Henriks egen verden

af Kjeld Munch Rasmussen

En ugebladsnovelle. – Jeg må lige sige, at jeg ikke har stor respekt for genren ‘ugebladsnoveller’, men jeg har da tænkt, at denne enkle form alligevel kunne bruges til noget fornuftigt – og det bliver den da også sommetider. – Men novellen her blev afvist af ugebladene, ét med denne begrundelse: “Novellen er god nok, men den er nok for avanceret for vore noget konservative læsere.” – Så avanceret synes jeg nu ikke den er.

“Pas nu godt på dig selv, min dreng,” sagde Ulla.

“Jaja,” svarede Henrik let irriteret. “Vi skal jo ikke på safari i Afrika. Bare på cykeltur i Nordsjælland en weekend.”

Alligevel mærkede hun, at han et lille sekund nød hendes omsorg, hendes knus og kys. Til hverdags blev det ikke til så meget, de var en familie med meget selvstændige medlemmer. Hver var optaget af sit, drengen med sin skole, sin klub og sine kammerater, selv havde hun sin gode stilling på et kontor, og Jan, drengens far, var en meget travlt optaget forretningsmand, som ofte var på rejser. Det var han lige nu, og han ventedes først hjem i aften.

“Åh, for pokker!” udbrød drengen pludselig. “Jeg er ved at glemme de bøger Susanne skal have. Hun kommer nok i løbet af formiddagen for at hente dem. Vil du give hende dem?”

“Ja, selvfølgelig.”

“De ligger oppe på min kommode.”

En cykelklokke ringede udenfor og han forsvandt. “Ha’ det!”

Fra stuevinduet så hun efter ham, mens han trak cykelen ned ad havegangen. Han var ved at blive en flot ung mand nu, seksten år. Det sidste år var han skudt i vejret, og han havde en slank, rank skikkelse. Og dog var han stadig en dreng, med hovedet fuld af lyse krøller.

Udenfor på vejen ventede hans ven Mikael. Også han var en køn fyr, men lige så mørk som Henrik var lys. De to drenge var åbenlyst glade for at se hinanden, og en mærkelig følelse fór i et nu igennem hende, mens hun betragtede dem. Men hun afviste fornemmelsen, blev nærmest lidt vred på sig selv.

Hun gik ud i køkkenet og ryddede op efter morgenbordet. Så skænkede hun sig en kop kaffe og tog den med ind i stuen. Med et suk sank hun ned i en lænestol. Det var dejligt for en gangs skyld at være alene hjemme, at have huset for sig selv.

Men lidt af den underlige fornemmelse fra før var blevet siddende i hende. Som noget hun godt vidste, men ikke kunne komme i tanker om. Det faldt hende ind, at de måske havde forsømt Henrik. Tanken havde aldrig strejfet hende før. Selvom de havde hver sit, eller måske netop derfor, syntes hun at de var en god, harmonisk familie. De overhang ikke hinanden, men alligevel syntes hun at de have et godt sammenhold.

Men da hun lidt efter kom op på drengens værelse, for at hente bøgerne, blev hun stående og se sig om. Det var faktisk måneder siden hun havde været der. Han gjorde selv rent, og der var da også meget pænt, om end ikke efter hendes standard. Der var lidt rod i krogene og sengen var uredt.

Med stærkt dårlig samvittighed begyndte hun at trække skufferne i hans kommode ud. Hun følte sig som en spion. Alligevel fortsatte hun, forsigtigt, uden at røre noget. De øverste indeholdt mest hans undertøj, lagt i pæn orden. Men den nederste var en rodeskuffe, og det første hun fik øje på var et sammenkrøllet, snavset lommetørklæde. Det var helt stift. Synet gjorde hende flov, men gav hende samtidig en varm, øm følelse af at, hendes dreng var ved at blive voksen.

Længst inde fandt hun et blad, som hun tog op og bladede i. Det gav hende sådan et chok at hun måtte sætte sig. Det var fyldt med fotografier af nøgne mænd i groteske situationer. Hun så på billederne næsten uden at tro sine egne øjne. Et øjeblik følte hun, at dette måtte tilhøre en fremmed, et uhyre, og ikke hendes dejlige, uskyldige søn, som hun havde omfavnet og kysset for kort tid siden. Og dog bekræftede det på uventet, rå måde den uklare fornemmelse, som var dukket op i hende af og til i det sidste.

Hun kom til at tænke på et tv-program for en tid siden om den forfærdelige sygdom AIDS, med en døende mand, som advarede de unge om at passe på sig selv og hinanden og beskytte sig. Det havde været meget ubehageligt, men det var ikke faldet hende ind, at det vedkom hende og hendes. Jan havde villet slukke, men Henrik havde insisteret på at se det hele. – Bagefter var der et underholdningsprogram, og hun havde glemt alt om det.

Med rystende hænder lagde hun bladet tilbage i skuffen, og da så hun at der lå et til. Men det var med nøgne kvinder. På en sær måde trøstede det hende, men den trøst fik hende nærmest til at føle sig skyldig. Hun tog bøgerne hun var kommet efter og forlod værelset. Hun følte, at hun havde foretaget et groft overgreb mod sin søn. Alligevel fortrød hun ikke hvad hun havde gjort, men hun besluttede at han aldrig skulle få det mindste at vide om det.

Da Susanne lidt senere kom, inviterede hun hende ind på en kop kaffe. Hun var en køn pige med tykt, rødbrunt hår og kvikke, brune øjne. Selvom hun og Henrik var lige gamle, virkede hun alligevel ældre, mere voksen. De havde gået i skole sammen fra første klasse, og havde altid været venner.

Ulla havde altid ønsket sig en datter. Hun mente om sig selv, at hun ville være god til sådan et mor-datterforhold. Henrik var da også udmærket, og hun havde altid, indtil nu, ment at hun havde hans fortrolighed. De havde altid kunnet tale sammen. Men det var nu alligevel noget andet med en datter, mente hun. Men Susanne var kommet i huset gennem alle disse år, og så blev det hende hun snakkede med.

Da de sad ved kaffen sagde Ulla: “Der er noget meget personligt jeg gerne vil spørge om. Har du noget imod det?”

Susanne så spørgende på hende. “Ikke spor. Fyr bare løs.”

“Har du nogensinde være forelsket i Henrik?”

Pigen smilede. “Ja, det kan du tro. Da vi var mindre. Og han var vist også forelsket i mig. Vi holdt i hånd og kyssede hinanden i al hemmelighed. – Men nu har vi vist begge fået andre interesser. Jeg kommer lidt sammen med Bjørn. Du kender vist godt ham, ikke? – Men Henrik er da stadig en af mine bedste venner.”

“Men hvad så med Henrik? Kommer han sammen med nogen?”

Susanne så noget betænkelig ud. “Ja, måske. Men jeg tror ikke, at det er rigtigt af mig at sige noget. Det ville han ikke bryde sig om.”

“Er det Mikael?”

Der blev en lang stilhed. Ulla følte sig usikker. Måske var dette et fejlgreb. Måske skulle hun ikke have spurgt. Men så så pigen hende lige i øjnene og svarede: “Ja.”

De sad længe tavse. Ingen af dem vidste, hvordan de skulle komme videre derfra.

Til slut sagde Susanne: “Jeg har sagt, at han skulle sige det til jer. I er jo ikke snæversynede.”

“Jeg ved ikke, hvad vi er,” svarede Ulla modløst.

“Hør her, Ulla,” sagde pigen med eftertryk. “Jeg siger, at sådan som verden nu engang er, og med den forfærdelige sygdom, kan det ikke nytte at være fordømmende, og det kan ikke nytte at ligge og rode med det der på en fordækt måde.”

“Næh,” sagde Ulla. “Det har du i hvert fald ret i.” Og efter nogen betænkning sagde hun. “Har du noget imod, at jeg siger, at du har fortalt mig det?”

Susanne så helt forskrækket ud. “Det er jeg nu ikke meget for. Han bliver rasende på mig.”

“Det tror jeg nu ikke,” sagde Ulla. “Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal komme ind på det.”

“Ok,” sagde Susanne så. “Gør det bare.”

Hun rejste sig for at gå. I døren vendte hun sig og sagde med et skævt smil: “Det er nu alligevel en skam, at sådan et par flotte fyre skal være tabt for os kvinder.”

Ulla lo, hun så allerede lysere på situationen. “Nåja,” svarede hun, “men vi behøver vel heller ikke at give op uden videre.”

I løbet af dagen var hun noget rastløs. Hun ville gøre noget, men hvad? Hun fik i hvert fald slet ikke det ud af dagen, hun havde regnet med. Hun forberedte en god middag til Jan skulle komme hjem. Ved fem-tiden kom han.

Han var træt. Det havde været en hård uge, og efter at de havde spist satte han sig godt til rette i stuen med en kop kaffe.

Han sukkede. “Jeg må afsted igen allerede i morgen eftermiddag.”

“Det er en skam,” sagde hun og satte sig over for ham. “For vi har god brug for dig.”

“Jamen, når jeg så kommer hjem, tager jeg fri en hel uge,” sagde han. “Så skal jeg nok opvarte dig.”

“Jeg trænger ikke til opvartning, men til hjælp,” sagde hun.

Han så granskende på hende. “Er der noget i vejen med Henrik?” spurgte han.

“Både ja og nej. Jeg har såmænd bare fundet ud af at han er bøsse.”

Jan tabte koppen og skreg højt, fordi den varme kaffe flød ud over hans knæ. Ulla lo, og han så forarget på hende.

“Det er ikke spor morsomt,” sagde han.

“Undskyld!” sagde hun og rakte ham nogle servietter.

“Hvordan er du kommet på sådan en idé?” spurgte han efter at han var blevet tørret så nogenlunde og havde fået en ny kop kaffe. “Han er jo slet ikke sådan.” Han viftede med håndledet.

“Nu er du vist dum,” sagde hun. “Du kunne godt tage det alvorligt. Mikael har overnattet her tit i det sidste, synes du ikke?”

“Jo, men de har da altid været kammerater.”

“Og Henrik har overnattet hos Mikael.”

“Derfor behøver de vel ikke…”

“Nej, selvfølgelig ikke,” sagde hun. “Men jeg har altså også andre grunde, som jeg ikke kan fortælle dig nu.”

Han smilede beroligende til hende. “Der er altså et par mandfolkehemmeligheder som du ikke kender. Du ved slet ikke hvad sådan et par store drenge kan finde på sammen, uden at de bliver bøsser af den grund.”

“Nej, det ved jeg vel ikke,” svarede hun. “Men jeg er nu heller ikke helt idiot. – Hvor meget har vi talt med Henrik om de ting? Og hvor meget ved vi i øvrigt selv om det?”

“Jeg har da talt med ham,” sagde Jan.

“Har du?” Hun så forbløffet på ham. “Om hvad?”

“Om piger – og den slags.”

“Nåja,” sagde hun skuffet. “Men det andet har vi vist aldrig tænkt på.”

“Der har da heller aldrig været grund til at tro sådan noget om ham.”

“Nej,” sagde hun eftertænksomt. “Men sådan noget kommer vist altid bag på en, før man giver sig til at tænke på det og tale om det. Og det skulle vel ikke være nødvendigt. Så sjældent er det da heller ikke. Det sker stadig i familier rundt om. Og det skaber næsten altid ulykker forbi man ikke er forberedt. – Og så nu med den forfærdelige sygdom AIDS. – Skal man ikke kunne tale med sine børn om alt? Hvor er ellers vort ansvar som forældre? – Vi har da også haft tid nok. Hans barndom har da ikke været overstået på en formiddag.”

“Ok! du har ret. Men det kan vel nås endnu. Jeg skal nok tale med ham, når han kommer hjem.”

“Jamen du rejser jo i morgen, før han kommer.”

“Åh, for pokker! – Nå, men i næste uge skal jeg virkelig tage mig af ham. – Og tag det nu roligt. Jeg tror stadig at du overdramatiserer. Jeg kender da også Henrik, og jeg tror ikke et kuk af det der.”

Så talte de ikke mere om det. Men de kom ind på sagen et par gange i løbet af aftenen. Han beroligede hende, og hun begyndte at tro, at hun måske alligevel havde misforstået noget. Faren vidste rimeligvis også mere om sønnen i den retning end hun gjorde. Og herregud! han var da også stadig kun et barn.

Men det første hun tænkte på, da hun vågnede næste morgen, var det rædsomme blad og Susannes ord, og sagen stod igen helt klar for hende, samtidig med at hun var fuld af tvivl.

Det kunne godt være, at Henrik var på vej et sted hen, hvor de ikke kunne følge ham. Det skulle de måske heller ikke. Måske var netop dette Henriks egen verden. Og det var jo ikke noget nyt, at børnene udviklede sig i en anden retning end forældrene forventede.

Hvad kunne hun gøre? I hvert fald kunne man ikke lukke øjnene og lade som ingenting, selvom det ville være det letteste i øjeblikket. Men skulle man forsøge at “redde” drengen ud af dette? Var det muligt? Eller skulle hun bare godtage, at han gik sin egen vej, og så skjule den angst hun faktisk følte?

Alt dette spekulerede hun på, men hun talte ikke mere om det til Jan. Der var ligesom ikke mere at sige. Og de havde en udmærket dag, til han rejste om eftermiddagen.

Ud på aftenen kom drengene hjem. De var trætte og duftede af sved og frisk luft. Efter aftale havde hun mad klar, og de kastede sig over den med glubende appetit, mens de fortalte om turen i munden på hinanden. Hun betragtede i smug Mikael. Det var svært at forestille sig ham som en ussel forfører som havde lokket hendes søn. Han lignede ikke meget på hendes forestilling om sådan en. Og uvilkårlig strøg hun ham over håret, hvilket fik begge drenge til at se forundret på hende.

Efter måltidet kørte Mikael hjem, og Henrik gik op på sit værelse.

Hun var godt nervøs, da hun gik op til ham lidt senere. Han lå på sengen og læste.

“Må jeg komme ind?” spurgte hun.

“Ja, selvfølgelig,” svarede han forbavset. Så højtidelig plejede hun da ikke at være.

Hun satte sig på en stol ved sengen. “Der er noget alvorligt jeg må tale med dig om,” sagde hun.

Han havde sat sig op på sengekanten. “Hvad er det?” spurgte han og så op på hende. Så blev han med et gloende rød og så ned.

Hun lagde en hånd på hans skulder. “Det er noget Susanne har fortalt mig.”

Han vendte hovedet væk. “Den dumme kælling!” sagde han indædt.

“Nej, Henrik, det er hun ikke. Jeg havde en anelse i forvejen – jeg er jo din mor, og jeg kender dig da – og så spurgte jeg hende ud.”

De sad længe tavse. Det var som om ingen af dem turde nævne det som sagen drejede sig om. Men så sagde han resolut: “Det er rigtig nok. Jeg er bøsse.” Han så trodsigt på hende. “Du skal ikke tro, at du kan lave om på det. Jeg gør alligevel, som jeg selv vil.”

“Det skal du da også, Henrik. Og du skal heller ikke fortælle os alt. Du er ved at blive voksen, og du skal have dit eget privatliv. – Men når der er noget vigtigt, må vi kunne tale om det. Og dette er vigtigt.”

Hun satte sig over ved siden af ham på sengekanten og lagde armen om ham. “Kære ven, du ryster jo over hele kroppen. Du ved da, at jeg elsker dig, ikke sandt?”

Han nikkede. De sad længe ganske stille, tæt ind til hinanden. Så så han op på hende. Han havde tårer i øjnene. Stille sagde han: “Du ville hellere, at det skulle være en pige, ville du ikke?”

“Tjah!” svarede hun. “Havde du spurgt mig for et par dage siden er jeg sikker på at jeg havde svaret ja. Men nu ved jeg sandelig ikke. – Jeg vil da at du skal være lykkelig.”

Hun sad og strøg ham over de bløde nakkekrøller. Så fortsatte hun: “Men lad os nu tale fornuftigt. Hvordan kan du være så sikker? Ganske vist ved jeg ikke om alt du går og laver, men så meget erfaring kan du vel heller ikke have.”

“Næh!” sagde han. “Måske er jeg heller ikke så sikker. Men man ved alligevel den slags med sig selv. Man ved i hvert fald, når man er forelsket.”

Hun måtte smile. “Nåja, det gør man vel. – Men så er der noget andet, Henrik. Det der med AIDS. Det er jeg bange for.”

“Det er jeg da også,” sagde han. “Men jeg får nok ikke AIDS af Mikael. Og han får det i hvert fald ikke af mig.”

“Nej, det tror jeg heller ikke. Men I bliver jo ældre, og I kommer måske også til at være sammen med andre. Man kan rode sig ind i så meget.”

“Mor!” udbrød han forarget. “Du taler som om jeg var med i vilde orgier.”

“Det mener jeg selvfølgelig ikke,” sagde hun. “Men jeg har tænkt på så meget de sidste dage. Til at begynde med syntes jeg, at det var forfærdeligt bare det at du skulle være homoseksuel. Men nu er jeg lige ved at synes, at det er meget uskyldigt. Og jeg kan jo godt lide Mikael. – Det er faktisk slet ikke det det mest drejer sig om. Jeg ved da også, at man ikke behøver at være bøsse for at få AIDS, selvom de er mere udsat. Men det er en måde at leve på, at man ikke kan være åben, at alt skal være fordækt, at man ikke kan tale om tingene.”

“Jeg skal vise dig noget,” sagde han, rejste sig og åbnede den famøse nederste skuffe. Hun blev helt bange for, at han skulle tage bladet frem. Men det var noget andet han rakte frem mod hende. “Jeg er fornuftig,” sagde han. Det var en pakke kondomer.

Hun blev lidt forlegen og rejste sig. De stod over for hinanden. Han var lige så høj som hende.

“Hvad siger far?” spurgte han.

“Foreløbig ikke meget. Han tror slet ikke på det. Men næste uge vil han tale fornuft med dig. – Det kan være, at det bliver dig, der må tale fornuft med ham.”

Hun lagde sin hånd på hans kind. “Du har ikke noget imod, at jeg har talt om dette, vel?” spurgte hun.

“Nej!” sagde han bestemt. “Det er da dejligt. Du er en dejlig mor.”

De omfavnede hinanden. Det var godt at føle hans bløde, varme kind mod hendes. Han var dog stadig hendes gode, lille dreng.

“Du Henrik!” sagde hun så. “Jeg har jo altid tænkt, at det skulle blive dig og Susanne. Så er det da svært, at vænne sig til den tanke, at det nu skal blive dig og Mikael.”

Han holdt hende ud fra sig i strakte arme. Nu så han pludselig ud som en voksen mand. Med et glimt i øjnene sagde han: “Som du siger så tit: der kan ske så meget. Hvem ved, måske bliver det dem begge to?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: