For heteroseksuelle par giver det sig selv: Mødes, forloves, giftes, få barn, men for bøsser er det sidste ikke et enkelt skridt at tage. Heldigvis findes der flere alternativer…
Og hvad så?
Den heteroseksuelle livsstil i den vestlige verden er enkel at banalisere, hvis man vil. De fleste mennesker søger det faste parforhold, bliver gift, og når forholdet ikke længere er nyt og spændende, vælger de fleste at få børn. Homoseksuelle er opdraget i en heteroseksuel kultur og har helt automatisk fået de samme idealer, ønsker og drømme, og mange efterligner den heteroseksuelle livsstil til punkt og prikke. Man møder den eneste ene, man flytter sammen, nogle vælger at blive registrerede partnere, og uvægerligt når man efter et stykke tid til et punkt, hvor forholdet ikke længere er nyt og spændende. Det er blevet hverdag og selv sex er blevet lidt trivielt. Forholdet er godt og stabilt, men der er ikke længere nogen mål, og panikken truer, når man indser, at trivialiteten lurer lige om hjørnet. Den heteroseksuelle livsstil har sin løsning på problemet, men den homoseksuelle livsstil leverer ikke svaret. Hvad så?
Nej, du bliver ikke bedstemor, mor!
Når bøsser er i den tidlige fase af selverkendelsen – erkender at man nok er bøsse – indstiller mange sig på, at man aldrig bliver far. Man er sjældent gammel nok til at vide, om man reelt har det behov for at bringe børn til verdenen, men de biologiske fakta og den heteroseksuelle kultur dikterer, at et bøssepar ikke kan få børn. Punktum. Man indstiller sig på, at valget er truffet på ens vegne. Man lader ens forældre forstå, at nej, de bliver aldrig bedsteforældre til ens børn, og for en gangs skyld, kan de ikke modsige en. Alle parter må indstille sig på, at fremtiden pludselig tegner sig meget anderledes, end man havde forestillet sig. For de, som allerede tidligt har defineret behovet for at blive forælder, er tabet stort. Fremtiden tegner sig sortere fordi man ikke kan se et mål, hvor man får dækket sine inderste behov. Man må enten vælge at undertrykke sin seksualitet eller sit behov for at få børn, og for nogle er det et reelt – omend ikke altid helt bevidst – valg.
Når man har afvist sin mulighed for at få børn, bliver spørgsmålet om, hvordan man tilfører noget nyt til et begyndende trivielt forhold, pludselig meget mere kompliceret. Den livsstil, man ubevidst kopierer, slår ikke til, og man bliver nødt til at træffe sine egne valg uden forbilleder og rollemodeller. De to udfald, der ligger lige for, er vidt forskellige, og har meget forskellige konsekvenser for forholdet.
Forholdet går i hundene
Den enkleste udvej er at finde en god erstatning for børnene, og hvad ligger mere lige for end kæledyr. Det er vanskeligt at finde et bøssepar i fast forhold, der ikke har enten hunde eller katte – og gerne mindst to, så der kan blive en til hver. Det er ikke helt tilfældigt, at man i fiktionens verden ofte støder på den aldrende bøsse i selskab med sin kat. Kæledyret kommer naturligvis til at optage en temmelig stor plads i bøssernes liv – de bliver et og alt, og de bliver mål for al den faderfølelse man har opmagasineret gennem årene. De bliver bøssernes børn.
Faste løse forhold
Den anden udvej er det store tilbageskridt til tiden før det faste forhold – til den tid, hvor partneren var skiftende og den ene mere spændende end den anden. Sidespringet hører hjemme i både heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold, og selvom mange bøsser påstår, at det er en naturlig del af faste bøsseforhold, er der ikke nogen undersøgelser der underbygger, at sidespring skulle være hyppigere forekommende i bøsseforhold end i heteroseksuelle forhold. Forskellen mellem bøsser og heteroer er måske, at det alt andet lige er meget lettere at finde en sexpartner i bøssemiljøet.
Hvis forholdet er stærkt nok, kan det sikkert godt tåle et sidespring, men en del tager ikke chancen og vælger i stedet at krydre sexlivet med trekanter, firkanter eller andre polygoner eller med dyrkelse af forskellige feticher. Problemet er, at selv det kan blive trivielt, og man må løbende flytte grænser.
Biologien ingen hindring
Det er dog ikke alle, der umiddelbart følger biologiens love. Flere og flere ser hullet i loven og vælger den komplicerede udgave af faderskabet. Der er andre, der er i samme situation, og hver for sig kan man ikke nå målet, men sammen går biologien op i en højere enhed: Det lesbiske par og bøsseparret allierer sig om den livslange opgave. Om man vælger kunstig insemination eller om man vælger den biologisk mest udbredte metode er uden betydning i denne sammenhæng – omend nok en afhandling værd – men i den sidste ende kommer der et barn ud af det. At barnet får fire forældre er en komplicerende faktor, og at forældrene ikke altid vælger at bo under samme tag, giver problemstillinger, der er sammenlignelige med skilsmissebørnenes, men en ting behøver man ikke at være i tvivl om: Børnene opdrages i kærlighed og en tryghed, der sjældent findes i skilsmisseforholdene. Barnet er et ønskebarn, som forældrene har kæmpet for, og alle fire har fundet svaret på spørgsmålet: Og hvad så?