Jeg havde gået med en mærkelig fornemmelse i maven siden jeg var 13 år gammel. Jeg kunne ikke rigtigt være med når de andre drenge i klassen snakkede om piger.
Ikke at det generede mig, men efterhånden gav det nogle problemer da pige-snakkerierne tog til. Jeg kunne ikke rigtig være med i klassens samtaler mere, men snakkede til gengæld mere med de piger jeg kendte og de få drenge, der kunne acceptere, at man ikke havde en kæreste.
Jeg kunne faktisk godt tage mig selv i at kigge efter nogle drenge og synes, at drenge, jeg kendte, havde ét eller andet som jeg var tiltrukket af. Jeg slog det væk med, at det nok var almindelig beundring. Men der skete aldrig noget lignende med piger. Jeg var venner med piger, men de har aldrig haft dét, som jeg fandt hos drengene.
Da jeg kom op og blev 15 år, havde jeg fundet ud af, at der måske lå noget i det. På det tidspunkt vidste jeg også en del mere om kærlighed og følelser og havde hørt lidt om homoseksualitet, men jeg ville ikke selv acceptere, at jeg kunne være det.
Jeg prøvede i al anonymitet at komme i kontakt med homoseksuelle drenge via chat på nettet. Efter første chat, hvor jeg snakkede sex med en anden dreng (som jomfru), var jeg ret chokeret. Jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne have gjort det, og prøvede at lægge det bag mig ved at sige til mig selv, at sådan ville jeg ikke gøre igen. Jeg var ligefrem bange for den del af mig selv, jeg lige havde prøvet af. Jeg havde under samtalen med fyren nydt at snakke med ham, men sådan havde jeg det bare ikke, da jeg loggede af. Jeg var ikke klar til at se mig selv som homoseksuel.
Jeg prøvede i al anonymitet at komme i kontakt med homoseksuelle drenge via chat på nettet.
Men i løbet af året fik jeg faktisk chattet om homoseksualitet en del flere gange — dog altid som anonym. Jeg havde en bruger på ungdomssiden SKUM, og dér kiggede jeg meget interesseret i homo-debatterne. Dog svarede jeg aldrig på dem, for så ville folk kunne se mine svar og regne ud, hvem jeg var.
I klassen havde man nok lagt mærke til min anderledes måde at være på, for et par gange er der direkte og seriøst blevet stillet mig spørgsmålet, om jeg var til drenge, men jeg har altid bare svaret nej.
Da jeg så fyldte 16 år, var jeg ret sikker på, at jeg altså var homoseksuel, men det var samtidig svært at acceptere, for det føltes jo som en hel anden verden at træde ind i. Men jeg fandt Boyfriend gennem SKUM og gennem Boyfriend fandt jeg spring-ud.dk, og gennem spring-ud lykkedes det mig at overvinde frygten for, hvad andre ville sige, og jeg begyndte ligeså stille at springe ud for min yderste familie og nogle veninder. Forbløffet blev jeg, da alle tog det helt perfekt med rosende ord om, hvor modig jeg var osv. Straks tænkte jeg, at nu var alt jo godt, men så kom det til, at jeg skulle fortælle min hemmelighed til mine forældre.
Det blev en aften, hvor min mor ville kramme mig, fordi hun var i så godt humør, og min far fløjtede i køkkenet, og jeg tænkte “I aften er det perfekt”, og det var det vidst også. Men mine forældre tog det ikke helt så afslappet som mine veninder og mine kusiner. De begyndte at spørge, om jeg nu var sikker og sige, at det sikkert bare var en f
ase, men jeg viste dem forældre-siderne her på spring-ud, og derefter påstod de, at de vidste det hele.
Det var samtidig svært at acceptere, for det føltes jo som en hel anden verden at træde ind i.
De ville godt have, at jeg selv sagde det til min storebror og min lillesøster. Den tid, inden jeg fortalte mine søskende det, gik med mange humør-svingninger, men til sidst tog jeg mig sammen efter at have kommet med mange hentydninger og sendt mange små signaler — uden resultat.
Min søster blev chokeret, som jeg havde regnet lidt med, men hun syntes, det var okay, og min storebror… Jah han tog det faktisk fedt. Han kom hjem med sin pige-kæreste en aften, og så sagde jeg det ligeud, og så stod de og gloede lidt på mig, hvorefter der bare kom et “Og hvad så” fra dem begge. De fortalte mig senere hen ad aftenen, at det mere var fordi, de tog mig som den jeg er, og ikke så på mig med den seksualitet, jeg har.
I dag er jeg sprunget ud for alle — bortset fra min klasse og min farmor — og jeg er gået fra at være ham, der ikke kunne acceptere sig selv, til at være så stolt over at være homoseksuel, som man kan være. I den sidste tid er jeg gået hen og blevet homo-model for Fotograffen og det har også givet mig et skud selvtillid.
Med venlig hilsen
Simon