Jacob, 31 år, fra Viborg

Modelfoto
Modelfoto

“Hvorfor kommer du først og fortæller det nu? – Du kunne da sagtens have kommet til os noget før. Især hvis du har haft det så dårligt!” Det er nok den kommentar, jeg har hørt flest gange indenfor den sidste måned.

Hvor er det svært at fortælle andre, hvorfor man har gået rundt med en tvivl, stigende frustration og angst i de sidste 6 år, uden at kunne fortælle sine bedste venner det. Selvom jeg nu er 31, og haft på fornemmelsen at jeg var bøsse, lige siden jeg stod rystende inde i Videohuset i København med en gay-movie skjult mellem to andre videofilm. Jeg kan huske tankerne endnu: “Tænk, hvis der kommer én du kender. Så smider du filmen i kurven med tilbudsfilm, som står ved siden af hvis det sker… Bare nu ikke dankort transmissionen tager for lang tid… Hvor kigger du hen, når ham bag disken ser filmen???” Frygten var næsten ikke til at bære, men lysten var større – jeg kan huske filmen endnu.

Da jeg 4 år efter flyttede tilbage til Jylland, var jeg sikker på, at disse tanker ville forsvinde. Jeg var jo helt sikkert til piger! Jeg var vel bare genert og usikker. Når jeg tilfældigt beundrede et ungt par i gågaden – jeg kiggede selvfølgelig på fyren først – var min tanker fuld af misundelse – ”Han ser da godt ud – og det er jo derfor han har denne skønne kæreste. Hvis du ikke havde høje tindinger, og så vejede lidt mindre – så ville du jo også have sådan en pæn pige!” Så var der også det med arbejde – karrieren… Jeg havde jo simpelthen aldrig tid til at møde piger – mit arbejde krævede, at jeg var der hele tiden… eller var det omvendt? Endnu en af de mange små løgne i mit edderkoppespind.

Jeg blev klogere – lysten og mine følelser kunne jeg ikke undertrykke eller kontrollere, som jeg kunne med meget andet. Derfor lod jeg nok også situationen udvikle sig, da jeg tilfældigt have mødt en anden fyr til en fest – det blev min første oplevelse. I løbet af aften havde han kigget på mig flere gang. Jeg havde på fornemmelsen, at han var interesseret, men vidste ikke helt, hvor jeg skulle kigge hen. Jeg kunne jo heller ikke holde øjnene fra ham. Festen udviklede sig, og det samme gjorde indtaget af alkohol. Vi mødtes “tilfældigt” flere gange i løbet af aftenen – i baren, på gangen o.s.v. På et tidspunkt stod vi alene og så på hinanden, og han greb min arm. Et øjeblik efter var vi helt alene i et mørkt rum… Øjeblikket var skønt og befriende, men bagefter følte jeg mig beskidt, tom og ulækker… På vej hjem havde jeg allermest lyst til at parkere bilen, stige ud og brække mig i håbet om, at denne beskidte følelse forsvandt. Hvordan kunne jeg? Hvordan kunne jeg synke så dybt og hoppe med på det??? Da jeg kom hjem, stod jeg under bruseren i en time – jeg ville være ren igen!!

Øjeblikket var skønt og befriende, men bagefter følte jeg mig beskidt, tom og ulækker…

Nogle dage efter gik jeg lidt i panik. Jeg oprettede en profil på Dating.dk – nu skulle pigen findes! Ja, det vil sige, at jeg lidt efter også oprettede en profil på Boyfriend.dk. Så kunne jeg sidde samme aften, skrive/chatte med både piger og fyre. Nu når jeg sidder og skriver dette, lyder det ekstremt dumt og uforklarligt, men jeg kunne bare ikke acceptere situationen. Der måtte være en vej ud – en dør jeg ikke havde fundet eller åbnet endnu. Der måtte være et lys et eller andet sted, da det hele efterhånden var blevet sort og håbløst.

En dag fandt jeg døren – jeg så det bare ikke på det tidspunkt. En af min kammerater kom på besøg, og mens jeg stod og biksede med aftensmaden, spurgte han, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte, at jeg var lidt stresset på grund af mit arbejde. Han kiggede på mig og spurgte, om jeg ikke snart burde skifte job, for jeg talte hele tiden om, hvor stresset jeg var. Det var et spørgsmål, jeg ikke var forberedt på, for jeg var jo glad for mit job. Mine hænder begyndte at ryste… Derefter begyndte tårerne at løbe. Han var den første, jeg fortalte om min tvivl. At fortælle det var første skridt på vej mod erkendelsen, men jeg indså det bare ikke.

En aften sad jeg i den mærkelige situation, at jeg havde valget mellem at møde en fyr, som havde det på sammen måde som mig, eller en date med en sød pige. Jeg valgte det første. Da han var kørt hjem, efter en lang nats snak, var jeg stadig ikke afklaret. Den aften havde jeg sagt “hvis” mindst 100 gange… alligevel viste jeg jo godt, at besøget var det næste skridt ud på den tynde hængebro over kløften, som jeg ikke troede, jeg ville komme over. Jeg var jo heller ikke sikker på, at jeg havde lyst til at krydse kløften til et andet liv.

Nogle dag efter skrev jeg til en fyr, som var lidt ældre end mig og sprunget ud nogle år tidligere. Han tilbød sin hjælp, og vi aftalte, at jeg skulle besøge ham. På vej til Århus kunne jeg have vendt bilen flere gange – men gjorde det ikke. Besøget ved ham påvirkede mig meget. Han var jo helt normal, havde en håndværker baggrund og et godt job. Han sagde de ting, jeg tænkte, men ikke turde sige. Og da han begyndte at fortælle, hvordan jeg kunne gøre, NÅR jeg sprang ud… Det “NÅR” står som printet i min hukommelse, og på vej hjem 3 timer senere vidste jeg, at 2003 ville blive vende punktet i mit liv – jeg regnede dog ikke med, at jeg ville spring ud mindre end 15 timer efter, men det gjorde jeg. Sikke en dejlig fornemmelse!

Jeg var jo heller ikke sikker på, at jeg havde lyst til at krydse kløften til et andet liv.

Om morgenen så jeg mig i spejlet og kaldte mig selv for bøsse for første gang, hvilket jeg ikke kunne lade være med at grine af. Derefter tog jeg op til mine forældre. Dette skulle blot være en ganske almindelig Grundlovsdag, hvor jeg skulle hjælpe min far med at kløve brænde ved deres sommerhus – troede jeg…

Efter en formiddag sammen med min far, hvor der blev ikke sagt mange ord, kunne jeg mærke, at noget var på vej. Jeg havde lyst til at fortælle ham om sin søn, om Boyfriend og de personer, som havde hjulpet mig på vej – men jeg kunne ikke.

Ved frokostbordet begyndte mine hænder at ryste, blev klamme og en frygt steg op i mig. Jeg havde lyst til at løbe væk. Imens hørte jeg min mor tale meget hurtigt – hun kunne sikkert fornemme, at der var noget galt. Da tænkte jeg: ønsker jeg virkelig at have denne følelse hver gang jeg ser mine forældre, familie eller venner? Er det det værd??

Inden jeg nåede at tænke mere, hørt jeg mig selv sige: “Mor og far, der er noget vi bliver nødt til at tale om” Derefter brast jeg i gråd – fik ikke sagt mere de næste par minutter og var klar over, at nu var der ingen vej tilbage. Min mor tog min hånd, og min far stirrede på mig – askegrå i ansigtet. (Han har det altid svært, når nogen i familien ikke har det godt). “Ja”, sagde min mor, “Kom med det. Hvad er det, du ønsker at fortælle?” Jeg fik fremstammet – mellem mine hulk – at jeg nok aldrig ville komme hjem med en svigerdatter til dem. Jeg har altid forstået at pakke tingene ind.

“Nej, men det er da også i orden – kommer du så hjem med en svigersøn?”, var min mors reaktion. Jeg så på hende. Var det min mor? Ingen tårer men blot helt fattet? “Har du én, du gerne vil præsentere os for?”

Om morgenen så jeg mig i spejlet og kaldte mig selv for bøsse for første gang, hvilket jeg ikke kunne lade være med at grine af.

Jeg var lidt mere fattet nu, men tårerne løb stadig ned ad mine kinder. “Nej, så langt er jeg ikke kommet endnu – I er de første der får besked på nær nogen, som har hjulpet mig, og så en af mine venner som hjalp mig op af et dybt hul”.

Min mor så på mig, mens hun stadig holdt godt fast i min hånd. Min far græd… “Ta’ det helt roligt. Din far og jeg har talt det her igennem, for vi har godt kunne mærke, at vores søn ikke har været glad i de sidste par år. Vi har bare ikke vidst, hvordan vi skulle hjælpe dig. Vi er helt afklaret med det – bare du har det godt. Og når du finder en sød fyr eller nogle venner, så vil vi gerne møde dem også. Du skal bare love os, at vi får vores glade søn tilbage!”

Min mor og jeg fik derefter en god snak over opvasken, mens min far samlede tankerne over en middagslur. Derefter forsatte vi alle tre med at kløve brænde… Efter aftensmaden overraskede min mor mig igen: “Du skal love mig, at holde ved dine venner, men også at du finder dig nogle andre, som har det og føler på samme måde som dig. Det er vigtigt, for det er en lang proces, du skal igennem.”

Min far… Han skal nok komme sig med min mors hjælp. En ting er jo at have talt om det – noget andet er, når det bliver virkelighed.

Bagefter kørte jeg op til min bror og svigerinde. De syntes, at det var stort og stærkt gået. Det kunne bare ikke forstå, hvorfor jeg ikke var kommet til dem. Jeg forklarede, at hvis de havde spurgt, om jeg var homoseksuel for 1 måned siden, ville jeg have benægtet… Grundlovsdag blev fantastisk, og jeg tror, at min far kan huske Fars Dag.

Heldigvis havde jeg en uges ferie efterfølgende. Den brugte jeg til at besøge alle mine venner og fortælle dem nyheden. Jeg ville beholde deres respekt, og valgte derfor at fortælle dem det face-to-face, selvom det var en kamp hver gang. Det samme gjorde jeg overfor min chef og de nærmeste kollegaer. Alle har accepteret det, og faktisk kan jeg mærke en større respekt fra alle. Som min chef sagde til mig: “Dette får ingen betydning for din karriere – tværtimod. At du kommer og fortæller det åbent og direkte, viser blot, at du er en mand af rette støbning”.

Jeg fortryder ikke, at der er gået så mange år og føler heller ikke, at jeg har spildt mit liv. Men jeg kan begynde at mærke en større glæde ved livet og en lyst til at møde mennesker. Faktisk har der aldrig været så mange piger, der har smilet til mig, som indenfor det sidste måned. Jeg må jo stråle af lykke – og desværre skuffe dem.

At du kommer og fortæller det åbent og direkte, viser blot, at du er en mand af rette støbning.

Chefen

Når jeg skriver dette her, kan jeg mærke, at der stadig er et stykke vej endnu. Det er en underlig fornemmelse at skulle forholde sig til sin egen identitet på en ny måde – tage det med, man gerne vil holde ved, give slip på noget andet og nu tænke de tanker, man ikke turde tænke før. 2003 blev et vendepunkt, og nu ligger der et nyt liv foran mine fødder – sammen med mine venner og min familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: