af Bjarne Henrik Lundis
Det er ikke noget problem for homoseksuelle at komme i medierne. Især ikke for dem, der har meget løse håndled og råber højest. Det er nemlig det, der er de bedste billeder i, mener modeguruen Uffe Buchard, og han gør opmærksom på, at medierne dermed mange gange kommer til at give offentligheden et unuanceret billede af, hvem homoseksuelle egentlig er. Det vil han gerne være med til at ændre på.
”Når jeg for eksempel ser en bøsse, der er drag, vinde melodigrandprix’et, har jeg brug for en modvægt. Selv om jeg selv kan vifte med håndleddet og drikke champagne, føler jeg et stærkt behov for at vise andre fornuftige bud på at være bøsse. Vise, at vi også rykker på andre fronter, for eksempel som forretningsfolk. Jeg er kreativ direktør i mit eget firma, som omsætter for 26 millioner om året. Jeg siger ikke, at mit liv er bedre end andres. Men jeg vil være med til at synliggøre, at bøsser og lesbiske er lige så forskellige som alle andre. Derfor er det vigtigt, at også almindelige homoseksuelle, eksempelvis bankfolk, står frem og åbent fortæller om det,” siger den 41-årige Uffe Buchard, og han uddyber her sin forklaring:
”Det handler om at plante nogle små frø af positive muligheder for yngre homoseksuelle. At de ser, hvordan de kan gribe det an, og at de får nogle fornuftige og seriøse bud på at leve et homoliv.”
Da han var barn og ung og boede i Aabenraa, kendte han ikke selv nogen bøsser. Det var ganske enkelt ikke noget, der eksisterede.
”Homoseksualitet var dybt tabuiseret i min familie. Det var ikke, fordi de normalt var smalsporede. Men det var bare ikke noget, man talte om. Enten levede man ”normalt” i Aabenraa, eller også rejste man væk derfra. Så det var ikke mærkeligt, at jeg fik et mystisk forhold til homoseksualitet. Radioens Kim Schumacher var den eneste, jeg vidste var bøsse,” husker Uffe Buchard.
Som barn lavede han tre ting: Han legede med dukker, tegnede og passede haven.
”Nogle af blomsterne var lyserøde, men det var der ingen, der bed mærke i,” indskyder han med et smil.
Han ville gerne være dekoratør, for det var en af hans mors bedste veninder også. Han var flittig i skolen, han lavede sine lektier, og han opførte sig pænt og gjorde aldrig oprør. Han var derfor meget afholdt i sin familie.
”Men jeg kunne mærke en underskov af noget, som rørte sig i mig. Jeg vidste ikke nøjagtigt, hvad det var. Men der var et eller andet, der skulle ud. Jeg var lidt ked af den måde, jeg var på, og jeg havde brug for at genopdage mig selv,” fortæller han.
Derfor tog han som 18-årig et år til Melbourne i Australien. Det er en by med flere millioner indbyggere, og det var derfor en kæmpe omvæltning, der mødte ham.
”Jeg bestemte her, at jeg ville komme hjem til Danmark som den nye Uffe. Min bedste ven var Jason, som var bøsse. Jeg var meget fascineret af den livsstil, han kunne tillade sig at have. Jeg var også fascineret af fyre, men ikke nok til, at jeg gik på opdagelse i det. Jeg tror, at jeg tænkte, at det var for farligt. Der var stadig noget fra min barndom, der hang ved. Så jeg datede piger på livet løs og havde nemt ved at score. Det var ellers nyt for mig, for jeg havde hidtil været ham den nørdede, der læste alle sine lektier. Nu datede jeg piger, festede som en rockstjerne og interesserede mig for mode og tøj – det visuelle. Så da jeg kom hjem igen, var jeg som forvandlet, og ingen kunne kende mig igen,” husker Uffe Buchard.
Efter at have fået studenterhuen på, tog han igen til udlandet – denne gang London – hvor han arbejdede på et femstjernet hotel. Bagefter rejste han til København og begyndte på den etårige HH på Niels Brocks Handelsskole – nu Copenhagen Business School. Den var nemlig forudsætningen for at komme ind på én af de kendte hotelskoler i Schweiz, som var hans store ønske.
”Pengene i mit barndomshjem var små, og det var måske én af grundene til, at jeg gerne ville opleve luksus. Og det med hotelskole lugtede lidt af luksus og rejser. Det lyder måske lidt patetisk i dag. Men det, der interesserede mig, var miljøet, menneskene, møblerne og det tøj, folk havde på. Alt det visuelle,” fortæller modeguruen Uffe Buchard.
Han datede stadig piger lidt endnu og tog dem ofte med på Pan. Men han kunne mærke, at han mere og mere begyndte at interessere sig for fyre, og en aften var der stripshow.
”Stripperen var en flot fyr, og han forførte mig. Efter at jeg var sammen med ham, havde jeg en god følelse, og jeg var enormt glad. Nu vidste jeg, hvad det var, jeg havde søgt efter, og jeg datede aldrig piger siden,” siger Uffe Buchard med et smil. Det kom ikke som nogen stor overraskelse for hans søster og venner, at han var til fyre.
”Det ved vi da godt,” var deres første kommentar, husker han.
Igen tog hans tilværelse en stor drejning. I stedet for at tage på hotelskole skiftede han pludselig planer. Nu ville han være frisør. Fra at have gået på handelsskole sammen med de riges børn fra Klampenborg og være klædt i skjorte, slips og jakkesæt som en anden vordende forretningsmand søgte han elevplads i én af Københavns dengang største og mest trendy frisørsaloner, Monroe, hvor de ansatte gik i sarong og turban, og hvor der blev spillet høj musik og i ny og næ røget hash i baglokalet. Større omvæltning kunne man næsten ikke forestille sig. Så da ejeren så ham, var hans første kommentar forståelig nok: Du er slet ikke typen til at være her.
”Men det kan jeg blive,” lød det stålfast fra Uffe Buchard, og han fik også hevet en uges prøvetid i land.
”Jeg er god til at forandre mig. Og da jeg gik rundt i noget meget underligt tøj, kom transformationen helt naturligt for mig. Jeg kunne ikke undgå at blive påvirket af miljøet,” mindes han.
Han var meget flittig, så i de fire år, hvor han var i mesterlære, skilte han sig lynhurtigt ud og var én, man lagde mærke til.
”Jeg var flittigere end de fleste andre. Jeg fik også hurtigt mine egne kunder og kom på kurser, blandt andet i London. Senere kom jeg også til at undervise. Det var sjovere end at stå og klippe damer. Jeg brugte mig selv som et lærred for skøre ideer, både hvad angik hår og tøj. Jeg drømte om at få min egen salon – ja ligefrem en hel kæde. Jeg var allerede dengang meget forretningsminded, og jeg havde ikke bare tænkt mig at skulle stå i én eller anden kældersalon,” fortæller Uffe Buchard.
Han skilte sig rent visuelt ud fra de andre, og han fandt ud af, at han netop kunne bruge det i forretningsøjemed.
”Jeg involverede mig i mange projekter og var blandt andet den første, der satte hår på Ritt Bjerregaard. Samtidig begyndte jeg at lave hår i Alt for Damerne. Når jeg underviste, fandt jeg ud af, at mit budskab gik bedre igennem, hvis jeg så lidt mærkelig ud. Så tænkte de andre: Hvad er det nu, ham den skøre siger? Jeg brugte mit udseende som et redskab til at blive set og hørt. Og det blev jeg, så ingen skal komme og fortælle mig, at det ikke kan betale sig at bruge penge på tøj og mærkelige ting,” siger han med et smil. Den øgede opmærksomhed gjorde, at TV2 fik øje på ham, og han blev senere medvært på modeprogrammet Deluxe. Det blev startskuddet til, at hans karriere i mode- og mediebranchen for alvor tog fart.
I dag er Uffe Buchard én af de førende i modebranchen herhjemme. Sammen med ekskæresten Kim Grenaa driver han reklamebureauet Style Counsel og modemagasinet Dansk fra Højbro Plads i det indre København. Desuden skriver han om mode i Politiken og lufter sine uforbeholdne meninger om stort og småt i radioprogrammet Mads og Monopolet. Han lægger ikke skjul på, at han er en arbejdsnarkoman. Arbejdet har altid haft førsteprioritet i hans tilværelse.
”Mit arbejde kommer i første række, og dernæst kommer min eventuelle kæreste. Jeg ved godt, at det ikke lyder særlig charmerende eller sympatisk. Men sådan er det. Jeg vil lige så gerne arbejde, som jeg vil ligge derhjemme på sofaen med en kæreste. Det nytter ikke noget at holde det skjult for kærester. Jeg er som en fisk i vandet, når jeg er på arbejde. Vi har opbygget vores eget bureau med kunder, som jeg holder meget af at arbejde for. Jeg synes blandt andet, at det er fedt at have lavet en kampagne med verdens dyreste model, som er kommet ud i over 100 lande. Derudover har vi magasinet Dansk. Her er kommandovejen kort, så hvis der er noget, vi vil, så gør vi det bare. Magasinet sælger tilsammen 20.000 eksemplarer i 31 lande. Jeg ved godt, at det er nothing i den store sammenhæng. Men for mig som selvstændig bladudgiver betyder det noget. Og det tænder mig, når folk fra New York eller London skriver til mig, fordi de har købt bladet,” lyder det fra en lidt stolt Uffe Buchard.
Han er lidt af en verdensborger, og han har mange lande som sin arbejdsplads. På årsbasis er han på farten i omkring 200 dage.
”Jeg har en tilværelse med spænding, og selv om jeg godt ved, hvad der skal ske, ved jeg alligevel aldrig, hvad der hænder. Der sker altid noget uforudset. Jeg får hele tiden input fra andre mennesker rundt omkring i verden. Jeg synes, at det er spændende, at jeg konstant skal være oppe på barrikaderne og have argumenterne i orden. Når jeg er ankermand på en opgave, så er det mig, der har ansvaret. Og hvis et produkt ikke sælger, bliver jeg fyret. Det er meget enkelt,” forklarer Uffe Buchard.
Hans megen rejsen gør, at en stor del af vennekredsen bor i udlandet.
”Mange af mine venner bor i London – det er nemlig dér, jeg arbejder mest. Nogle bor også i Paris. Alle mine venner arbejder inden for modebranchen. Det er ikke noget bevidst valg fra min side, sådan er det bare gået hen og blevet. Og det er jo ikke så mærkeligt, når mit arbejde og min fritid flyder sammen,” fortæller Uffe Buchard. Også da han fejrede sin 40-års-fødselsdag, var han nødt til at holde festen i London, da gæsterne kom fra alle mulige dele af verden.
Én af de måder, han og forretningspartneren Kim Grenaa finder ud af, hvad der bliver mode, er ved at deltage i modeuger i byer som Paris, London og Milano. De deltager ikke kun i alle showene, men mødes også med andre modemagere og afstemmer med hinanden, hvad de mener bliver trenden. På den måde har de et internationalt netværk, som de benytter sig af. I perioder temmelig meget endda.
”Men de er også interesseret i at høre, hvad vi mener og fornemmer. Det sjove er, at vi som regel er rørende enige om, hvad vi tror, der kommer frem,” fortæller Uffe Buchard.
Han mener, at dansk mode er i stigende kurs.
”Moden er det 4.-største eksporterhverv herhjemme, og vi har fået stablet en modeuge på benene med 30-35 shows. Dansk mode er meget prisbevidst i forhold til kvaliteten og samtidig meget anvendelig. Man kan bruge sit outfit til både at hente sine børn i børnehave og senere på dagen, når man drikker rødvin med vennerne. Vores mode henvender sig til almindelige mennesker. Det, vi mangler, er high fashion – det der kan gøre sig på podierne i Paris. Det har vi ikke. Desuden mangler vi historien. Vores mode har ikke på samme måde som vores møbler en historie. Men det er vi ved at få. Historien er ved at blive skrevet lige nu,” lyder det fra den engagerede modeguru.
Uffe Buchard mener, at bøsser i høj grad stadig er med til at skabe moden.
”Der er mange bøsser i modebranchen. Ikke så meget herhjemme, men mere i udlandet, for eksempel i designstudierne i Paris. Hvis man ser på, hvem der laver det mest skelsættende tøj, så er det navne som Jean Paul Gaultier, Gianni Versace og Karl Lagerfeld – og tidligere Christian Dior – som alle er bøsser. I modebranchen er der en lang tradition for, at bøsser fører an, og jeg tror, at det har noget med vores visuelle gen at gøre. Men det er ikke så entydigt at sige. For der er også mange bøsser, som ikke har forstand på mode,” siger Uffe Buchard.
For ham at se kan det både være en fordel og en ulempe at være bøsse i modebranchen.
”Jeg tror, at det åbner nogle døre i modebranchen, hvis man er bøsse. Jeg tror, at nogen tænker, at det er en garanti for, at man har en god smag og kan skabe noget, der er anderledes. Men det hænger overhovedet ikke sammen. Jeg har også oplevet, at det at være homo har været en hæmsko i modebranchen. Vi har haft enkelte homofobiske kunder, som syntes, at min forretningspartner Kim Grenaa og jeg var lidt for dominerende og højtråbende, og som mente, at de ikke kunne tage på tur med os, fordi vi var lidt for gode til at feste. Det er utroligt at høre sådan noget, for er der nogen, som føler et ansvar for, at tingene bliver gjort ordentligt, så er det os. Nogle tror også, at man som bøsse er interesseret i at have sex med modellen, hvis det er en mand,” siger Uffe Buchard, og han kan ikke lade være med at ryste på hovedet over de forestillinger, folk kan have.
Da han er arbejdsnarkoman og perfektionist til fingerspidserne, har han en gang imellem brug for at slå sig løs på slap line, og det foregår gerne på dansegulvet på diskoteker i verdens modebyer.
”Jeg er altid så fornuftig, velforberedt og har mange deadlines, jeg hele tiden overholder. Derfor er jeg nødt til at have en ventil. Og det er at danse det hele ud og en gang imellem drikke mig stiv i vodka. Jeg elsker det, og jeg har ikke tænkt mig at holde op med det. Men jeg går nu ikke kun på natklub, fordi jeg synes, at det er sjovt. Jeg gør det også for at følge med i, hvordan der ser ud på natklubberne, hvordan folk fester og klæder sig. Det er absolut en inspirationskilde,” forklarer Uffe Buchard, men han fastslår samtidig:
”Jeg har ikke noget imod at promovere festsiden af mit liv. For jeg mener, at det er vigtigt at sige til andre, at det også er en måde at leve på. Det er bedre, at man fester sin energi ud, end at man kommer med negative udladninger.”
Han er meget bevidst om, hvad han bruger sin tid på, og han gider ikke spilde den med at brokke sig eller være sur på en kæreste. Han er efter et længere forhold netop blevet single igen.
”Når jeg har været på arbejde, har jeg brændt alt mit krudt af, så når jeg kommer hjem, har jeg ikke overskud til at skændes med en kæreste. Jeg har haft flere lange forhold, men de har været rimelig problematiske. Når jeg har haft en kæreste, har vedkommende spurgt: Kommer du hjem og spiser med i aften? Det ved jeg ikke, har jeg ofte svaret. I den sammenhæng er jeg ikke så god til aftaler. Jeg ved nemlig ikke, hvornår jeg er færdig med mit arbejde. Om det nu tager seks eller ti timer at skyde billederne til en kampagne.
Jeg er et glad og lykkeligt menneske, og jeg gider ikke bruge mine kræfter på at være sur. Så når min kæreste har været sur, har jeg taget min tandbørste og er taget på hotel. Jeg bor i Nyhavn, og der er mange hoteller i nærheden, og i perioder har de en god kunde i mig,” siger Uffe Buchard.
Når han skal møde en anden fyr, foretrækker han dansegulvet frem for at date på nettet.
”Den kemi, der kan opstå, når man møder folk ansigt til ansigt, kan man ikke få via nettet. Man kan heller ikke fornemme, hvordan folk dufter, hvordan de bevæger sig, og hvordan deres mimik er. Jeg har altid været god til at score på et dansegulv, så det bliver jeg ved med.”
Fremover kommer det mest til at ske i udlandet. Til juni flytter Uffe Buchard nemlig til London, hvorfra han skal stå i spidsen for både reklamebureauet Style Counsel og modemagasinet Dansk.
Dette er et uddrag fra bogen “Hvor regnbuen ender” af Bjarne Henrik Lundis. Tak til forfatteren for udlån af dette uddrag.