Morten, 19 år, fra Brønshøj

Morten, 19 år
Morten, 19 år

Året er blevet 2004. Januars bidende blæst og utiltalende regnskyl giver tid til eftertanke. På CD afspilleren flyder tonerne af John Denvers fantastiske sange om naturen, livet og kærligheden ud. Det er sange, som har stor betydning for mig, men som samtidig også splitter mit “jeg” i flere stykker. På én side giver sangene mig frirum til tanker, og de har i høj grad givet mig inspiration og mod til mange af de handlinger, jeg som ung fyr har nået at begive mig ud i. Men samtidig minder de mig også om en tid, hvor jeg hver dag forsøgte at lyve for mig selv og dem, som jeg holder af. Ikke at ville vedkende sig sin seksualitet, er en hård psykisk belastning, som er sværd at håndtere.

At skrive denne historie kan ses som terapi, men jeg vil hellere gå lidt længere, og se det som et redskab til at forstå komplicerede tanker fra en kompliceret person.

Jeg havde planlagt det hele. Lad mig finde en sød pige, vi gifter os og får børn. Nej, hvor dejligt og rosenrødt! Jeg ville videreføre slægten og derved have fuldført min mission i verden – fantastisk!

Så langt tilbage jeg kan huske, så har jeg altid vidst, at jeg var lidt anderledes end mine kammerater. Jeg var absolut ikke et typisk drengebarn. Jeg var altid stille, talte pænt og høfligt, lyttede til mine forældre og hadede sport som pesten (hvilket jeg stadigvæk gør). Dette er ikke noget, som en 7-årig dreng dog bekymrer sig om, men da jeg kom i puberteten fik mine bekymringer frit lejde. Jeg har altid bekymret mig om fremtiden generelt, og da jeg indså, at min interesse for mit eget køn var permanent, så fremtiden endnu mere usikker ud. Jeg var vel 12-13 år, da jeg begyndte med tankerne om børn, familie, og hvad mor og far ville sige, når de fandt ud af, at de måske ingen børnebørn fik. Det er alvorlige tanker for en “lille” dreng, og de blev kun værre desto ældre jeg blev. Kombineret med et vægtproblem i mine tidlige teenage år, gennemgik jeg en periode, hvor min selvtillid var i bund, og hvor jeg isolerede mig fra min omverden.

Jeg ville ikke acceptere at være biseksuel, og da slet ikke homoseksuel, så jeg måtte bygge en facade – i øvrigt noget jeg tror alle gør, indtil de erkender, at de er indrettet lidt anderledes end langt størstedelen af befolkningen.

I takt med, at jeg tabte i vægt, fik jeg selvtilliden tilbage, samtidig med at min facade fungerede. Ingen havde mistanke til noget. Jeg førte mit liv efter devisen: Lad folk tro, du er en åben bog – for så tror de ikke, at du har noget at skjule. Det fungerede!

Årene gik – jeg gennemførte min ungdomsuddannelse, og tiden hvor jeg skulle flytte fra Nordjylland til “store” København nærmede sig. Jeg havde vænnet mig til tanken om også at være seksuelt tiltrukket af mænd. Jeg havde fortrængt realiteterne, og førte i stedet et ganske almindeligt ungdomsliv med sprut, venner og piger! Sådan skulle det jo være, ik?

Jeg havde planlagt det hele. Lad mig finde en sød pige, vi gifter os og får børn. Nej, hvor dejligt og rosenrødt. Jeg ville videreføre slægten og derved have fuldført min mission i verden – fantastisk.

Men min historie ender ikke her – den begynder nærmest. I oktober 2003 skete det, som ikke måtte ske ifølge mine nøje tilrettelagte planer. Et eneste spørgsmål, som ved en tilfældighed blev slynget ud – men som på et splitsekund ændrede mit liv for evigt.

I sidste weekend af efterårsferien var jeg hjemme til personalefest i mine forældres virksomhed. Det var et godt stykke hen på natten, og begge mine forældre og jeg var godt berusede. Vi var sammen med resten af personalet på et af de lokale diskoteker. Det var en rigtig hyggelig aften. Jeg havde lige været ude at danse med en af de ansatte, da min mor kommer og tager fat i mig. Hun ser ret alvorlig ud og siger, at min far har set en hjemmeside, som jeg har været inde på, og han var ikke så glad for, hvad han så. Hun trak mig hen til min far, som derefter blev gal på min mor, fordi hun absolut skulle blande sig i hans bekymringer. Jeg kunne se på min far, at han ikke kunne sige, hvad som skulle siges, men jeg vidste noget var galt.

Så brød min mor tavsheden og sagde: “Din far er bange for, at du er bøsse – han har set, du har været på en homo-hjemmeside. Er det rigtigt?”. Som en rigtig mors dreng kunne jeg ikke lyve for mine forældre, så jeg sagde til dem “Ja, jeg kan OGSÅ godt lide drenge”. Der blev en pinlig tavshed, hvorefter min far gik – ulykkelig. Min mor blev og støttede mig, som mødre skal gøre. Aldrig har jeg oplevet min mor så kærlig og forstående, og selvom det også var svært for hende, så ville hun hjælpe mig, så godt hun kunne. Lidt grådkvalt efterlod jeg min mor i baren for at finde min far. Jeg fandt ham i garderoben. Han ville hjem, men jeg fik slæbt ham ind på diskoteket igen, hvor vi fandt et hjørne, hvor vi kunne snakke.

Så brød min mor tavsheden og sagde: “Din far er bange for, at du er bøsse – han har set, du har været på en homo-hjemmeside. Er det rigtigt?”

Det var nok den sværeste samtale i mit liv. Min far sagde, at han havde fortrudt, at han nogensinde havde sagt noget til min mor, for så var det ikke kommet frem, men sådan så jeg ikke på det. For mig var det en befrielse, og mit livs tungeste byrde og dybeste hemmelighed var nu afsløret.

Derefter gik jeg alene hjem – en stille og rolig tur, hvor jeg fik plads til mine tanker – men samtidig også plads til bekymringer. Jeg græd i mange af de følgende nætter, for min “perfekte” verden var ødelagt – forsvundet for altid.

Dagene gik, og mine forældre ville holde vores samtaler hemmelige, hvilket jeg billigede til at begynde med. Jeg var ikke interesseret i at fortælle folk om, hvad jeg havde sagt til mine forældre, men dette billede ændrede sig.

Jeg begyndte at læse andre folks spring ud historier, lære mere om homomiljøet, og forsøgte at placere mig midt i alt dette. Jeg tog modet til mig, og til en studiefest fik jeg fortalt min hemmelighed til to piger fra mit studie. Efterfølgende fortalte jeg to af mine gode drengevenner det. Det var en kæmpe udfordring at sige det til dem. Efter jeg havde fortalt de to piger det om lørdagen, lavede jeg en aftale med mine kammerater til om onsdagen. Jeg sagde, at jeg havde noget meget vigtigt og personligt at fortælle dem – men sagde ikke mere.

Jeg var så nervøs op til onsdag, at jeg i to dage hverken spiste eller sov. Mine eneste tanker gik på, hvordan de ville reagere. Ville alt være som før? Forsvandt de ligeså stille som venner, eller hvordan gik det? Begge tog det rigtig godt – og jeg vil på nuværende tidspunkt sige, at de kun er blevet bedre venner – en kanon ting at opleve.

Min status er nu, at dem i min omgangskreds, som ved det, er dem, som jeg ville fortælle min personlige historie. Det er blevet til fem dejlige personer udover mine forældre.

Hvad så nu? Jeg mener selv, jeg er biseksuel. Nogle i homomiljøet mener, at dette er en fase, eller at det kun er fordi jeg ikke vil vedkende mig min sande seksualitet. Mit svar er: Jeg ved det ikke – måske – måske ikke – det må tiden vise.

Jeg har ikke behov for at udbasunere min seksualitet. Derfor også mit lidt begrænsede spring. Dem, som min seksualitet har relevans for, skal nok få det af vide. Nu venter der bare en masse oplevelser for mig ude i verden. Heldigvis har jeg fra starten mødt en masse søde og rare mennesker, som har gjort og gør overgangen meget nemmere end forventet. Tak til alle jer på boyfriend.dk, som har støttet mig de sidste måneder.

Morten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: