af Kjeld Munch Rasmussen
Jeg var 17 år i 1953, da jeg først kom i kontakt med Jehovas Vidner, og jeg var med til 1967, hvor jeg blev udstødt. Da var jeg altså 32. – Det er alt sammen længe siden, men netop de år er vigtige i et menneskes liv, og hvad der da skete har uden tvivl præget mig på godt og ondt. Mest egentlig på godt, synes jeg, men naturligvis skal det bitre også med, for at regnskabet skal stemme.
Den sidste del af min barndom og det meste af min ungdom blev domineret af en stedfar, som nærmest betragtede mig og min bror som sine personlige slaver. Vi boede i Hareskovby lidt nordvest for København, egentlig et smukt og idyllisk sted op til Hareskoven med gamle store villaer, store gartnerier, ja, og vist nok en enkelt bondegård, desuden mange nye huse og en del rønner, som nok tidligere har fungeret som sommerhuse for Københavns borgerskab. Vi boede i en af rønnerne.
Jeg var grundigt underkuet. Jeg havde ingen venner. Dels var jeg så fuld af mindreværdskomplekser, at jeg ikke var i stand til at slutte mig til jævnaldrende, og dels var der aldrig tid. Jeg var i lære som herrefrisør, et fag som jeg afskyede, men det kom mig til god nytte senere.
Min tilværelse ændrede sig totalt, da jeg mødte Jehovas Vidner. Det var en sommerdag, at jeg sad oppe i et kirsebærtræ, da en frisk og venlig dame kom ind i haven. Hun var et Jehovas Vidne og ude på sin rute fra hus til hus. Jeg kravlede ned fra træet, og hun begyndte meget entusiastisk at fortælle mig om den nært forestående nye verden, hun læste forskellige skriftsteder og forklarede. Jeg var fanget ind med det samme. Jeg havde vel længe levet i et åndeligt tomrum, og sugede nu til mig, som et stykke tør jord suger regn til sig og begynder at spire og blomstre. Ikke at jeg var ukritisk, jeg havde masser af spørgsmål og indvendinger, men hun kunne svare på det hele. Hun forbløffede mig gang på gang ved altid at have klare og logiske svar på rede hånd, som om hun allerede på forhånd vidste hvad jeg ville spørge om. I den følgende tid kom jeg jævnligt hos hende og hun underviste mig. Hun boede i et af de pæne huse ikke langt fra vort.
Gennem hende kom jeg i kontakt med de andre Jehovas Vidner i Hareskovby, og lidt efter lidt blev jeg selv en del af gruppen. De holdt ugentlige møder i et privat hjem og var ellers tilsluttet menigheden i Bagsværd, hvor jeg også snart begyndte at komme i Rigssalen, som deres ‘kirke’ hedder. Jeg kom efterhånden ind i alle de rutiner der strukturerer et Jehovas Vidnes liv, tjenestemøde, teokratisk skole, vagttårnsstudium og bogstudium og, næsten det vigtigste, samling til at gå på feltet, ud i hus-til-hus-arbejdet. Jeg var meget hurtigt med i alt dette, og jeg sky menneske som i årevis havde gået for mig selv og var blevet mere og mere sær, fik nu en mængde venner, en vennekreds der udvidede sig hele tiden, og jeg som havde været så forskræmt gik nu uden frygt ud og ringede på fremmede folks døre. Og folk flest var venlige, selv de afvisende var det på en venlig måde.
Alle disse aktiviteter gik naturligvis ikke upåagtet hen derhjemme. Min stedfar var rasende og lagde mig de hindringer i vejen han kunne. Min mor var egentlig også imod, men støttede mig alligevel og respekterede min ret til at gå min egen vej. Engang jeg skulle til et stævne låste han mig inde, men hun hjalp mig ud ad et vindue. – Jeg var dog stadig bange for ham, det var meget op og ned. Men da jeg en dag fra køkkenet hørte, at han bankede min mor greb jeg en brødkniv, styrtede ind i stuen og gik løs på ham. Han blev kun reddet ved at min mor kastede sig skrigende imellem os. – Dette var ikke netop nogen teokratisk reaktion fra mig, men den var ikke desto mindre et resultat af den selvbevidsthed jeg havde opnået gennem Jehovas Vidner. – Efter dette gjorde han ikke mere for at hindre mig.
Jeg havde altid læst meget. Når hverdagen blev for hård søgte jeg tilflugt i bøgerne. Nu blev det Jehovas Vidners litteratur jeg kastede mig over. Bibelen naturligvis, og bladene ‘Vagttårnet’ og ‘Vågn Op!’. Derefter de bøger Vagttårnselskabet udgav, jeg søgte i vennernes boghylder efter ældre litteratur og gik på jagt i Fiolstrædes mange bogantikvariater, og havde snart en komplet samling helt tilbage fra Charles Taze Russells seks bind ‘Studier i Skriften’ der gik tilbage til 1880’erne.
Jehovas Vidner forkyndte jo denne verdens snarlige undergang, og egentlig synes jeg den dag i dag ikke, det var specielt naivt, at jeg troede på dette. De var ikke de eneste, der havde den slags tanker. De fleste havde anden verdenskrig i frisk erindring, og verden var midt i kold krig, kaprustning og atomtrusler. Dertil kom at der var gået næsten fyrre år fra 1914, og det år var og er et nøgleår for Jehovas Vidner. Da tog Kristus magten i himmelen og kastede Djævelen og hans engle ud, og de som havde oplevet dette år i voksen alder skulle også se enden, slaget ved Harmagedon. – Havde nogen dengang sagt til os, at vi om et halvt århundrede stadig skulle gå i denne verden, ville vi ikke have troet det.
På et stævne blev jeg døbt, og da var jeg allerede aktiv i alle grene af arbejdet.
I en vis forstand levede vi allerede i den nye verden, i og med at vi som gruppe udgjorde hvad der blev kaldt ‘den nye verdens samfund’. Der blev holdt store stævner, mest i USA, hvor der blev samlet mange tusinder fra hele verden. Vi som ikke var med levede alligevel med i disse stævner gennem omfattende rapporter derfra, og da udgik der derfra en opfordring som gjaldt os alle:
“Rejs ud hvor behovet er stort.”
Sagen var jo at Jehovas Vidner mest var koncentreret i de større byer, og der hvor der var mange kom der også mange til. Vagttårnsselskabet uddannede missionærer og sendte dem ud til mange lande, og en del unge rejste ud som pionérer og specialpionérer. Nu var tanken at få familier til at flytte ud og på den måde sprede budskabet.
Vi var da nogle stykker der planlagde at rejse til Colombia, og jeg gik i gang med at lære spansk efter grammofonplader. Hvorfor det netop skulle være Colombia husker jeg ikke, men det blev da heller ikke til noget. Nogen der var rejst i forvejen rådede fra, forholdene var for vanskelige. – Men det var alligevel for fladt bare at slå sig til ro hjemme, så da en familie besluttede sig til at flytte til Norge hægtede jeg mig på, og i juli 1955 dampede jeg af til Norge med alt mig habengut. Det var ikke mere end jeg kunne have i to papkasser, og det meste var bøger.
Hele hareskovgruppen blev splittet, den blev spredt dels rundt i Danmark og dels i den øvrige verden. Det er mærkeligt at tænke på, at hvis der i dag findes en gruppe af Jehovas Vidner i Hareskovby, så er det en helt anden.
I Skien blev jeg modtaget med åbne arme. Skien er hovedstaden i Telemark. Telemark er ‘Norge i en nøddeskal’ som det siges. Naturen varierer i det uendelige.
Jeg blev indlogeret hos Bjørg og Ivar, et ægtepar som var nidkære Jehovas Vidner. De havde en pige på syv år og fik senere en dreng. De blev mine nærmeste venner gennem alle år, ja, de blev mig nærmere end min egen familie.
Vennerne havde også sørget for arbejde til mig. Jeg blev ansat hos en frisør i Skien.
Menigheden i Skien var meget anderledes end den jeg kendte fra Bagsværd, fordi der var så mange gamle. I Danmark var næsten alle jeg kendte kommet med inden for det sidste årti, men her syntes alle at have været med ‘altid’. Menigheden bestod faktisk af tre-fire vidt forgrenede familier. – Jeg havde jo hele tiden været interesseret i Jehovas Vidners historie, og havde studeret den i litteraturen. Her oplevede jeg den gennem mennesker der selv havde levet den. Ja, der var endog en, Christian Larsen, som havde fået ‘sandheden’ af Russell selv.
Charles Taze Russell stiftede Vagttårnets Bibel og Traktatselskab i 1879, og han mente at Kristi genkomst eller ‘parousia’ fandt sted usynligt i 1874 og at den yderste ende på verden ville være 1914. – Han skrev de seks bind af ‘Studier i Skriften’ som jeg allerede har nævnt, tusindvis af artikler og han holdt også tusindvis af foredrag. – Christian Larsen fra Skien hørte ham i New York i begyndelsen af århundredet, og opsøgte ham privat efter mødet. Han fortalte mig begejstret om Russell og at han havde købt de seks bind ‘Studier i Skriften’ af ham også til familien hjemme i Norge, og da han kom hjem viste det sig at familien havde købt de samme til ham af en omrejsende dansk kolportør. – Han så Guds finger deri.
Da enden så ikke kom i 1914 bredte skuffelsen og splittelsen sig naturligvis blandt hans tilhængere. Hvordan Russell selv tog det, tør jeg ikke sige, men han fortsatte i hvert fald sin foredragsvirksomhed og døde på en rejse i 1916. Hans død bidrog yderligere til splittelsen, da han jo havde været det karismatiske og samlende midtpunkt. Men magten – bogstaveligt talt magten – blev grebet af J. F. Rutherford, og han skabte den centrale og magtfulde organisation som den stadig er. Han samlede al kontrol hos Vagttårnselskabets bestyrelse, Det Styrende Råd, hvilket i realiteten vil sige, hos ham selv, præsidenten. Det var en langvarig proces, men den fortsatte støt og sikkert gennem hele Rutherfords præsidentperiode. De gamle i menigheden kunne fortælle om de virkninger omstillingen havde. Menighederne havde jo hidtil haft deres egne valgte ældste, nu blev disse afsat og i stedet indsatte Selskabet sine egne kandidater. Det skabte jo røre, og en del forlod menigheden. I Skien var overgangen dog moderat, fordi den ‘ældste’ der havde ledet menigheden i årevis nu officielt blev indsat, så skiftet var for de fleste umærkeligt. Det var nok også svært at overskue, hvilke afgørende konsekvenser disse forandringer havde. Og de fleste af dem der havde forladt menigheden fandt efterhånden tilbage i folden. Man forlader ikke uden videre det, der har været rammen om ens hele liv, og desuden havde mange familien indenfor. Så de faldt tilføje.
Alt dette er nødvendige sidespring i min historie, man kan dårligt forstå Jehovas Vidner uden at kende til organisationens teokratiske opbygning. Teokratisk betyder gudsstyret. Alt er styret ovenfra, demokrati findes ikke blandt Jehovas Vidner. Rutherford samlede al magt i sine egne hænder, efter hans død i 1942 blev ledelsen lidt efter lidt mere kollektiv, således at magten, både den organisatoriske og åndelige, nu ligger hos det samlede Styrende Råd.
En anden side af Rutherfords virke er væsentlig. Han reviderede mange af Russells lærepunkter – tvunget af nødvendigheden, må man sige. Han flyttede Kristi genkomst (parousia) fra 1874 til 1914, og verdens ende, Harmagedon, blev hele tiden skudt længere ud i fremtiden, men skulle i hvert fald komme inden for den generation der havde oplevet 1914. – Dette er naturligvis i de senere år blevet problematisk for Jehovas Vidner, men de kan ikke opgive dette årstal, for på dette årstal hviler Det Styrende Råds og dermed hele organisationens autoritet. For da tog Kristus magten i himmelen og kort derefter indsatte han det Styrende Råd. – Rutherford indførte også læren om de to skarer. Den lille skare, de 144.000, som skal regere som konger med Kristus, og den store skare, som er uden tal, og som skal leve i paradiset på jorden.
Alt dette var blevet til gennem en langvarig, smertefuld proces, men da jeg kom med opfattede jeg det som noget fuldt færdigt, noget der var perfekt, logisk og fuldt fornuftigt. Efterhånden fik jeg så indtrykkene uddybet og nuanceret ved at lære noget om udviklingsprocessen, dels gennem litteraturen og dels ved at kende disse mennesker i Skien menighed.
Tiden i Skien udviklede mig meget, personligt gennem venskabet med Ivar og Bjørg og mange andre, åndeligt i menighedens arbejde. I Danmark havde jeg stadig været ‘en af de nye’, her var jeg straks fuldbefaren og var aktiv i alle grene af arbejdet. Jeg arbejdede også med sproget, og jeg var stolt af at jeg efter et år talte så godt norsk, at man ikke kunne høre jeg var udlænding.
Menigheden havde en gammel bus, med hvilken vi næsten hver weekend kørte op gennem Telemark for at forkynde i afsides dale og bygder. Det var mit egentlige møde med Telemark, al denne vidunderlige natur, nye overraskende syn hver gang bussen gjorde et sving rundt om en klippe. – Jeg havde aldrig været uden for Danmarks grænser før. Det var ikke som nu, hvor unge, og ældre med for den sags skyld, rejser hele tiden og ikke regner det for noget særligt at besøge klodens fjerneste egne. Jeg havde aldrig set et bjerg eller et fjeld før. Nu levede jeg blandt dem og på dem. Det holdt aldrig op med at henrykke mig. Det var utroligt at naturen kunne være så mægtig at den kunne rejse sig helt mod himmelen. Det var vidunderligt, og forundringen blev endnu større da jeg senere fik anledning til at vandre lange ture ind over fjeldet. – Og menneskene, – det var virkelig et stort privilegium at være et Jehovas Vidne, fordi man kom ind til så mange mennesker i deres hjem i de tætte bygder og de fjerneste fjelddale. Ja, jeg kom til enlige gårde højt oppe i fjeldet hvor tiden syntes at have stået stille siden middelalderen. – Der blev ført heftige kampagner mod vores virksomhed, og det skete, at vi fik stukket brochurer med voldsomme angreb på os i hænderne. Ikke desto mindre blev vi modtaget venligt de fleste steder. Selv steder hvor man så afgjort var imod os, blev vi budt på kaffe og hjemmebagt kage eller et glas hjemmebrygget øl.
På en af disse ture kom vi til bygden Seljord. En dejlig bygd for enden af det lange Seljordsvand og ellers omgivet af fjelde, hævet over de andre Skorvefjeld. Jeg forelskede mig totalt. Det er ligefrem noget mystisk, at man kan komme til et sted og føle at, her er jeg hjemme. Her ville jeg bo. Det besluttede jeg, og det kom jeg også til.
Efter halvandet år i Skien blev jeg tilbudt at blive specialpionér – fuldtidsforkynder. Vanligvis var en specialpionér forpligtet til at rejse hen hvor Selskabet sendte en, men jeg fik selv lov til at bestemme, måske på grund af min ungdom, og i 1957 drog jeg sammen med en noget ældre kammerat, Asbjørn, til Seljord.
Det skal siges, at selvom jeg var forelsket i Seljord, så var forelskelsen ikke uden videre gengældt. Knap var vi ankommet før en kampagne blev sat i gang imod os. Nogen var vel klar over, at hvis Jehovas Vidner først bed sig fast et sted ville de aldrig slippe igen. Tidligere havde der været disse spredte besøg med bussen fra Skien, men Asbjørn og jeg var de første til at slå os ned der. – Kampagnen udgik fra pinsemenigheden. Vi havde fået logi hos en ældre enke, der imidlertid blev skræmt fra vid og sans, fordi nogen besøgte hende og advarede mod os. – Det paradoksale resultat var så, at vi flyttede ind hos nogle af deres egne, et ægtepar, Olav og Gunhild, som var blevet forargede over denne kampagne. De gik så lidt efter lidt over til Jehovas Vidner sammen med den voksne datter Anne. – Dette førte naturligvis til en ekstra opblussen af modstanden, men lidt efter lidt svandt den hen.
Det næste års tid besøgte vi alle huse og gårde i Seljord og nabobygder. Asbjørn havde bil, så som regel kørte vi ud i det distrikt, hvor vi havde besluttet os for at arbejde, der skiltes vi og gik hver sin vej, for så at mødes senere til en aftalt tid. I den tid fik jeg stor øvelse i at omgås alle slags mennesker, i at argumentere og i at jonglere med skriftsteder. Jeg har stadig min Bibel fra den tid. Den er godt slidt og er fuld af understregninger og markeringer. Vi var jo ikke bare overbeviste om det vi forkyndte, vi kunne bevise det sort på hvidt ud fra Bibelen.
Vi fik efterhånden en hel del kontakter rundt omkring, mennesker vi kunne besøge igen, og vi begyndte så småt at lægge planer om at få oprettet en menighed. Et stort skridt frem mod det, var at Ivar og Bjørg, mine værtsfolk fra Skien, plus hendes bror og svigerinde og deres børn flyttede til Seljord. I deres hjem begyndte vi at holde møder, og de plus de interesserede vi havde fået samlet, blev grundstammen i en ny menighed.
Omkring på denne tid begyndte det at gå skævt for mig. Skønt! – hvornår begyndte det? Kernen i det som skulle udvikle sig havde nok været der længe, måske helt fra begyndelsen, men var blevet overdøvet af entusiasmen, troen, pionérånden.
Jeg begyndte at spekulere på mit personlige forhold til Gud. Det havde ikke været noget problem tidligere. Min begejstring havde jo omfattet alt, hvad Jehovas Vidner stod for som en helhed. Efter at jeg rigtigt var kommet med, havde jeg aldrig stillet spørgsmålstegn ved noget som helst. Jeg kom bare længere og længere ind i Jehovas Vidners verden, jeg var blevet en del af den, og den var blevet en del af mig. Til og med de angreb vi blev udsat for gjorde sit for at grundfæste min tro. En vigtig årsag til Jehovas Vidners fremgang er uden tvivl, at de altid har haft så dårlige kritikere. Når jeg på feltet blev udsat for angreb, kunne jeg uden besvær afvise det, og når jeg fik stukket pjecer og brochurer med stærke angreb i hænderne, gik jeg hjem og studerede det og kunne konstatere, at skribenterne knap vidste hvad de skrev om. Materialet var fuldt af misforståelser og direkte løgne. Naturligvis kunne det bare befæste mig i, at det vi havde var sandheden.
Det var heller ikke der mine problemer satte ind. Det var på det personlige plan.
Jeg havde jo altid læst meget, men her i Seljord havde jeg ikke meget læsestof ud over Vagttårnets litteratur. Jo, jeg havde da Bibelen. Det kan lyde underligt, men skønt jeg kunne den på fingrene og kunne jonglere med skriftsteder og straks slå op på det der passede i enhver situation, så havde jeg aldrig læst den som et samlet hele, og endnu mindre kendte jeg de 66 vidt forskellige bøger, skrifter, breve den egentlig består af. Det gik jeg nu i gang med. – Jeg ved ikke om dette i sig selv flyttede noget særligt for mig, men det faldt mig ind hvor let det var at forestille sig, at Gud handlede med patriarkerne i det gamle Israel og med Jesus og apostlene, men at han handlede med mig lige nu! – det kunne jeg slet ikke fornemme.
Jehovas Vidner lægger vægt på bønnen. Jeg bad også, men for det meste var det med en ret tom fornemmelse, et automatisk ritual, jeg fornemmede ikke, at bønnen kom uden for det rum jeg opholdt mig i. – Men måske betød fornemmelserne ingenting. Hvis jeg gjorde som foreskrevet var alt vel i orden. Det gjorde jeg så.
Men der var endnu en væsentlig ting, den væsentligste af alle. Jeg var jo nok en nidkær kristen, men jeg var jo også bare et ungt menneske med de problemer unge mennesker nu engang har. – Jeg vidste godt, at jeg blev tiltrukket af mit eget køn, men da jeg aldrig havde ‘gjort det’, og aldrig havde talt med nogen om det, kunne jeg jo ikke vide hvordan andre unge mennesker havde det, og tænkte at dette nok var et led i min udvikling, og jeg forestillede mig, at det ville ændre sig, når eller hvis jeg en gang kom i lag med en kvinde.
Det er nok svært for unge mennesker i dag at forestille sig, hvor uvidende vi var på den tid, og jeg var nok særlig naiv. Sex var ikke noget der blev talt om, og da slet ikke til børn og unge. Den smule viden jeg havde i den retning var fra frække kammerater i skolen og fra dunkle passager i romaner. – Dette ændrede sig ikke, da jeg blev Jehovas Vidne, eller rettere sagt, det blev endnu strengere. Seksualitet blev meget lidt berørt i Vagttårnslitteraturen, bortset fra at der jævnligt var advarsler mod at unge var alene med en af det andet køn. Det havde jeg ingen problemer med.
Om homoseksualitet havde jeg kun hørt fæle og skræmmende ting. I Skien havde jeg set vilde og skabagtige mandfolk, og jeg havde hørt rygter om deres udskejelser og specielle levevis. Skulle jeg have sammenlignet de stærke, men alligevel sarte følelser jeg havde, med det man hørte om disse skrækkelige mænd? Jeg gjorde det i hvert fald ikke.
Men jeg forelskede mig hele tiden. På en længere tur til et stævne kastede en dejlig lyskrøllet dreng på fjorten-femten år hele sin kærlighed på mig. Jeg nød det, og hans mor var taknemmelig over, at jeg tog mig af drengen. Oven i købet skulle jeg sove sammen med ham om natten. Jeg fik ikke meget søvn, men selve hans skønhed og sødme og min egen forelskelse fik mig til at holde fingrene væk.
I et andet tilfælde havde jeg fået ansvar for at undervise og oplære en ung fyr, seksten-sytten år – et lille mandfolk, vil jeg kalde ham. Jeg havde ham med på feltet, og i en pause betroede han mig meget troskyldigt, at han havde onaneret sammen med en jævnaldrende kammerat. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede ham, det har jo nok været nogle milde og forstående formaninger baseret på noget fra Vagttårnet. Men i hjertet ønskede jeg bare, at jeg havde været den kammerat. – Men den særlige stilling jeg var i, det ansvar jeg havde over for ham – og vel også en skræk for at begå en sådan overtrædelse, forhindrede mig i at gøre noget. – Måske burde jeg have gjort det!
Men tilbage til Seljord. – Efter et års tid i Seljord blev Asbjørn nu forflyttet, og jeg blev alene der som pionér. Til gengæld havde vi nu fået menigheden, så det var ikke fordi jeg manglede støtte. Men jeg var blevet tung i det. Naturligvis var det blevet mere besværligt at komme omkring i distriktet, nu jeg ikke mere havde bil. Jeg havde fået en cykel, men Norge er altså ikke det ideelle cykleland. Men det var nu ikke bare det, meget af gejsten var forsvundet, begejstringen ved forkyndelsen var blevet til pligt. Som specialpionér skulle jeg have 150 timer i forkyndelsen om måneden, og det blev stadig sværere at klare det. Når jeg først kom ud og i kontakt med mennesker, var det lige så godt som før, men det var det overhovedet at komme i gang, at komme ud. Jeg gav op. Efter et par år som pionér holdt jeg op, men jeg blev i Seljord.
Nu kom det godt med, at jeg havde min uddannelse som frisør. Jeg kunne jo ikke så godt blive bonde eller skovarbejder, hvad vidste jeg om det? Men jeg åbnede en lille frisørsalon. Det havde der ikke været før, så det tog tid at oparbejde et behov, men efterhånden fik jeg da et levebrød ud af det. Det var på den tid at Elvis Presley og senere Beatles kom frem og dermed nye hårmoder som de unge i bygden gerne ville være med på, og da de fandt ud af, at jeg godt kunne lave dem, begyndte de at komme.
Jeg regnede ikke med at vennerne mærkede de problemer jeg havde – jo, nok det med tjenesten, og det kunne jeg også tale om, men ikke det med det seksuelle. Det kunne jeg nok også have talt om, men hvad skulle jeg sige? Jeg havde ikke ord til at tale om den slags. Men naturligvis så de mere end jeg troede, og de forsøgte da også lempeligt at hjælpe mig. Men de havde nok heller ikke ord, det var svært den gang at tale om seksualitet. Og naturligvis forstod de ikke det specielle i mine problemer. Det gjorde jeg jo ikke en gang selv. – Ergo blev der aldrig talt om det der var vigtigst at tale om.
Men jeg fik det råd, der var almindeligt over for unge mennesker, som havde besvær med at leve alene: “Gift dig!” – Det gjorde jeg så.
Da Ivar og Bjørg flyttede til Seljord var jeg igen flyttet ind til dem, men jeg kom da stadig hos Olav og Gunhild, som jeg og Asbjørn først havde boet hos. Deres datter, Anne, var kommet med i menigheden, og vi var blevet meget gode venner. Hun ville gerne giftes med mig, og bortset fra hvad det skulle løse af problemer, ville jeg da gerne have mit eget hjem, børn og så videre. Jeg var 26. Så vi giftede os. – En del synder har jeg vel begået i mit liv, men dette er den værste, men den blev begået med velsignelse fra alle vennerne, fra menigheden, fra Jehovas Vidners organisation, ja, fra Jehovas Gud selv, efter hvad der blev sagt.
Vi flyttede ind i stuehuset til en gammel bondegård, og vi havde det sådan set udmærket sammen, og vi fik da også en dejlig søn, Kim. Når man er ung, kan man finde ud af hvad som helst. Vi var begge uerfarne, og jeg synes vi var meget gode til at hjælpe hinanden over de værste problemer. Alligevel hobede de sig op. Mine specielle problemer løste sig aldeles ikke nu jeg var kommet i lag med en rigtig kvinde. Tværtimod blev de nu aldeles håndgribelige. Som i andre sager var det som skulle være store glæder blevet vendt til at være tunge pligter. Det som jeg hidtil knapt havde måttet tænke på, skulle jeg nu præstere jævnligt. Vi var fanget i en fælde der ikke fandtes nogen legal vej ud af. Vi tænkte naturligvis ikke på skilsmisse på det tidspunkt, men den udvej var også lukket. Jehovas Vidner anerkender ikke anden skilsmissegrund end seksuel utroskab, og på det tidspunkt skulle det være et forhold til en anden kvinde, og det var der jo ikke lige fare for. Derimod skete der noget andet.
Jeg var ven med en dreng, som jeg her vil kalde for Frank. Han var omkring 16 år og søn af nogen i menigheden. Vi havde været på fjeldture sammen, og havde også ‘leget med ilden’ uden at overskride visse grænser – den slags grænser laver man i sit hoved – så jeg vidste, at han var villig. Nu brød det igennem og blev til et regulært seksuelt forhold.
Jeg tror ikke folk i almindelighed syntes, at Frank var særlig charmerende, dertil var han for egensindig, men han var en smuk dreng. At vort forhold blev så nært skyldtes nok, at hans forældre selv fik problemer i deres ægteskab, således at jeg ordnede mange praktiske ting for ham, og desuden tiltalte det ham vel at nogen interesserede sig for ham, også på den måde – og så venskab, naturligvis. – Og skulle nogen spekulere på, hvad vi foretog os sammen, så kan jeg forsikre, at det ikke var særlig avanceret. Det gav mig fred i sindet bare at være sammen med ham, se ham og røre ved ham.
Ingen fattede mistanke til vort venskab. Det kan lyde underligt, men hvad vi gjorde kunne vi gøre næsten åbenlyst, fordi ingen åbenbart tænkte i de baner. Jeg kom til at leve et dobbeltliv, jeg opbyggede en væg mellem mine to verdener. Jeg troede jo stadig på hele Jehovas Vidners verdensbillede og levede i det. Jeg var aktiv i menigheden, holdt taler på møderne, og var med i tjenesten på feltet. Min tro var ægte nok. – Men mit forhold til Frank var jo udtryk for en side af mig, som var lige så ægte. – Samlivet med Anne fandt en skrøbelig balance. Det haltede, men det gik. Faktisk var det sådan, at når jeg havde det godt med Frank, havde jeg også overskud til Anne, og havde jeg problemer med ham, fungerede det ægteskabelige samliv heller ikke.
Naturligvis tumlede alle disse ting rundt i hovedet på mig. Jeg kendte ikke meget til homoseksualitet ud over, hvad jeg selv oplevede. Det skete at det blev nævnt i bøger og aviser – sjældent eller aldrig for det gode. Men en dag var der i avisen en kronik af en læge, der omtalte homoseksualitet som en sygdom, og i øvrigt grundigt forklarede årsagerne: bindinger til moren, konflikter med faren og så videre – det stemte så nogenlunde med mit tilfælde. Denne artikel var en stor lettelse for mig, og jeg læste den om og om igen. – I dag kan jeg nok mene, at det var absurd, at jeg var glad for at få at vide, at jeg var syg. Men så var det jo ikke min skyld. Jeg var måske slet ikke det moralsk anløbne individ, jeg efterhånden anså mig selv for.
Det var dog mit eget problem at komme ud af miséren. Artiklen indeholdt ingen opskrift på, hvordan man kunne blive rask. Jeg gjorde ind imellem desperate forsøg. Jeg fortalte Frank om mine kvaler, og han forstod mig udmærket. Han var jo selv opvokset og opdraget som Jehovas Vidne, uden at det dog syntes at have givet ham skrupler med hensyn til hans eget seksualliv. Så prøvede vi at holde os fra hinanden, men det gik slet ikke. Når jeg nærmede mig sammenbruddet, fandt vi sammen igen.
Jeg førte på den tid en slags dagbog. Det er mest strøtanker og sentenser. Jeg kunne ikke så godt nedskrive, hvad jeg foretog mig. Der er altid nogen der får fingre i dagbøger.
“Vær naturlig!”
Sådan står der ganske enkelt på en af de første sider. Meningen er kryptisk på trods af ordenes dagklare simpelhed. Jeg ved udmærket, hvad jeg lagde i disse to ord, som blev et slags motto for mig. At jeg ville lytte efter mine egne følelser og instinkter og handle efter dem. Det er underligt, at jeg med den slags tanker aldrig prøvede at gøre op med Jehovas Vidners lære og strenge moral. Men det gjorde jeg ikke. Læren blev jeg ved med at betragte som den absolutte sandhed. Ikke sært at jeg måtte have to adskilte verdener. – Men på en måde hang det alligevel sammen for mig. I bund og grund var jeg overbevist om Guds organisations ufejlbarlighed, Guds ord, Bibelen, måtte være sandt, og Guds natur var jeg vel selv en del af, så alt dette måtte være i overensstemmelse, når man bare kom dybt nok ned eller højt nok op. At jeg da allerede var langt væk fra Jehovas Vidners lære indså jeg ikke.
En dag ramlede det hele naturligvis. Frank havde været nok så åbenmundet om forholdet over for kammerater, og ad omveje fandt rygterne frem til Franks forældre og til de ansvarlige i menigheden.
En udstødelse hos Jehovas Vidner er en skræmmende affære. Det er en proces, der dels bygger på Paulus’ ord om menighedsjustits, og dels på moselovens påbud om at en overtræder skulle føres uden for byen og stenes. Da man jo ikke sådan kan give sig til at stene folk, kommer synderen for et tremandsudvalg, hvor han bliver forhørt. Kommer de så til den konklusion, at han er skyldig, bliver afgørelsen læst op i menigheden, og fra det øjeblik skal alle regne ham for død. Dette gælder også for den nærmeste familie, dog med den forskel at man, hvis man tilhører samme husstand, jo ikke helt kan ignorere hans eksistens. Det hedder da, at man ikke må have åndelig kontakt. Et ægteskab er stadig et ægteskab med de rettigheder og pligter det indebærer, men man kan ikke læse Bibelen sammen, bede sammen og så videre.
Sagen mod mig blev besværliggjort af, at vi var en så lille menighed, så der måtte hentes assistance fra en menighed et andet sted, men ellers kørte den glat og lige efter bogen. Jeg havde intet at skjule eller undskylde. Jeg var selv en del af systemet og anerkendte det i hele dets strenghed. Midt i elendigheden var jeg lettet, væggen mellem mine to verdener var faldet, og alt var klart for mig. At jeg skulle udstødes var der ingen tvivl om, heller ikke hos mig selv. Der var tvivl om, hvor vidt jeg også skulle meldes til politiet. Som loven var dengang var Frank under den seksuelle lavalder. Som den er i dag ville han ikke være det. Jeg sagde, at de helt og holdent skulle gøre, hvad de mente var rigtigt, jeg ville tage alt som det kom. Men som følge af den politik de havde, og som de stadig har, så vidt muligt ikke at gå til myndighederne, hvis noget kan ordnes internt, blev jeg ikke anmeldt. Om denne afgørelse var korrekt i samfundsmæssig henseende, skal jeg ikke kunne sige, men jeg var naturligvis lettet over den.
For Anne var det naturligvis et hårdt slag, men dog mindre end man kunne tænke sig. Vort ægteskab havde kørt stadig dårligere, og som jeg selv, så hun vel dette som bunden, og fra nu af kunne det kun gå opad. Hun var i hvert fald parat til at tilgive og begynde på en frisk.
Jeg så dette som en mulighed for at komme ovenpå igen. Jeg vidste jo, at jeg havde mulighed for at blive genoptaget i menigheden. Jeg skulle komme til møderne, holde mig diskret i baggrunden, ingen måtte hilse på mig eller i det hele taget bemærke min eksistens. – Dette kan virke absurd i enhver menighed, men var det særlig her, fordi møderne blev holdt i Ivar og Bjørgs hjem, hvor jeg havde boet i årevis og hvor alle var mine nærmeste venner. – På et tidspunkt kom der besøg af den rejsende repræsentant for Selskabet, og han sagde, at det ikke var korrekt, at jeg kom der i et privat hjem. Så lejede de et lokale i kommunehuset og holdt møderne der.
Frank var jeg naturligvis skilt fra. Men jeg var den eneste frisør i bygden, og han ville ikke klippes af sin far. Så kom faren med ham, og jeg klippede dem begge. Situationen var underlig, jeg havde været venner med faren i årevis, og det var umuligt at opretholde den kølige tone imellem os, så uvilkårlig fald vi tilbage i den gamle. – Men Frank ville ikke finde sig i at blive holdt i snor, så snart kom han alene. Men vi holdt os i skindet. – Han havde ikke megen respekt for processen.
“Du er jo homo,” sagde han, “det kan de da ikke lave om på.” – Det så han klarere end jeg.
Selvom jeg faktisk kom i en letsindig stemning efter udstødelsen, eftersom der pludselig ingen hemmeligheder var mere, så skal der ikke herske tvivl om at situationen var alvorlig nok, og at jeg tit var dybt mismodig. Jeg var udenfor. Selvom jeg på mange måder var blevet en del af Seljords liv, så var jeg først og fremmest et Jehovas Vidne. Måske havde tanken om paradiset på jorden nok fortonet sig noget, jeg havde fundet mit paradis, Seljord, men jeg var i høj grad også stadig medlem af hvad vi kaldte ‘den nye verdens samfund’. Eller det var jeg netop ikke med i, jeg var udenfor, jeg var udstødt. – Jeg vidste, at jeg ved god opførsel kunne blive genoptaget efter et år. Det år gik forbavsende hurtigt, og jeg blev da også genoptaget.
Alle kom mig i møde med åbne arme. Alle var glade. Jeg var den fortabte søn, der vendte tilbage. – Men da jubelen havde lagt sig bredte en underlig tomhed sig. Hvad nu? – Ja, nu skulle vi vel alle være tilbage i det gamle spor, og jeg genoptog da også alle menighedens rutiner, møder, felttjeneste og så videre. – Alle og alt var som før, men jeg syntes alle spillede skuespil, og det gjorde jeg også selv. Hvordan havde disse kære mennesker, som var mine nære venner, kunnet slukke for venskabet som man trykker på en kontakt, og hvordan kunne de nu trykke på kontakten igen og så var venskabet der igen fuldt intakt. – Jeg greb mig selv i at ønske, at de skulle hade mig, skælde ud, sparke mig ned ad trapperne. Det ville være mere ægte. De kunne jo have grund til det. Jeg havde selv svigtet venskabet og udsat den nystartede menighed for en urimelig belastning. Hvad var ikke kommet ud i bygdens befolkning? – Og mine grundlæggende problemer var jo ikke ændret, der var alt som før, og ingen gjorde noget for at ændre noget. Det forventedes vel bare at jeg skulle rette ind. Og Frank gik der og så ironisk på det hele.
“Hvad gør du alt det for?” spurgte han. “Det hjælper jo alligevel ikke.”
Det mente jeg nu nok det gjorde.
Men jeg kørte træt. Jeg fortsatte i menigheden med det minimum af aktivitet som skulle til for lige at hænge på. I stedet for begyndte jeg at deltage i forskellige aktiviteter i bygden, lånte bøger på kommunebiblioteket, tog på daglange ture på fjeldet, mest på Skorve. Og omsider genoptog jeg forholdet til Frank.
Ægteskabet gik naturligvis helt i stå, men egentlig var vi aldrig uvenner, tværtimod blev det til et stilfærdigt kammeratskab, hvor vi fik hverdagen til at glide nogenlunde gnidningsløst. Jeg beskæftigede mig meget med min søn, Kim, og tog ham med på fjeldture.
Men en dag sagde Anne: “Hvis du vil skilles, kan du godt blive det.”
I samme øjeblik vidste jeg, at det var det jeg ville. Jeg tror, de fleste vidste, at det var den vej det bar. Jeg så det vel også selv, men lukkede længe øjnene for det.
Da beslutningen var taget gik det hurtigt, alle praktiske ting blev ordnet og i begyndelsen af 1967 brød jeg op og rejste til København, som jeg var kommet fra næsten tolv år tidligere. Det var med tungt hjerte jeg forlod alt hvad der betød noget for mig, min religion, alle vennerne, Norge, Seljord, mit hjem, min søn, Anne, min kone – nåja, jeg holdt jo alligevel af hende – og ikke mindst forlod jeg Frank. Jeg rejste til en by, et land der faktisk var fremmed for mig.
Jeg var 31 og skulle begynde et helt nyt liv. Og jeg bestemte mig for at aldrig mere skulle noget i mit liv være hemmeligt. Alt jeg foretog mig skulle foregå i fuld åbenhed, så at sige for alles øjne. Kun sådan kan man leve.
– o –
Egentlig er det nødvendigt med en hel række af epiloger, men jeg slår dem sammen til en.
Efter at jeg havde bosat mig i København fik jeg brev om, at jeg igen var udstødt. Der blev ikke givet nogen begrundelse. Ganske vist var jeg ikke spor uskyldig, men i en organisation som Jehovas Vidner, der lægger så stor vægt på det formelle, burde formaliteterne jo være i orden. At forholdet til Frank var blevet genoptaget vidste ingen. Jo, faktisk tror jeg alle og enhver forstod det, men beviser fandtes ikke og ingen nævnte det nogensinde. – Og skilsmissen kunne det ikke være, da den først gik i orden flere år senere, da Jehovas Vidner ændrede sin praksis og anerkendte homoseksualitet som skilsmissegrund. Formelt blev vi først skilt, da Anne ville gifte sig igen.
Frank besøgte mig nogle gange i København, men så gled det ud. Han var gennem sin mor beslægtet med en familie på en stor gård i Seljord, og gennem kringlede arvegange endte han med at arve gården. Så i dag sidder han som storbonde i Seljord, er gift og har to børn. – Ja, de må også være voksne nu. Jeg har aldrig set dem.
Efter at have levet er ret forvirret liv i København er par år, mødte jeg Finn, min ven, som jeg nu 34 år senere stadig bor sammen med. I 1989 blev vi registrerede mellem de første da den ordning kom.
Da min søn, Kim, var 16, kom han til København og flyttede ind til os. Han boede hos os i seks gode år, til han på normal vis flyttede hjemmefra og giftede sig, og vi har nu også to dejlige børnebørn.
Om mit forhold til Jehovas Vidner kan der siges følgende. Da jeg blev udstødt og forlod dem, var min tro så at sige intakt. Jeg troede stadig, at de stod for den fulde og endelige sandhed. Jeg vidste altså at Harmagedon nærmede sig med raske skridt, og at jeg ikke skulle være blandt de overlevende. Det måtte så være sådan. – I min tid var man så småt begyndt at tale om, at der kunne ske noget i 1975. Spekulationerne var baseret på Vagttårnets udregninger af skabelsesdagenes længde. Adam blev ifølge dette skabt i 4026 f. Kr. – Efter som vi nærmede os 1975 blev jeg mere anspændt, og begivenheder i verden som krige og naturkatastrofer udløste angstanfald. Men da ’75 og ’76 var gået, og intet var sket, lettede tågerne, og jeg kunne begynde at se klart. Først nu kunne jeg begynde at tænke tingene igennem, jeg kunne analysere Jehovas Vidners lære og organisation, og jeg endte med at undre mig over, hvordan jeg nogensinde havde kunnet tro på alt dette sludder, og at jeg havde kunnet satse mit hele liv på det. – Nå, jeg glemte nu heller ikke hvad disse år havde givet mig.
Når det gælder selve udstødelsen, så mener jeg ikke, at jeg blev behandlet dårligt. Ud fra de givne omstændigheder blev jeg behandlet meget hensynsfuldt, og omstændighederne accepterede jeg jo selv. Jeg var aldrig i tvivl om den skyld og det ansvar jeg havde, for at det gik som det gik, og jeg tog da også konsekvenserne af det – når lige undtages, at gå i fængsel. Men organisationen anerkendte åbenbart intet ansvar. De udstødte mig, og så var den ikke længere. Og dog var det den, der i de år, stod for praktisk talt alt hvad jeg fik af information og undervisning. Vi var udsat for en massiv strøm af propaganda gennem blade, bøger og møder, vi lærte at have tillid til alt der kom fra Vagttårnet og mistillid til alt andet. Og dog lærte vi ikke, hvordan vi skulle tackle livets mest elementære problemer. Og dette er stadig det samme. Jehovas Vidners organisation er stadig teokratisk, og de grundlæggende indstillinger er de samme. Jeg er sikker på, at et ungt menneske, der i dag står med de samme problemer, som jeg, også let vil havne i samme situation. Ja, det ved jeg, for jeg har truffet dem. Bortset fra at unge mennesker i dag nok ved mere om seksualitet, end jeg gjorde. Men det kan de ikke takke Vagttårnet for, men denne gamle, umoralske verden.
I de sidste ti-tolv år har jeg været aktiv i Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner, hvor jeg kan gøre brug af de erfaringer jeg har fra den tid.
For et års tid siden tilmeldte jeg mig en norsk mailingliste for tidligere Jehovas Vidner på internettet, og spurgte da ud i vejret om der skulle være nogen der huskede mig. Det var ikke sandsynligt, for det er jo meget længe siden. Men virkelig! Et ægtepar meldte sig. De huskede ganske vist ikke mig, men de boede i Skien og kendte alle mine gamle venner både i Skien og Seljord. Jeg kom til at spørge om de kendte noget til Asbjørn, som jeg først rejste til Seljord med.
“Ja, det gør vi da,” svarede de, “han bor her i byen og går stadig med bladene. Vi så ham for få dage siden på gaden.”
Det forbløffede mig. Selv synes jeg at jeg har levet et helt liv siden dengang. Han gik stadig og forkyndte det samme. Enten en enestående trofasthed eller stor dumhed. Men Asbjørn var ikke dum.
Ægteparret inviterede mig til Skien, og da de fortalte at de i forbindelse med deres arbejde skulle til Seljord i to dage kastede jeg hvad jeg havde i hænderne og tog derop.
Vejret var vidunderligt og Seljord viste sig fra sin allersmukkeste side. Som første gang følte jeg mig straks hjemme, og jeg følte at jeg her burde jeg have været hele tiden. Der var meget vemod, ja, sorg i dette andet møde, men egentlig mest lykke. Det var som at have fået lov til at gøre et lille besøg i min egen ungdom. Jeg opsøgte ingen og mødte ingen jeg havde kendt. – Naturligvis var meget forandret, bygden var vokset til det dobbelte og der var kommet nye huse og moderne butikker – og mange af de gamle venner lå på kirkegården. Og alligevel var dette stadig Seljord, naturen var i hvert fald den samme, Skorve rejste sig stadig mægtig og venlig over alle menneskelige dårskaber. Jo, her ville jeg gerne have levet mit hele liv. – Men jeg har jo haft et andet liv, som jeg også er glad for. Jeg ville såmænd gerne have dem begge to.