Ja, kære dagbog – hvad skal jeg egentlig skrive? Nu er man fyldt 19 år, og tiden er som bare fløjet efter min mening. Jeg vil i anledning af min fødselsdag, fortælle dig en lille sød historie – “en historie som ændrede mit liv”.
Mandag d. 14 oktober 2002 fyldte jeg 18 år, og jeg havde inden da gået lidt med tanken om, at jeg var til fyre – at det tændte mig lidt at se en anden fyr. Dog prøvede jeg at nægte det totalt og fortrænge det. Men på min fødselsdag, om natten, skulle jeg lige tjekke min mail på Ofir og gik så også lige forbi chatsiderne, hvor jeg gik ned til den, der hed “Fyr/fyr – øst 1”. Jeg sad og kiggede og tænkte lidt, ej, det er jo ikke mig – meeen hvad kan der ske ved at prøve? Jeg gik der ind, kaldte mig noget så originalt som “bare_mig”. Mit første møde med den “homosexuelle verden”. Jeg sad længe og så mig omkring, mens ordene “søger sex NU” fløj rundt i chatten. Der var en der skrev til mig “Hva er dine data”, og efterfølgende skrev: “vil du ikke nok sutte min pik?” – skyndte mig at logge ud, ville væk med det samme – tænkte ej, sådan noget “gris”- så er jeg sikkert ikke bøsse alligevel.
Næste aften kom jo, og jeg sad der igen… Så lidt på chatten, ej, og loggede ind – dagen før tændte tanken mig jo vildt. Jeg loggede igen ind som “Bare_Mig” og sad længe og så rundt i chatten. Jeg begyndte så at skrive “Søger en sød fyr til hyggelig snak nu, ikke frække sager”. Der var ingen, som reagerede – som selvfølgelig står klart for mig i dag – det er jo en sexchat.
Men pludselig var der en sød fyr som reagerede – en fyr på 19 år, som hed Kasper. Kan ikke huske hans navn inde i chatten. Vi skrev sådan lidt frem og tilbage og pludselig fandt jeg ud af, at han kom fra samme område, hvor jeg gik på handelsskole – fik et billede og sendte et retur. Vi udvekslede så lige vores MSN e-mails til sidst, efter cirka halvanden times og mest hyggelig chat jeg har haft.
Vi begyndte at skrive sammen på “MSN”, og vi skrev en helvedes masse sammen i mange dage. Vi aftalte så at mødes. Det var noget stort og svært for mig – jeg skulle jo mødes med en bøsse – noget jeg aldrig har prøvet før, jo. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig den dag jeg skulle møde ham. Vi aftalte, at det ikke blev mere end 30 sekunder. Jeg kom over i centeret, skulle runde det hjørne han stod på nu. Et ordentligt sus kom i maven på mig, idet jeg gik rundt om hjørnet – og der så jeg en sød og flot, maskulin fyr stå nede for enden af gangen. Jeg gik der ned, så på ham, præsentere mig og omvendt. Lige kort snak, frem og tilbage. Og så gik jeg – var bange for at nogen skulle se os – opdage at jeg var bøsse. Han havde brugt lang tid på at overtale mig til dette korte møde, turde eller ville ikke rigtigt… Men han fik mig heldigvis overtalt.
Derefter kom vi hjem, vi snakkede på MSN og aftalte at vi nu skulle mødes igen – og lidt længere tid så man eventuelt også kunne få snakket lidt sammen. Det var en aften, hvor jeg tog ud til ham i hans by, hvor jeg også gik i skole, under det påskud til mine forældre, at jeg lige skulle ned på hjørnet til en af mine venner. Vi mødtes på stationen og gik hjem til ham. Kan tydeligt huske den dag. Vi fik snakket en masse, set julekander m.v. Han havde brugt lang tid på at overtale mig, så vi var i starten af december måned nu.
…og den her del springer vi så lige over hvad der videre skete …
Derefter tog jeg hjem, og vi snakkede meget frem og tilbage igen med, at jeg var bange for at springe ud m.v. Et stykke tid senere var jeg, Kasper og hans gode veninde ude og shoppe på Fisketorvet, hvor jeg fik mig en lang sludder – også med veninden – og det hjalp vist meget. Det var den 4. januar 2003 – i øvrigt en skide kold dag.
Da jeg kom hjem efter en lang shoppetur i byen, med de to “tøzzer”, hehe, så sad jeg længe og tænkte over det, og Kasper spurgte igen i en SMS om jeg ikke ville med på Pan, som han så ofte har spurgt om – hvortil jeg bare svarede: “nej, jeg vil ikke der ind, når jeg ikke er sprunget ud, og der er sikkert også klamt inde”. Jeg gik meget og tænkte den aften og til sidst sagde jeg til mig selv – det kan sgu’ ikke være rigtigt det her. NU siger du det!
Jeg var meget stille den aften – ind i stuen og lige så hurtigt ud igen og ind igen osv. osv. Til sidst sagde min mor: “Noget vi skal snakke om eller hvad?”, hvortil jeg bare svarede nej. Tiden gik. Klokken blev cirka 2 om natten. Jeg gik op i vores stue igen. Min mor var ved at lunte i seng. Hun spurgte så endnu engang: “Ej, er der noget du gerne vil snakke om?” Jeg sagde ja, hvorefter min mor vendte sig om og så på mig. Uhh, den var vist slem… Jeg kiggede så på hende, og sagde: “Mor, mor, jeg er ho ho homoseksuel”, og så med triste øjne på min mor og fik en skingrende stemme. Hun spurgte om jeg var sikker, og jeg tilføjede bare: “Ja, jeg er ret sikker”. Hun kom så med en af de bedste ting, jeg har hørt i mit liv, og det var ordene: “Hvis du er glad, så vil far og jeg også være glade – lige meget hvad du gør, og du skal vide, at vi altid vil støtte dig”. En af de sværeste ting, jeg har sagt til mine forældre (mor), hehe. Hun spurgte, om jeg selv ville sige det videre, eller hun skulle. Hun måtte meget gerne.
Jeg gik ned på mit værelse igen, så lidt trist på mig selv – der røg vist et par tårer og mine kinder var røde. Så gik jeg ind på Gayweb.dk, hvor Kasper havde fået mig til at lave en profil i november måned, og satte straks billeder på samt teksten “–> Yes, er ude af skabet nu”. Og sendte derefter en SMS til Kasper, som jo var på Pan – han skrev lidt efter igen, at han virkelig var glad på mine vegne.
Den dag i dag, betyder Kasper stadig meget for mig. Vi er stadig venner og snakker stadig meget sammen. Han hjalp mig med at springe ud, og var meget hjælpsom og tålmodig. Han er et dejligt menneske – en af de bedste homoer, jeg kender, samt den “lækreste”, hæhæ.
Med venlig hilsen
Big Love
I dag har jeg gået og grublet lidt over, hvad meningen er med livet, når man er bøsse? Hvad er egentlig meningen med, at vi er som vi er? Vi bøsser får jo ikke børn, hvad er så meningen med os? Når vi dør, hvad efterlader vi så i denne verden – en støvet lejlighed, eller et nyt liv som heteropar? Når jeg dør, hvad efterlader jeg mig så? Er der nogen som vil minde mig og besøge min grav?
Peter, 19 år