Min livshistorie: Mellemspil – befrielse og eksperimenter

af Kjeld Munch Rasmussen

Jeg har tidligere fortalt om min tid som Jehovas Vidne, hvordan jeg kom ind i det og hvordan jeg efter 14-15 år kom ud af det igen. Det meste af den tid boede jeg i Norge. Da jeg blev udstødt flyttede jeg tilbage til Danmark, hvor jeg oprindelig kom fra. De år som da fulgte, var ikke mindre begivenhedsrige, men rigtig nok på en helt anden måde. Det var fra den ene yderlighed til den anden. – Det vil jeg fortælle om nu.

Det var ikke noget gammelkendt København, jeg dumpede ned i, men en fremmed og ukendt by. Da jeg rejste fra Norge, var jeg nitten, nu var jeg enogtredive. Det var i 1967, og omkring den tid satte hele verden sig i bevægelse. Det var ikke kun mig, hele samfundet kom i uro for at kaste gamle normer af sig. Alt det som vældede frem i mig og krævede at komme til udtryk, manifesterede sig i den ene frigørelsesbevægelse efter den anden: studenteroprøret, provoerne, som blev afløst af blomsterbørnene, hippierne – rødstrømperne, hele den nye kvindebevægelse, bøssernes befrielsesfront – ja, hele den seksuelle revolution. For mig var det hele én stor bevægelse, og den udgik fra mig.

Vi er nogle stykker der oplevede denne bevægelse på vor egen krop og sjæl så stærkt at vi, på trods af alle senere reaktioner og tilbageslag, aldrig vil give afkald på denne frihed.

Det første sted jeg kom til at bo var på en femtesal på Østerbro, et klubværelse. Jeg ved ikke hvorfor det hed sådan, for der var ikke noget klub ved det, bortset fra at vi var ti om køkken og badeværelse – og så det at vi automatisk blev blandet ind i hinandens privatliv, enten vi ville det eller ej. Væggene var ganske tynde, så man kunne høre alt hvad naboen foretog sig. Værelserne var nødtørftigt ombyggede pulterrum, og der var ikke meget plads, 2 gange 5 meter, men jeg havde heller ikke mange ejendele, mit tøj og en kasse bøger. Så købte jeg på afbetaling en sovesofa, en stol og et sofabord. Det var alt.

Det var en fin gammel ejendom, men hele huset var indrettet til værelser. Der var et leben. Det var en gammel dame der ejede det; hun havde sin herskabslejlighed i stuen, hvorfra hun styrede det hele og blandede sig i alt. Hun havde sine spioner på hver etage og prøvede også at hverve mig.

Jeg blev kaldt derned; nogen havde klaget over at jeg havde ‘mandfolk på værelset’, sagde hun. Jeg blev forarget og mente, at folk kunne passe sig selv. Jeg hidsede mig op over dette indbrud i mit privatliv, som ganske vist ikke var særlig privat, men som dog måtte være mit eget. Men hendes virkelige ærinde, viste det sig, var at hun gerne ville have mig til at holde øje med visse andre som hun gerne ville have ud, men som hun foreløbig ikke havde noget på. Jeg ville ikke være med, og hørte ikke mere om det. Der var åbenbart heller ikke flere klager, skønt jeg vist ikke forbedrede min opførsel meget. – Herregud! jeg var ikke noget barn.

Jeg ville ikke være frisør længere, så jeg tog arbejde på et filmlaboratorium. Man kunne vælge og vrage dengang. Men det var ikke så spændende som det havde lydt i annoncen; det var nærmest en slags fabriksarbejde. Store filmruller blev puttet ind i den ene ende af en maskine og skulle tages ud i den anden. Undervejs skulle man så holde øje med filmen, så der ikke gik noget galt. Det gjorde der sommetider for mig. Arbejdet var så kedsommeligt, at jeg glemte at være opmærksom.

Det var svært at overholde faste arbejdstider og rutiner; i Norge havde jeg haft det langt friere i den retning. Det var bagvendt; jeg var midt i en personlig frigørelse, og så følte jeg mig lagt i spændetrøje. – Nå, jeg blev fyret, og så fik jeg arbejde som medhjælper på et plejehjem. Også der var der rutiner og faste arbejdstider, men arbejdet var mere varieret, jeg kunne føle mig friere. Og desuden var det at arbejde med mennesker mere i overensstemmelse med min egen udvikling. Der blev jeg i ti år.

Den dag jeg blev ansat på filmlaboratoriet – det var bare få uger efter at jeg kom fra Norge – blev også en anden fyr ansat. En aldeles dejlig fyr. Jeg vil ikke sige, at jeg straks kastede mig over ham; tværtimod var jeg meget tilbageholdende. Mente jeg da. Men han var selvfølgelig ikke blind, eller jeg var ikke så diskret som jeg selv troede. At min åbenlyse forelskelse betød noget for ham faldt mig ikke ind.

Han hed Viggo og havde sejlet nogle år, men var lige gået i land fordi han skulle giftes. Han så godt ud, var robust, ja, ligefrem grov, og så alligevel sært forfinet. Der var flere kendte kunstnere i hans familie; selv syntes han ikke at have kunstneriske talenter, men han havde en udstråling som gik direkte til hjertet, hjernen og underlivet, ikke bare hos mig. Jeg var lidt skræmt over for sådan et vidunder, men han tog mig straks til sig og var åbenbart glad for mit venskab. Jeg tænkte ikke over at han mindede om Frank, men det var nok det. Jeg var syv-otte år ældre end ham, og alligevel behandlede han mig som om han var min far. Havde jeg det lidt dårligt en dag, mærkede han det straks. Så kunne han lægge armen om min skulder og sige:

“Hvordan går det, min dreng?”

Han tog mig med hjem til sin kone, Annelise, hvilket jeg egentlig ikke var meget for. Men hun var en handlekraftig pige. Hun var ikke den der satte sig til at spille romantisk baggrundsmusik til vort sværmeri, men blandede sig med arme og ben, havde jeg nær sagt. Så også hun blev en af mine bedste venner.

Venskabet med Viggo forblev rent platonisk, men fuldt af erotiske over- og undertoner. Vi tilbragte halve og hele nætter sammen på værtshuse eller hjemme hos ham med filosofiske diskussioner, mens vi drak spandevis af te og øl. – Det platoniske kom måske mest af min ‘finfølelse’. For nylig sagde han at havde jeg været ihærdigere dengang, var han nok gået i seng med mig. – Det var noget sent at komme med det tredive år efter.

Min intention havde været at kaste mig ud i Københavns vilde, løsslupne liv, i alle Sodomas syndige, forrykte, frydefulde glæder. Men jeg kunne ikke finde det. Pænheden florerede om mig, og trods min teoretiske frigjorthed turde jeg ikke spørge mig for. Så ved nattetide sneg jeg mig fra værtshus til værtshus i det som jeg opfattede som byens skumleste kvarterer, for at se om jeg dog ikke selv kunne finde frem til det frække. Jeg fik da også en del tilbud fra kærlige og kommercielt indstillede damer, men det var ikke lige det.

Så da en ældre, mindre pæn, fed, sved- øl- og tobaksduftende herre gjorde tilnærmelser, slog jeg til for at få oplysninger ud af ham. Han måtte vide det. I taxi kørte vi langt pokker i vold til et kolonihavehus, hvor jeg en times tid lod mig vælte rundt i en snavset seng, mens jeg forsøgte at spørge ham ud. Men enten han nu ikke ville ud med sproget, eller han simpelthen ikke vidste mere end jeg, så fik jeg ikke noget at vide. – Bagefter ville han betale mig; det var åbenbart sådan han var vant til det, men jeg ville ikke have hans penge. Dog måtte jeg straks efter alligevel tage imod lidt til en taxi, da jeg ikke anede hvor i verden jeg befandt mig og hvordan jeg skulle finde hjem.

Senere overraskede jeg en onanerende student på et offentligt toilet og forskrækkede ham slemt ved at følge efter ham. Men da jeg ikke lod mig ryste af, og han vel blev klar over at jeg ikke var direkte farlig, inviterede han mig til te på sit kvistkammer, – vel nok halvt indstillet på at ‘ofre sig’. Men da jeg kunne berolige ham med at han slet ikke var min type, og at jeg ikke var ude på det han tænkte, faldt han til føje og vi hyggede os meget godt sammen. Han hed Lars, og af ham fik jeg alle oplysninger om byens bøssesteder, fra barer og klubber til de mere ydmyge steder som offentlige toiletter og visse parker ved nattetide. Han var ekspert i det hele, han blev min guide og vi kom til at gå en del i byen sammen.

Lars tog mig med til Pisserenden, kvarteret omkring Teglgårdsstræde og Sankt Peder Stræde, lige ved Rådhuspladsen og Strøget. Værtshusene lå tæt, og han viste mig hvilke der var bøssebarer: ‘Mandalay’, ‘Cosy Bar’, ‘Centralhjørnet’, ‘Bycaféen’, ‘Fortuna’, ‘Cancan’ og flere endnu. Det var lige hvad jeg søgte, og alligevel var jeg benovet over at der fandtes steder specielt for folk af ‘min slags’. Jeg var meget spændt på hvad der foregik.

Der foregik tilsyneladende ikke andet end at folk drak øl og snakkede, som man jo gør på et værtshus. Jeg kom tit i kvarteret opsat på at noget skulle ske, uden at komme i kontakt med nogen, og jeg var svært skuffet. Lars var optaget af sit eget.

“Det kommer!” var alt han kunne sige.

Jamen hvordan?

Indtil en aften på Cancan en køn fyr, som jeg sikkert har sendt nogle lange øjekast, ligesom tilfældigt fulgte efter mig da jeg gik. Vi fulgtes ad ned ad gaden og småsludrede, indtil han pludselig trak mig ind i en mørk port og begyndte at gramse mig både her og der, og straks efter stod vi med bukserne halvt nede og var midt i en heftig omfavnelse. Det hele tog bare et øjeblik, så hev han sine bukser op og forsvandt uden et ord. Det var en lidt flad fornemmelse, men da jeg gik hjemad var jeg alligevel glad. Der var sket noget.

Her må jeg vist fortælle lidt om tiden, skønt det ikke er længere siden end at de fleste husker den – ellers er jeg bange for at min handlemåde ligefrem kan synes abnorm. Alt har forandret sig så meget på de få år, at det selv for folk der har oplevet forandringerne, kan forekomme uvirkeligt.

Det var ikke specielt for Jehovas Vidner at seksualiteten var undertrykt. Der var meget man ikke talte om. Bestemt ikke om homoseksualitet. Var man homoseksuel, var man det ikke åbenlyst. De få der var det, blev anset for underlige, latterlige, perverse, halvkriminelle – eller meget modige, alt efter hvilken side man så det fra. Politiet holdt øje med dem på afstand.

Den seksuelle lavalder for drenge var atten år, mens den for piger var femten. Folk fik lange fængselsstraffe for handlinger der få år senere var fuldt legale. Gik en fyr på atten i seng med en på sytten, kunne det blive en alvorlig sag for ham. For slet ikke at tale om hvis aldersforskellen var større, så det tågede begreb ‘forførelse’ kom ind i billedet. En fyr på sytten som havde været i seng med en mand, kunne bruge loven som pressionsmiddel, og det skete tit. Førte pressionen til selvmord, mord eller andre desperate handlinger var det i alle tilfælde den ældre der stod som den skyldige, svinet. Folk som havde forgået sig, blev stillet overfor valget mellem at lade sig kastrere eller at være indespærret på ubestemt tid.

Disse love og denne praksis var udtryk for en ganske almindelig holdning i befolkningen. Da holdningerne ændrede sig, blev lovene også ændret.

Ikke sært at mange levede efter devisen: ‘Den der lever skjult, lever godt’. Og bøssebarerne og klubberne fungerede som åndehuller, som fristeder hvor man kunne være sig selv og træffe ligesindede. Ikke mærkeligt, at alt muligt boblede op som ellers blev holdt nede. Ikke underligt at da der først kom en lille sprække, vældede alt det skjulte ud i lyset.

Tiden var jo også andet end dette. Det var i ’67 at jeg pludselig stod der midt i det hele, timen før daggry kan man sige. Hele verden var i bevægelse, i hvert fald den del af den jeg kom i berøring med. Selvfølgelig kom det hele ikke med det samme, selvom jeg måske må beskrive det sådan. – Måske rækker denne del af min beretning over et tiår eller der omkring, og man skal ikke forvente nogen nøjagtig kronologisk orden.

Det er ikke helt forkert at sige at denne tidsånd og disse frigørelsesbevægelser udgik fra mig. Fra mig og fra alle andre som bare troede at de ændrede deres egne livsvilkår, men som blev reformatorer.

Mange har ment at frigørelsen gik for vidt, således at den fik uheldige og ulykkelige konsekvenser. Jeg er ikke enig. – Den gik ikke vidt nok. Alle småborgerlige normer levede jo videre midt i frigørelsen, således at den blev perverteret. Mange troede at frihed bestod i at kaste al ansvarlighed bort, i stedet for det helt selvfølgelige, at ansvaret vokser med friheden. Det glemte jeg nu aldrig, selv da det gik hedest for sig. Det vil jeg have lov til at sige.

Bøssemiljøet var selvfølgelig ikke kun barer og værtshuse. Men det var nu meget dér livet udfoldede sig. Det var i hvert fald det indtryk jeg fik. Og så mig der ikke havde sat mine ben på et værtshus før jeg kom til København og knapt havde smagt en øl. Det lærte jeg.

Da jeg først havde fået et par kontakter, gik det utrolig hurtigt med at glide ind i miljøet. Inden længe var der altid nogen der hilste mig med et “hej!” når jeg trådte ind ad døren til Cancan, der blev mit stamværtshus.

Det var egentlig et meget lille lokale, men der kunne være mange mennesker, særlig en lørdag aften hvor gæsterne stod mast sammen og både frivilligt og ufrivilligt gned sig op ad hinanden. Der var nu altid mange mennesker, selvom det på en hverdag nok kunne være muligt at finde en siddeplads. Og det var så også en af fordelene ved at blive et kendt ansigt, at vennerne rykkede sammen så man kunne klemme sig ned. – Rummet var godt tilrøget, luften tung af tobaksrøg, øldunster og en anelse lugt fra toilettet. Væggene var brune; om de var det fra ‘naturens’ hånd eller de var blevet det efterhånden, ved jeg ikke, og på væggen bag baren var der malet Cancan-piger, – måske lidt malplacerede i netop dette miljø, men de hørte alligevel med. De forsvandt næsten i tobakssoden, og en skønne dag var de dækket af en stor fotostat – en absurd collage som var så moderne. Det var der nogle protester imod, men kan man kæmpe imod de nye tider?

Og her var trækkerdrengene. Det var typer af den slags som jeg godt kunne kigge langt efter på gaden. Her var de tilgængelige for en hundredkroneseddel. Og de behandlede mig godt. Det tror pokker. Det var jo en del af deres forretning. Prostituerede er som andre forretningsfolk; de må dyrke kundekredsen; de vil gerne have faste kunder.

Jeg gjorde min entre i miljøet fuldstændig måbende og så optaget af alt hvad der foregik, at jeg heldigvis glemte alt om hvordan jeg selv tog mig ud. Men når jeg ser billeder af mig selv fra den tid kan jeg godt blive helt forelsket. Jeg så betydelig yngre ud end min alder og var tredive kilo lettere end i dag. Jeg var naiv og åben, bar vel præg af ‘lige at være kommet ind med firetoget’. Da jeg ikke tidligere var kommet i bøssekredse vidste jeg intet om hvordan man gebærdede sig – og så var jeg simpelthen naturlig.

Efter det første skuffende knald i porten var det som om jeg havde fået en nøgle til miljøets hemmeligheder. Jeg var ikke mere så imponeret over alt jeg så. De som så mest overlegne og distancerende ud, var ofte dem der blev gladest over at man viste dem interesse. Deres lyster var ikke meget anderledes end mine egne, og var jeg mere dristig end dem var det mig der havde initiativet. Det var ikke kun de andre der havde noget jeg gerne ville have fingre i og sætte tænderne i, jeg havde sandelig også selv noget at byde på. Et par gange om ugen havde jeg en fyr med hjem på mit værelse, og min sovesofa tjente mig trofast.

Jeg ved godt, at det må virke som den rene pral; som om jeg kunne nedlægge enhver der krydsede min vej. Sådan var det ikke. Regelen om at: ‘Får man ikke den man elsker, må man elske (med) den man får’, gjaldt i høj grad her. Der var bare det at afslagene, nederlagene, ikke rigtig talte. Eller rettere sagt, de var en selvfølgelig del af spillet. Den der var mest villig til at tage nederlagene med, klarede sig bedst. Desuden, jeg var jo ikke alene om at leve på denne måde, tværtimod. Var mine partnere hver for sig kun en i rækken for mig, så var jeg kun en i deres række.

Man skulle såmænd ikke have så overvældende med charme for at komme til. Alle kunne vist få noget, hvis de da ikke var særlig usympatiske eller var grimme som Frankensteins monster. Ja, han ville vist endda have gjort særlig lykke. Det der var anderledes, var altid populært.

Værtshusene var meget forskellige; de havde hver sit klientel, eller man kom de forskellige steder, som man nu var i stemning til. Cancan passede mig bedst på grund af den muntre og kontante atmosfære. En spade blev kaldt en spade, hvis man kan sige det sådan. Der var trækkerdrengene som man helt åbenlyst kunne træffe aftaler med, uden at nogen tog anstød af det. Eller man kunne gøre utvetydige tilnærmelser til en fyr man havde fattet sympati for, uden at nogen blev fornærmet af den grund. I øvrigt kunne man også bare have det sjovt og hygge sig en hel aften uden at have bagtanker med det. I løbet af en aften udviklede stemningen sig og kunne blive temmelig høj uden at gå over gevind. Det sørgede de gode tjenere og udsmideren Benno for. Han sad for det meste på varmeapparatet uden at bevæge en hånd eller en mine, undtagen når nogen stak en bajer i hånden på ham. Blev der noget højrøstet ved et bord og en situation truede med at komme ud af kontrol, nærmede han sig langsomt bordet, og det var som regel nok.

Sommetider kom jeg på Centralhjørnet. Der kom mest ældre bøsser, som nærmest boede der. Det var det indtryk, man fik. Alle kendte hinanden. Nye var velkomne, men de blev set an. Der var en rar atmosfære, folk sludrede og sagde de samme vittigheder de havde sagt gennem alle år, og Fru Jensen (som vist slet ikke hed Fru Jensen), værtinden, slæbte sig fra bord til bord på sine ømme ben og havde et venligt ord til alle. – Centralhjørnet er der stadig og har slet ikke forandret sig. Det kan vist ikke være lige de samme mennesker der sidder der, men de siger i hvert fald de samme vittigheder.

På Mandalay regerede Viola, en i enhver henseende stor dame med højt opsat frisure, en stemme som en gorilla og en udstråling som en russisk kejserinde. Hun tronede højt bag baren og overskuede alt. En udsmider var overflødig. En forvorpen trækkerdreng var hun i stand til at blæse ud af lokalet alene med sin myndighed og stemmestyrke. Ikke fordi der ikke måtte komme trækkerdrenge. Det måtte der godt, men de skulle opføre sig pænt, særlig over for hendes yndlinge blandt de ældre bøsser.

Ved et særligt bord holdt Mariner-Arne hof med sine marinesoldater. Han var en gammel mand; i hvert fald så han gammel ud, men jeg syntes at han så lige gammel ud gennem alle år. Det er kun få år siden han døde. Men netop det at han ikke forsøgte at gøre sig yngre, som så mange af os andre, gav ham en ungdommelig spændstighed. – Det var en særlig ære at blive inviteret til at sidde ved hans bord. Jeg kom til at sætte mig der, fordi der ikke var plads andre steder, og fordi jeg ikke kendte de uskrevne regler. Og da jeg ikke forstod hans perfide bemærkninger der skulle få mig til at fortrække, men bare smilede venligt, endte han med at acceptere mig forbeholdent og nedlod sig endda til at sige et par venlige ord til mig. Han spurgte, om jeg havde en hestepik, og da jeg svarede:

“Knapt nok,” lod han det være ved det.

Af og til forsvandt han ud på toilettet med en af marinerne. Det tog ikke mange minutter. De kom hurtigt ind igen, soldaten trak op i bukserne og så bly ud, antagelig en halvtredser rigere, og Arne tørrede sig om munden, rømmede sig og gav bajer til hele bordet.

“Så skyller vi!” sagde han.

Mandalay eksisterer ikke mere. Viola holdt op, og med hende forsvandt mange af bøsserne. Arne flyttede til Centralhjørnet, men fik ikke marinesoldaterne med. Men han holdt stilen, han var der vist daglig gennem mange år og sagde, at han ville dø der. Det ønske fik han opfyldt. I hvert fald faldt han en aften om der og blev bragt bevidstløs på hospitalet.

Cosy Bar eksisterer vist stadig, men jeg er ikke kommer der i mange år. Det var det sted man kom, når alt andet lukkede klokken to om natten, men i sit pæneste tøj. Stedet var meget populært, men jeg brød mig ikke om det. De få gange jeg kom der, skete der altid uheldige ting som gjorde at jeg gik deprimeret hjem. Alle sad og stod og så stive og fornemme ud – sådan opfattede jeg det – og jeg havde min force i at være naturlig og ligefrem og passede ikke ind. Jeg syntes det var et vokskabinet.

Jeg fik råd og fiduser af nye venner, fandt nye træffesteder, pissoirer hvor man onanerede hinanden eller så på at andre gjorde det, toiletter hvor der var huller i væggen ind til naboen, så man kunne træffe aftaler eller man kunne stikke pikken igennem og få ordnet sagen på stedet uden forpligtende personlig kontakt, parkerne om natten, hvor der var livlig trafik i buskadserne, og Amager Fælled, hvor folk solede sig splitternøgne og bollede åbenlyst. – Ja, jeg fandt ud af at det såmænd ikke engang var nødvendigt at bruge disse steder. Som i så mange andre af livets forhold lønnede frækhed sig, og man kunne få kontakter overalt, på badeanstalter selvfølgelig, tilfældigt på gaden, i bussen eller S-toget, ja, overalt. Man skulle bare bruge øjnene, fange signaler der blev sendt og selv sende nogen. Det var et spil der slet ikke var så svært når man havde lært det.

Efter et halvt år i København havde jeg været i seng med femogtyve forskellige. Jeg noterede dem op i min lommekalender. Så holdt jeg op med at føre regnskab. – Det var en solid sofa.

Jeg ved ikke, om jeg egentlig kan sige, at jeg blev træt af det. Det var sjovt og dejligt, og nogle rigtige venner blev der da hængende på vejen. Men det gik op for mig, at jeg ikke mere kunne huske ansigtet på de forskellige en halv time efter, at vi havde været sammen. Og det førte til pinlige episoder. – Jeg traf en sød fyr i en park, og der var lagt op til at han skulle med hjem. Men så kom jeg til at sige:

“Har vi for resten ikke truffet hinanden før?”

Han gloede og svarede så:

“Mon ikke? To gange! En gang hos dig og en gang hjemme hos mig.” Så gik han sin vej.

Det kunne jeg ærlig talt godt forstå. – Han var endda en meget sympatisk fyr.

Der er vel noget af en fanatiker i mig. Jeg skal absolut gå til yderligheder. Sådan var det også da jeg var Jehovas Vidne, i den bedste tid. Det er da også godt nok, synes jeg. At leve livet med lidenskab og uden forbehold.

Jeg havde ikke glemt min tid som Jehovas Vidne. Selvfølgelig ikke. Det var stadig en vigtig del af mit daglige liv, selv om jeg ikke tænkte meget over det. Faktisk mente jeg stadig at Jehovas Vidners lære var sandheden. – At forlade sin religion er ikke som at melde sig ud af en hvilken som helst forening. Det er hele ens verdensbillede og ens eget indre der skal vendes op og ned på. Det gøres ikke let.

Ikke alle kan klare det. Jeg har truffet andre udstødte som er gået helt i stykker på det. Der fortælles at mange af Jesu disciple på et tidspunkt forlod ham, og han spurgte de tolv:

“Vil I også gå jeres vej?”

Simon Peter svarede ham:

“Herre, hvem skulle vi gå til? Du har det evige livs ord.”

Sådan kan man virkelig føle det, når man forlader Jehovas Vidner. At man vender Gud ryggen. Sådan havde jeg det også.

Mange prøver så at lukke af; lader være med at beskæftige sig med de tanker; tænker på alt mulig andet. I hvert fald det sidste gjorde jeg altså også. – Men man kan ikke lukke øjnene for alt hvad der foregår i verden, og der skete jo ting der pirkede i angsten, der var begivenheder der mindede en om at Harmagedon var nær. Nu lød det at det skulle ske i 1975. Da det år nærmede sig var mange indenfor Jehovas Vidner forventningsfulde og nogle udenfor ængstelige, og det sidste gjaldt mig selv. For det år var noget særligt i deres tidsregning. Da var der gået 6000 år siden Adams skabelse, og tusindårsriget måtte derfor være ganske nær.

Jeg gjorde vel som så mange, lukkede øjnene for ‘realiteterne’ og sagde til mig selv, at der nok ikke skete noget, mens inderst inde var jeg bange. Sagen var bare den, at der virkelig ikke skete noget. Jeg åndede lettet op efter som 75 gik, og 76 og 77. Og jeg selv og hele verden levede ganske ufortjent videre.

Selvom jeg fatalistisk var indstillet på at skulle dø i Harmagedon, var det alligevel ikke noget der hastede.

Jeg havde ikke forladt Jehovas Vidner fordi jeg var uenig i læren, men på grund af ‘moralsk svaghed’. Jeg kunne ikke fornægte det som jeg selv i årevis med Bibelen i hånd havde bevist som sandhed. Gjorde jeg det ville det være fejhed. Og fej ville jeg ikke være. Det ville heller ikke have hjulpet mig, for så snart noget usædvanligt hændte i verden ville jeg straks have tænkt: Det kunne jo være.

Jeg anklagede aldrig nogen i forbindelse med min udstødelse, hverken Jehovas Vidner som organisation eller nogen af vennerne. Det mente jeg ikke at der var nogen grund til. Jeg tog så at sige al skyld på mig. Det var den hårde linje. Men det gjorde også at jeg faktisk fik foræret alt ansvar for mit liv og mine egne handlinger, og det var ikke det værste der kunne ske. Det siges at det som ikke slår en ihjel, gør en stærkere. Det er også min erfaring.

Den som altid søger årsagen til sine problemer hos andre, kan være sikker på at han leder det forkerte sted.

Men tiden går naturligvis. Fortiden kommer mere på afstand, og jeg blev i stand til at se mere nøgternt på det hele. Grænsen mellem falsk og sandt var ikke trukket så hårdt op som den havde været. Jeg begyndte at kunne se Jehovas Vidners organisation og lære mere udefra, og også mig selv. Og lidt efter lidt begyndte jeg at ane at det ikke kun var mig der havde fejl.

I dag ser jeg Jehovas Vidner som en menneskelig organisation, som jeg har megen sympati for, på grund af det gode de har betydet for mig, i stedet for at se den som en guddommelig, ufejlbarlig organisation. Det gør stor forskel.

Naturligvis var der meget jeg savnede, min søn, vennerne, Seljord, hele mit liv i Norge. Jeg kunne sommetider få fornemmelsen af at alt omkring mig var uvirkeligt. Hvad lavede jeg i denne fremmede by, blandt alle disse fremmede mennesker?

Og jeg savnede Frank selvfølgelig. Jeg så ham gang på gang på gaden, og blev skuffet når det alligevel ikke var ham. En gang lavede jeg skandale på en kafé fordi han kom ind og gik tværs igennem lokalet lige for mine øjne. Jeg rejste mig og rev min kop på gulvet og råbte:

“Frank!”

Alle vendte sig og så på mig, også drengen. Men det var selvfølgelig ikke Frank.

Når jeg sent om natten gik hjem, måske i følge med Lars, kunne jeg blive helt lyrisk når jeg talte om fortiden. Lars hørte tålmodigt på mig. Jeg husker nogle linjer af et digt, som dengang gjorde stort indtryk på mig, og som jeg gerne citerede:

Mit hjerte går i tomme gader,
det har intet sted at bo.
Mit hjerte går i tomme mørke gader.

Man kan ind imellem få megen nydelse ud af at dvæle ved sin egen lidelse.

– o –

Jeg vil tilbage til at fortælle om trækkerdrengene. De er det væsentligste i alt det her, men hidtil har jeg kun strejfet dem.

De var ikke svære at komme i kontakt med. Det skulle de nok selv sørge for. Det var nu deres levevej. Der var for eksempel alle Kaj’erne i Cancan; tilfældigvis var der hele fire af dem: Smukke-Kaj, Lyse-Kaj, Skuespiller-Kaj og bare Kaj eller Bare-Kaj, som det jo blev til. Jeg havde forbindelse med Lyse-Kaj og Skuespiller-Kaj.

Skuespiller-Kaj var ikke noget særligt, og skuespiller var han da slet ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kunne lide ham. Han var en mut fyr, nærmest blottet for charme. Men han var fredsommelig, og de fleste kunne lide ham. Når han var med mig hjemme, tog han straks alt tøjet af, lagde sig fladt på ryggen og ventede på at jeg skulle gøre et eller andet ved ham. Det var snarere mig der betjente ham end omvendt. Til gengæld kunne han finde på at gå med hjem, selvom jeg ikke havde nogen penge, bare for at have et sted at sove, og så ville han gerne kæle.

“Vi kan lige så godt hygge os, når vi alligevel skal sove sammen,” sagde han.

Lyse-Kaj var anderledes. Han var virkelig en skønhed, sart og forfinet. Han havde lyst, glat hår, blå øjne og regelmæssige ansigtstræk, en fin, lidt spinkel krop, velbygget og slank. Han var neurotiker og ikke populær, fordi han var så lunefuld og uberegnelig. Første gang han var med mig hjemme, ville han absolut ikke have tøjet af. Han blev moralsk, men først efter at have fået pengene. Jeg tog situationen ret kontant og sagde, at når han kunne tage imod mine penge, kunne han vel også levere varen.

“Du er et svin!” hvæsede han.

“Og hvad er du så?” spurgte jeg.

“Nåja, jeg er også et svin,” svarede han. “Men det bliver det sgu ikke bedre af.”

Jeg måtte lokke hvert klædningsstykke af ham, han opførte sig som en bly jomfru. Men da han så blev revet med af sine egne fornemmelser, var der ikke noget i vejen. Bagefter lå vi og snakkede det meste af natten.

Ved Københavns byjubilæum i ’68 var vi konstant sammen i to dage. Vi turede rundt til byens festligheder indtil mine penge var brugt op. Da pengepungen var tom, forlod han mig uden videre. Jeg var såret og rasende og lovede mig selv aldrig mere at have noget med ham at gøre. – Dog kunne det ikke undgås at vi mødtes i Cancan, men jeg talte ikke til ham. Det betød ikke noget videre; han kunne godt leve uden mig.

Men jeg fik en slags hævn. Det gik ham dårligt, det kunne enhver se. En dag så han så dårlig ud at jeg ikke kunne lade være med at henvende mig til ham.

“Hvad er der med dig?” spurgte jeg.

“Ikke noget der kan interessere dig,” svarede han afvisende. Han var rundt til de forskellige for at bomme penge eller lave forretninger, men i hans tilstand havde han ikke en chance. Da han så helt fortvivlet ville forlade værtshuset, stillede jeg mig i vejen for ham og rakte ham hundrede kroner. Han gloede på seddelen og på mig.

“Du er en skidefin fyr,” sagde han og tilføjede: “Og det er ikke engang løgn.”

Det sidste var en ganske almindelig talemåde, men jeg havde ikke hørt den før, så jeg opfattede den helt bogstaveligt. Og sådan var den vist også ment.

Han forsvandt pludselig fra kvarteret og miljøet, og der gik rygter om at han sad i spjældet for noget med nogle småpiger og drenge.

Så var der Grønlænder-Søren som til forskel fra de andre var komplet ligeglad med, om han blev betragtet som bøsse eller ej, – eller jeg tror slet ikke at han fattede forskellen. Han fortalte, at han i Grønland havde set et blad med nogle mænd, der bollede hinanden i røven, “og det kunne jeg godt tænke mig at prøve, men i den bygd jeg kommer fra, var der ingen jeg kunne gøre det med. Men efter at jeg er kommet til København, har jeg fået mere pik end der er vandrør i Københavns kommune.”

At være homoseksuel var noget foragteligt, og at være prostitueret var det også. Hvad kunne da være mere foragteligt, end at være homoseksuel prostitueret? Dybere kunne man ikke synke. Trækkerdrengene var foragtede, ofte også af bøsserne. Jeg kom udefra i en moden alder og havde ikke fået indkodet de faste normer der gjaldt i miljøet. Jeg tog drengene som de nu engang var; som ganske almindelige mennesker som jeg selv.

Når man tror på, at en professionel sympati er ægte, kan den ende med virkelig at blive det. Jeg var jo ikke dummere end at jeg vidste hvad tilbudene fra disse attraktive fyre gik ud på. Jeg var nok klar over at det ikke var min uimodståelige charme de faldt for, men for de indtjeningsmuligheder der kunne være i mig. Men når så interesserne stemte overens, kunne man jo godt slappe af og have det rart med hinanden.

Disse drenge var jo heller ikke iskolde monstre, der kun tænkte på penge. De var almindelige mennesker og tilgængelige for almindelig menneskelighed. – Selv om det rigtignok skal siges at de tit var temmelig hærgede af miljøet. – Jeg har ingen erfaring med kvindelig prostitution, men jeg ved da, at der er forskel på, hvad en kvinde og en mand kan præstere i sengen. En luder kan teoretisk set klare en stribe af kunder på en aften – har jeg hørt – det kan en trækkerdreng ikke; det forhindrer den mandlige fysik simpelthen, og en mand er heller ikke i stand til overbevisende at simulere en orgasme. Særlig ikke når det er en anden mand, der skal overbevises. – Jo, jeg ved godt at nogle drenge har deres specialiteter, som ikke involverer deres egen seksualitet så meget. Men for det første ved jeg ikke så meget om dette, og for det andet ved jeg fra drengene selv, at de kun undtagelsesvis havde mere end en ‘tyr’ på en aften, og at de i øvrigt gjorde hvad de kunne, for at få faste kunder og holde på dem.

Det gjorde atmosfæren mellem trækkerdrenge og bøsser ret afslappet. Man hyggede sig sammen, enten det var over en øl eller tre på Cancan, eller det var hjemme og fyren overnattede og man spiste morgenmad sammen.

Det jeg vil sige med dette, er ikke at drengene ‘i virkeligheden’ selv var homoseksuelle. Slet ikke. De var naturligvis forskellige, men vist for det meste lige så heteroseksuelle som de fleste mænd. Men måden de levede på og ofte havde levet på i årevis, gjorde at deres grænser var ret flydende. – Det er blevet sagt at de ofte begynder som fjorten-femtenårige eller endnu yngre. Det skal nok passe, de fortalte det selv, men så unge har jeg aldrig mødt dem. Ved mærkelige tilfælde var de fleste af de drenge jeg var sammen med 21 år. Så de kunne måske knapt kaldes for drenge, men det blev de nu alligevel. – Så for det meste var de mere vant til at gebærde sig i sengen med en mand end med en kvinde.

Nogle af dem havde mere eller mindre faste kærester – piger, mener jeg. Men jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan disse forhold kunne fungere, når fyren tilbragte aften efter aften i sengen hos andre mænd.

Et af slagordene fra tiden var, at vi alle er biseksuelle. Det er selvfølgelig lige så forkert som at vi alle burde være heteroseksuelle. Men det sagde så meget som at seksualitetens grænser ligger et andet sted end vi vanligvis tænker os det, at de ikke er til at kortlægge præcis, og at de kan være temmelig variable efter de vilkår vi lever under.

For en normal mand er homoseksualitet frastødende. Eller også er den en smule tiltrækkende. Og det kan gøre ham skrækslagen og hadefuld bare at ane sådanne tendenser hos sig selv. Han ville i hvert fald aldrig kunne fungere som trækkerdreng. Måske kunne pengene få ham til at gøre det en gang eller to, men ikke jævnligt år ud og år ind. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?

Det var vigtigt for drengene at markere deres maskulinitet, og til dét blev pengene brugt. De gjorde det for pengenes skyld og ikke for fornøjelsens, det blev præciseret gang på gang. Men accepterede man så det – ved at betale – ja, så var der ingen grænser, udover de grænser ethvert menneske har. – Noget af det værste der kunne ske for en trækkerdreng, tror jeg, var at en kunde forelskede sig i ham. Skete det, var de villige til at give afkald på selv en meget indbringende kunde. For en forelsket mand ønsker at blive genelsket, og det var et umuligt krav.

Alligevel forelsker man sig jo, det er klart. Jeg gjorde det også. Men jeg tog ikke mig selv og mine forelskelser så højtideligt. Jeg kendte vilkårene, og havde desuden så stor respekt for drengenes integritet, at forelskelserne blev til kammeratskab. Nogle meget erotiske kammeratskaber.

Naturligvis var prostitutionen ødelæggende for disse drenge eller unge mænd, eller den var udtryk for at de allerede var ødelagt. Dels levede de med nogle helt specielle seksuelle og følelsesmæssige normer, som ikke kunne fungere udenfor dette trange miljø, og dels var prostitutionen forbundet med al slags kriminalitet.

Jeg boltrede mig i dette miljø som en fisk i vandet. Havde nogen dengang sagt til mig, at jeg havde ansvar eller medansvar for disse drenges skæbne, ja så ville jeg have ment at han ikke var rigtig klog. Jeg kom til København og fandt miljøet som det var, og det havde ‘altid’ været der. Det var et fantastisk miljø; jeg kunne ikke have udtænkt det eller bare forestillet mig det. Ikke desto mindre havde jeg det som et barn man slipper løs i en legetøjsbutik. Også drengene var der, og de var bestemt glade for min ankomst. Jeg forførte ingen, det var mig der blev forført – og det noget så grundigt.

Den jeg var mest glad for, eller den med hvem det kom nærmest til et rigtigt venskab, var Edvard. Ham havde jeg vist aldrig kunnet blive venner med i “den virkelige verden”. Dertil var vi for fjernt fra hinanden på alle måder. Han var 25 og en rigtig nørrebrodreng, barsk udadtil og blid indvendig, som en meget ung John Wayne. En af dem som jeg kunne kikke efter på gaden, men som ville være helt uopnåelig bare at komme til at tale med. Og her sad han over for mig på Cancan og var venligt reserveret, fåmælt og meget let tilgængelig. Det var bare et greb i tegnebogen. Han overnattede mange gange hos mig på min trofaste sofa.

Han satte mig grundigt ind i alle miljøets uskrevne love, og prøvede at passe på mig, når jeg rodede mig ind i farlige situationer. Han var rystet over min naivitet og spåede at det ville gå helt galt. – En gang havde jeg samlet en dreng op på Rådhuspladsen og havde taget ham med hjem, og om morgenen overfaldt og truede han mig for at få flere penge. Da blev jeg reddet af de tynde vægge, for min nabo kom ind, og fyren forsvandt. Jeg var jo noget rystet og fortalte episoden til Edvard, som blev meget vred og råbte op:

“Jeg har jo sagt det. Det ender galt. Hvorfor hører du ikke på mig? Tag hvem som helst her i Cancan. Det behøver ikke lige at være mig. Så sker der ikke noget.”

Selvfølgelig kunne han ikke forstå at selve faremomentet tiltalte mig; at jeg inderst inde var et menneske der allerede var gået under. Og at hans omsorg som faren udløste betød meget for mig.

Han var i fængsel en tid, og jeg besøgte ham der. Sammen med nogle andre havde han været på tyvetogt i Jylland, og så blev de taget.

Han hørte ikke til dem der var startet tidligt. Han havde boet sammen med en pige, og de havde et barn. Men så havde hun forladt ham, og da han traf hende igen, var hun blevet luder i Bjørnen, det værtshus der var nabo til Cancan. Så begyndte han at komme i Pisserenden for at træffe hende, og vel som en slags hævn begyndte han også at trække.

Dengang traf jeg hende ikke, men senere flyttede de sammen igen. Jeg kom nogle gange i deres hjem.

Men det var naturligvis ikke trækkerdrenge hele tiden, selvom jeg havde en særlig sympati for dem. Den slags luksus var der ikke altid råd til, og de gratis glæder var skam heller ikke at foragte. – Der i Cancans øl- og tobakståger var der meget kort vej fra den hyggelige snak over en øl og til sengen – eller til en rask omgang på toilettet eller i en nærliggende port. – Det må virke, som om jeg overdriver, men det gør jeg ikke. Det jeg fortæller, er ikke noget mod hvad jeg udelader.

Man kunne også tænke at jeg blev følelsesmæssigt afstumpet, men det synes jeg nu ikke. Tværtimod kunne det ikke blive ved med at være en sensation at få bukserne af de forskellige, det var meget let, til gengæld blev det mere spændende, hvad det var for mennesker der var i bukserne.

Alle gik i seng med alle ustandseligt; selvom alle også var meget kritiske og afviste hinanden hele tiden. At gå i seng med en anden bøsse var efterhånden ikke noget særligt, fordi man kunne mærke at han allerede var på vej til den næste. Det var jeg vel også selv.

Jeg havde nok hele tiden tanken om at finde den eneste ene. Ikke i bogstavelig forstand; det kom vist aldrig i min tanke, at jeg skulle nøjes med at gå i seng med en enkelt. Jeg havde ikke noget ønske om, at være normal i nogen som helst forstand, men jeg ville dog gerne knytte nære venskaber; ja, jeg ville gerne have en at høre sammen med. Men det var vist umuligt i det miljø. Det var for let, derfor var det svært. – Viste man en person sin interesse og interessen var gensidig, var bukserne hurtigt nede, – og så var det overstået. Normalt bygger man et forhold langsomt op, man bliver kendt med hinanden, og så kulminerer det i sengen. Her begyndte man med kulminationen – og hvordan kom man så videre derfra? Det er da underligt, efter en nat hvor man har gjort de mest intime ting med hinanden, slikket hinanden foroven og forneden, hvisket og stønnet usigelige ting i hinandens ører, at sidde ved morgenkaffen og stikke nogle følere ud for at lære hinanden at kende. Som regel førte det ikke til noget.

Med trækkerdrengene var det anderledes, fordi de sjældent var særlig interesserede i det seksuelle, men gerne ville snakke. Ja, kunne de snakke sig fra det hele, gjorde de det. Hvis man spurgte en trækkerdreng hvad det hele gik ud på, ville han nok sige at han skulle tilfredsstille kunden seksuelt, og han ville fortælle hvad han var i stand til at yde og hvad ikke – men det meste var nu snak. Til syvende og sidst var det vel også det man trængte til. Jeg mener, den smule seksuelle udløsning man fik kunne man næsten klare bedre selv, men det at tale intimt og fortroligt med et andet menneske var ikke altid så let at få i stand. Det var den rene samtaleterapi. Mange af trækkerdrengene pralede med at de kunne tale med hvem som helst, og det var sandt. Jeg tror at en trækkerdreng som var mester i alle slags hundekunster i sengen, men ikke kunne være en god samtalepartner, aldrig kunne gøre karriere i faget. Det jeg husker fra mine forbindelser med trækkerdrenge, er faktisk ikke excesserne i sengen, men de lange samtaler over en øl eller et måltid mad, eller den fortrolige snak udover de små timer efter at vi havde varmet os lidt på hinanden.

Selvfølgelig holdt jeg mig ikke fra Rådhuspladsen, som Edvard forlangte. Det var rigtig nok at det var farligt der, simpelthen fordi drengene i barerne var kendt af alle og enhver, og de ville gjort det umuligt for sig selv hvis de ikke opførte sig ordentligt, markedet skulle jo nødig ødelægges, – mens drengene på Rådhuspladsen var mere anonyme. Jeg var udsat for flere farlige oplevelser, men de rystede mig ikke nok til at holde mig væk. Jeg var mere interesseret i det eksotiske ved miljøet, det mærkelige, fremmedartede, sansepirrende, end jeg var bange for hvad der kunne ske med mig. Jeg troede jo også at jordens undergang var ganske nær, skønt frygten sløredes efterhånden og jeg ubevidst skød Harmagedon et godt stykke ud i fremtiden. Jeg ville have det hele med mens tid var. Som det ofte går i livet, kom der noget andet ud af det end jeg havde tænkt – og noget godt.

Drengene på Rådhuspladsen var tit dem der havde gjort sig umulige på værtshusene, og så nybegynderne. I barerne var der strenge aldersgrænser. Hvis en værtshusholder eller tjener bare havde mistanke om at en fyr ikke var fyldt de atten, røg han straks ud. Ingen pardon. Grunden var selvfølgelig at politiet var lige så strenge, og at værten risikerede at miste sin bevilling. På pladsen kunne de være seksten-sytten eller yngre.

Tiden gik jo, og livet er andet end tant og fjas. De forhold jeg engagerede mig i, blev dybere og mere varige. Ja, det hændte ligefrem at de fortsatte som virkelige venskaber, når det seksuelle ophørte.

Buller traf jeg på Rådhuspladsen. For en gangs skyld var det ikke om natten, men en lys sommerdag hvor han sad på en bænk og fodrede duer. Jeg opfattede ham ikke som trækkerdreng, han hørte ikke til de helt unge, 25-26 år, – men hans professionelle blik registrerede vel straks min interesse, for snart var vi ikke bare i snak, men på vej hjem til ham, til hans lille lejlighed på Nørrebro.

Først en tid senere blev jeg klar over at han var narkoman.

Der var ingen narkomaner da jeg kom til København i ’67 – eller det må der vel have været, men jeg mærkede ikke noget til dem, og de prægede ikke miljøet, som de senere kom til at gøre. Det var som med så meget andet at det skjulte kom frem i lyset.

Da narkomanerne begyndte at præge Cancan, forsvandt bøsserne og dermed også de almindelige trækkerdrenge. Cancan hutlede sig igennem nogle år med skiftende ejere og på sit gamle ry, som blev mere og mere nedslidt, og efter at den blev raseret af en brand (påsat?), lukkede den helt.

Buller var ikke særlig mærket fysisk af at være narkoman, bortset fra alle mærkerne efter nålestik. Man kunne tale med ham, han var bestemt ikke dum, og han havde megen humor. Det næste halve år var vi sammen næsten daglig. Jeg forelskede mig alvorligt i ham, og det var et tegn på at tiden forandrede sig, at det ikke generede ham, tværtimod. Det var ikke så vigtigt at være en MAND som tidligere. – Han tog mig med hjem til sin mor, som var en brav dame der sloges hårdt og ganske usentimentalt for sin søn, sørgede for at han fik noget mad og tøj og den slags, og jeg mødte pigen han havde et barn med. De var begge glade for vort forhold, simpelthen fordi de godtog alt der syntes at holde ham bare en smule i kontakt med virkelighedens verden. Jeg havde vel den tanke at kærligheden kunne gøre mirakler, at jeg kunne redde ham ud af narkomanien, eller at han i hvert fald kunne undgå at gå til grunde. – I virkeligheden kom jeg bare til at finansiere hans daglige husholdning og en del af hans narkotikaforbrug.

Seksuelt var der ikke meget ved ham; han er nok den dårligste elsker jeg har haft. Men det var rart at være sammen med ham, i hvert fald når han var afslappet, og når man ikke havde den fornemmelse at narkotikaen var med som tredje person. Han var ikke så forhutlet som mange narkomaner, selvom han var længere ude end jeg forstod i begyndelsen. – Han havde været i gang med en uddannelse som søofficer, da han i et selskab forsøgte sig med noget narkotika og gik til bunds som en sten.

Narkomani er en dyb, frysende ensomhed, fordi ingen kan holde dem ud, undtagen de andre narkomaner som også kun taler om det næste fix, og som snyder og bedrager hinanden, hvis de kan slippe af sted med det. Derfor klyngede han sig til mig og var glad når jeg overnattede, også selvom han tit ikke var hjemme – bare fordi det var godt at der var nogen, når han kom hjem om morgenen. Han havde haft en kat som han var meget glad for. Men han glemte at fodre den og give den vand, og så tog hans pige den fra ham.

Narkomani er også den absolutte egoisme, og i længden kunne jeg ikke hamle op med den. Jeg besluttede mig egentlig aldrig til at opgive ham, men der gik længere og længere imellem at jeg opsøgte ham, og så var der pludselig gået uger og måneder, og jeg var ude af det.

Jeg traf ham tilfældigt nogle gange senere. Han bebrejdede mig ikke at jeg havde ‘svigtet’ ham; det havde så mange gjort. Vi talte meget fredeligt om hvad der var gået galt og blev enige om at der havde været for lidt gensidighed. Jeg havde forlangt alt af mig selv og intet af ham, og han havde bare været passiv og krævende. Måske skulle jeg have krævet noget af ham eller stillet betingelser. Jeg kunne have forlangt kontante ydelser i sengen; det ville han nok have givet og været glad til, og så havde jeg kunnet holde til mere. Man kan ikke holde til at være barmhjertig samaritan hele tiden. – Men som omstændighederne var, og som han og jeg var, kunne nok intet have været anderledes. Vi gjorde vist hver for sig hvad vi kunne.

Hos Buller kom en sød, lyskrøllet fyr på 16-17 år der hed Per. Han var også narkoman og trækkerdreng, men på det tidspunkt blev jeg ikke nærmere kendt med ham. Jeg havde nok.

Men et par år senere traf vi igen sammen på Rådhuspladsen. Det var efterår, blæsende og koldt, og han frøs. Han var blevet mere langbenet og knoklet og ikke så sød, og han havde gået længe den dag uden at få nogen kunde. Jeg tog ham med hjem. Vi talte om vor fælles ven Buller. Buller var kommet på Metadon og under behandling, men i øvrigt gik det ikke bedre med ham, snarere værre.

Per kom så en del hjemme hos os, men efter en tid gled det ud, som så mange bekendtskaber.

Endnu et par år senere dukkede han op igen. Han var da påtrængende og aggressiv, og da jeg afviste ham, truede han mig på livet. Han kom igen mange gange, sommetider bedende, sommetider truende, men jeg turde ikke lukke ham ind.

Så skrev han et kort fra Sct. Hans, hvor han var blevet indlagt. Jeg besøgte ham så, og vi tilbragte en meget fredelig eftermiddag sammen. Han var venlig og fredsommelig, men meget sløv. Derefter var han hos os nogle weekender. Han kunne ikke få udgangstilladelse fra Sct. Hans uden at have et sted at tage hen.

Han var en meget stille gæst, sov for det meste eller lå og så i et blad. Jeg prøvede at tale med ham, men han svarede ikke mange ord. Så prøvede jeg at være lidt god ved ham, stryge ham over håret og den slags, men det opfattede han, rimeligt nok, som seksuelle tilnærmelser, og det havde han det ikke godt med. Så lod jeg ham være, og han var der bare til han skulle tilbage til hospitalet.

En weekend kom han ikke, og siden så jeg ham ikke og hørte ikke noget til ham. Jeg kunne have ringet til Sct. Hans, men jeg kendte ikke engang hans efternavn, og vidste ikke hvilken afdeling han var på. Det kunne jeg vel have fundet ud af, men jeg brød mig ærlig talt ikke om at få at vide at han var død, så jeg gjorde ikke mere ved det.

– o –

Som jeg før har sagt, fortæller jeg ikke særlig kronologisk, og en vigtig begivenhed, ja, den vigtigste af dem alle har jeg ikke fortalt om, men nu kommer jeg til den.

Den begynder, som næsten alle begivenheder i mit senere liv: jeg mødte en fyr – oven i købet på Rådhuspladsen. Eller det ville være rigtigere at sige: jeg mødte et menneske.

Det var i 1969, godt to år efter at jeg kom til København, i slutningen af september eller begyndelsen af oktober. Jeg havde været i byen og var på vej hjem. Det var en lun nat, og på Rådhuspladsen satte jeg mig lidt på en bænk. Der var det sædvanlige natteliv, også med trækkerdrenge, og tre af dem samledes om den bænk hvor jeg sad. Måske var det på grund af dem jeg havde sat mig der. Jeg ved ikke – i hvert fald var jeg ikke specielt ude på noget. De interesserede sig da heller ikke særligt for mig, men pjattede bare indbyrdes. Så gik de to, og den ene blev tilbage.

Vi kom i snak. Måske var jeg alligevel ude på noget? Måske var han? Jeg kan ikke sige det.

Han var meget pæn og virkede skikkelig, men han var i en miserabel forfatning, som om han ikke havde været af tøjet i ugevis. Han sagde, at han ikke havde noget sted at sove. Det kunne være en føler, og det kunne være en reel oplysning. Jeg ville i hvert fald ikke noget der kostede penge; jeg havde ingen. Men jeg sagde dog at han godt kunne overnatte hos mig, og han gik med. – Da han rejste sig fra bænken blev jeg helt forskrækket, for han haltede slemt. Han fortalte at det var komplikationer efter et benbrud.

Jeg var dengang lige flyttet til en lillebitte lejlighed på Amagerbrogade. Jeg var ikke engang færdig med at indrette den. Naturligvis havde jeg min veltjente og hårdt prøvede sovesofa med, og der gik vi til ro.

Næste morgen skulle jeg på arbejde; jeg var ikke meget for at lade ham være alene tilbage i lejligheden, men kunne heller ikke få mig til at smide ham ud. Har man sagt A, må man sige B – og jeg havde selv inviteret ham, så jeg tog chancen og lod ham være og fortalte hvornår jeg ville være hjemme.

Da jeg kom hjem om eftermiddagen, var han der stadig, og han havde gjort rent, så godt det lod sig gøre for flytterodet. Det var rart, der fulgte hygge med ham. Vi spiste og havde det meget godt. Det blev besluttet at han skulle blive nogle dage.

Finn hed han og var 21 år. Hans historie fik jeg lidt efter lidt efter som jeg spurgte. Han var fra Næstved hvor hans forældre havde en lille købmandsforretning. – Jeg spurgte, om de da ikke var bekymrede for ham. Joh, det var de vel, men han levede nu engang sit eget liv, og han besøgte dem da også af og til.

En dag var han pludselig væk, og jeg regnede sådan set ikke med at se ham mere. Nu savnede jeg ham, skønt jeg slet ikke havde været indstillet på at han skulle blive boende. – Men efter et par dage kom han igen. Han fortalte, at han havde besøgt sine forældre. Det kunne han nu godt have sagt, sagde jeg. Nåja, men det havde altså været et pludseligt indfald. – Han så underligt på mig, og jeg fik den tanke at det slet ikke havde været hans hensigt at komme igen, men så havde det alligevel været meget praktisk.

Nå, men det gik udmærket. Jeg vænnede mig til at have ham i huset. Han var let at have med at gøre, ja, alt blev lettere end før. Han var god til alt praktisk, undtagen sine egne forhold. Når jeg spurgte, fortalte han lidt om sin barndom. De havde boet i en lejlighed over butikken, og der boede forældrene stadig.

Tiden gik, og han fik lidt arbejde gennem noget af min familie. Men der var også problemer, for han havde slet ingen papirer, var ikke i sygekasse som man skulle være dengang, eller tilmeldt folkeregisteret noget sted. Det var på den tid kildeskatten blev indført, så det begyndte at blive presserende at få hans forhold i orden, og han lovede da også gang på gang at få det gjort. Til slut lovede min mor at gå med ham på folkeregisteret, og at hjælpe ham med at få ordnet de øvrige sager, og de aftalte en tid.

Natten forinden var underlig. Jeg sov uroligt og vågnede gang på gang. Også han var lysvågen, men når jeg spurgte om noget var galt, svarede han at det var der ikke. Jeg kunne heller ikke se hvad det skulle være.

Om morgenen tog jeg på arbejde, men gik omkring og var urolig og kunne ikke koncentrere mig om noget. Vi havde ikke telefon dengang, så jeg kunne ikke ringe hjem. Men pludselig var jeg sikker på at den var helt gal. Så ringede jeg til min mor, og han var ikke dukket op hos hende som aftalt.

“Kom og hent mig,” sagde jeg bare og hun kom straks i sin bil. Derhjemme var der tomt – pænt ryddet op – og på bordet lå et brev:

Kære Kjeld.

Jeg er gået nu, og du skal ikke lede efter mig. Det nytter ikke noget. Jeg er ikke opvokset i Næstved, som jeg har fortalt, men på et børnehjem i Boeslunde ved Skælskør. Jeg har ingen forældre. Dette er sandt. Du kan ringe på telefonnummer —- og spørge efter Grethe, så kan du få det bekræftet. Det kan godt være at vi ses igen engang, og så kan det godt være, at vi kan bo sammen.

Kærlig hilsen Finn.

Jeg var lammet.

Mor sagde: “Tag det dog ikke så tungt”.

Jeg svarede: “Det er jeg bange for, at jeg ikke kan lade være med.”

“Kom nu med mig hjem,” sagde hun, “så kan du prøve at ringe på det nummer.”

Jeg gjorde som hun sagde og fulgte med.

Min opringning skabte både glæde og forskrækkelse, for det var det første livstegn man havde fået fra Finn i over et år, og man havde været bekymret. Grethe var forstander på børnehjemmet og altså Finns plejemor. Plejemor nummer to, for der var en til, var nu var pensioneret og boede i Korsør. Også hende ringede jeg til, og i de følgende dage ringede jeg jævnligt til dem begge. Selvfølgelig vidste de mindre end jeg hvor han opholdt sig, men det var alligevel en trøst at tale med nogen der kendte ham og længtes lige så meget som jeg efter at få ham opsporet.

Natten efter hans forsvinden blev jeg syg og sked i sengen. Sorg giver sig underlige udslag. Alligevel begyndte jeg eftersøgningen dagen efter. Jeg gennemtrawlede Pisserenden og de værtshuse hvor der var bare den mindste mulighed for at han kunne holde til, men forgæves. Jeg overvejede ikke engang hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fandt ham. Hvis han nu ikke ville, hvad kunne det da nytte? – Jeg prøvede at engagere venner og bekendte i eftersøgningen, men selvom jeg mødte megen velvilje, forekom det mig nok at de var noget lunkne og ikke fattede tragediens omfang.

På arbejdet bar man over med at jeg gik ved siden af mig selv. Skønt jeg ikke fortalte noget særligt, var det som om alle instinktivt vidste at situationen var ekstraordinær. Når jeg tog hjem, vænnede jeg mig til at gå på det modsatte fortov så jeg kunne se op til mine egne vinduer og straks se, hvis der skulle være lys. Og en dag var der det.

Skælvende gik jeg op ad trappen og havde meget svært ved at finde nøglehullet. Og der i stuen sad han yderst på en stol ret op og ned. Antagelig ventede han, at jeg skulle komme og smide ham ud eller i hvert fald give ham en skideballe. Men jeg sank simpelthen sammen med hovedet i hans skød og tudede, som jeg ikke havde gjort det i årevis.

Dagen efter gik min mor i gang. På få dage fik hun lagt byens bureaukrater ned og fik dem til at samarbejde i at få ordnet hans mellemværender med folkeregister, sygekasse, skattevæsen og hvad ved jeg. Om det så var hans dårlige ben blev det bragt i orden. Efter en kort tids optræning på et hospital haltede han ikke mere. Han fik arbejde – det var ikke så svært dengang som nu – og senere en uddannelse som portør på et sygehus.

Alt gik godt. Vi var på børnehjemmet og i Korsør og besøgte hans to plejemødre og alle de andre der kendte og elskede ham. Det skete dog nogle gange at jeg standsede op og tænkte på det lille købmandspar i Næstved i deres lille lejlighed over butikken, som var forsvundet lige op i den blå luft.

– o –

Han er her endnu. Lige nu, mens jeg skriver dette, ligger han og snorker på sofaen bag mig. – Det er ikke den samme sofa…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: