I 7. klasse – i en kommuneskole i Gladsaxe – gik jeg tit og fantaserede om fyre. Dem, jeg på det tidspunkt gik i skole med, syntes homoseksualitet var ulækkert og frastødende, men jeg tænkte egentlig ikke ret meget mere over det. Jeg var ikke populær og havde det egentlig ret dårligt der på den skole.
Men så fik jeg chancen for at skifte til en statsskole i Rødovre (SPF) og sendte en ansøgning dertil i håb om at komme ind, og fik da også den glædelige nyhed, at jeg skulle starte på SPF i august måned 1999. Jeg gik stadigvæk med tanken om, at jeg muligvis ikke var som de andre, men havde faktisk fortrængt det meget godt – troede jeg.
Det gik rigtig godt på SPF. Jeg fik hurtigt venner, og vi snakkede om alt. Dog faldt snakken hurtigt på piger, og vores samtaler blev mere og mere om piger og sex, hvorefter jeg valgte at trække mig lidt i baggrunden, da jeg ikke rigtig følte, jeg kunne være med mere, for det at være sammen med piger, tændte mig egentlig ikke.
På SPF stødte jeg for første gang på en fyr, som vækkede nogle helt uvante følelser op i mig. Jeg følte mig tiltrukket af ham, og var samtidig bange for min nyfundne opdagelse. Jeg kom i samme gruppe som ham – Jacob, som han hed. Jeg var både glad og skræmt over at være i gruppe med ham, da jeg var bange for, at han skulle opdage, at jeg kunne lide ham. Så jeg lukkede mig hurtigt inde i mig selv og snakkede ikke så meget med nogle.
Der gik måneder – rigtig mange måneder…
Jeg begyndte at udforske nettet for internet-steder for homoseksuelle, og jeg følte mig faktisk hurtigt hjemme på nettet, men når jeg drejede hovedet væk fra skærmen, var jeg tilbage i min gamle, kedelige og vante verden, og det var ikke sjovt, så jeg brugte mere og mere tid på nettet for at føle mig godt tilpas, hvilket resulterede i, at jeg tog på og blev meget doven. Til gengæld var jeg endelig ved at acceptere, at jeg var anderledes, og i skolen var jeg efterhånden kommet til at snakke mere med Jacob, og var rigtig glad for det, men stadigvæk bange…
På nettet havde jeg i lang tid skrevet sammen med en fyr, som virkede ret sød og dejlig. Han var biseksuel, og havde en pigekæreste, men han var alligevel lidt interesseret i fyre. Vi aftale at bytte billeder, og han sendte sit først. Spændingen var på sit højeste. Jeg skulle endelig se den fyr, jeg i en længere periode havde skrevet rigtig meget sammen med. “You’ve got mail” beskeden poppede op. Jeg åbnede mailen, klikkede på billedfilen og ventede spændt på, at mit 56k moden ville få arbejdet færdig, så jeg kunne se billedet…
Jeg var i chok. Billedet… Det var Jacob fra min skole… Det passede ikke rigtigt sammen. Jeg var lammet af en følelse af glæde og sorg, for ville jeg nu få ødelagt mit venskab med Jacob, hvis jeg røbede min identitet? Beslutningen var hurtig taget. Jeg fandt et billede af mig selv og sendte det. Jeg ventede spændt på svar, men fik intet… Jeg tjekkede mails adskillige gange i løbet af aftenen, men lige tom var den. Jeg gik i seng for at få sovet lidt.
Jeg stod op og sad i bussen med ondt i maven, for hvad ville der ske ovre på skolen? Ville han sige noget? …til mig? …til alle? Busturen føltes som en evighed… Endelig nåede vi skolen, og jeg gik ind mod klassen. Da jeg nærmede mig, kunne jeg se Jacob sidde på et bord, som han plejede. Han fik øje på mig og kiggede bare, idet jeg gik forbi ham.
Jeg var ved at hænge min jakke på plads, og var ved at finde mine ting frem fra mit skab, da han kom ind til mig. Han lukkede døren efter sig. Vi stod i noget tid og kiggede på hinanden. Ingen af os vidste rigtig, hvad vi skulle sige. Han kom over til mig, og uden at jeg vidste af det, stod jeg midt i et kys med den fyr, jeg havde været forelsket i siden jeg startede på skolen. Jeg mistede fornemmelsen for både tid og sted, men vi blev revet fra hinanden, da vi hørte nogle andre på vej ind.
Den episode ændrede alt, og jeg lærte hurtigt Jacob at kende i fritiden, men for ikke at vække mistanke overfor nogen, snakkede vi ikke så meget sammen i skolen, og han fortsatte med at have en pigekæreste på for at leve i skjul.
Da enden for 10. klasse var ved at nærme sig, havde vi været sammen i næsten halvandet år – dog i et uofficielt forhold, men der skete ting ved mig, som resulterede i, at jeg måtte sige til min bedste veninde, at jeg var homo – jeg havde brug for at komme ud med det. Jeg tog beslutningen på under én uge. Vi sad på en Café i Lyngby, hvor jeg fortalte hende, at jeg var sammen med Jacob. Hendes eneste kommentar var bare: Havde en fornemmelse, men ville vente, til du selv sagde det.
Efter det var jeg ellevild med at skulle fortælle venner og bekendte om min seksualitet.. men holdt dog det med Jacob skjult, for ikke at afsløre ham, da han havde en pigekæreste.
Nu kom turen til min familie. Efter endt arbejde kom jeg hjem og sad i sofaen og sagde, at jeg havde noget jeg skulle tale med dem om. De tog det meget alvorligt og slukkede derfor for fjernsynet for at lytte. Jeg håbede, det ville gå lige så nemt som med mine venner og veninder, men ak, hver gang jeg skulle til at sige det, blev ordene bremset af tanken om, hvad de dog ville sige til det – en tanke jeg havde haft mange gange før. Jeg prøvede, men lige meget hjalp det. Jeg begyndte at græde over, at jeg ikke kunne fortælle dem det. Efter to timer var de ved at blive ret trætte, så de ville gerne snart i seng, og jeg valgte at skrive det ned på et stykke papir, for så var det ligesom lidt nemmere – følte jeg.
Da de skulle til at læse det, sad jeg nøje og fulgte deres øjne og ansigt… Der bredte sig et smil på deres læber. Min mor lagde ud med at sige, at hun var stolt af mig. Det tog pusten fra mig, og jeg brød sammen i gråd. Det var simpelthen for meget kærlighed til, at jeg kunne bære det på det tidspunkt.
I dag kan jeg sidde og snakke med mine forældre om Jacob, om homosteder, og de har sågar været inde i København for at se de årlige pride parader gennem Københavns gader.
KRAM fra Martin