Kære forældre (13)

Hvordan får vi det fortalt til familie og venner?

Ligesom det er vanskeligt for homoseksuelle at springe ud, kan hele processen være utroligt vanskeligt for forældrene. En del forældre vælger at “forblive i skabet” og ikke fortælle deres egne venner og bekendte, om deres søns homoseksualitet. Mens de kæmper for at acceptere sønnens seksualitet, kæmper de for at holde det hemmeligt for alle andre. Det kan dog være rigtig vanskeligt at imødegå spørgsmål som “Har han en kæreste?” og “Skal I ikke snart have nogen børnebørn?”, når man ikke kan dele nogen detaljer om svaret på disse spørgsmål.

Husk dog på, at det er vigtigt, at du ikke fortæller det til andre, før din søn selv har accepteret, at det bliver fortalt videre. Måske ønsker han selv at fortælle det, og måske foretrækker han at gøre det i en særlig rækkefølge eller i et særligt tempo. Respekter hans ønsker, men gør det også gerne klart for ham, at det lige så vel kan blive en belastning for dig, hvis du skal gå og bære på hans hemmelighed for familien og nære venner.

Vi var bange for, at der var nogen, der skulle se ned på vores søn. Vi var bange for, at der var nogen, der skulle se ned på os.

Man kan i øvrigt kun give det samme råd, som man giver til homoseksuelle, før de er sprunget ud: Fortæl det, når du er klar til det og har behov for det. Forstå hvad det vil sige at være homoseksuel, så du føler dig klar til at besvare de spørgsmål og håndtere de reaktioner, som du vil møde. Du vil som de fleste homoseksuelle også møde den reaktion: “Det har jeg da vist længe…”. Hvis du føler behov for det, så øv dig på at svare på de spørgsmål og bemærkninger, som du forventer eller frygter at få. Du vil i de fleste tilfælde møde mere forståelse og sympati, end du umiddelbart forventer.

Husk på, at din søn allerede har været gennem det, du nu skal igennem. Og husk også at blive enig med din søn om, hvor meget I skal fortælle. Han har sandsynligvis udvist en større fortrolighed overfor dig omkring sine oplevelser, tanker og følelser, end han ønsker at dele med andre.

Læs videre: Hvordan kan vi bedst hjælpe og støtte vores søn?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: