Kære forældre ( 7)

Burde vi opsøge en psykolog?

At opsøge en psykolog i håbet om at ændre din søns seksuelle orientering er formålsløs. Homoseksualitet er ikke en sygdom, og det er ikke noget, der hverken kan eller skal helbredes. Homoseksualitet er en naturlig egenskab, der altid har eksisteret, men som blot har ændret udtryk og karakter alt efter hvordan kulturen har favnet den.

Fordi homoseksualitet ikke er noget man vælger, så er det ikke noget, man kan vælge fra. Ingen uddannede psykologer vil nogensinde forsøge at ændre et menneskes seksuelle orientering.

Hvis din søn selv har voldsomme problemer med at acceptere sin seksuelle orientering, eller hvis han har været udsat for nogle meget negative oplevelser som følge af dette, så kan psykolog naturligvis være til hjælp, så han kan lære at håndtere sin egen situation og sine egne følelser. Er der tegn på depression eller meget lavt selvværd kan en psykolog sandsynligvis også være til stor hjælp.

Hvis du føler et behov for at tale med nogen om dine egne følelser, og om hvordan du gennemlever situationen, kunne en psykolog måske være en løsning for dig selv.

Hvis du og din søn har problemer med at forstå hinanden, så er samtale gerne den bedste løsning. Samtalen kan være utroligt vanskelig for begge parter, og især hvis ikke man tidligere har haft den dybe fortrolighed. Hvis han ikke selv tager initiativ til samtale, så må du selv, og det er muligt, at han er temmelig afvisende de første mange gange, du forsøger, men det må ikke få dig til at give op. Giv ham lidt tid til at vinde den svære tillid til, at du vil lytte, forstå og acceptere, for det er sandsynligvis det, han frygter allermest: at han ikke vil blive forstået, accepteret og elsket, for den han er. Tålmodighed, et åbent sind og din kærlighed til din søn, er det vigtigste at vise fra din side.

Hvis samtalen først er kørt af sporet, er det naturligvis svært at begynde den igen, men har må du som forælder vise dig som den stærke og insistere og igen og igen give ham mulighed for at dele sine tanker og følelser med dig, indtil han selv vælger at bruge den mulighed.

Jeg blev overrasket over at opdage, at der er bøsser i alle samfundslag og med enhver tænkelig baggrund.

Du har mange muligheder for at tale med nogen om Jeres situation. Der er mange rådgivningstelefoner, der lader dig være anonym, hvis du ønsker det – LGBT Danmark (Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner) kan være en mulighed, men find selv den løsning, der er bedst for dig og din familie.

Læs videre: Vil min søn nu blive udstødt, få problemer med at få job eller måske blive overfaldet på gaden?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: