Morten, 20 år, fra Haslev

Jeg kan begynde med at sige, at det med at passe ind i denne verden er svært — ikke mindst når man er stor, meget stor (fed), og bøsse. Disse ting passer slet ikke sammen, og da slet ikke når man selv skal til at acceptere dette. Jeg ønsker at fortælle alle om, hvor svært det er at få disse to ting til at passe sammen.

For at begynde fra en ende af, så kan jeg lige så godt starte dér, hvor mit vægtproblem begyndte. I en alder af 4 år knækkede min vægtkurve, som det så fint hedder. I den alder er man jo sorgløs og tænker ikke videre over det. Dette ændrede sig dog med alderen. Kors, hvor jeg allerede lyder gammel i en alder af kun 20…

Skolelivet var aldrig let, og da ikke de første år — 7. klasse med. Indtil 7. klasse bestod min skolegang sådan set kun af konflikter, og jeg blev mere og mere indelukket. Grunden til dette var min vægt. Jeg blev mobbet fra jeg mødte i skolen, til jeg igen var i sikkerhed inden for hjemmets mure. Jeg murede mig selv inde bag mine bøger og min pc, hvilket ikke hjalp på noget af det, men et eller andet skulle jeg jo lave for at undgå udendørslivet og mobningen, der fulgte med. Jeg havde nogen “venner” i de første skoleår, men selv af dem blev jeg mobbet, men jeg fandt mig i det, da de dog var min eneste sociale omgangskreds.

Morten, 20 år
Morten, 20 år

Min indelukkethed blev ikke just bedre, da det gik op for mig, at jeg var anderledes end alle andre. I 3.-4. klasse til idræt (et udmærket fag Smiley) kunne jeg under omklædningen se det, jeg er vild med i dag. Allerede da vidste jeg, at jeg var bøsse. Alle de andre drenge begyndte i den alder at snakke om piger, så jeg følte mig for alvor uden for på alle områder dér. Det var dér, jeg begyndte at se selvmord som en udvej, der var bedst for alle.

I 7. klasse fik jeg dog et afbræk i tilværelsen, som gav mig noget af mit humør igen. Jeg kom på jule-mærkehjemmet i Skælskør, og lad mig sige det sådan, at det var de tre absolut bedste måneder i mit liv. Dér var der ingen bekymringer eller noget. I hele den tid tænkte jeg ikke over, at jeg var bøsse. Det var også kun med til at gøre tiden bedre, da det ikke var væsentligt at bekymre sig om dér. Dér var det vægten og humøret, der var det vigtigste. Den sidste dag inden jeg skulle hjem, havde jeg nok den mest sindssyge tanke overhovedet: Jeg glædede mig til at komme hjem til den gamle skole for at vise dem, hvor langt jeg var nået, og ja, ikke mindst hvor meget jeg var blevet mindre (over 21 kg!). Den opfattelse ændre sig meget hurtigt — der gik højst en uge, før jeg var, hvor jeg startede. Men hele 7. klasse med kunne jeg stå imod med mit bedre humør og større selvtillid.

I den tid skrev jeg to meget lange breve — begge med overskriften “Den sidste udvej”, for jeg var virkelig på randen af selvmord.

Morten, 20 år

8. og 9. klasse var vel nok den værste tid i mit liv. Jeg havde rigelig mulighed for at tænke over, hvordan folk ville opfatte det, at jeg var bøsse, i den tid, og det er ikke billeder for en teenager at rende rundt med i hovedet dagen lang. Jeg følte virkelig, at der måtte ske noget i den periode. Det lykkedes mig at pjække en hel måned fra skole, uden at mine forældre opdagede det. I den tid skrev jeg to meget lange breve — begge med overskriften “Den sidste udvej”, for jeg var virkelig på randen af selvmord. Så tænkte jeg: nu skal jeg enten springe ud eller tage den sidste udvej. Det blev ingen af dem, for jeg kunne ikke holde tanken ud om, hvor meget jeg ville såre alle — uanset om jeg sprang ud eller begik selvmord.

Efter 9. klasse begyndte jeg på en HHx (højere handelseksamen). Det er en tid, jeg aldrig ved glemme, for dér faldt jeg for en fyr — min første fyr, men desværre blev det ikke til noget. Men jeg blev accepteret — uanset min størrelse. De tre år HHx varede var så opmuntrende, at jeg helt glemte de tidligere år, og jeg så langt om længe frem til den dag, jeg ville få modet til at springe ud. For tanken om, at jeg var bøsse, skræmte mig ikke mere, da jeg for første gang havde rigtige venner — venner der tænkte på en, venner som ville hygge sig sammen med en, venner som jeg var i byen med. Dette virvar af nye oplevelser var overvældende, og ikke mindst da jeg faldt for en fyr i min parallelklasse. Det gav mig håbet om, at det måske ikke var så slemt at være bøsse alligevel. Det blev bare aldrig til noget, da jeg altid har været bange for bare at gå hen og snakke med nye mennesker. Jeg tænkte på ham konstant, og vi skrev da også sammen ind i mellem via SMS, men det blev ikke til mere end det.

På tredje og sidste år tænker man for alvor på fremtiden. Især tænkte jeg på, hvordan jeg skulle fortælle alle, at jeg var bøsse. Jeg tænkte faktisk mere over det end noget andet — især mere end min videre uddannelse. Jeg valgte til sidst, at det måtte blive på min fødselsdag den 23. juli, ca. 1 måned efter at jeg fik huen på. Så alt var tilrettelagt til det “giftige emne”. Den 20. juni fik jeg endelig huen på med et 13 tal, så det kunne ikke blive bedre, og alle var glade på mine vegne. Jeg var så glad for at få huen på, og jeg så virkelig frem til, at jeg kunne sige til alle, at jeg er bøsse på min fødselsdag. Jeg følte virkelig, at intet kunne gå galt. Ak ja, det varede ikke så længe. Min morfar døde kun en uge efter, at jeg havde fået huen på. Han har altid stået mig så nær, at jeg droppede alle planer, for jeg skulle ikke ødelægge mere for alle andre, ved at fortælle at jeg er bøsse, og da slet ikke på min fødselsdag, hvor sorgen selvfølgelig stadig var til stede. Så dér stod jeg igen og var nået lige vidt.

Jobbet giver mig ikke meget fritid, men den tid, der er, er drømmen om den perfekte kæreste der, og ikke mindst drømmen om bare at springe ud(…)

Morten, 20 år

De næste måneder var hurtigt overstået, for jeg læste fra 1. september til den 1. november på HA studiet, men stoppede til dels på grund af det, der var sket, og at det pinte mig, at jeg stadig bar på min store hemmelighed. Derefter gik jeg arbejdsløs i 10 måneder, hvor jeg kun tænkte på at komme i gang igen med job eller elevplads, men det var én lang række af afslag. Men det så skete det. I juli måned sidste år fandt jeg et job, og dér har jeg været siden. Jobbet giver mig ikke meget fritid, men den tid, der er, er drømmen om den perfekte kæreste der, og ikke mindst drømmen om bare at springe ud og sige: “Jeg er sgu bøsse, og det er sådan jeg er, og det ændrer sig ikke.”

Der er stadig frygten for hvad familien, vennerne og kollegaerne siger til det, da alle på nær kollegaerne er stærkt imod bøsser i større eller mindre grad. Så hvad der sker, når de får en kopi af dette brev, vil tiden vise. Frygten vil nok altid være der, men når byrden er væk, så kan man langt om længe leve sit liv — sit rigtige liv.

Og her sluttede Mortens første brev, men han skrev igen senere:

Del 2 — Den dag jeg sprang ud

Den 25. marts 2004 var dagen, hvor det hele skete — dagen, hvor jeg sprang ud. Om formiddagen tog jeg på arbejde — havde en sen vagt dagen før, så jeg skulle først møde kl. 12. Natten før havde jeg siddet og skrevet det brev til mine forældre, som jeg virkelig har kæmpet hele livet for at få afleveret og sagt til dem — min store hemmelighed, at jeg er bøsse. Jeg brugte flere timer på at skrive brevet for at vælge de rigtige ord, den rigtige essens og ikke mindste forsøgte jeg at undgå at nævne min skyldfølelse over, at jeg måtte aflevere dette brev til dem. Jeg havde som alle andre frygten for mine forældres reaktion. Jeg blev færdig med brevet kl. 2 om natten, og så var det bare direkte i seng — bare lige smide brevet i en konvolut og så i seng. Så var jeg klar til min frihed, friheden til være mig selv — være den jeg er. Tankerne fløj rundt i hovedet. Frygten. Glæden. Glæden over, at det snart var overstået. Frygten for reaktionen.

Jeg brugte flere timer på at skrive brevet for at vælge de rigtige ord, den rigtige essens…

Morten, 20 år

Den 25. marts begyndte som alle andre arbejdsdage. Man kommer lidt for sent op, så det vanlige stress er der fra starten af. Mine forældre og lillebror var taget på arbejde, så jeg smed brevet på sofabordet inden jeg smuttede ud af døren for at komme på arbejde. (Læs hele brevet nederst.) Jeg tænkte faktisk ikke på brevet og mine forældres reaktion, mens jeg arbejdede, men nu var jeg/er jeg lidt af en arbejdsnarkoman. Tiden kom. Jeg havde fri. Havde ikke hørt fra mine forældre, og jeg vidste med sikkerhed, at de havde læst brevet. Frygten bredte sig i min krop, men det ville vare to timer endnu, inden jeg kom hjem, så havde tid til at dæmpe frygten — frygten for det værste.

Jeg ankom på Haslev station som altid. Denne dag blev jeg hentet af min mor. Hun græd af glæde. Hun kunne ikke holde sine tårer tilbage. Hun sagde bare: “Hvad så?”. Jeg var så glad for hendes reaktion, at jeg bare sagde tak. Hvor var jeg bare lettet, men alt var ikke overstået endnu. Jeg skulle stadig hjem og høre min fars reaktion, men den var den samme. Han græd også af glæde. Jeg var så lykkelig, at det første jeg gjorde var at gå direkte på nettet og få opdateret min profil på Boyfriend, og at ringe til en bestemt person, men det hører du mere om senere.Smiley

Siden hen er jeg sprunget ud for næsten alle. Der mangler stadig nogen, men reaktionerne har været mere blandede. Det er en overraskelse for mange af mine familiemedlemmer, men de bliver lykkelig på mine vegne, så det kan ikke være bedre. Vennerne er nok det sværeste — især mine mandlige venner. De bliver ramt på Deres mandlige stolthed, når man fortæller sådan noget, så det er en noget længere og mere forsigtig proces, jeg måtte bruge over for dem, men det bliver kun bedre og bedre. Man får det bedre og bedre med sig selv hele tiden, og ikke mindst får man rigtige venner. Venner for livet. Det får man, og dem har man en virkelig stor glæde i, så det kan kun anbefales. Jeg vil ikke sige, at jeg direkte har mistet nogen venner ved det, men der er nogen, jeg ikke ser så meget som tidligere, men der er kommet en masse nye venner til, især efter at jeg er kommet ind i miljøet.

Nå, videre til den bedste oplevelse jeg har haft ved at springe ud — til den person jeg skylder alt — den person der er skyld i al min glæde. Den person mødte jeg kun kort tid før jeg sprang ud. Jeg mødte verdens dejligste fyr. Han gav mig modet til at være mig selv, som jeg aldrig havde været før. Jeg fik installeret internet-forbindelse den 2. marts. Jeg havde arbejdet så meget dagene før, at jeg måtte lægge mig syg med stress en uges tid. Det første jeg gjorde, da internettet var installeret, var at gå direkte ind og oprette en profil på Boyfriend. Ikke fordi jeg forventede noget. Forventede faktisk bare nogle flere nederlag.

De første 24 timer var der ingen der skrev, som jeg havde forventet, men så kom der post fra ham.

Morten, 20 år

De første 24 timer var der ingen der skrev, som jeg havde forventet, men så kom der post fra ham. Han skrev det første brev til mig den 3. marts. Jeg troede først, det var en joke, for jeg har oplevet en del i den retning, så jeg tager tingene med en vis skepsis. Det fik han hurtigt bevist, at det ikke var. Vi skrev bare mere og mere, skrev mere intimt, ikke om sex, men vi skrev om, hvad vi indeholdt som personer — noget der rørte mig virkelig dybt. Et par dage senere var han i byen, og dér snakkede vi for første gang sammen i mobilen. Han var fuld, men der var stadig noget der ramte mig dybt, dybt i mit sind — ønsket om at være som ham — være mig selv. Ti dage efter, at han skrev til mig første gang, var jeg til hans 21 års fødselsdag på blind date. Nok det dummeste, jeg har gjort. Jeg tog afsted efter arbejde, en sen vagt, for at møde mit forbillede. Det blev et møde, jeg ønsker at gentage dag efter dag, for dér stod verdens dejligste fyr og tog imod mig på stationen et sted i Nordsjælland. Det gjorde et stort indtryk på mig på at se, hvordan man kunne være, når man kunne være sig selv. Vi var på Pan på hans fødselsdag. Han viste mig alt det jeg manglede og havde drømt om. Om det var bevist, ved jeg ikke, men han fik mig overbevist om, at det var det rigtige at springe ud, og han var den største og bedste støtte jeg kunne have, indtil jeg langt om længe gjorde det den 25. marts 2004. Den dag jeg blev mig selv, fri for facaden og pludselig kunne se en fremtid.

Selv den dag i dag snakker, skriver og ikke mindst mødes jeg med verdens dejligste fyr, som jeg virkelig elsker over alt på jorden. Ham der har givet mig livet. Jeg vil takke ham for, at han beviste, at dette var det rigtige for mig. Udover ham vil jeg ikke mindst takke spring-ud.dk og boyfriend.dk, for de har givet mig glæden tilbage — ikke mindst spring-ud.dk for alt det jeg manglede. I forsynede mig med modet og inspirationen. Boyfriend.dk, I har givet mig verdens dejligste fyr. Tak for alt.

Til alle jer, der stadig mangler modet til at springe ud:

Lev livet mens du er ung, og du kan få fuld glæde af det, og du kan tillade dig at gøre alle de dumme ting, som de kære forældre advarer en imod. Elsk livet, elsk dig selv uanset hvem du er, uanset hvordan du ser ud, elsk dem der elsker dig. Husk at glæde dig over at være den du er. Gør det du vil. Du er stadig ung, og skal opleve livet — livet som du ikke har oplevet det før. Spring ud.

Med venlig hilsen
Morten Brix Hansen


Dette er Mortens brev til sine forældre — præcis som han selv skrev det:

Den 24 marts 2004

Hej mor og far

Jeg ved godt at dette ikke er den smarteste måde at sige det på, men jeg har noget som jeg bare skal af med. Det er ikke det bedste at læse, men jeg må af med, og som jeg ikke kan sige med ord.

Det er noget som jeg længe har gemt på, men som jeg ikke mere kan holde ud, at gemme på, for alle burde vide det. Det vil jeg få det meget bedre af, og ja, mit ind i mellem voldsomme temperament skyldes dette. Jeg har længe villet sige det, men hver gang er jeg blevet stoppet af forskellige ting, men nu er der ingen anden vej tilbage, for min psyke kan ikke holde ud at holde det for sig selv mere.

Jeg har længe vist, at jeg har skilt mig ud fra andre på flere måder, ikke mindst pga. min vægt, som til tider har givet mig en meget hård medfart, og de nederlag som der følger med. Dette ødelægger simpelthen en indvendigt, så man mister troen på meget, ja selv troen på en selv. Det gør at man isolere sig, og holder ting tilbage som man virkelige bare vil ud med. Jeg må indrømme at min skole tid ikke har været let overhovedet, og jeg har sikkert givet udtryk for det stik modsatte, men det har slet ikke været let. Jeg havde det i perioder virkelig meget dårligt, og ønskede mildt sagt at det hele bare endte her og nu, så jeg kunne få fred. Så slemt har det været, men jeg har bearbejdet de problemer selv, og det har gjort mig stærkere i den forstand, at der skal meget til at knække min psyke, men der er småting som bare kan gøre det med det samme. Der er dog stadig en ting som virkelig piner mig i hverdagen, og det er at jeg ikke kan være den jeg virkelig er. Det har jeg faktisk aldrig kunnet, jo en gang. Det har simpelthen været den bedste weekend i hele mit liv, for der var jeg virkelig bare den jeg var, sammen med ligesindet. Det var den fødselsdag jeg var til i Farum. Der har jeg aldrig haft det så godt, som jeg havde det der, og sådan ønsker jeg virkelig at have hverdag året rundt, selvom det nok kræver tilvænning, og accept fra hele familien, men den kommer sikkert hen af vejen.

Jeg var i Farum til en fødselsdag, og ja, det var hos en homoseksuel fyr som jeg har mødt på nettet. Jeg var med andre ord sammen med en ligesindet. Med andre ord jeg er homoseksuel, og dette har jeg indset 100%. Jeg ved godt, at dette måske vil skuffe jer, men det kan jeg ikke ændre på, for jeg er den jeg er, og det må i tage som det er. Jeg havde det virkelig så godt den weekend, at jeg ikke ønskede at den skulle ende, men forsætte evigt. Selv om aftenen da vi var på PAN, der havde jeg en stor følelse af lettelse i kroppen, og jeg håber at i vil respektere mig som den jeg er, og dermed fjerne den største byrde man kan bære, væk fra mine skuldre.

Jeg håber virkelig at hele familien vil respektere dette, og ikke i det mindste jer, for jeg vil ikke ændre mig. Jeg vil bare gå sammen med fyre i stedet for piger, og anden forskel vil der ikke være. For jeg vil nu til, langt om længe, til at leve mit eget liv, som det i virkeligheden er, og ikke gemme mig bagved den perfekt facade, som bare ødelægger mig indefra.

Jeg er den jeg er. Bøsse. Jeg er sgu bøsse, og det er dejligt langt om længe selv at kunne indse det, og nyde livet, som jeg gjorde forrige weekend, og jeg ser frem til at der kommer endnu flere af den slags dag.

Jeg ved, at det kan være svært for jer/alle at acceptere lige med det samme, og det er min største frygt at ikke kan, men jeg må simpelthen ud med dette, og leve mit eget liv, men jeg ønsker at i er ærlige, og siger præcist hvad i har af meninger om dette, for så lad os tage diskussionen om dette, selvom at dette ikke vil ændre noget ved mig.

For mig er det vigtigt at hele familien kommer til at vide det, for jeg vil ikke brænde inde med noget mere, eller holde noget hemmeligt, for jeg vil være fri, og jeg ville kunne være mig selv, uanset hvor jeg er.

Jeg håber ikke at dette ændre jeres holdning til mig.

Med venlig hilsen Morten

P.S.: Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet klare dette på en anden måde, men det kan jeg simpelthen ikke, og det skal bare ud, så jeg kan lave et normalt liv fra nu af.

P.P.S.: Jeg har også oplevet noget som jeg ikke troede fandtes overhovedet til mig, kærligheden. Jeg er vist mere eller mindre faldet for den fyr jeg var til fødselsdag hos, og jeg må bare se hvor dette bære hen, men jeg håber på det bedste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: