Hvorfor fortalte han os det ikke noget før?
Det kan være vanskeligt at forstå, at din søn måske har funderet over det i månedsvis eller måske årevis, før han fortalte dig det. Det er let at misforstå det som et tegn på mistillid, mangel på kærlighed eller en fejl i Jeres forhold. Det kan være smertefuldt at opdage, at du ikke kender dit barn så godt, som du selv troede, og at du har været udelukket fra denne del af hans liv.
På sin vis er det sandt for både homoseksuelle og heteroseksuelle børn. Der er en nødvendig og stadig større adskillelse mellem forældre og børn efterhånden som børnene bliver voksne. Din søn vil drage konklusioner, som du ikke ville have draget, uden at spørge dig først.
Men netop i dette tilfælde er det særligt vanskeligt, fordi konklusionen har så vidtrækkende konsekvenser og måske kommer så overraskende. Det er muligt, at du har været udelukket fra din søns tanker i temmelig lang tid. Det er sandsynligt, at det har taget ham lang tid at forstå hans egne følelser. Ofte har homoseksuelle drenge følt sig “anderledes” fra de var ganske unge, men det kan tage mange år, før de får sat ord på den følelse.
Fordi vi stadig lever i en kultur, der misforstår eller ligefrem frygter homoseksuelle, tager det tid for dem at acceptere deres egen seksualitet. Ofte har bøsser – i hvert fald i begyndelsen – et indre selvhad eller bare stor usikkerhed overfor deres seksuelle identitet. Det kan tage meget lang tid at opbygge modet til at fortælle sine forældre det. Selvom din søn måske burde have vist, at han kan fortælle dig alt, så husk på, at vores kulturs forhold til homoseksualitet fortæller os, at vi skal holde det for os selv – “spørg ikke, fortæl ikke”.
Siden min søn fortalte os, at han er bøsse, er vi kommet betydeligt tættere på hinanden.
Så selvom du er ked af, at du ikke har kunnet hjælpe ham gennem denne utroligt vanskelige periode – eller selvom du måske tror, at resultatet havde været anderledes, hvis du var blevet inddraget tidligere – så må du forstå, at din søn ikke var istand til at komme til dig tidligere. Det vigtigste er, at det, at han kommer til dig nu, er et tegn på et mere åbent og ærligt forhold.