Er accept og respekt for meget forlangt?

af Liselotte Kring, Randers

Når jeg ser reklamefilm, der nedgør homoseksuelle, bliver jeg ked af det. Når jeg hører præster udtale sig om deres modstand mod at vie homoseksuelle i deres kirke, bliver jeg også ked af det, men får samtidig lyst til at melde mig ud af Folkekirken. Da jeg var ung, var vi stolte af, at vi levede i et land, hvor der var stor tolerance og frihed. Jeg synes ikke, der er så meget at være stolt af længere. Men handling skaber (ofte) forvandling, og jeg fik derfor lyst til at skrive dette lille indlæg.

Det er snart tre år siden min datter ringede til mig og sagde, hun gerne ville komme hjem i weekenden. Vi havde lige set hinanden, så jeg blev naturligvis overrasket. Jeg bor i Jylland og hun i København. Det var ikke lige en smuttur. Men jeg glædede mig naturligvis.

Det var en strålende glad pige, der kom hjem. Den første aften, efter vi havde fået lidt mad, og medens den almindelige hyggesnak udfoldede sig, lænede hun sig frem i sofaen og så mig dybt i øjnene og udbrød: “Der er noget, jeg må fortælle dig, mor.”

Jeg nåede i en brøkdel af et sekund at tænke, at nu ville der komme et eller andet med, at jeg havde svigtet som mor (en vis selvoptagethed kan vi vel sjældent sige os fri for), men jeg kunne alligevel hurtigt registrere gennem det intense blik, at samtalen var af en helt anden karakter. Og det var rigtigt set.

“Jeg er dybt forelsket.” Farven skyllede op i hendes kinder og klædte hende på en dejlig måde – en måde jeg aldrig havde set i de 23 år, vi havde fulgtes ad som mor og datter.

“Det er da pragtfuldt. Nej, hvor er det dejligt,” svarede jeg, som sandt var. Det var inderligt dejligt at opleve denne intense kraft, der strømmede fra hende.

Hun kiggede lidt ned og tog en dyb indånding. “Jamen, det er en pige, jeg er forelsket i.” Hun så på mig med sit karakteristiske blik. Spørgende. Sandhedssøgende.

Jeg vidste, at de næste ord var vigtige. Jeg vidste, at jeg kunne komme til at såre forfærdeligt meget med en uoverlagt bemærkning. Men der var slet ingen mærkelige ord eller kommentarer, der pressede sig på for at komme frem i lyset. Kun en bekræftelse fra før: “Jamen det er stadigvæk pragtfuldt – det er da vidunderligt. Fantastisk. Jeg har jo aldrig set dig så glad. Hvad kan jeg sige andet, end at det er skønt. Hvem er hun?”

Så fulgte en lang forklaring om de første møder og de lange natlige samtaler, hvor den gensidige fascination og tiltrækning blev større og større for til sidst at folde sig ud ved min datters fødselsdagsfest. Kæresten var sprunget ud noget før deres møde. Min datter havde haft flere drenge-kærester, men aldrig én der kunne slå benene væk under hende. Aldrig én der kunne give det med og modspil, som er så vigtig en del af kærlighedens væsen.

Hvordan kunne jeg som forælder være ked af, at det var en kvinde, hun elskede, når der så åbenlyst var tale om store følelser, der for første gang i hendes unge liv foldede sig ud i fuldt flor? Svaret er enkelt. Det kunne jeg ikke være ked af. Jeg var utrolig glad.

Efter nogle meget intensive dage, hvor vi talte og talte om alt det nye, tog min datter tilbage til København, og jeg var alene med mine tanker.

De næste dage følte jeg mig overvældet og forvirret. Vore samtaler blev ved med at dukke op, og jeg tænkte på andres reaktioner. På fremtiden med familie og børn og andre menneskers fordomme og snæversyn. Tænkte på karrieren og sladderen. Alle de ting som vi ved hører med, når man skiller sig ud fra den store flok, som vi stadig – Gud bedre det – har en holdning og fordring til skal være ganske homogen og forudsigelig. For ingen er forudsigelige eller ens. Heller ikke os, der har levet i seriel monogami og heteroseksuelle forhold. Vi er jo også vidt forskellige indenfor de rammer, vi åbenbarer for omverdenen. Men der er desværre stadig en holdning til, at et par består af to forskellige køn.

Men der gik ikke mange dage så vandt glæden over frygten og jeg indså, at jeg spildte tiden på bekymringer. Jeg kunne ikke andet end glæde mig og blive smittet af min datters begejstring.

Det er snart tre år siden, hun kom hjem og fortalte mig den store nyhed. Jeg har lært hendes kæreste rigtig godt at kende, og jeg sætter umådelig stor pris på hende og forstår min datter. De er glade for hinanden – nyder hinanden – så det er en fryd at se på.

Og hvad vil man så mere som forælder? Hvilke drømme kan man have ud over at se sit barn lykkelig? Deres forhold har budt på udfordringer blandt andet den enes udlandsophold, men det klarede de også. En sådan kærlighed aftvinger respekt.

Dette er min meget personlige oplevelse af, hvordan det var da min datter sprang ud.

Når jeres søn eller datter springer ud eller er usikker på sin seksualitet så lyt og vær åben overfor det, der bliver sagt. Det handler ikke om, hvad du eller I synes, eller hvad jeres venner og familie synes. Det handler slet ikke om jer. Det handler om et menneskes fremtid og lykke. Et menneske, som er jeres søn eller datter og dermed forbundet til jer med bånd, der gerne skulle kunne klare et følelsesmæssigt ryk uden, at det af den grund bliver revet over.

Gensidig respekt er en af de vigtigste ingredienser i et godt familieliv. Det har jeg selv nydt godt af. Mine børn har altid respekteret mine valg, som har medført såvel skilsmisser som flytninger – et karakteristisk fænomen for mange i min generation (årgang 53). Jeg er ikke nogen helt – slet ikke bedre end andre, men jeg respekterer mine børn og deres valg og vil gerne slå et (lille) slag for, at vi som forældre ikke gør det vanskeligere for vore børn. Der er stadig masser af fordomme i vores samfund, som nævnt ovenfor. Det er stadig svært at tilhøre en minoritetsgruppe, uagtet den er stor. Lad i det mindste familien – det hjemlige – være et fristed, hvor man kan være sig selv, glæde sig over livet og trives med sine følelser og sin kærlighed.

De bedste hilsener
Liselotte Kring

1 thought on “Er accept og respekt for meget forlangt?”

  • Utrolig smuk historie.
    Jeg sidder og tænker på, hvorfor tør jeg så ikke.
    – jeg er så angst, nervøs og bange.

    De hint som jeg kommer med, bliver ikke fanget, ellers så vælger de bare at overhøre det :/ ellers så har de accepteret det, men vælger ikke at sige noget.

    – Jeg vil gerne ha en dialog igang med min familie, de må da spørge ind til hvorfor at der er regnbueflag på mine facebook opslag, hvorfor jeg er så optaget af kendte bøsser (Silas Holst, Ole Henriksen, Hans Pilgaard)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: