Min livshistorie: Hverdag – og ikke mindst Jimmy

af Kjeld Munch Rasmussen

Hverdag

Mit venskab med Finn blev indledt under dramatiske omstændigheder. Det var i 1969. Vi kom begge ud af kaotiske forhold – på hver sin måde, og der stod vist ikke skrevet i nogen stjerner at vi skulle høre sammen. Jeg var tolv år ældre end han, 34, mens han var 22, og vi var forskellige på næsten alle områder. Af forskellige grunde var ingen af os indstillet på et fast, forpligtende forhold. Jeg var lige kommet ud af et mislykket ægteskab og af Jehovas Vidner som i en årrække have været en lykke og en stor frihed for mig, men var vendt til at blive snærende bånd, som jeg måtte sprænge. Jeg var midt i en frigørelsesproces som, i hvert fald overfladisk set, bestod i at lægge ethvert attraktivt stykke mandfolk, der kom i min vej, ned. For Finns vedkommende var det mest almindelig forvirring. Han var opvokset på et børnehjem, havde ingen familie, var blevet sat i arbejde på en fabrik – han skulle sætte hanke på plasticspande – var stukket af derfra og var gået til søs. Gik i land efter et uheld med et brækket ben, tumlede lidt rundt i Københavns skumleste kvarterer som halv-prostitueret. Han havde haft skiftende forhold, som ikke førte til noget. Og på trods af at disse forhold hele tiden havde været med mænd, var han ikke engang sikker på at han var bøsse. – Han søgte nok en far, og det skulle jeg nu være. Det ville jeg i hvert fald ikke.

Men vi havde vist begge et stort behov for at høre sammen med et andet menneske, og vi udviklede forbavsende hurtigt en stærk følelse af samhørighed. Samtidig have vi, og nok især jeg, en stærk uvilje mod at bøje os ind under småborgerlige normer. Disse normer havde intet godt gjort os. – Vi skulle ikke eje hinanden. Det var et af slagordene i tiden. Så samtidig med at vort forhold blev tættere, havde vi også andre forhold kørende. Det drejede sig ikke kun om sex – langt fra – men om ikke at lukke os inde med os selv og hinanden, men om at være udadvendt og aktiv. – Åbent ægteskab. Det var et andet slagord i tiden. Løse, måske urealisable idéer. Vi realiserede dem, ikke uden problemer, men jeg kender ingen samlivsformer der er uden problemer.

Finns usikkerhed kom til udtryk i, at han ville efterligne mig i alt. Det kunne jo være styrkende for mit ego, men det var vist stort nok i forvejen. Tværtimod var det frustrerende at se og høre ham som et ekko af mig, og mine ord og meninger tog sig ikke godt ud i hans mund. Kim, min søn, har senere skrevet, at jeg så det som min opgave at opdrage Finn. Det er for så vidt rigtigt, men pointen var, at han skulle blive et selvstændigt menneske. Jeg så jo, og mærkede dagligt, hans kvaliteter – de måtte udfoldes. I længden kunne jeg nok heller ikke leve med en skæv kopi af mig selv.

Jeg skrev et digt til ham, som måske ikke er særlig fremragende som digt, men som råd er det vist udmærket:

Råd

Du skal lære af andre
hele tiden,
men aldrig efterligne nogen,
for efterligner du andre,
bliver du en dårlig kopi,
fordi det er lettere at være sig selv,
end at ligne andre.
Til gengæld
er det lige så svært
for andre at ligne dig.
Du er noget særligt.

Opdragelsen, eller hvad man nu vil kalde det, var vellykket. Finn har udviklet sig til et meget selvstændigt menneske. I de første år var det meget naturligt, aldersforskellen taget i betragtning, mig der var den ledende i forholdet. Med årene er det vendt om, så det nu nærmest er ham der bestemmer farten. Han er den af os der har mest praktisk sans. Det har jeg det fint med.

Det er vanskeligt at beskrive hverdagen, for da sker der jo ingenting. Og naturligvis blev det hverdag for os, år ud og år ind. Vi havde hver sine interesser og så nogen fælles. Til hverdags lagde vi vel knap nok mærke til hinanden, han passede sit og jeg mit – og så kunne jeg pludselig standse op og tænke: “Hvor er det godt at du er her! Hvordan havde mit liv været uden dig?” – Jeg håber jeg også sommetider har sagt det, om ikke med lige de ord, men med det ordløse sprog man får når man kender hinanden rigtig godt.

Der skete noget afgørende for os. Kim, min søn, flyttede ind hos os i 1977, da han var 16 år. Året forinden var han i nattens mulm og mørke stukket af hjemmefra. Hans mor ringede fra Norge og var naturligvis ude af den. Jeg var dog sikker på, at han nok skulle dukke op hos os, og det gjorde han da også. – Han ville ikke hjem igen, men jeg insisterede på at han efter en måneds tid skulle tage hjem til Seljord og ordne det med sin mor, og så året efter flytte ned til os på en mere civiliseret måde. Og sådan blev det.

Pludselig at få en seksten-års dreng i huset var en mindre omvæltning end man skulle tro. Han havde været hos os mange gange før, og vi havde været i Norge hos ham. – Efter vores skilsmisse gik der nogle år før Anne giftede sig igen. Forholdet mellem Kim og den nye mand var dårligt og blev dårligere med årene, og dette førte så i sidste ende til at han kom til os. For Anne var det et slemt nederlag og hun tog det tungt. For mig derimod var det som nogle brikker der faldt på plads. Det havde været hårdt da jeg mistede ham ved skilsmissen. Nu fik jeg ham igen.

Han gled meget let ind i vores tilværelse. Jeg har svært ved at beskrive hans forhold til Finn, netop fordi det var så almindeligt og gnidningsløst.. Vi havde vist knap nok de problemer som mange forældre har med teenage-børn. Også dette blev hverdag. Han kom i gymnasiet og fik senere en uddannelse som sygeplejerske. Han boede hos i seks år, til han på normal måde flyttede hjemmefra og giftede sig. Så nu har vi også en svigerdatter, Vibeke, og to børnebørn, Johannes og Marie, som også er en del af vort liv. Kim og Vibeke er for øvrigt senere blevet skilt, men jeg kan ikke sige det har gjort særlig forskel for os. Skilsmisser er måske ikke så dramatiske i dag, som de var i min tid.

Vi bor i dag midt i København. Jeg er aktiv i Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner, og Finn er næstformand i andelsforeningen og er travlt optaget af den.

Vi var altså på alle måder gode, almindelige samfundsborgere (gab!), og jeg kunne her slutte med at skrive: “De levede lykkelige til deres dages ende”. – Men sådan skulle det ikke være. Et nyt vigtigt kapitel af vort liv skulle nu til at begynde.

Jimmy

Det må have været i 1987 at tilfældet, skæbnen eller hvad man nu skal kalde livets tilskikkelser fik mig til at give Kim en lillebror. Det var han ikke så begejstret for, men på den anden side har han lært sig at bære over med sin fars dårskaber. Og for resten plejer forældre jo heller ikke at spørge deres børn hvilke søskende de vil skaffe dem på halsen.

Det var en eftermiddag sidst på sommeren, at jeg gik gennem Ørstedsparken på vej hjem. En ung fyr sad på en bænk, og jeg har vel kastet et blik på ham, for han smilede indbydende og råbte:

“Hej!”

Jeg blev lidt forskrækket, for nok har jeg ikke for små tanker om min egen charme, men at fyrene ligefrem råber efter mig, er jeg ikke vant til. Men han så meget skikkelig ud, og fristelser er til for at man skal lade sig friste, så med alle mulige forbehold i sindet satte jeg mig ved siden af ham på bænken.

Køn var han egentlig ikke, hovedet virkede for stort til den spinkle krop, øjnene var lidt skæve, som om der havde været en grønlænder eller kineser langt ude i familien. Ellers så han dansk nok ud. Jeg anslog ham til at være seksten, men det skulle vise sig at han var nitten. Han hed Jimmy.

Vi snakkede lidt om ingenting, og så kan han frem med sit egentlige ærinde: han var ude i forretninger, og regnede nu bestemt med mig som sin næste kunde. Det havde selvfølgelig anet mig, Ørstedsparken er et almindeligt træffested for bøsser og trækkerdrenge – dog ikke ved højlys dag.

Da jeg ikke var oplagt til ‘den slags’ og heller ikke havde penge til det, ville jeg ikke at han skulle spilde sit krudt, så jeg rejste mig og sagde pænt farvel.

“Tag det roligt, mand,” sagde han, “der er alligevel ikke gang i den nu. Du kunne måske gi’ et stykke mad. Jeg har ikke spist hele dagen.” – Det kunne jeg da godt, så han gik med hjem.

På den korte vej hjem indtraf en lille episode, som jeg ikke tænkte særligt over da, men som fik større betydning senere. Han sprang pludselig ind i en port og hviskede:

“Gå videre. Jeg kommer straks.” – Jeg så mig om, men så kun to fyre, som jeg kendte af udseende fra kvarteret. Da der var drejet om et hjørne kom han frem.

“Hvad var det?” spurgte jeg.

“Ikke noget,” svarede han, “bare en jeg kender, og som jeg ikke vil møde lige nu.”

Vi tilbragte et par meget hyggelige timer sammen. I al ærbarhed, må jeg hellere tilføje. Han fortalte, at han havde en lejlighed på Amager, som var ved at blive gjort i stand.

Han kom igen allerede dagen efter. Det var ikke meningen. Han var da sød og sjov, og et stykke mad kunne vi da altid undvære, men vi havde altså andet at lave end at underholde os med ham.

Finn løftede øjenbrynene en kende, men sagde foreløbig ingenting.

Han kom næsten dagligt, og da jeg godt kunne lide fyren, var jeg tilbøjelig til at vænne mig til ham. Det var noget andet med Finn, som blev irriteret og sur. Jimmys noget beregnende charme bed ikke så let på ham.

Han forsøgte stadig at lokke mig med sex; det var nu engang hans stil. Men jeg ville ikke. Jeg vidste en del om, hvad det kunne sætte i gang. Desuden havde min holdning til prostitution ændret sig en smule. Jeg var ikke så naiv som tyve år tidligere.

Men fristende var han, og naturligvis registrerede han min ambivalens. Vi har alle vore virkemidler når vi vil opnå noget, og Jimmy beherskede både de fine og de grove. Og en aften vi var alene hjemme, forsvandt han ind på mit værelse. Han var så stille at jeg spekulerede på hvad han lavede, så jeg gik ind for at se efter. Han havde klædt sig af, og lå splitternøgen i min seng. – Og jeg er altså ikke andet end et menneske.

Det generede vist ikke Finn at Jimmy sov hos mig. Han var vant til lidt af hvert, og sådan var vort forhold nu engang. Det var værre at Jimmy efterhånden kom på alle døgnet tider. Klokken to om natten kunne han ringe på. Og da jeg sjældent hører dørklokken når jeg sover, var det Finn der måtte op og lukke ham ind. Han knurrede og rev sig i håret, og også jeg blev irriteret og skældte ud. Men det er nu svært at blive rigtig gal over at få sådan en lille varm fyr op i sengen. – En gang der var stillads op ad huset på grund af reparationer klatrede han op ad det og bankede på mit vindue. Jeg nægtede at åbne, men da han blev stående derude og flæbe højlydt, blev jeg bange for at naboerne skulle høre det, så jeg lukkede op og hev ham ind.

Det kunne jo ikke gå. Tingene måtte sættes på plads, så vi samledes en aften alle tre, for at drøfte problemerne. – Det blev ikke nogen lang snak.

“Har du ikke selv et sted at bo?” spurgte Finn, og Jimmy kom igen med tågesnak om lejligheden på Amager. Den havde vi hørt før, og ærlig talt lød det mere og mere som et luftslot.

“Når du altid er her, kan du jo lige så godt flytte ind,” sagde Finn. Han mente det næppe bogstaveligt, men den slags skal man ikke sige til Jimmy. Han flyttede straks ind. Det var meget enkelt. Han ejede ikke andet end tøjet han havde på kroppen. Dagen efter fik vi sagen ordnet på folkeregisteret.

Jimmys lejlighed på Amager var nu reel nok, selvom den ikke rigtigt var hans. Den tilhørte en mand som Jimmy kendte fra professionen, og den var samlingssted for trækkerdrenge. – Jimmy var blevet indblandet i en styg affære med overfald på en gammel mand. Manden var Jimmys “kunde”, og en aften tog han nogle kammerater med til ham, og det udviklede sig voldeligt, manden blev slået ned. – Sagen havde absurde elementer, fordi Jimmy dagen efter besøgte manden på hospitalet, hvor han fik udleveret hans nøgler, for at tage hjem til lejligheden og hente nogle ting. Da han kom tilbage til hospitalet stod politiet og tog imod ham. Under forhøret lovede de at det ikke ville komme ud, hvis han sladrede om kammeraterne, så det gjorde han. Ugen efter stod det i lokalavisen, og så kunne han naturligvis ikke gå tilbage til lejligheden. – Derfor rendte han os på dørene.

Han havde haft en problematisk barndom, men hvem har ikke det? Forældrene var skilt og han havde haft problemer med skiftende stedfædre, som var voldelige både mod ham og moren. Svigt var det centrale af hans problemer, uden at det skal være en anklage mod nogen. Jeg havde selv svigtet på så mange måder gennem livet. Men Jimmy stolede ikke på nogen. Han klarede sig igennem på sin charme, og med den sødme der var en uforklarlig del af hans væsen, og med en uendelighed af løgnehistorier. Næsten intet af hvad han sagde var sandt. Med det kunne han klare sig et stykke vej, men ikke særlig langt.

Vi havde ikke noget særskilt værelse til ham. Da Kim boede hjemme delte Finn og jeg soveværelse, men da han flyttede overtog jeg det. Det havde jeg efterhånden møbleret med mine bøger og øvrige ting, og det var jeg ikke villig til at give afkald på. Så Jimmy sov i stuen. Det var han fuldt tilfreds med, det var mange år siden han havde haft sit eget. Værre var det med os som skulle vænne os til hans rod, somme tider sov han det meste af dagen og var ude hele natten. Vi eksploderede og bad ham skride. Så skred han og kom igen nogle timer eller nogle dage senere. Så var han skikkelig et langt stykke tid. Han havde gjort lejligheden ren til vi kom hjem. Han malede nogle døre – og sig selv, min morgenkåbe og gulvet. I en periode bagte han nogle udmærkede brød – og svinede køkkenet til, så det var større arbejde at gøre det rent end at bage brødene. – Men vi så på den gode vilje.

Jeg måtte balancere mellem ham og Finn. En ting var at han lagde mit liv i ruiner, men det gik jo også ud over Finn. Han huggede Finns jakker og slips, ja, også penge. Finn samlede småpenge i et syltetøjsglas. Væk var de. Mine yndlingssweatere tog han og glemte dem ude i byen. Finn mente at han solgte dem, men mine underbukser forsvandt også, og dem tror jeg ikke han kunne sælge. Alt måtte vi låse inde. – Vi fik en stor telefonregning, fordi han havde telefonitis og ringede når vi ikke var hjemme. Så måtte vi også låse telefonen ned.

Et andet problem var Jimmys venner. Vi så dem aldrig, men de kom, når vi ikke var hjemme. Han var blevet nogenlunde forsonet med de andre drenge. Der var Lennard, en skrap fyr, som Jimmy så meget op til og somme tider gik i seng med. Han var en del ældre end de andre, og den selvfølgelige leder. Jeg spurgte Jimmy hvad han dog så i ham; han måtte da kunne se at Lennard ikke ville ham noget godt.

“Du kender ikke Lennard,” svarede han. “Når han siger man skal gøre noget, så gør man det.” – Han var her nogle gange, når vi ikke var hjemme, og nogle små sølvting forsvandt. Det forskrækkede vist selv Jimmy, og han prøvede vist at få dem tilbage. Men han var jo bange for Lennard.

Alligevel holdt jeg fast ved ham. Havde det været op til Finn, var han røget ud for længst, men jeg kunne ikke slippe ham. Han blev en opgave jeg ikke kunne opgive. Vort forhold ændrede sig gennem mange stadier, han var ven, elsker, lillebror og søn – til forskellige tider og det hele på en gang. Men han endte med bare at være søn. – Jeg opdagede at han forskellige steder omtalte mig som sin stedfar. Det blev jeg gal over.

“Jeg vil sgu ikke være din far,” sagde jeg. Han tænkte over det og svarede:

“Okay! men det er jo faktisk det du er.”

Så ombestemte jeg mig; det var måske alligevel meget godt at være hans far, det kunne bruges, så således blev det.

Efterhånden som han fik afreageret sin foragt over for autoriteter på os, blev tilstandene lettere. Da jeg, efter at han havde boet hos os et halvt års tid, en dag kom hjem og så at han og Finn fredeligt sad og spillede Rommy, åndede jeg lettet op. Ikke at problemerne dermed hørte op, men der var kommet noget andet ind: et fællesskab mellem os tre, der ganske vist knasede og bragede som tynd is, men som alligevel holdt. Det var som en slags kollektiv, frugtbar paranoia. Trods alle indbyrdes stridigheder var det os tre mod hele den øvrige, negativt indstillede verden.

– o –

Prostitutionen var det eneste Jimmy virkelig havde lært. Han vidste at han var god til det, og han var bestemt ikke uden faglig stolthed. Han viste mig en dag sin ryg, der var fuld af røde striber, og han nød min forskrækkelse. En mand havde bearbejdet den med en pisk.

“Jeg kunne sagtens klare det,” sagde han.

Han fablede om de summer han kunne tjene på den måde, men realiteterne var anderledes. Jeg skal ikke forsværge, at man kan tjene formuer på prostitution, men så er det i hvert fald ikke på Jimmys plan.

Jeg havde ingen moralske indvendinger imod at Jimmy trak, det siger sig selv. Men der fulgte så mange ubehageligheder med, for ham selv og andre, at jeg gerne ville have ham ud af det, men først når han selv var parat. Noget andet måtte sættes i stedet. Prostitution er i og for sig ikke anderledes end så meget andet arbejde, hvor man bruger sine evner og sin krop. Eller det ville ikke være det, hvis det ikke medførte så stærk social deroute. Den offentlige moral forarges over at sex sælges for penge, men den forarges ikke over at mennesker bliver undertrykt og udstødt, så de ikke ser nogen anden udvej end at sælge sig selv – eller at blive kriminelle.

Hvor længe han havde været trækkerdreng, da jeg mødte ham, er jeg aldrig blevet klar over. Måske kun kort tid, måske fra han var fjorten-femten år. Han sagde nogen gange det ene og andre gange det andet. Antagelig har det foregået i kortere og længere perioder, og så har han ind imellem lavet andet. Det har med andre ord været en mulighed og en kunnen han altid kunne falde tilbage på.

Fra begyndelsen var jeg slet ikke seksuelt interesseret i ham, og det har intet med hans eller min dyd at gøre. Han på sin side var trækkerdreng og brugte trækkerdrengens godt indarbejdede metoder. De både virkede og virkede ikke. Jeg gik godt nok i seng med ham, men det han ville opnå på den måde, kunne han lige så godt opnå uden.

Hans kønsdele var ikke sarte klenodier, der skulle behandles med varsomhed. De var blevet brugt og misbrugt længe før jeg kom til. For ham var det ikke noget særligt at tage bukserne af, men det var noget særligt, når han blev behandlet med venlighed. Han var lige så modtagelig for kærlighed og ømhed som enhver anden. Det gjorde betydeligt større indtryk på ham at blive strøget over håret end at blive taget mellem benene. Den bløde, følsomme plet i sindet, som også han havde, ramte man ikke ved at behandle ham som en novice, men ved at behandle ham som et almindeligt menneske, med den baggrund som nu engang var hans. Ved at møde ham der hvor han faktisk befandt sig.

En trækkerdreng er vant til at bruge sin seksualitet til at opnå noget. Det er noget for noget. Han gør det for at tilfredsstille kunden, ikke sig selv. Som den mandlige seksualitet er, forhindrer dette ham ikke i at få udløsning og/eller orgasme. – Men orgasmen vil ikke være noget særligt, dertil er den for styret, og den følges antagelig af et ubehag. For kunden er det tilfredsstillende at se drengen nyde det, og udløsningen ses som bevis på det.

“Var det ikke dejligt?” vil kunden ofte spørge.

“Jo,” vil drengen naturligvis svare, for det hører til spillet, og til en vis grad vil det oven i købet være sandt.

Dette mønster vil han have meget svært ved at løsrive sig fra. Det vil gentage sig i ethvert forhold til en anden mand, også når det forretningsmæssige element er taget bort, og det forvirrer ham, når det ikke fungerer.

Vi prøver alle at gøre os lækre på en eller anden måde, når vi vil opnå noget hos et andet menneske. Det er ganske naturligt. Vi bruger det vi har, og som vi mener vi kan byde på, og det gør trækkerdrengen også.

Kærligheden eller det virkelige venskab gør hele forskellen. Når han, bevidst eller ubevidst, begynder at stole på venskabet, fatter han tillid. Det går op for ham, at han kan opnå det han vil uden betingelser eller på almindelige venskabelige betingelser. På det seksuelle område kan han koncentrere sig mere om sit eget, og hans orgasmer bliver ti gange bedre, når det endelig er.

Når han nu går i seng med en anden mand, er det ikke egentlig homoseksualitet, som ganske enkelt består i at man bliver tiltrukket af en af sit eget køn. Det er snarere en slags masturbation, men udført af en anden hånd end ens egen. Det kan skam også være meget dejligt.

Han ved da at han ikke behøver at trække bukserne ned for at tilfredsstille vennen, men han kan, når det passer ham, gøre det for at tilfredsstille sig selv. Han kan også lade være. Det gør ingen forskel i venskabet.

Ja, hans egne følelsesmæssige behov kan sandsynligvis dækkes af et knus, nogle uskyldige kærtegn eller bare venskabelige samtaler.

Sådan gik det med Jimmys og mit venskab. Han blev mere afbalanceret og det seksuelle mellem os ophørte af sig selv. For mig var det et tegn på hans venskab og på at han stolede på mig, at han ikke mere lagde an på mig og prøvede at forføre mig. Antydede jeg nu, at jeg gerne ville noget med ham, og det skete da, var han straks villig. Han tænkte vel, at kunne han glæde mig med så lidt, ville han gerne det. – Men så ebbede det ud.

Folk er så moralske, at det i sig selv bliver umoralsk. Venner havde ondt af at jeg gik i seng med ham. Jeg kunne have fortiet det, så ville de uden tvivl have lukket øjnene. Men ud fra mit princip om aldrig at have en hemmelighed, som stammede helt fra den tid da jeg forlod Norge og Jehovas vidner, vidste alle og enhver det. Havde jeg derimod sat ham på gaden uden at bekymre mig mere om hans skæbne, ville næppe nogen have skænket det en tanke. Det skulle da lige være, at de ville ånde lettet op.

Vennerne var rystede over den belastning jeg udsatte Finn for. Den var også hård. De fattede ikke, at den slags belastninger havde givet vort liv og samliv indhold og mening i hen ved tyve år. Desuden undervurderede de Finn. Selvom han var eftergivende og fandt sig i meget, var han i bund og grund sig selv og vidste hvad han ville og ikke ville. Havde han ikke været sådan, ville meget af hvad jeg foretog mig i de år slet ikke have kunnet lade sig gøre.

Ved et bøsseparty vi var til, talte vi naturligvis om det vort liv drejede sig om på det tidspunkt, Jimmy. En lille mand fulgte stadig efter Finn og gentog:

“Det I gør, er at udfordre skæbnen!”

“Det gør vi vel,” svarede Finn. “Må man da ikke udfordre skæbnen?”

“Nej, det da ved Gud man ikke må,” sagde manden forskrækket.

“Nå,” sagde Finn, “men det gør vi altså alligevel.”

– o –

At få penge ud af Jimmy var umuligt, og det er ikke billigt at have sådan en fyr på kost, for ikke at tale om hvad der ellers kom til. Han fik sin bistandshjælp en gang om måneden, men da forsvandt han tre-fire dage, og når han kom igen, var han flad. Det hændte, at vi fik grebet han i kraven, mens han stadig havde lidt tilbage, så han i det mindste kunne få lidt tøj. Han havde intet. Finn fik ham lokket til at købe en skindjakke, ved selv at betale det meste. Hvad han tjente ved at trække stod stadig hen i tågen, det var næppe meget, og det der var smuldrede væk.

Det sled på os. Vi kunne godt se at vi ikke kunne blive ved med at klare den. Og her tænker jeg ikke engang mest på pengene. Han måtte videre, lære noget, ja, måske ligefrem få et ordentligt arbejde. I sine mest beslutsomme stunder talte han om at han ville være lastbilchauffør. Ja, hvorfor ikke? – I vort hjem havde vi det godt, trods alle skærmydsler, men trådte han uden for døren var han under jungleloven. Og han kunne jo ikke bare sidde hjemme i ovnsvarmen hos os.

Det offentlige kunne jo heller ikke klare ham og hans problemer. Hele det offentlige system med sagsbehandlere, socialrådgivere, psykologer, politi og retsvæsen og hvad der ellers findes, havde gennem årene ikke været i stand til at få ham til at afvige det mindste fra sin bane mod undergangen.

En kombination af den indsats vi kunne gøre og det som det offentlige kunne yde måtte være det ideelle. Det måtte da være gavnligt for alle parter. – Med disse positive tanker gik jeg til hans sagsbehandler. Hun tog også venligt imod mig, og sørgede med det samme for at vi fik et beløb som skulle være husleje for Jimmy. Det forbløffede mig. Jeg havde slet ikke regnet med at få penge. Men det lettede unægteligt vores hverdag.

Sagsbehandleren var en erfaren dame, og jeg snakkede løs om Jimmys problemer. Nærmest en passant nævnte jeg at han var trækkerdreng.

Da stoppede hun mig og spurgte mig:

“Er Jimmy da homoseksuel?”.

Spørgsmålet forvirrede mig.

“Det kan vist ingen svare på, og mindst af alle Jimmy.” Jeg tilføjede: “Jeg troede, dette var hverdagskost for dig.”

Jeg har aldrig været ude for det før,” sagde hun.

“Det er da ikke muligt,” sagde jeg. Det pågældende socialcenter ligger i Københavns centrum, og har at gøre med alt hvad der hører dertil.

“Når jeg siger det, er det vel sandt,” svarede hun stødt.

“Nåja!” Jeg grublede lidt over det. Men så for en djævel i mig. “Der sidder for resten to til af samme slags ude i venteværelset og venter på at komme ind til dig,” sagde jeg.

Hun rejste sig og tog et tag i skrivebordskanten og stirrede på mig. “Det er da ikke sandt?” sagde hun.

“Når jeg siger det, er det vel sandt,” svarede jeg.

Damen var hverken dum eller udygtig. Faktisk var hun meget hjælpsom. Men der skete en kortslutning, som jeg ikke forstod, og som jeg stadig ikke forstår. En besynderlig forståelseskløft mellem hele det offentlige system og dets klienter. Vi kom ikke videre.

Lignende episoder oplevede vi gang på gang. Stribevis af sagsbehandlere talte jeg med senere, og jeg skrev stakkevis af breve. Men noget samarbejde kom det aldrig til. Og dog bekræftede hele forløbet, at de ikke kom nogen vegne med deres arbejde uden os, og vi kunne ikke udrette noget større uden det offentliges hjælp.

Jeg spurgte en sagsbehandler om svaret på dette paradoks. Hun svarede:

“Der vil altid blandt professionelle mennesker være en uvilje mod udenforstående der blander sig.”

Han blev tilmeldt forskellige projekter, men de løb alle ud i sandet, efter som ingen af dem tog højde for hvordan Jimmys situation faktisk var. Et af dem var ‘Operation Springbrædt’, som jeg havde hørt godt om, og som åbenbart havde sat en del arbejdsløse i gang og skaffet dem arbejde.

Han var til flere samtaler der, og var mere nedslået for hver gang. Af alle der mødte op blev først de som ikke havde fast bopæl sorteret fra. Der slap Jimmy lige igennem. Så blev han udspurgt om sit liv helt fra barndommen.

“Skulle det være nødvendigt, for at jeg kunne blive lastbilchauffør,” spurgte han.

Jeg blev ved med at tilskynde ham til at gå derhen, og han gjorde det – nok mere for min skyld end fordi han troede på det.

“Jeg skal nok gå,” sagde han når han så hvor bekymret jeg var, “og hvis de vil se min bare røv, viser jeg dem også den.”

Der kom naturligvis intet ud af det. Med det sorteringssystem var det ikke underligt de havde gode resultater. Der var i hvert fald ikke plads til ‘håbløse tilfælde’ som Jimmy.

Mismodet sneg sig ind over os, og vi var nær ved at give op. Det havde Jimmy gjort for længe siden, selvom et lille håb blussede op i ny og næ. Der var nætter hvor jeg lå vågen og klart så den endelige katastrofe nærme sig. Hvordan ville dette udvikle sig, hvad ville der ske i morgen – og ikke mindst, hvad kunne han finde på? Så måtte jeg op og ind i stuen, hvor han lå og sov fredeligt.

“Herregud,” tænkte jeg så, når jeg så hvor sød han så ud i søvne, “det er jo bare Jimmy.”

Vort lille hjem lukkede sig om os. Selvom omverdenen var uforstående og Jimmys dæmoner sommetider truede med at sprænge det inde fra, blev det ved med at være det trygge tilflugtssted for os alle tre.

Finn var rolig gennem det hele, selvom han havde øjeblikke hvor han var ved at give op. Min rytme var stædig, monoton, fremadstræbende, jeg ville ikke give mig. Jimmy var aldeles inkonsekvent. Havde vi gennem længere tid oparbejdet en gensidig tillid og optimisme, foretog han sig pludselig ting der rev det hele ned, så vi måtte begynde forfra. Det gjorde vi så.

Han var stadig oftere omtåget af hash. Det havde ikke været noget problem tidligere. Jeg har intet principielt imod hash, selvom jeg aldrig selv har brugt det, men det var ikke til at have et så sløvt menneske i huset. Desuden mente jeg nok at han havde mere brug for at være klarhjernet og at have energi og livsvilje.

Værre var det at Finn en dag fandt en brugt kanyle under hans seng. Jeg tog fat i ham og smøgede hans ærmer op. Armen var fuld af stikmærker.

“Herregud, lille Jimmy,” sagde jeg håbløs, “er det nu dette vi skal slås med?”

“Nej,” svarede han stille, “der sker ingenting.”

Den troede jeg ikke på.

Men der skete virkelig ingenting. Efter nogle dage var han sig selv, glad og kvik. Stikmærkerne var lægt, og der kom ingen nye til.

Men vi var udmattede. Jimmy var væk i lange perioder. Hvor han var og hvad han lavede vidste vi ikke, men nok at han var sammen med Lennard og de andre kammerater. Da det blev sommer, efter at han havde boet hos os i halvandet år, og der var ‘en seng under hver busk’ som han sagde, så vi ikke meget til ham. Sommetider dukkede han op og fik et bad og et måltid mad. Det var overkommeligt og meget rart.

Bryllup

Midt på sommeren 89 blev der sagt i radioen, at den nye lov om ‘registreret partnerskab’ var vedtaget og skulle træde i kraft 1. oktober; altså at to af samme køn nu kunne blive gift. Finn og jeg så på hinanden:

“Skal vi?”

Ja, det skulle vi.

1. oktober var det, så vidt vi kunne huske og regne det ud, på dagen tyve år siden vi havde mødt hinanden på Rådhuspladsen. Der var sket meget de mellemliggende år, vi kendte hinanden og vidste hvad vi gjorde.

Københavns kommune besluttede at holde rådhuset ekstraordinært åbent den dag, som var en søndag. Vi forhørte os om formalia, men der var god tid.

I september tog vi til Bornholm, hvor min mor nu boede, for at fejre hendes 75-års-dag. Hun var for længst blevet skilt fra onkel Paul, og havde fundet sig en ny mand, et ordentligt menneske og en flink fyr der hed Gunnar. – Da vi kom hjem derfra var der kun en uges tid til brylluppet, og vi fandt da ud at formaliteterne aldeles ikke var i orden. Selv noget så indlysende som at papirer skulle udfyldes og underskrives, havde vi ikke vidst. Det er også så sjældent man bliver gift.

Vi måtte styrte fra kontor til kontor for at få alt ordnet. Jeg havde ingen dåbsattest. Skulle jeg virkelig i vores edb-tidsalder bruge sådan en? Bortset fra min dåb som Jehovas Vidne, som ingen juridisk betydning havde, var det er halvt århundrede siden jeg var blevet døbt i Helsingør, og det var mere end tredive år siden jeg var blevet udmeldt af Folkekirken. Jo, jeg måtte til Helsingør. – Min skilsmisse fra Anne var norsk, og papirerne var aldrig blevet officielt godkendt i Danmark. Alt blev ordnet, vrisne kontordamer og stive bureaukrater livede op og var lutter velvilje, når de hørte hvad det gjaldt. De kom op af stolene, og lod os uden videre springe over alle andre i køerne, så alt blev ordnet på no time.

“Jeg tror ikke vi når det,” sagde damen på bryllupskontoret. Men også for rådhusets personale var 1. oktober en speciel dag, så de lagde sig ekstra i selen, og om lørdagen dumpede de færdige papirer ind gennem vores brevsprække.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. I hvert fald intet af hvad der skete. Finn tog påstyret meget nøgternt, som han gør med alt. Jeg havde kort forinden fået forærende en smoking efter et dødsbo, og havde ikke regnet med nogensinde at få brug for den. Nu kom den lige tilpas. Finn var ikke meget for at krybe i mørkt tøj, hvid skjorte og diskret slips.

“Er det nødvendigt?” spurgte han.

“Ja, gu’ er det nødvendigt,” svarede jeg. Han gjorde det og så godt ud. Jeg var 54 og han 42, men for mig var han stadig den dreng jeg havde mødt for tyve år siden. Sådan er det jo.

Kim, Vibeke og børnene var kommet. De skulle få dage senere rejse til Grønland, mor og Gunnar var der naturligvis. Viggo og Annelise, som var mine første venner, da jeg kom fra Norge, var der. Jimmy manglede, jeg ventede på ham og spejdede efter ham på vej til Rådhuset.

Foto fra Rådhuspladsen, 1. oktober 1989På Rådhuspladsen var der opløb. Først fattede jeg ikke at det var i anledning af os de var der. Der var alle slags mennesker med flag og blomster. Der var demonstrationer og moddemonstrationer – ikke alle var begejstrede for udviklingen – der var pressefolk og journalister fra mange lande.

Vi samledes i bryllupssalen, elleve par, af en eller anden grund kun mænd. Borgmesteren holdt en højtidelig tale. Jeg hørte godt nok efter og var også rørt, men jeg husker ikke et ord. Alt var let organiseret kaos.

Midt i al denne hurlumhej blev ceremonien gennemført med megen værdighed. Det underlige var, at på trods af at det kunne tage sig kaotisk ud, så hvilede der alligevel en dyb alvor over det hele. – Den mere personlige del af ceremonien, vielsen og underskriften af protokollen foregik i et mindre lokale, par for par. Vi skulle naturligvis have to vidner, men det havde vi ikke tænkt på, så Vibeke og Annelise måtte træde til.

Vielsen var en bekræftelse på at vi med vort parforhold var en del af samfundet og havde pligter og rettigheder i forhold til det. Men det havde vi vidst hele tiden. Nu anerkendte samfundet i borgmesterens skikkelse også at det havde pligter og rettigheder i forhold til os. Det var nyt. – For mig var det først og fremmest en stor lykke at kunne bekræfte at jeg hørte sammen med Finn, og at jeg ville leve resten af livet sammen med ham. – Der var god grund til at feste.

Jeg ved godt at nogle radikale så dette bryllup som borgerlighedens triumf. Småborgerne kunne klappe i deres småhænder og juble:

“Nu er selv bøsserne blevet småborgerlige!”

Vi var vist ikke mere borgerlige end vi altid havde været. For Finn og mig havde ægteskabet allerede varet i tyve år. Det var ikke vores skyld at samfundet og loven var så langt bagud. Og i de ti år havde vi skabt vore egne normer som vi levede på, og vi havde holdt sammen i gode såvel som i onde dage.

Efter ceremonierne kom vi, alle elleve par, ud på rådhustrappen, hvor vi blev hyldet af folkemængden. Så har man også prøvet det. – Finn følte det vist nærmest som at løbe spidsrod, mens jeg solede mig i virakken. Der blev kastet ris, på et billede ligner vi kinesere, fordi vi kniber øjnene sammen, og vi fik blomster og gaver. – Og der var Jimmy! Som så mange andre havde han ikke kunnet komme igennem trængselen og ind på Rådhuset. Nu fulgte han med os. – Der blev holdt fest i Pan-diskotekets lokaler af Forbundet for Bøsser og Lesbiske. Det var en fest for os, men så sandelig også for Forbundet selv, som havde vundet denne sejr.

Vi blev interviewet til flere aviser. En Journalist spurgte venligt:

“Hvem af jeg er egentlig manden?”

“Gæt,” svarede jeg.

“Jamen, det kan jeg slet ikke, sagde hun, “for mig at se, er I mænd begge to.”

“Det er netop idéen,” sagde jeg.

Senere på aftenen havde vi fest hjemme for familie og venner. De første er taget tidligt på aftenen og vi sidder pænt og værdigt med børnebørnene på skødet. Det andet er taget temmelig sent og Jimmy er med på det. Jeg og Jimmy ser meget fulde og skæve ud, mens Finn er lige pæn og sober og også lidt genert. – Det var en dejlig dag.

Jimmy – fortsat

Det blev hverdag igen, og nu gjaldt det om at finde ud af hvordan Jimmys tilværelse rent praktisk skulle være i forhold til os. At han skulle bo hos os var ikke mere realistisk. Ganske vist var vort samliv mere harmonisk end nogensinde, men dog præget af de katastrofer der syntes uløseligt knyttet til hans person. Vores forbindelse var blevet løsere og dog kærligere, fordi han på naturlig måde var hos i perioder og ellers andre steder. Han kom og gik som det faldt sig. Han måtte have et sted at bo.

Kommunen vaskede som sædvanlig hænder, de havde intet ansvar og kunne ikke hjælpe ham. Men kunne vi selv finde noget, skulle de nok hjælpe økonomisk.

Vi prøvede alt, ungdomsboliger, kollegier og den slags, men de steder var forbeholdt unge under uddannelse eller i hvert fald med fast arbejde. Desuden var der lange ventelister, og Jimmy kunne ikke engang blive skrevet op.

Så måtte vi ud på det private boligmarked. Vi havde prøvet det tidligere, men ikke så systematisk. Nu gennemgik vi annoncerne med ‘Værelse til leje’, ringede og besøgte folk – alt forgæves. Det var de samme krav: folk ville have studerende eller nogen med fast arbejde. Så snart folk havde kastet et blik på Jimmy, var det afvisning. Jeg forstod det ikke; at se på var han da meget pæn. – Han foreslog at vi skulle sige at han var trækkerdreng. Det var da en slags fast arbejde.

På en måde forstod jeg de pæne folk der lejede værelser ud. Jeg kendte jo selv noget til problemerne med at have Jimmy i huset. Og så blev jeg alligevel gal på disse nydelige mennesker, som var så bange for at få pletter på deres pæne guldtæpper. – Når der var lukket af både hos det offentlige og hos de private, hvordan kunne noget så overhovedet lade sig gøre?

Det værste ved disse ture var at se den virkning de havde på Jimmy. For hver dør der lukkede sig for ham syntes han at skrumpe ind. – Efterhånden gik han kun med for at føje mig, og han så overbærende på mig. Hvordan kunne jeg dog være så naiv, sagde hans øjne. Han vidste jo så udmærket, at der ingen steder var plads til ham.

Han havde en lommebog med navne, adresser og telefonnumre til faste kunder. Somme tider fortalte han lidt om dem, og jeg dannede mig billeder af de forskellige. Hvem af dem som behandlede ham ordentligt, som et menneske, og hvem der bare så ham som en brugsgenstand.

Jeg skrev til et par af dem, om de ville være med til at hjælpe Jimmy. – Nu kan man vel forestille sig virkningen af sådan et brev fra en vildt fremmed der kender ens forhold til en trækkerdreng. Men jeg fik venligt svar fra dem begge., og de gjorde en indsats på hver sin måde.

Den ene var en ældre velhavende mand – for resten manden fra overfaldssagen, som Jimmy stadig havde forbindelse med. Jeg besøgte ham en enkelt gang og talte tit med ham i telefonen. Han var noget fantasifuld, ville have Jimmy uddannet som butler, ville købe en lejlighed til ham og så videre. Der kom ikke rigtig noget ud af det, men meningen var god nok. Han var en rar mand, og i denne tid boede Jimmy hos ham uger ad gangen.

Den anden var en kendt skuespiller, som uhæmmet brugte sit navn, renommé og ikke mindst skarpe vid over for myndighederne.

“Er det virkelig jeres mening, at drengen skal være nødt til at ligge og hive gamle stoddere i pikken, for at have et sted at være?” – Men også han løb panden mod de samme mure som jeg.

Jeg fik et overfladisk venskab med ham, men vi var så forskellige af temperament, at det gik i sig selv igen,

Når jeg særlig nævner disse to, er det fordi de eneste der nogensinde forsøgte at gøre noget for at hjælpe Jimmy var disse ‘grimme mænd’.

Vi nærmede os det absolutte nulpunkt. Jimmy var fredelig og resigneret når han besøgte os. Han behandlede os som et par rare, noget naive onkler. Hvor han opholdt sig, når han ikke var hos os, vidste vi kun lidt om. Jeg spurgte ham ud, og han fortalte gerne, men noget spredt og ukoncentreret. Han kom en del på Hovedbanegården sammen med gadebørn, narkomaner og alle slags bomser. Han sov i togvogne og andre mystiske steder, vel også sommetider hos sine kunder.

Han var for det meste i godt humør når han dukkede op, og meget lidt mærket af de vilkår han levede under. Jeg var altid glad for at se ham, og det samme var Finn. Han smittede os begge med sin grundløse optimisme. Det var vist til min fødselsdag, at han kom og gav mig en kæmpestor buket gule tulipaner. Den blev jeg meget glad for. Og glæden blev faktisk ikke mindre, da jeg dagen efter fik forbi et bed i Ørstedsparken, hvor kun de nøgne stubbe stod tilbage. Det have han plyndret for min skyld.

Han kom en dag med en pige der hed Mette, og Jimmy var forelsket. Hun boede i en ungdomspension, så i den periode havde han et slags hjem der. Det jeg husker mest ved hende var den sky af parfume hun altid bragte med sig, og overnattede de, tog det flere dage at få duften luftet ud. – Hun var tidligere kommet sammen med en brutal fyr der bankede hende. Jimmy var mere blid. – Hun blev gravid, og Jimmy fablede om at det var tvillinger.

Men en dag dukkede den gamle fyr op og forlangte sin pige tilbage, og hun fulgte uden videre med. Jimmy kom til os, nedslået og forvirret.

“Hvad så med min tvillinger?” spurgte han. “Kan de bare beholde dem?”

Selvfølgelig kom han over det, som så meget andet. Hans lyse humør boblede snart op igen. Men det var alligevel en af de ting han ikke glemte, men nu og da vendte tilbage til.

Han boede en tid på Sundholm. En udmærket institution for hjemløse, men hvad skulle Jimmy der? Der var smukke og fine omgivelser og han havde et dejligt værelse, men alverdens elendighed syntes at være samlet på det sted. Jeg var dybt deprimeret, når jeg havde besøgt ham. Han var hverken dranker eller stofmisbruger, skønt han havde eksperimenteret med begge dele.

– o –

En dag kom han og var helt ude af den. Han gik ind på mit værelse og lagde sig på min seng, og ville ikke tale med nogen. Men efter en tid fik jeg alligevel ud af ham hvad der var galt. Han havde været til lægeundersøgelse, og det var blevet konstateret, at han var HIV-positiv.

Jeg var chokeret og forvirret.

“Er det nu sandt, Jimmy.” spurgte jeg. Man ved aldrig med Jimmy.

“Den slags spøger man ikke med,” svarede han alvorligt.

Han gik længe og var helt ved siden af sig selv, og jeg tænkte, at nu så jeg nok aldrig min glade Jimmy igen.

Han mente at han var blevet smittet af en pige for et stykke tid siden.

“Mon ikke snarere af en af dine mandfolk,” sagde jeg.

“Jamen med dem har jeg aldrig gjort noget der kunne være farligt. De har aldrig bollet mig i røven.”

“Heller ikke Lennard?”

“Jo, en gang.”

“Uden gummi?”

“Ja, men jeg kan da ikke få AIDS af ham.”

“Gudfader bevares, Jimmy. Jeg troede du var professionel.”

Senere troede han ikke selv på at det var rigtigt. Han begyndte at hævde at der havde været fejl i prøven, og at han alligevel var negativ. Løj han? Sikkert, både for sig selv og andre. Og hvor meget kunne jeg pille ved det selvforsvar som han åbenbart byggede op? I hvert fald fik jeg min glade Jimmy tilbage. – Livet gik videre som om intet var hændt.

Han havde stadig kontakt med Lennard og hele den bande. I perioder boede han sammen med dem. Han fungerede sommetider som budbringer med noget narkotika, og en dag kom han og fortalte at han havde fået en gæld på 5000 til Lennard. Dem måtte han arbejde af i en bøssesauna.

En dag kom han og var ualmindeligt forvirret.

“Jeg har været ved at dø,” sagde han. Han viste mig papirerne fra hospitalet, og det var rigtigt nok.

Han havde været hos Lennard og havde lagt sig til at sove på en sofa. Han vågnede ved et stik i låret, men faldt straks i søvn igen. – Da han igen vågnede var han på hospitalet. Nogle mennesker havde fundet ham bevidstløs på fortovet og havde tilkaldt en ambulance.

Vi gjorde intet ved det, og det rørte os mindre end man skulle tro. Sådan var Jimmys livsvilkår bare, og vores tro på at noget kunne ændres var meget tynd.

Dermed var det ikke slut på mystiske hændelser. En aften var Finn ikke hjemme og jeg skulle i teatret. Jimmy dukkede op lige som jeg skulle ud af døren. Men han satte sig til rette med mad og kaffe og nogle blade, indstillet på at hygge sig, mens jeg var væk.

Da jeg kom hjem hen mod midnat, var der mørkt i entréen, lyset kunne ikke tændes. Jeg prøvede på hovedafbryderen, det var den der var slået fra. I køkkenet så der ud, tallerkner, fade og glas lå knust over det hele, tomater og æg var smadret op ad væggene. Jeg turde næsten ikke gå ind i stuen af frygt for det værste.

Også der så ud. Skuffer var trukket ud, papir over det hele, telefonen lå smadret i et hjørne. – Og midt i dette kaos sad Jimmy som jeg havde forladt ham tidligere på aftenen og sov. Ganske fredeligt. Jeg prøvede at vække ham, men kunne ikke. Jeg blev alvorligt bange og ruskede i ham, og han var da levende. Jeg fandt en tom vinflaske under bordet, nåja! Så fik jeg ham bakset i seng. Det foresvævede mig, at jeg burde gøre noget, få ham på hospitalet, tilkalde politiet eller noget, men jeg orkede det ikke. Jeg kunne hverken spekulere eller gætte gåder, så jeg gik bare i seng.

Næste morgen sov han stadig – tilsyneladende normalt, så jeg gik på arbejde.

Da jeg kom hjem om eftermiddagen mødte jeg overboen på trappen. Hun fortalte, at aftenen før, da hun skulle ud og lufte sin hund, var en mand kommet ind og havde brutalt skubbet hende til side. Han var gået ind til os. – Jeg sagde ikke noget til hende. Hvad skulle jeg sige?

Jimmy var nu vågen, men meget sløv, så jeg lavede kaffe. Han så sig om i stuen og spurgte hvad der var sket. Det havde jeg jo regnet med at få at vide af ham, men han vidste intet. Hans forbløffelse virkede ægte. Det var rigtig nok at han havde drukket vinen, men ellers huskede han intet. Han spurgte hvorfor jeg ikke tilkaldte politiet.

“Hvis jeg gjorde det, ville det da være dig der kom i fedtefadet,” svarede jeg.

“Hvorfor det?” spurgte han. “Jeg har da ikke gjort noget.” Han fattede ikke en brik. – Jeg spurgte, hvem manden der havde været her var. Han kendte ikke til nogen mand. Var det Lennard? spurgte jeg. Lennard havde han ikke set i lang tid.

Det sidste var nu ikke sandt, men Jimmys tidsbegreber havde altid været svævende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, men når jeg så mig om i lejligheden kunne jeg dog ikke indbilde mig at intet var sket.

Jeg regnede med, at han lidt efter lidt ville få hukommelsen tilbage, og at det ville komme ud af ham drypvis, som det plejede. Men der blev aldrig opklaret det mindste.

Hvis Jimmy var en forbryder, var han i hvert fald en meget lille en. Jeg sagde til ham, at han lige så godt kunne blive et hæderligt menneske, det ville forenkle meget, og han havde alligevel ikke format til at blive en rigtig skurk. Han røg i fængsel nogle gange for småforseelser, bøder han ikke betalte. Det gjorde at han kom i kontakt med kriminalforsorgen.

Den blev repræsenteret af en meget energisk dame. Hun gjorde meget af det vi havde forventet af kommunens sagsbehandlere. Ja, hun gjorde vist mere end sin pligt. – Men naturligvis, tiden var gået, for ikke at sige spildt. Men mit døende håb blussede op og Jimmy var føjelig. Han fulgte hendes råd, om end modvilligt.

Hun sørgede for at han kom på ‘Træningsskolen for unge arbejdsløse’. En institution der lå langt ude på Amager, fjernt fra storbyens fristelser – måske ikke fjernt nok. Han skulle både bo og arbejde der. Jeg var aldrig derude, så jeg kan ikke beskrive forholdene så nøje, men meningen var i hvert fald, at gøre de unge bedre skikkede til det almindelige arbejdsmarked og til at fungere i samfundet i det hele taget. – Jeg var skeptisk, men det var mere en skepsis over for arbejdsmarkedet og samfundet end over for skolen. Men alt der kunne bringe en smule stabilitet ind i Jimmys tilværelse var naturligvis velkomment. – Jeg talte i telefonen med skolens ledelse. De virkede venlige, imødekommende og fornuftige, og de lovede at sætte sig i forbindelse med os hvis – eller når – der var problemer med Jimmy.

Han var glad for at være der, kom næsten hver aften til os og fortalte glad om arbejdet og lærerne. – Måske beskrev han det mere idyllisk end det var, for at trøste mit bekymrede hjerte.

Problemerne var kammeraterne. De andre var jo rødder som han selv, og dels ville han gerne være som de andre, og dels var han provokerende anderledes, blødere måske. Han knyttede sig til nogen der var særlig barske, og kom så på kant med netop dem. Det gav knubs.

Han kom til os en aften og var banket gul og blå. Han var blevet passet op, da han stod af bussen derude og overfaldet. Han tog straks tilbage med bussen, og forståeligt nok ville han ikke derud igen.

Men jeg så dette som hans sidste mulighed; jeg kunne i hvert fald ikke få øje på andre. I løbet af de næste uger foregik der forhandlinger med ledelsen derude. De havde jo deres egne kvaler med de problemer affæren havde skabt for skolen. Men sagen gik i orden og han kom derud igen.

Det var en skrøbelig balance. Jimmy virkede såmænd glad og munter som sædvanlig, men det var jo bare hans natur. Under overfladen mærkede jeg godt hans pessimisme, resignationen.

Når jeg bekymret spurgte:

“Går det godt, Jimmy?” svarede han: “Jaja, selvfølgelig. Det har jeg jo sagt.”

“Jeg vil virkelig gerne vide det,” sagde jeg.

Han lagde en hånd på min skulder.

“Tag det roligt,” sagde han. “Jeg har mine problemer, som alle har, men jeg skal nok fortsætte.”

Der gik nogle uger, hvor jeg intet hørte fra ham. Jeg regnede med, at det var fordi alt var godt, de havde jo lovet at give os besked, hvis noget var galt, og han plejede at komme, hvis der var noget i vejen.

Da han endelig ringede, var det fra Sundby Hospital. Jeg tog straks derud.

Han sad i sin seng og så frisk nok ud, men han kunne knapt røre sig. En pige, Jeanette, var hos ham. En spinkel, sky, men også stærk pige, som han var blevet venner med på Træningsskolen.

Han var igen blevet gennembanket. Han var blevet slået og sparket, og sammen med Jeanett var han stukket af, og de var taget ind til byen. Om natten var han blevet meget syg, og selvom han satte sig imod det, sørgede hun for at han blev indlagt. Milten var sprængt og han kom straks på operationsbordet.

Der var gået en hel uge før han ringede til os. Det var jeg lidt stødt over.

“Hvorfor?” spurgte jeg.

“Du vil bare have mig ud på skolen igen,” sagde han, “og jeg vil ikke derud.”

“Herregud, Jimmy,” sagde jeg, “tror du da, jeg vil have dig slået ihjel?”

Da han blev udskrevet flyttede de hjem til os. Finn rystede på hovedet over at vi nu have to logerende, men han accepterede det, som så meget andet. – Jeg ringede til Træningsskolen. De anede ikke hvad der var sket, og blev noget chokerede.

Faktisk fik vi et par dejlige uger. Jimmy var fredsommelig og rolig fordi han var halvt invalid. Vi blev kendt med Jeanett og blev glade for hende. De var to alen ud af et stykke, søde, besværlige og uberegnelige.

Hun havde tidligere været hos en plejefamilie et sted i Jylland, og de var villige til at tage imod både hende og Jimmy.

Da han kom til kræfter, tog de af sted.

Jeg var bekymret over, at han antagelig var HIV-positiv. Jeg tænkte på Jeanett og hvad han ellers kunne rode sig ind i, hvor han kom frem. – Jeg ringede til damen i kriminalforsorgen og talte om det.

“Ved du hvad?” svarede hun, “de der går i seng med ham må selv tage ansvaret. Det kan ikke være dit ansvar. Du kan jo ikke rejse land og rige rundt og holde på hans tissemand.”

– o –

Jimmy forsvandt ikke ud af vort liv, fordi de flyttede til Jylland, men jeg og Finn fik da ro til at besinde os og samle stumperne af vort samliv sammen. Heldigvis viste det sig at være stærkt nok til at have klaret prøvelserne, ja, at det var blevet stærkere af det. Den verden som Jimmy levede i og den virkelighed der var hans og som vi kom i kontakt med gennem ham, var så afgjort ikke vores. Da Jimmy var væk, begyndte vores hverdag at falde på plads igen. Selvfølgelig havde han påvirket os, han var sgu vort barn, vores umulige søn. Men som andre forældre måtte vi acceptere at han havde sit eget liv, som vi havde lidt eller intet at gøre med.

De var en tid hos den plejefamilie de først kom til, så drog de videre, flakkede om fra sted til sted. Han ringede fra forskellige steder, som jeg knapt anede hvor var. Geografi har aldrig været min stærke side. De boede en tid hos Jimmys far på en gård i nærheden af Skanderborg. Et dejligt sted, hvor vi besøgte dem, og igen fattede vi håb om at der skulle blive en smule hold på deres liv. Men så drog de også videre derfra.

Sommetider var de også i København. På et af disse besøg traf han Mette, pigen med tvillingerne, på hovedbanegården. Han fortalte noget rystet over, at hun havde fået fjernet fostrene og nu var narkoman og luder. Senere igen fik han at vide at hun var død. Hun var blevet fundet liggende i en opgang. Om det var mord eller hun selv havde taget en overdosis var usikkert og ville nok aldrig blive opklaret. Der er grænser for, hvad politiet vil gøre ud af sådan en smule sag.

Så flyttede de til Århus. Selvom han stadig ringede jævnligt, var deres liv og færden der fjern og uvirkelig for os. Ifølge ham gik alt godt og nye muligheder ventede lige om hjørnet.

Gennem årene havde vi haft lidt forbindelse med Jimmys mor. Juleaften 1994 ringede hun og fortalte at han var død. Det var sket samme dag. Vi skulle have gæster om aftenen, og det tog lang tid før det trængte ind. Der skete jo altid katastrofer med Jimmy, og dette syntes i begyndelsen bare at være endnu en i rækken.

Han var blevet fundet bevidstløs på et offentligt toilet på Bispetorvet i Århus. Vagtmanden havde syntes det tog lang tid og havde åbnet døren. Jimmy var da bevidstløs. Han blev bragt til hospitalet, men kom ikke til sig selv.

Han ville have haft fødselsdag dagen efter. Da ville han være blevet 26 år.

Vi var med til bisættelsen. Der var en hel del familie, som jeg ikke anede at Jimmy havde haft.

Da vi skulle forlade kapellet, sagde hans lillesøster højt:

“Får vi ikke lov til at se Jimmy?”

Der blev et øjebliks pinlig stilhed. Nogen fortalte hende så venligt, at det nok ikke var så godt. – Men det slog mig, at jeg sandelig også gerne ville have set ham en sidste gang.

Når man står midt i problemerne mister man overblikket. Der er tider, hvor man føler at man selv styrer sit liv, og andre tider, hvor livet selv tager over og slæber en af sted over stok og sten uden ringeste værdighed. Bagefter kan man så samle sig sammen og prøve at se en mening med det hele.

Det er svært at se en mening med Jimmys liv og død. Han var et ubetydeligt fnug i universet – pist – og så var han væk. Og dog satte han måske dybere spor efter sig, end så mange pæne mennesker. Vi var nogle få der elskede ham.

Jimmy var ingen god samfundsborger, måske fortjente han alt hvad der kom over ham. Men skulle samfundet bedømmes efter hvad det begik og forsømte over for Jimmy, skulle det bures inde i meget lang tid. Men det kører roligt videre og knuser andre små Jimmyer.

Vi har kendt Jimmy. Ringe og foragtet var han hele sit liv, men han var vores ven. Det er en meget stor værdi.

Finn bandede tit over ham. Ved hans bisættelse græd han.

Vi havde længe kontakt med Jeanett. Men jeg blev alvorligt syg, og forbindelsen glippede. Nu ved jeg ikke hvor hun er. Det blev konstateret at hun var HIV-positiv, men hun fik en anden ven og en lille pige, som ikke fejlede noget. Det er hvad jeg ved.

Jeg kan i øvrigt fortælle, at Lennard blev arresteret for en række pædofile forhold, og han havde smittet flere drenge med HIV. – Han hedder i virkeligheden ikke Lennard, og hans sag vakte stor opsigt. – Jeg ønsker ikke ondt over nogen, heller ikke ham, men jeg må da indrømme at jeg har haft øjeblikke, hvor jeg har ønsket at han skulle stege i sit eget fedt.

At blive gammel

Det er vel nok noget pjat, at tale om at blive gammel fordi man er fyldt 67 og er gået på folkepension. Jeg mener det heller ikke alt for bogstaveligt. Jeg har dage hvor jeg er meget yngre, men også dage hvor jeg er betydeligt ældre. – Desuden er det at blive gammel jo heller ikke kun noget negativt. Ikke alle kan samle deres livs begivenheder til erfaringer, og kan man ikke det, ja, så ser man kun forfald.

Egentlig, når jeg tænker over det, har der været mange nederlag i mit liv. Vist nok flere end sejre. Men det føles ikke sådan; jeg har haft et godt liv. – Kan summen af en række nederlag da blive til en sejr? Det kan jeg vist ikke svare på.

Jeg gik på efterløn da jeg var 63, men blev kort tid efter alvorligt syg, kræft i en mandel. Jeg måtte igennem operation og 33 strålebehandlinger. En helvedeskur, men jeg kom da levende igennem, om end en smule reduceret.

I perioden hvor jeg var ved at komme mig, var vi meget i vort dejlige sommerhus på Djursland. Jeg havde købt et gammelt skrammet skrivebord. Det tog vi ud i haven, og jeg stod der og sleb det ned med sandpapir. Jeg måtte afbryde hvert øjeblik, fordi jeg ikke havde kræfter og det svimlede for mig. Finn kom og kiggede af og til og sagde:

“Nu er det da godt nok.”

“Nej,” svarede jeg, “det skal være perfekt.” Og det blev det. Jeg bejdsede og lakerede det, og nu står det på mit værelse, og jeg fryder mig hver gang jeg ser det. Det er ligesom et symbol på kampen for at genfinde mig selv.

Jeg er aktiv i ‘Støttegruppen for tidligere Jehovas vidner’. På en norsk mailing-liste på internettet udsendte jeg en slags efterlysning. Om der skulle være nogen der huskede mig fra dengang. Det var ikke sandsynligt efter alle de år. Men sandelig, flere meldte sig, ikke som huskede mig, men som kendte mine venner fra dengang.

Jeg spurgte efter Asbjørn, med hvem jeg først kom til Seljord som pionér. Hvad var er blevet af ham? Et ægtepar i Skien, Kent og May-Britt, også de tidligere Jehovas Vidner, svarede:

“Han bor skam her i byen, og går stadig med bladene. Vi så ham for et par dage siden på gaden.” Det svimlede for mig. I slutningen af 50’erne rejste vi sammen ud, og forkyndte at verdens ende var ganske nær. Jeg synes, jeg har levet et helt liv siden da, men han går, efter et halvt århundrede stadig og forkynder det samme.

Kent og May-Britt inviterede mig til Skien. Jeg var betænkelig. Det er sin sag at opsøge sin egen fortid. Men da de skrev at de skulle to dage til Seljord i forbindelse med deres arbejde og at jeg kunne komme med, så smed jeg alle betænkeligheder og alt jeg havde i hænderne, og tog af sted. Et par dage efter var jeg i Seljord. Vejret var vidunderligt, så jeg genså bygden fra sin bedste side.

Det var virkelig som at dykke ned i min egen ungdom. Bygden var vokset til det dobbelte siden min tid, der var mange nye huse og butikker, men Seljord var alligevel den samme. Fjeldene stod jo omkring, og de havde ikke forandret sig.

Naturligvis var der vemod, ja sorg, ved gensynet. Her ville jeg gerne have levet alle mine dage, og jeg følte lige så meget at jeg hørte til her, som den første gang jeg kom hertil. Men mest var det en stor lykke at være her.

Jeg besøgte kirkegården, og gik alle gravene igennem. Det er jo der man skal finde sine gamle venner, når man har været væk så længe. Ja, en god del af dem var her.

Jeg sad på en bænk midt i bygden og så travle mennesker ile forbi. Ingen genkendte jeg, og ingen genkendte mig. Jeg opsøgte ingen af de gamle venner som trods alt var tilbage. Som tidligere Jehovas Vidne og udstødt, kan man ikke det. Jeg kunne se op mod gården Venås, hvor jeg vidste at Vidar, min første store kærlighed boede. Ham kunne jeg vel nok have opsøgt. Hvordan ville han mon have reageret på det? Han måtte jo nu være en mand i halvtresserne.

Det var jo også godt at komme hjem til København og Finn igen. Det er jo her mit virkelige liv er.

Det egentlige Seljord befinder sig inden i mig, der vil det altid være, men jeg er da glad for lige at have forsikret mig om, at det også eksisterer i virkeligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: