Det hele startede, da jeg var 15 år gammel. Da begyndte jeg at finde ud af, at der var et eller andet galt med mig. Jeg begyndte nemlig at kigge efter fyre i stedet for piger.
Jeg kontaktede så min læge, for jeg troede, der var et eller andet galt med mig. Jeg troede nemlig, at det var en sygdom, som lægen kunne få til at forsvinde med medicin. Min læge fortalte mig så lidt om hvad bøsser og lesbiske var, og det gik jeg så hjem og tænkte lidt over, men efterhånden som årene gik, blev jeg mere klar over, at jeg nok var bøsse. Så jeg kontaktede Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, for jeg havde naturligvis en masse spørgsmål omkring det at være bøsse, og de fortalte mig så også, at det ikke var en sygdom, men at det var meget normalt at være i tvivl om sin seksualitet som 16 årig.
Til min 18 års fødselsdag samlede jeg hele familien til en kæmpe fest. Jeg tænkte, at det nu måtte være tid til at springe ud over for min familie. Det skulle jeg aldrig have gjort… Min familie blev så sure, at de bad mig om at forlade festen med det samme, for de ville ikke have noget at gøre med sådan en lille bøsserøv som mig. Så jeg måtte forlade min egen fest, men det, der var det største problem, var, at jeg ikke havde nogen steder at gå hen, så jeg måtte leve på gaden i to dage før jeg turde vende hjem til min mor igen.
Jeg tænkte, at det nu måtte være tid til at springe ud over for min familie. Det skulle jeg aldrig have gjort…
Da jeg så tog hjem til min mor igen, viste det sig, at det skulle jeg ikke have gjort. Hun gav mig nemlig besked om, at hun aldrig nogensinde ville se mig igen, fordi jeg havde ødelagt hele familien. Med tårerne løbende ned af mine kinder gik jeg ind og pakkede mine ting og forlod mit hjem. Nu var gode råd dyre. Jeg anede simpelthen ikke, hvor jeg skulle være, og hvad jeg skulle leve af. Hele min perfekte verden brød sammen omkring mig. Der var kun én ting at gøre, og det var at tage livet af mig selv. Det prøvede jeg så på, men det lykkedes ikke, da jeg ikke turde gøre det, så jeg tog i stedet ind til min kusine i København.
Da jeg endelig stod foran hendes dør, og tog mig sammen til at ringe på, åbnede hun og sagde, at hun vidste alt, hvad der var sket, men at hun var ligeglad med, om jeg var til fyre eller piger, for jeg var stadigvæk den samme person, som jeg altid havde været. Det var en rigtig positiv ting. Så vi fandt til sidst ud af, at jeg kunne bo inde hos hende, indtil familien blev god igen. Så lige på én gang så tingene ikke så sorte ud, som de havde gjort dagen før.
Så begyndte hverdagen og i begyndelsen havde jeg det meget svært. Jeg fortrød virkelig, at jeg havde fortalt min familie det, og jeg følte virkelig, at det var min skyld, at min familie var splittet i stykker. Tiden gik, og jeg hørte ikke noget fra min familie, men nu havde jeg da i det mindste et sted at bo, og det var rart at have en kusine, der hjalp mig så meget, som hun gjorde.
Jeg vil ikke leve mere. Jeg tager livet af mig selv, for så kan jeg få ro i mit sind.
Da der var gået et år, havde jeg stadig ikke hørt fra min familie. Tanken kom tilbage: “Jeg vil ikke leve mere. Jeg tager livet af mig selv, for så kan jeg få ro i mit sind”. En dag min kusine og hendes kæreste ikke var hjemme, tænkte jeg, at nu skulle det være. Jeg vil ikke leve mere. Så jeg tog nogle piller og drak en del øl og håbede på, at det ville hjælpe mig til at jeg kunne komme væk herfra. Min kusine kom selvfølgelig hjem og fandt mig liggende ude på køkkengulvet i lejligheden, og det endte jo så med, at jeg kom på sygehuset. Dér lå jeg så i et par dage, før jeg blev udskrevet igen, og jeg var utrolig ked af det, jeg havde gjort, for jeg indså, at der faktisk var nogen, der holdt af mig – uanset om jeg var homoseksuel eller heteroseksuel.
Da jeg kom hjem fra sygehuset sagde min kusine, at jeg skulle komme til hende, hvis der var noget jeg var ked af, eller hvis jeg bare ville snakke. Der gik så endnu et år, hvor jeg klarede mig rigtig godt. Jeg fik et arbejde og begyndte at tjene nogle penge.
På det tidspunkt var der gået to år, hvor jeg ikke havde haft kontakt med min familie.
En dag i februar måned ringede min telefon. Det var min mor, der gerne ville snakke med mig igen. På det tidspunkt var der gået 2 år, hvor jeg ikke havde haft kontakt med min familie. Jeg tog så hjem til min mor dagen efter, jeg havde snakket med hende i telefonen, og vi fik snakket en del om, hvad der var sket i de 2 år, vi ikke havde haft kontakt med hinanden. Hun vidste selvfølgelig godt, at jeg havde prøvet på at tage livet af mig selv, fordi min kusine havde ringet til hende og fortalt alt, hvad der var sket. Men min mor fortalte mig samtidig, at hun ikke havde turdet besøge mig eller ringe til mig, for hun var bange for, hvordan resten af min familie reagerede, og hun var også bange for, at de ville svigte hende. Hun fortalte også, hvor tomt der havde været uden mig i de 2 år, der nu var gået – men også at min moster, som jeg havde kontakt med i et år efter, at familien havde smidt mig på porten, var død, og det var derfor, jeg ikke havde kunnet få fat i hende det sidste år. Hun stillede selvfølgelig også en masse spørgsmål om, hvorfor jeg nu havde valgt at være bøsse, om det var en sygdom, der kunne kureres, og om hvorfor jeg valgte at fortælle det på min 18 års fødselsdag. Der var selvfølgelig også en masse spørgsmål, jeg ikke kunne svare på, men det endte med, at hun sagde, at hun var meget ked af, at hun havde svigtet mig.
Efter at min mor og jeg havde snakket sammen om alt mellem himmel og jord, begyndte jeg så småt at få kontakt med min familie igen, og det var godt nok rigtig dejligt. Så efter to år i helvede havde jeg endelig fået min familie igen. I dag har jeg så det allerbedste forhold til min familie, selvom de engang imellem stadigvæk stiller en masse dumme spørgsmål, og de kan stadigvæk godt finde på at svine mig til, hvis de bliver sure på mig, men det sker ikke så tit mere, og der er stadigvæk nogle af deres spørgsmål, som jeg ikke kan svare på, men det er godt nok dejligt at have fået sin familie tilbage igen.
Jeg vil altid se tilbage på de to år som de værste år i hele mit liv, og jeg håber virkelig ikke, at der er nogen mennesker, der kommer til at opleve det, som jeg har oplevet, for det er i hvert fald ikke sjovt at miste hele sin familie på den måde. Jeg lærte, at man ikke skal fortælle sådan noget til en familiefest, men at man nok fortæller ens familie det hen af vejen, og så må de tage det, som det kommer.
Til sidst vil jeg lige give alle de bøsser og lesbiske, som ikke er sprunget ud endnu, et godt råd: Gør det selvom det er svært, og gør det også selvom I mister jeres familie på det. De kommer på et eller andet tidspunkt tilbage til jer, for de opdager, hvor værdifulde I er, og at I er som I er, og det kan der ikke ændres på. Husk nu på, at I ikke er anderledes, fordi I er bøsser eller lesbiske – det er kun jeres seksualitet, der er anderledes end andre menneskers, og hvis de ikke accepterer det, er det jo deres egen fejl.
De største knus fra Rasmus