I den bedste mening

af Kjeld Munch Rasmussen

Jeg vågnede ved at morgensolen skinnede mig lige ind i ansigtet. Luften var frisk og kølig og en let brise fik det hvide gardin til at bevæge sig. Et lille øjeblik vidste jeg ikke hvor jeg var. Men så mærkede jeg varmen fra Bjarnes nøgne krop, som lå tæt op ad mig. Jeg sukkede tilfreds. Det var længe siden jeg havde tilbragt en hel nat med ham. Og det var første gang her i hans eget hus.

Ganske forsigtigt, for ikke at vække ham, lagde jeg armen om ham. Men han sov ikke. Han vendte sig langsomt og jeg kyssede ham let på munden.

“Smil,” sagde jeg. “Du ser så alvorlig ud. Har du det ikke godt?”

Han smilede et lille smil. “Jo, det har jeg. – Men jeg har også visse problemer, som du ved.”

“Nåja,” svarede jeg let. “Men nu har vi da en hel uge sammen, ikke?”

“Jo,” han strakte sig ud i sengen. Så vendte han sig helt om imod mig, tog omkring mig og kærtegnede min ryg, mens han så mig granskende ind i ansigtet. Så sagde han lavt: “Hvis jeg nu bliver skilt, vil du så flytte sammen med mig?”

Overrasket trak jeg mig lidt tilbage for rigtigt at kunne betragte hans alvorlige ansigt. “Det ved du da jeg vil. Det er det eneste jeg ønsker. – Men hvad er der sket?”

“Jeg skulle måske have fortalt dig det tidligere,” sagde han. “Jenny ved alt om os. Jeg fortalte hende det. Det kom nu ikke bag på hende, men alligevel. Det er derfor hun ikke er hjemme. Hun er hos sin kusine. Måske kommer hun slet ikke hjem igen.”

“Jamen det er da dejligt,” udbrød jeg, men tog mig så i det. “Undskyld! det var ikke sådan ment. Jeg har ikke noget imod Jenny. Og jeg ved da også at det er svært for dig. Ikke mindst på grund af din dreng.”

“Ja,” sagde han roligt. “Faktisk er det forfærdeligt. Hele familien er i oprør.”

“Hele familien?” udbrød jeg forfærdet.

“Nåja, ikke hele familien. Min mor. – Først syntes jeg at Jenny tog det meget fornuftigt. Hun vidste jo godt at jeg havde noget med mænd. Og hun sagde, at når det endelig skulle være, var det godt at det var dig.”

“Hils hende og sig tak.”

“Men så ringede hun til min mor. Og min mor troppede op.”

“Tak skal du ellers have. Jeg ser det for mig. Slog hun dig?”

“Dog ikke. Men jeg tror at hun ville have gjort det, hvis hun havde kunnet. – Det er nu heller ikke let for hende. Hun begriber ingenting. For hende er det nærmest verdens undergang. – Hun talte meget dystert om ‘konsekvenserne’. Og så gav hun mig noget.”

Han stod ud af sengen, gik ind i stuen og kom tilbage med en stor konvolut. Han satte sig op i sengen igen og begyndte at åbne den.

“Det er fra familiearkivet,” sagde han forklarende og en smule ironisk. Han tog et ældgammelt fotografi frem og rakte mig det. Det forestillede en meget smuk dame i sort, højhalset kjole. “Det er min tipoldemor,” sagde han. “Hun hed Sophie.”

Derefter tog han et lille bundt gulnede breve frem og rakte mig dem.

Jeg kikkede lidt i dem. “Dem er jeg vist ikke i stand til at læse,” sagde jeg.

“Jeg havde selv svært ved det,” svarede han og tog nogle maskinskrevne ark frem. “Jeg har skrevet dem af. – Jeg går ud og laver kaffe nu, så kan du læse dem imens.”

Jeg tog fat på det første:

Helsingør, 13. september l876

Kæreste mor!

Jeg kommer ikke hjem foreløbig. Du må holde op med at bede mig om det. Det jeg har brug for nu er ikke medlidenhed, men hjælp, og jeg har det godt her hos Anna. Emil har det også godt. Han har jo også Bette. Hun er en god barnepige. I denne situation er hun guld værd. Hendes loyalitet overfor mig – eller rettere sagt overfor Emil – er nærmest rasende.

Lille mor! Vær ikke vred på mig. Jeg har gjort hvad jeg følte var ret, og jeg kan ikke bære, oven i alt det andet, at jeg skal føle at jeg sårer dig. Jeg ved at alt du siger og gør er i den bedste mening, men jeg ønsker ikke at være barn igen. Jeg vil være en voksen kvinde.

Tingene er slet ikke som du forestiller dig. På en måde er de meget værre. Jeg vil fortælle dig hvad der virkelig hændte, selvom det må chokere dig, så du kan forstå min faste beslutning om aldrig mere at vende tilbage til Frederik.

Da jeg første gang så Frederik i selskabet ved von Bülows 50-års jubilæum, syntes jeg at han var det smukkeste menneske jeg nogensinde havde set. Hans fine ansigt, den mærkelige kontrast mellem hans mørke hår og lyse blå øjne og hele hans venlige og muntre væsen. Og min lykke var stor, da han også lagde mærke til mig. Jeg tror at jeg havde taget ham, hvordan hans forhold ellers havde været. Men at hans stilling i samfundet og hans formueforhold så også var passende, og at du og far straks accepterede ham, gjorde jo kun at alt gik så let. – Jeg har stadig dig mistænkt for at have trukket i trådene, så vi kom til at møde hinanden. Og det skal du vide, at selv under de nuværende omstændigheder, vil jeg aldrig ophøre med at være dig taknemmelig for det.

Huset i Hørsholm var jeg i begyndelsen slet ikke glad for. Det forekom mig alt for stort og mørkt, men haven var jo dejlig og det lå så smukt ned mod søen. Det er sært at jeg allerede nu husker det som om det altid var sommer der, og vi havde dog et par meget hårde vintre, hvor sneen lå helt op til vinduerne.

I alle tilfælde var vi meget lykkelige. Jeg var i hvert fald, og selvom jeg i dag kan tvivle, så tror jeg også at Frederik var det. Og da vi så fik lille Emil var min lykke fuldkommen.

Frederik havde sin tjener Karl, som han havde medbragt fra sit barndomshjem. Du har set ham, hvis du ellers husker det eller har lagt mærke til ham. Hans far var gartner hos Frederiks far, og efter Frederiks forældres død faldt det naturligt at han blev knyttet til Frederik. Han var med da Frederik studerede i England.

Det kunne til tider falde mig for brystet, at han her i huset var så familiær over for Frederik. Men de havde jo kendt hinanden fra små; var faktisk vokset op sammen, så det var ikke så mærkeligt. Han var ellers et ordentligt og dygtigt menneske.

Så skete det en nat, at jeg vågnede, og jeg så i månelyset at Frederik ikke var i sin seng. Det var vel i sig selv ikke så mærkeligt, og jeg kunne bare have lagt mig til at sove igen, men jeg følte en forunderlig uro. Det forekom mig at jeg havde hørt lyde, men nu var der ganske stille, bortset fra de lyde som altid var i det gamle hus. Efter at have lyttet en tid stod jeg op og tændte lys.

Jeg gik ned ad trappen, som fører til hallen. Den var ganske stille, intet at se og høre. Jeg så efter i stuerne, men der var mørkt overalt, og jeg tænkte at han måske var gået ud. Det ville ikke være så mærkeligt, han havde før gået tur, når det var månelyst.

Jeg ville da gå i seng igen, men følte stadig denne uro, så jeg bestemte mig for også at se efter i køkkenet, om alt var i orden der. Ud til korridoren som fører dertil har Karl sit kammer. Der kom lys derfra, døren stod på klem, og jeg hørte noget. I den tanke at der kunne være sygdom så jeg derind, og et forfærdeligt syn mødte mig.

De to mænd lå ganske nøgne, tæt sammenslyngede i sengen. Først troede jeg at de sloges, men så vendte Frederik hovedet, og lyset som stod på natbordet, skinnede ham lige i ansigtet. Og jeg så et udtryk af salighed i det, som jeg aldrig havde set før. Han så lige på mig, men så mig alligevel ikke.

Stærkt chokeret ilede jeg tilbage til soveværelset og klædte mig på. Jeg vækkede Bette, og med få ord satte jeg hende ind i situationen. Naturligvis uden at sige hvad jeg havde set, bare at vi måtte bort.

Jeg skrev nogle få umisforståelige ord til Frederik. Hvordan det derefter gik for sig, hvordan alt blev ordnet, hvordan barnet blev klædt på i stilhed, hvordan der, der midt om natten, blev skaffet en vogn, og hvordan vi kom her til Helsingør, kan jeg slet ikke redegøre for. Alt kan jeg takke den vidunderlige Bette for. – Den pige må, uanset hvad der sker, aldrig forlade vor familie, undtagen om hun selv skulle ønske det – og helst ikke engang da.

Vi kom hertil tidligt om morgenen. Anna og hendes mand tog godt imod os, og stillede ingen spørgsmål.

Jeg har lige fået brev fra Frederik. Det rører mig naturligvis dybt, men gør egentlig kun sagen værre.

Hvis du synes, at jeg skriver alt for lige ud om disse modbydelige ting, så må jeg bede dig betænke, at jeg kun gør det over for dig. Nogen må jeg kunne åbne mig for, og hvad er da mere naturligt end at det må være over for dig, min egen mor. Ellers taler jeg ikke om det til nogen. Selv Anna ved ingenting, og hun spørger heller ikke.

Jeg ved, at du aldrig vil lade dette brev komme i andres hænder, ikke engang i fars. Hils ham og sig at jeg snart skriver specielt til ham.

Din hengivne datter Sophie

Bjarne kom ind med kopperne. Han kikkede efter hvor langt jeg var nået og sagde: “Jeg har kendt Bette.”

Jeg så forbløffet på ham, som om også han skulle være noget fra forrige århundrede.

“Ja, hun har fulgt familien, og hun levede til hun var over hundrede år. Hun har tyranniseret familiens børn generation efter generation. Selv i sin høje alderdom, som jeg husker hende, sad hun indpakket i uldtæpper og skældte ud over sædernes forfald, og det faldt aldrig nogen ind at modsige hende. Hun holdt såmænd mere på familiens ære, end den selv gjorde.” Han smilede lidt ironisk. “Havde hun levet, er jeg slet ikke sikker på, at jeg turde gøre det, jeg nu gør.”

Han gik igen ud i køkkenet, og jeg gik i gang med det næste brev.

Hørsholm, 18. september 1876

Kære Sophie!

Jeg har vel slet ingen ret til at skrive til dig, og jeg vil ikke bebrejde dig, hvis du nægter at modtage dette brev.

Jeg kan ikke bede dig tilgive mig, og så fortsætte med at leve som jeg gør. Men nu tror jeg aldrig at det bliver anderledes. Jeg har elsket dig så højt, Sophie, – og tro mig, jeg gør det stadig. – Og min kære, kære Emil, som jeg måske aldrig skal se igen. – Og når ikke min kærlighed til dig og drengen kan drive denne søde gift ud af min krop, så tror jeg intet kan.

Som du ved, er jeg og Karl opvokset sammen. Vi er lige gamle. Han var min ven og legekammerat. Vi var uadskillige. Vi var seksten år gamle, da det skete første gang – det du så grusomt blev vidne til. Måske var det endnu tidligere, uden at jeg da tænkte særligt over det. Men på det tidspunkt blev jeg klar over hvad jeg gjorde og følte samvittigheden.

Jeg blev ikke forledt af Karl, og heller ikke forledte jeg ham. Vi vidste vel knapt, hvad vi gjorde.

I ungdomstiden levede jeg ikke udsvævende, som mange af mine kammerater. Sådan tænkte jeg, – men jeg gjorde det altså alligevel, når jeg var sammen med Karl. Men jeg forstod det ikke fuldt ud. Ingen havde nogensinde advaret mig om dette.

Vi bestemte os mange gange for at holde os fra hinanden, men når jeg så var sammen med ham, blev jeg svag.

Det hændte, at nogle blandt kammeraterne omtalte den slags forhold mellem mænd, altid med den dybeste foragt. I byen fik vi udpeget nogle modbydeligt udseende mænd. Der gik forfærdelige rygter om deres levevis, som de i øvrigt ikke syntes at lægge skjul på. – Når jeg så var sammen med Karl, kunne jeg da sammenligne ham – eller mig selv – med disse afskyelige personer? Kunne der være noget væmmeligt ved det gode, trofaste menneske, som jeg vidste gerne ville give sit liv for mig?

Det var en stor synd af mig, at føre ham ind i dit og mit hjem. Havde jeg ikke gjort det, kunne det hele måske stadig have været undskyldt som ungdomsdårskaber. Men jeg forstod det ikke. – Eller bedrog jeg mig selv? Var det ikke en både legemlig og sjælelig nødvendighed, at have ham nær? Fuldt ærligt er jeg vist ikke i stand til at svare på dette.

Men jeg havde jo også en stor uro i mig, en nervøsitet som kun forsvandt, når han var nær. Jeg var ganske uskyldig med hensyn til kvinder, da vi giftede os, og jeg troede at disse tilbøjeligheder ville ændre sig, når jeg holdt en elsket kvinde i mine arme. Og jeg sværger, at i det første år vi var gift skete intet galt. Jeg var lykkelig. – Men så kom der perioder med uro og mismod. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg skjulte det så godt jeg kunne for dig. Jeg kunne ikke betro mig til dig, for der var ikke noget, eller jeg vidste ikke hvad det var. – Karl mærkede det, og gjorde sit bedste for at støtte og opmuntre mig. Men det havde den uheldige virkning, at de følelser som jeg troede var døde, blussede op igen. – Karl har ingen skyld, han gjorde hvad han kunne for at modstå mig. Han truede endog med at rejse. – Men han var jo selv svag, og det gik som det måtte gå.

Man skulle tro at samvittigheden ville overvælde mig derefter, men sådan var det slet ikke. Tværtimod vendte min sædvanlige livsglæde og ro tilbage. Jeg ved, at dette var et ondt og utilgiveligt bedrag mod dig, og det er heller ikke min mening at undskylde noget, kun at forklare så godt jeg kan. Men når jeg havde været sammen med ham, følte jeg sådan et overskud af glæde, at jeg også kom til at elske dig mere. Det føltes virkelig som om det jeg gjorde også var godt mod dig. Dårlig samvittighed havde jeg ikke, selvom min fornuft sagde mig hvor forfærdeligt det var, det jeg gjorde, og selv om jeg i korte, klare øjeblikke blev overfaldet af en forfærdelig angst.

Dette dobbeltliv fortsatte indtil den grusomme morgen, da jeg kom op til det tomme soveværelse og der fandt dit korte brev. Det var som om Guds egen hånd slog ned på mig. Og havde Karl ikke hindret mig deri, havde jeg gjort en ulykke på mig selv.

Men jeg skriver ikke dette for at du skal have medlidenhed med mig. Det ville være ilde anbragt. Men jeg synes, at du må have krav på at vide hvordan det kunne komme så vidt med mig. Det synes for mig, som om alt ondt jeg har gjort i mit liv først er blevet klart for mig, når det var gjort og det var for sent.

Karl gør hvad han kan for at hjælpe mig. Tænk ikke for ilde om ham. Min stakkels ven, også han har fået sit liv ødelagt.

Vi kan jo ikke blive boende her i huset, hvor væggene råber anklager imod mig. I begyndelsen af næste måned rejser vi til England. Så må vi se hvad fremtiden vil bringe.

Åh Gud, Sophie! Hvad skal der dog blive af mig?

Frederik.

Det næste brev var skrevet fem år senere. Det var fra tjeneren Karl, og der var et svar til det.

Liverpool, 3. august 1881

Kære Fru N.!

Jeg vover at skrive til Dem efter al den tid der nu er gået siden de forfærdelige begivenheder og den skrækkelige ulykke der førte til Deres mands død. Jeg forsikrer Dem, at jeg aldrig en dag glemmer den skyld jeg har, og som kun døden kan befri mig fra. Dog findes der også menneskelig barmhjertighed. Jeg arbejder nu for en gentleman her i England. Han reddede mig ud af den elendighed jeg var sunket ned i – så godt som et menneske nu kan. Resten håber jeg at Gud vil gøre på sin egen dag.

Jeg har aldrig ønsket at gøre noget menneske fortræd. Og da slet ikke Dem, Frue, som altid var så god imod mig. Jeg ved ikke hvad det var for magter der drev mig mod Frederik, og bandt mig så fast til ham. Men selv ikke i dag, når jeg ser hvilke følger vort venskab fik for så mange uskyldige mennesker, kan jeg virkelig tro at det var onde magter. Under andre omstændigheder tror jeg, at så stærke kræfter kunne have udrettet meget godt.

Jeg vidste jo godt allerede dengang, at det var håbløst. Alligevel havde jeg til tider, mod al fornuft, et vildt håb om at der også måtte være en lille plads i verden til mit og Frederiks venskab – ja, jeg vil kalde det vor kærlighed. Men det var der altså ikke. – Det var hårdt da han rejste fra mig. Men hvordan kunne det være anderledes?

Måske vil De finde at dette er et umoralsk brev. Men jeg siger Dem, at mine tanker ikke er umoralske. Ikke nu mere i hvert fald. Jeg vil bare så gerne have lov til, en gang i livet, at sende en hilsen, med ønsker om alt godt, til Dem som også elskede dette vidunderlige menneske, som jeg altid savner.

Æret være hans minde.

Karl Sørensen.

 

Helsingør, 15. september 1881

Hr. Sørensen!

Tak for Deres venlige brev.

Lad os være ærlige. De ved jo så godt som jeg, at min mands død ikke skyldtes et ulykkestilfælde, men at han tog sit eget liv.

Jeg lægger ikke skylden for dette på Dem. Han havde selv stor skyld, også mod Dem. Og jeg selv kunne måske også have været anderledes over for ham end jeg var, efter at han, på min mors indstændige bønner, omsider kom hjem.

Men jeg må bede Dem aldrig mere, under nogen omstændigheder, henvende Dem til mig. De har Deres byrder at bære. Jeg har mine.

Gud se i nåde til os alle.

S.N.

“Så er alt klar,” sagde Bjarne, der kom ind i en duftende sky af kaffe og nybagte rundstykker.

“Et øjeblik!” sagde jeg. “Jeg må lige have tid til at komme tilbage til nutiden.”

Han kravlede i seng og fik anbragt bakken imellem os.

“Jeg kan godt se forbindelsen,” sagde jeg. “Men hvad er egentlig din mors hensigt med at give dig disse breve nu?”

Han trak på skulderen. “Åh, du ved, hun er bange. Hun ser det som sin opgave at holde sammen på det hele, og nu synes hun det smuldrer.” Han tænkte sig om. “Jeg ville da også gerne holde sammen på det hele, og jeg har da heller ikke opgivet håbet. Det er forfærdeligt at se det man har opbygget og holder af gå i opløsning omkring en. Men hvad skal man gøre?”

Han tog igen det gamle billede frem og så tankefuldt på det. “Hun giftede sig aldrig igen. Dette billede er vistnok taget ti år efter katastrofen. Og som du ser går hun stadig i sort.” Han lagde det i konvolutten igen, sammen med brevene. “Men af min tipoldefar findes der ikke engang et billede,” sagde han.

Han begyndte at smøre et rundstykke. “Ingenting bliver let. – Og meget bliver svært.” Han lod hænderne med kniv og rundstykke synke. “Det bliver svært for Jenny. – Og angående drengen?” Han sukkede dybt. “Nåja -” han sendte mig et skævt smil. “Vi finder vel frem til en fornuftig ordning.”

Han skænkede kaffe til os begge og satte sig godt til rette. “Nå, lad os nu hygge os.”

Efter en lille tid tilføjede han som en slags afrunding. “Og hvad min lille mor angår, så er hun da god nok, og hun handler utvivlsomt i den bedste mening. Men det nytter ikke. Det er ikke hendes sag, og hun må bare blande sig udenom”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: