og et nyt sæt arbejdstøj, træsko og gummistøvler, og noget som jeg kun havde hørt om, et sæt regntøj, så jeg ikke gik ude og blev våd i dårligt vejr. “Har du pengene?” spurgte Karl. “Nej, jeg har dem ikke selv, men måske far vil lægge ud indtil jeg får min løn.” svarede jeg. “Ikke tale om at du skal låne af din far. En af de første dage du er her, så kører vi til stationsbyen og får dig ekviperet som jeg vil ha’ det. Jeg betaler, og så trækker vi fra når tiden er gået!” “Rigtig mange tak”, fik jeg fremstammet. “Ikke noget at takke for”, svarede Karl, “det er jo mig der vil ha’ det sådan, og du skal nok få lov at arbejde det beløb af, basta!”
Så en af de første dage drog vi til stationsbyen for at købe tøj til mig. Jeg sad og tronede oppe ved siden af Karl på agestolen, hans heste var vist nogle af de flotteste i omegnen, og Karl selv var jo en kendt person. Mor havde jo udstyret mig med mit bedste undertøj, (det var min ældre brors aflagte, men det kunne ingen jo se) og vi kom ind i manufakturforretningen, hvor ejeren kendte Karl. “Jeg skal ha’ ham her klædt ordentligt på, så han ka’ være bekendt at vise sig ude på “Kærgården” når der kommer besøgende.” “Så gerne, så gerne.” lød svaret, og så fandt han og Karl i fællesskab frem hvad de mente var rigtigst og bedst til mig. Regningen for hele herligheden lød på 89kr. og 55 øre. og det hele blev pakket ind i brunt papir og overdraget mig at lægge det ud i vognen. “Så mangler vi bare et par træsko og et par gummistøvler og et sæt regntøj, og det skal vi vel ha’ henne i Brugsen.” sagde Karl. “Jeg har da også regntøj,” svarede manufakturhandleren. “Nå, har du det, jamen så er det da godt jeg ikke har betalt noget endnu. Hvilken farve vil du ha det i, knægt? Hvad har du?” “Ja jeg har kun sort og mørkegrønt, og det mørkegrønne er det bedste, det bruger Madsen herinde ved siden af, han fisker på fjorden. Men der er altså to kroner i forskel på prisen!” “Nå, men nu kender du jo størrelsen på knægten, så et nummer større vil nok være passende, det skal helst kunne trækkes ovenover det almindelige.” Og sådan blev det endelige regnestykke på lidt over 105 kr. hos tøjhandleren. Jeg havde aldrig før haft færdigsyet arbejdstøj, det var som før nævnt altid noget der var syet om fra andre.
“Så må vi hen i Brugsen,” sagde Karl, og her var han ikke på “du” med uddeleren. Det var jo her de købte deres dagligvarer såsom kaffe, mel, smør og hvad der ellers skal bruges i en husholdning. Vi blev straks vist ud på lageret hvor træsko og støvler stod opmarcheret på hylderne. Da jeg var i voksealderen, mente Karl at det var bedst jeg fik noget fodtøj der var et nummer for stort, så var der plads til en tyk sok uden at det kom til at klemme fødderne. Et par sorte træsko og et par sorte gummistøvler størrelse 43, blev købt. Så var vi klare til hjemturen. Det var efterhånden også ved at være tid til at fodre kreaturerne, hvor jeg skulle hjælpe til med både at fodre og malke. Hestene var den ældre karls domæne. Jeg havde ikke fortalt noget hjemme om Karls og min indkøbstur, det kunne de tidligt nok opdage og få et vide om. For mine forældre var det den rene luksus at bruge næsten en hel måneds løn på tøj og fodtøj. Jeg skulle have 150 kr. om måneden, og vores indkøb blev i alt på 144 kr. og 85 øre.
Jeg havde kun haft en lille flettet spanskrørskuffert med, da jeg flyttede. Og den kunne stå på bagagebæreren på min gamle cykel når jeg trak den. Men alt det nye kunne ikke være i den også. Heldigvis var der et gammelt skrammet skab på værelset, som jeg gerne måtte bruge. Men først skulle aftenarbejdet overstås, så var der også aftensmaden og jeg skulle da også lige vaskes, inden jeg tog herlighederne i øjesyn. Jeg skulle da også lige prøve det hele, og det lille spejl, jeg havde med, kunne ikke gengive andet end en lille del ad gangen. Da jeg havde fået spidsbukserne på, og gummistøvlerne bukket ned, smed jeg mig på sengen og spillede pikken af et par gange. Ih, hvor havde det været en god dag.
Søndagen efter havde jeg fri, og cyklede hjem med det gamle arbejdstøj viklet ind i en sæk der lå bag på cyklen. Men jeg havde kun taget det nye sæt blå arbejdstøj på og mine nye gummistøvler. Det med spidsbukserne kunne vente til en anden god gang. Mor kiggede lidt op og ned ad mig, spurgte så om jeg havde vundet i lotteriet når jeg var så flot. Nej, det havde jeg da ikke, og forklarede at Karl på “Kærgården” ville have hans karle så ordentlige ud i tøjet når der kom besøgende, og derfor havde vi været inde i stationsbyen og købe det. Til det daglige arbejde var det ikke aktuelt med pænt arbejdstøj. “Nå, vil han også bestemme hvordan min knægt skal se ud! Nu har du at passe dit arbejde ordentligt, og blive der indtil 1 maj, så vi ikke får skam af dig. Har du selv betalt tøjet?” Nej, Karl havde lagt pengene ud indtil den første. Så blev de trukket fra. “Så får du jo slet ingen penge med hjem den måned! Nå, det går nu nok, bare du er glad for at være der, så kommer vi nok over den humpel også. Men så skal du jo vide at betale dobbelt næste gang.” Jeg protesterede, for jeg fik jo maden og sengetøjet ude på “Kærgården” og så skulle jeg vel ikke mere betale for det hjemme. “Nej”, lød svaret, “men det bliver dyrere at få dit tøj vasket og lappet, så hvis du fortsat vil ha’ mig til at gøre det, må jeg ha’ 35 kr. om måneden! Og husk så at resten skal i Sparekassen, så du engang kan blive i stand til at købe din egen gård!” Det var nu ikke ligesådan jeg havde tænkt mig det skulle foregå. Men da jeg ikke havde nogen argumenter at modsige hende med, tiede jeg stille, og tænkte mit.
Der var ikke ret meget sjov ved den gamle karl, og som oftest var jeg ikke oplagt til at rende i byen om aftenen, desuden havde jeg ingen penge at imponere de andre unge på egnen med. Så jeg blev hjemme på gården i det meste af min fritid, der jo var ret sparsom. Det var jo planen at jeg skulle komme hjem og hjælpe til fra 1 maj af, for min ældre bror skulle ind som soldat, og lillesøster var kun 10 år og kunne ikke bruge hestene. Sådan gik det bare ikke. Jeg fik lov til at blive på “Kærgården” helt til den 1 november, men der skulle så komme en karl mere, så jeg blev tredjekarl og skulle lave alt muligt både i mark og stald. Og hvis far ikke kunne klare alt arbejdet hjemme, så lovede Karl, at hans mandskab nok skulle træde til en dags tid.
Far og mor og lillesøster kunne ikke klare roerne, de var ved at gro fra dem. Så kom hele styrken fra “Kærgården”, tre mand med et spand heste, og vips, da dagen var gået var fars roemark både hakket og renset. Det samme gentog sig med høet, en dag med mandskab nok, så var også det klaret. I mellemtiden var jeg blevet 16 år, og jeg skulle på efterskole, for mine skolekundskaber var meget mangelfulde. Og Karl havde sagt til far og mor, at han syntes det var en god ide om jeg blev noget bedre til især at regne og skrive. Og der kunne fås både statstilskud og eventuelt tilskud fra kommunen også, så det ikke kom til at koste far og mor ret meget, hvis der i det hele taget blev noget for dem at betale. Karls gård lå i en anden kommune, så det skulle han nok se at få ordnet på bedste måde.
Om jeg ligefrem glædede mig til at komme i skole igen er vistnok at omgå sandheden ret meget. Nu var jeg næsten groet fast ude på “Kærgården”, kendte det hele ud og ind, og så skulle forlade det hele for at gå i skole igen. Karl holdt fast ved sit, og mor og far gav sig, da han kom og viste dem papir på, at det hele var gratis, der var endda 200 kr. tilovers til bøger. Og når jeg så gemte lidt af min løn ude fra gården, kunne jeg godt holde skindet på næsen. Men som sædvanligt var der et men, og det var at den ældre karl havde lært mig at ryge. Det gjorde Karl også, så der var tre skorstene i gang inde i folkestuen om aftenen. Den gamle karl sagde, at en bondekarl der ikke kunne ryge, om ham sagde pigerne at kysse ham var ligesom at kysse en spædkalv i dens bare røv. Og når man kunne ryge, så var man rigtig voksen!
Fra maj af kom der så en ny medhjælper, sådan ville han nu kaldes, da han var inde fra stationsbyen og havde taget realeksamen, så han følte sig lidt mere end som en almindelig bondekarl. I arbejdet var han flink nok, men han cyklede ned i stationsbyen hver eneste aften til sine venner og kammerater, så jeg snakkede ikke så meget med ham i fritiden. Efter en måneds tid flyttede han hjem til forældrene, og kom så hver morgen på arbejde og kørte hjem igen til fyraften, og spiste kun til middag sammen med vi andre. Han gav sig senere til at studere og endte som en eller anden slags lærer ovre på Landbohøjskolen i København.
Der var ret langt til da andre gårde, så det skete ikke så tit at jeg havde kontakt med de andre karle på nabogårdene. Maskinerne var også ved at rykke ind i dansk landbrug. Flere af naboerne havde fået en traktor, og hvor der før var to karle fast, var der nu kun en tilbage. Karl købte også en traktor mens jeg var der, men den kørte han ikke selv med. Det var den ældre der fik æren, og så blev der kun et spand heste tilbage i stalden. Da jeg rejste havde Karl ikke fæstet nogen ny karl i stedet for os to. Han ville prøve at klare sig med den lidt ældre og så leje maskinstationen til at rydde mødding og tærske ind fra marken. Så var toppen af arbejdet væk, nu var der så bare køerne der skulle passes og det måtte Karl så se at klare på bedste måde. Jeg besøgte dem på “Kærgården” da jeg var hjemme på juleferie, og kunne godt se, at der ikke mere var så ryddeligt og pænt både ude og inde. Køerne havde fået såkaldte lårkager, møg der er tørret ind på deres lår i store skorper, dem var der ingen af mens jeg var der. Da blev køerne striglet hver dag, dog ikke om sommeren, hvor de gik ude både dag og nat og kun kom hjem til malkningen. Da foråret kom, havde Karl solgt gården og var flyttet ind i et hus nede i stationsbyen. Han var vist omkring de 60 år dengang. Jeg har kun gode minder fra dengang.
Fortsættes…