af Peder
Jeg ved ikke hvordan det begyndte, men folk i gummistøvler var altid noget der omgående fangede min interesse. Min far brugte ikke ret tit sine gummistøvler. De stod ude i hestestalden og de stod under seletøjet til hestene. Hvis han havde brugt dem, så vaskede eller fejede han aldrig det værste skidt og møg af dem. De blev faktisk bare sparket af og lå så der til næste gang han havde brug for dem. Jeg husker tydeligt at de var brune og med et spænde øverst på skafterne. Når jeg så havde et eller andet at gøre ude i hestestalden, og ingen så mig, så trak jeg dem på, og selv om de var flere numre for store, så skulle jeg lige gå lidt frem og tilbage i dem. Jeg husker også at jeg syntes det var en skam for støvlerne, at de altid var møgbeskidte, så jeg vaskede den så nogenlunde rene inden jeg satte dem pænt på plads langt inde under seletøjet. Der kunne gå ret lang tid imellem at jeg “prøvede dem”, så de kunne godt være noget støvede når jeg fandt dem frem. Jeg tror nok jeg følte mig godt tilpas i dem selv om skafterne gik helt op over mine knæ. Dengang gik vi knægte altid i korte bukser hele sommeren og selvfølgelig i bare tæer. Hvis vi faldt og slog knæene så var det kun os selv der gik hul på og ikke bukserne! Vi kunne gro sammen uden udgifter, hvorimod et hul i bukserne var intet mindre end lidt af en katastrofe. Så skulle mor jo til at lappe dem. Og hun havde såmænd rigeligt at gøre foruden at sidde og lappe mine bukser, da hun altid var med i marken og i stalden.
Men om vinteren brugte vi lange bukser, nogle gange var det nogen af fars bukser hvor benene bare var klippet af til den rigtige længde, sådan omtrent da. De bukser var jo godt vide i benene og blev holdt oppe med seler. Vi kaldte dem for “brændeseler”, spørg ikke hvorfor de kaldtes sådan, for jeg ved det ikke. Jeg ville så gerne have lov til at bruge livrem, men det sagde mor var usundt, for vi kunne nemt få ondt i maven af at bruge den slags! Men de her vide bukseben kunne nemt gå udenpå støvlerne, så i vintertiden var de altid trukket udenpå, for så kom der ikke sne i støvlerne. Vi gik som sagt mest i træskostøvler, læderskafter syet på træbunde og beslået med metalringe, så det skramlede godt når vi gik på brostenene ude på gårdspladsen. Læderskafterne kunne holde adskillige bunde ud, og min bedstefar var ganske god til at sætte nye bunde i når de gamle var slidt op. I det hele taget blev der ikke gjort ret meget ud af børns påklædning i de tider, vi lignede små voksne i jakkesæt når vi en sjælden gang fik lov til at komme med i byen. I skolen brugte vi såkaldt matrostøj med hvide striber påsyet en mægtig krave der hang ned ad ryggen, hvad den egentlig gjorde gavn for der, aner jeg ikke. Sko brugtes næsten ikke. Da mine forældre skulle have guldbryllup brugte min far stadig de sko han havde haft på til sit bryllup!
Da jeg blev omkring de 10 år, var der rigtig krisetider i lille Danmark. Udgangsforbud efter kl. halv otte om aftenen, alt lys skulle mørkelægges så ingen kunne se noget udenfor. Vi havde i den første tid aldrig trukket for vinduerne om aftenen, men tyskerne påbød os at det skulle vi have, så vi fik fat i noget sort papir som blev hængt op på nogle kroge øverst i vinduerne. Også ude i staldene skulle der mørkelægges, men her var der godt med spindelvæv og kun en lille petroleumslygte til at lyse så meget op at vi lige kunne skimte dyrene og hvad vi lavede. Men ret hurtigt efter krigsafslutningen kunne vi igen købe gummistøvler. Men tro nu ikke at vi bare lige løb hen og købte nogle. Næh, næh, de gamle træskostøvler skulle skam slides op først! Jeg husker ganske tydeligt da far kom hjem med et par nye gummistøvler til mig. De var sorte og hed Codan. Det må have været i 1946, for jeg ville absolut have dem på i skole den næste dag. Det fik jeg allernådigst lov til, og var sikkert dagens mand i skysovs i skolen den dag. Men mødrene fortalte os jo at de var usunde at bruge, vi ville komme til at fryse tæerne i det tynde skidt, og at den slags støvler nok bare var en modedille til børn! Vi var børn indtil den dag hvor vi blev konfirmeret, så efter den tid var vi at regne for voksne, og skulle kunne klare en voksen mands arbejde uden at pibe!
Mælkekusken kom hver morgen og kørte mælken til mejeriet, kom så et par timer eller tre senere tilbage med skummetmælken. Hvis jeg ikke var i skole den dag, så skulle jeg ud og give de små kalve mælk. Og derefter når spandene var tømt og skyllet af, vaskede mor dem, så de var rene og klare til aftenmalkningen. Afregningen kom mælkekusken så med hver anden fredag, og han lagde altid de to nærmeste naboers penge af hos os, da de selv skulle sørge for at få spandene kørt til fast vej, og der var ingen til at tage imod pengene. Så når mælkemanden, som vi sagde, kom med pengene, lavede mor kaffe og satte lidt brød og pålæg frem til ham. Det var som regel en af karlene fra den gård der lå længst ude, der kørte med mælken. Selvfølgelig gik han ikke ind i køkkenet med støvler på, så de blev taget af og sat bag døren. Vi unger skulle ikke have kaffe sammen med mælkemanden. Hans heste stod pænt ude i gården og ventede til han kom ud og kørte videre på sin runde. Når han så havde givet mor pengene og sad og drak kaffe, så kunne jeg meget let få et ærinde in i bryggerset hvor hans støvler stod. Jeg skulle da lige mærke på skafterne, snuse lidt til dem, og helst have næsen ned i skafterne og lugte lidt også. Åh hvor de lugtede dejligt af karl eller mand. Hvis jeg nåede at komme ind lige når han havde sat sig til rette ved bordet, så kunne der måske også lige blive tid til at tage dem på og prøve dem! Mærkeligt nok blev jeg aldrig opdaget når jeg prøvede karlens støvler. Der var specielt en karl, der var meget høj og tynd. Han brugte nogle brune gummistøvler og havde altid bukket skafterne ned, og de støvler var virkelig lækre at prøve. Han kom fra Fyn og han havde sådan en sjov stemme når han snakkede. Så jeg drømte om at rejse til Fyn og se om det var rigtigt, at de derovre brugte brune gummistøvler! Han var lidt af et ideal for mig. Han skiftede plads et par gange mens han var på egnen, men kørte kun mælk for os en sæson. Nogle år senere havde han fundet sig en kone og giftet sig, flyttede ind i et lille stråtækket hus og havde fået arbejde som gift mand på en større gård ikke så langt fra hvor vi boede. Han kom cyklende forbi hver morgen og hver aften, og jeg skulle da lige se ham når han kørte forbi. Han brugte sorte eller grågrønne spidsbukser og havde altid gummistøvler med nedbukkede skafter når han kom forbi. En rigtig flot fyr.
Men jeg følte mig som lidt mislykket, når jeg var så fokuseret på alt det her med arbejdstøj og gummistøvler. Jeg turde i alle fald ikke nævne det med et eneste ord hverken hjemme eller i skolen. Der var jo ingen andre jeg kendte, som havde den dille. Heller ikke blandede jeg mig idet der med at de andre drenge i skolen af og til snakkede om piger, eller tøser som de sagde. Det var især de store drenge, altså dem der snart skulle konfirmeres, der af og til pralede lidt af hvad de havde foretaget sig, eller tænkte på at gøre, når de nu snart kunne kalde sig voksne. Her stod jeg så og så sikkert godt dum ud, for tøserne interesserede mig ikke en brik. Det der med at gå lidt og holde i hånd når vi gik hjem fra skole, forstod jeg mig ikke på, selv om der var en enkelt af tøserne, der prøvede at få mig til det. Allerede da jeg var omkring de 13, syntes jeg, at de drenge der var nogle år ældre, havde fået lidt skæg og noget hår på brystet, var meget mere spændende at kigge på, og eventuelt snakke med. De regnede bare ikke med mig, jeg var jo stadig det de kaldte for en “hvalp”. Rasmus kom så lidt senere ind i billedet, men ham turde jeg heller ikke snakke fortroligt med om mine synspunkter. Det vi lavede sammen var jo kun pubertetens opdagelse af hvad vi nu var i stand til, og for at tilfredsstille os selv. Da jeg så endelig langt om længe nåede den tid, hvor skolen ikke mere var noget der skulle passes, blev jeg så karl hjemme hos mine forældre, og tog så noget løst arbejde på de andre gårde når der var særlig meget at lave, for eksempel når der skulle hakkes roer, køres hø eller i høstens tid. Så kom gårdmanden hjem til far og spurgte, om han kunne “låne” mig i nogle dage imens de fik det værste til side. Der blev aldrig snakket om hvad jeg skulle have for mit arbejde, når det var færdig, så kom manden bare og sagde, at nu havde han ikke brug for mig mere, og stak mig nogle få kroner, for nu var jeg slet ikke voksen, men skulle bare have sådan en lille erkendtlighed for min indsats. Når jeg så kom hjem og fortalte, at i morgen skulle jeg ikke komme derover, for der var ikke mere arbejde til mig, blev der så spurgt, om jeg havde fået nogle penge for den eller de dage, jeg havde arbejdet der. Det var ikke ret store beløb jeg kunne komme hjem med. Jeg husker at jeg havde hakket roer i mere end en uge hos en gårdmand, og vidste så nogenlunde hvad akkordprisen var pr. løbende favn, vi brugte stadig de gamle danske måleenheder som alen, favne, tønder land o.s.v.
Jeg havde sådan gået og regnet lidt ud efter den tarif, og så skulle der kunne blive så mange penge at jeg kunne tillade mig at købe et par nye gummistøvler, og alligevel aflevere en pæn slat penge hjemme for kost, vask af tøj og logi. Hvor var jeg skuffet, for manden sagde til mig: “Ja, a har aldrig brugt at betale den store dagløn, men da du har været flink og hjulpet godt til, så vil a da li’godt gi’ dig 25 kroner!” Selv om 25 kr. var ret mange penge dengang for en knægt som mig, så var det under en fjerdedel af hvad jeg havde tjent ifølge tariffen. Og de 25 kr. var lige netop det mor ville have for at have mig boende hjemme! Så der blev ingen nye støvler til mig. Jeg måtte hen og finde lappegrejet til cyklen og sætte lap på de huller, der var i mine gummistøvler! Mor syntes også at han var sluppet lidt for billigt om ved at betale mig. Vi snakkede lidt om det, men den eneste trøst var, at når jeg blev 16 år, så kunne jeg tage en plads som anden eller tredjekarl på en gård, så blev lønnen aftalt inden jeg skulle begynde. Og dengang boede og spiste karlene på gårdene. Hvis det var en såkaldt “god plads” var der rift om at komme til at tjene der. Men der var et helt år til endnu, og så måtte jeg bide i det sure æble og fortsætte som om intet var gået mig imod. Jeg gik så og hjalp til hjemme og havde nogle enkelte dage hvor jeg hjalp med at tærske korn en gang imellem. Føj, hvor var det et støvet arbejde, og koldt tillige. Kornet skulle så bæres op på stuehusloftet efterhånden som sækkene blev fyldte og de blev vejet på en vægt. Der skulle være 100 kg i hver sæk. Det var forkarlens arbejde at tage sække fra og veje dem, og når der så var tid til det, bære sækken op på loftet og tømme den af. Manden lagde selv i tærskeværket, det var jo et betroet arbejde og kunne være farligt. Sluget på tærskeværket, hvor neget blev stukket ind med toppen først, kunne nemt snuppe hånden med. Der gik adskillige historier om, hvordan en karl var blevet invalid ved at miste hånden i et tærskeværk. Jeg skulle nu bare lægge negene op til manden, så de lå parate i samme øjeblik han var klar til at stoppe det i maskinen. En anden karl eller mand stod oppe i ladet og smed negene ned til mig. Somme tider skulle jeg bære hvert ned en tre- fire meter, så jeg kunne godt holde varmen. Også selv om det frøs mange grader i loen. Dengang var der nok tempo på arbejdet, men der var også pauser. Vi fik både frokost, middagsmad og eftermiddagskaffe i pauserne. Der blev lagt gamle aviser på stolesæderne, så vi ikke fyldte konens stuer med avner eller bygpigge. Det værste jeg vidste, når vi tærskede, var hvis manden oppe i ladet smed negene lige ned i hovedet på mig og der var levende mus i dem, for så skete det af og til at en mus kravlede rundt inde under tøjet. Den blev så fanget under stor ståhej inden arbejdet fortsatte. Når det endelig blev aften eller det blev for mørkt til at kunne se noget som helst, kunne jeg så gå hjem, rigtig godt beskidt og støvet, fingrene skulle grave næseborene fri for de værste støvskorper så jeg igen kunne trække vejret nogenlunde frit.
På denne gård havde de to karle, en ældre på omkring de 40, og så en der var lidt ældre end mig. Den ældste var lidt af familien, så han sad altid inde i stuen sammen med dem om aftenen. Lars, som den anden hed, var omkring de 17, og når han ikke havde andre ting for, var han selvfølgelig også inde i stuen om aftenen. Der var ingen varme på karlekamrene dengang. Den slags var vild luksus. Jeg smuttede somme tider ud til Lars om aftenen, og så gik vi ud på hans værelse eller kammer for at snakke. Der var selvfølgelig bitterligt koldt derude på kammeret, så vi kravlede i hans seng og tog dynen over os, så frøs vi da i det mindste ikke. Og hvad snakker så sådan et par banditter om? Alt muligt, også om de mere intime ting. Lars var uhyre flink og rar, han var fra en anden egn, derfor havde han langt hjem og kom der ikke ret tit. Hvordan og hvorledes ved jeg ikke, men vi pillede da lidt ved hinanden, og så var spillet gående. Vi spillede pik af sammen eller gjorde det på hinanden. En aften hvor vi lå under Lars’ dyne, fortalte han mig, at man godt kunne bruge røvhullet til at kneppe i. Om han måtte prøve det på mig? Han sagde, der skulle lidt smørelse til for at pikken kunne komme igennem, men det havde han forudset, så han havde hentet smørekanden med olie ude i maskinhuset. “Skal vi ikke prøve om det er sjovt eller bare dejligt?” spurgte Lars mig. Jeg var vist lidt tilbageholdende, men han hev resolut bukserne ned om mine hæle og sagde jeg skulle bukke mig ned på knæene så han bedre kunne komme til. Et par ordentlige sprøjt med smørekanden i mit røvhul og så var han klar til at prøve om hans pik kunne komme ind i mig. Det gjorde lidt ondt indtil hans pikhovede var kommet indenfor, og så stødte han ellers sin pik i bund lige så lang den var. Der lå vi så med dynen over os, heldigvis var den til en dobbeltseng, så den dækkede godt. Og Lars sagde, at det her var endnu dejligere end bare at spille den af, så han lavede kneppebevægelser, først ganske langsomt ud og ind, så lidt mere fart på. Spurgte om det gjorde ondt på mig? Nej, ikke ondt, men ganske dejligt, især når han gik helt i bund. Så fortsatte han og øgede tempoet, stønnede højt og sagde: “Nu får du hele snottet oppe i din røv!” Og jeg kunne mærke det varme snot komme inde i mig. Nej hvor var det dejligt. Han havde ganske ret i, at det var endnu bedre end at spille pik af, for her gjorde det så enormt dejligt på os begge to samtidig. Da Lars var færdig med at sprøjte snot, lagde vi os tæt sammen og kyssede hinanden! Han betroede mig at det var det dejligste han endnu havde prøvet. “Men næste gang skal vi være helt nøgne begge to, jeg vil så gerne se dig uden tøj på!” Vi lå lidt og hyggede os imens vi fik pusten. Så sagde Lars: “Jeg vil prøve det igen. Nu!” Og så fik mit røvhul igen et par skud olie, og denne gang var det jo udvidet, så Lars’ pik gik lige ind uden at det gjorde ondt. Og denne gang var det endnu dejligere, for nu skulle han jo først have lavet nyt snot inden han igen kunne sprøjte inde i mig. Så han kneppede løs, jeg foreslog at jeg satte mig op på hans mave, så måske kunne hans pik nå højere op i mig, og jeg kunne jo også bedre hjælpe med at støde til. Jeg satte mig overskrævs på hans mave, ledte hans pik frem til røvhullet, og satte mig ned over den. Når Lars så stødte opad, trykkede jeg nedad, og aldrig havde jeg prøvet noget der var så pragtfuldt før. Efter nogle minutters forløb kunne Lars så skyde snot igen, og denne gang bad jeg ham om, at han ikke nok ville lade sin pik blive inde i mig indtil den blev slap! Det gjorde han, og vi havde det skønt sammen. Da Lars endelig trak sin pik ud, var der jo lidt lort på den. Det blev tørret af med en gammel klud. Jeg kunne mærke at hans snot løb ud af mit røvhul, og det blev også tørret af. Jeg følte det som om at mit røvhul stadig stod vidåbent, men Lars sagde, der var klemt godt sammen. Igen kyssede vi hinanden, jeg tog mit tøj på, og tog så hjem. Lars og jeg kom tit sammen det efterår, men det var altid ham, der brugte mig, han ville ikke have nogen pik op i sig. Også selv om jeg sagde at jeg skulle nok være sød og rar ved ham, og passe på at det ikke gjorde ondt på ham.
Vi prøvede flere forskellige ting. Han foreslog at jeg prøvede at sutte hans pik af, for så kunne vi ligge ned begge to. Lars’ pik var ret stor, jeg vidste ikke om jeg kunne gabe over den. “Vi prøver sgu’ da bare!” var hans kommentar. Og så stak han sin store flotte pik lige ind i min mund. Og jeg kunne da sagtens gabe over den, men ikke sige noget når den var inde. Jeg trak hans forhud tilbage med fingrene, og kørte så min tunge rundt om hans store pikhoved. Der gik ligesom et elektrisk stød igennem ham, og han jog sin pik så langt ned i min hals at jeg var ved at kvæles. “Hvad gjorde du? Det var rigtig godt, prøv en gang til!” Igen lod jeg tungen løbe rundt om hans pikhoved. Jeg suttede op og ned ad hans pikskaft og nulrede hans nosser, og gjorde ham helt ekstatisk. “Sut mig! Sut mig!” og jeg gjorde mit bedste, skiftevis havde jeg hans pik i munden og skiftevis slikkede jeg op og ned ad skaftet på ham. Mens jeg allerbedst havde hans pik i munden, skød han en ordentlig ladning snot i halsen på mig, han holdt mit hoved så jeg ikke kunne trække det tilbage, og måtte derfor sluge hele snottet. Det smagte lidt salt, men slet ikke grimt. Så jeg suttede så meget som muligt op af det, det skulle i hvert fald ikke gå til spilde. Lars var temmelig ked af det: “Det må du undskylde, men jeg kunne ikke holde snottet tilbage! Hvad skal vi nu gøre? Du kan jo blive syg af det. Det har jeg hørt at karlene hjemme sagde, at hvis man åd snottet, så blev man rigtig syg af det!” “Jamen, det smagte da rigtig godt, så det må du ikke være ked af at du ikke kunne holde dig. Og hvis jeg nu bliver syg, hvad så?” Lars kiggede så underligt på mig. “Nå, men det får vi altså at se om det kommer til at passe. Men du må ikke kysse mig godnat i aften, for jeg vil ikke være syg. Jeg skal hjem til min mor på nogle dages ferie. Far er syg og ligger på sygehuset i Kolding. Men lov mig, at du ikke fortæller lægen hvad vi har lavet, hvis du nu bliver syg alligevel!”
Vi skiltes med at give hinanden et knus. Og jeg tænkte meget over hvad Lars havde sagt. Af og til syntes jeg, at jeg ikke havde det så godt, men glemte det igen. Og jeg blev ikke syg af at sluge hans snot. Da der var gået nogle dage, gik jeg over og spurgte til Lars hos gårdmanden. Jo, Lars kom igen, men ikke den første uge, hans far var død, så de havde ringet og spurgt om han måtte blive hjemme til begravelsen var overstået. Og så ville Lars’ mor gerne have at han kom hjem og hjælpe hende med gården så snart som de kunne finde en afløser til Lars. Gårdmanden spurgte mig, om jeg kunne tænke mig pladsen, hvad jeg da godt kunne. Men jeg var jo ikke så gammel og kunne sikkert ikke lave det samme som Lars havde gjort. “Prøv at sige det hjemme, så kan du komme ud med beskeden en anden dag, for du er så vidt jeg har hørt om dig, en rigtig flink dreng. Og når du kunne komme sammen med Lars, er du ikke helt ringe. Resten skal jeg nok lære dig. Vi tæsker ikke vores drenge her, men snakker med dem!”
Jeg nærmest fløj hjem på cyklen og fortalte nyheden, at Lars var nødt til at komme hjem og hjælpe sin mor, og at Karl ude på “Kærgården” ville have mig som karl indtil foråret. Det var jo en nyhed der ville noget. Far ville cykle derud allerede den næste dag for at høre om det var rigtigt. Karl ude på “Kærgården” var kendt som en dygtig landmand og for at behandle sine folk ordentligt. Der var kun det men ved det hele, at den halvgamle karl jo stadig var der, og sikkert ville fortælle Karl alt hvad jeg gjorde og ikke gjorde. Men enden på det hele blev, at jeg blev medhjælper på “Kærgården” i de tre måneder der var tilbage indtil den 1 maj!
Lars så jeg ikke mere. Hans tøj blev sendt hjem til ham, og jeg fik aldrig hans adresse. Mange år senere var jeg til ungskue i Herning, og jeg er 100 % sikker på at det var Lars jeg så der. Han havde en stor kone og nogle børn i konfirmationsalderen med sig. Han så mig ikke, og jeg vovede ikke at gå hen og præsentere mig. Gad vide hvordan han havde haft det siden den aften vi skiltes for sidste gang, uden at vide at det var den sidste. Lars vil altid stå for mig som min “ungdoms første kærlighed”, hvis man som bøsse kan snakke om kærlighed.
Fortsættes…