Erindring om en voldtægt

af Søren

Engang, da jeg var 10 eller 11 år, var jeg ude at lege i skoven alene. En mand passede mig op, og selvom jeg ikke gjorde fysisk modstand, var det dog voldtægt.

Det var ikke behageligt, men kunne trods alt fortrænges, og i flere år tænkte jeg kun sporadisk på det. Det dukkede af og til op, men mere som “nå-ja; det skete da vist engang for længe siden”, end som en større personlig krise. Med tiden begyndte jeg endda at tvivle på, om det overhovedet havde fundet sted.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at det naturligvis allerede dengang havde en meget direkte indflydelse. Jeg blev mere tilbagetrukket, og havde en tendens til at isolere mig og holde op til flere lag af facader oppe mellem mig og omverdenen. Mange af disse lag var jeg ikke engang selv klar over.

Som tidlig teenager var det klart, at alle mine seksuelle fantasier drejede sig om mænd og drenge. Disse fantasier holdt sig ofte indenfor rammerne af min indtil da eneste seksuelle oplevelse med en anden, og dermed var der et stort element af underkastelse og tvang involveret. På et ubevidst plan var jeg begyndt at forbinde sex og seksualitet med en opgivelse af selvet.

Dette reflekteredes tydeligt i mine næste mange seksuelle oplevelser; fra jeg var 14 begyndte jeg rutinemæssigt at finde mænd på “træf-punkt” og i parker om natten. Nogle af dem betalte mig. Sex var for mig en upersonlig handling, der ikke var forbundet med følelser, og derfor var øjeblikkets partner af mindre betydning. Det var ikke altid god sex; faktisk sjældent; men det betød intet. Det var noget, jeg måtte gøre.

Jeg følte mig ofte brugt og udnyttet, men det var frivilligt, jeg satte mig i disse situationer, og jeg fortrød dem ikke. Det virkede rigtigt, at jeg skulle behandles på den måde. Med andre ord var mit selvværd på det seksuelle plan nærmest ikke-eksisterende.

I mit hoved var der aldrig nogen tvivl om, at dette blot var fysiske aktiviteter, der ikke havde nogen sammenhæng med min mulighed for en dag at forelske mig i en pige, og endeligt opleve det rigtige liv. Og jeg forelskede mig faktisk i piger, eller formåede i hvert fald at bilde mig selv ind, at dette var tilfældet. Dette kunne naturligvis ikke blandes sammen med det urene, fysiske, som for mig var sex, så jeg var aldrig i seng med en pige. Ikke, at jeg havde så frygteligt meget held med piger under alle omstændigheder, men der var dog enkelte muligheder, som jeg måtte sige “nej tak” til.

Jeg følte mig ofte brugt og udnyttet, men det var frivilligt…

Da jeg var 20 kollapsede hele denne konstruktion så for mig, og jeg blev tvunget til at erkende både voldtægten og min seksualitet som væsentlige elementer i mit liv. Jeg begyndte efter en mindre depression hos en psykolog, der senere beskrev min tilstand som “essentielle psykiske og sociale problemer kombineret med suicidale tendenser”. Med andre ord var det slemt.

Men jeg kom langsomt tilbage til verden; formodentligt snarere som resultat af en god venindes hjælp, end psykologens. Min rationalitet kunne gennemskue situationen, og det var således ikke professionel hjælp, jeg egentligt havde brug for, men støtte og accept fra en nær personlig forbindelse. Jeg formåede endda at forelske mig i jordens på det tidspunkt dejligste fyr, men på dette tidspunkt var jeg allerede, nærmest på en “henkastet” facon, sprunget ud overfor både venner og familie.

Dette forhold holdt desværre ikke; jeg slog op med ham, og fandt hurtigt en ny. Dette holdt heller ikke længe, og jeg gik tilbage til den første. Dette holdt, igen, ikke længe, og jeg kastede mig selv ud i en periode på flere måneder, hvor jeg endnu en gang dyrkede promiskuiteten, men denne gang ikke som noget isoleret fra min personlighed. Det var måske sundere, end hvad det tidligere havde været, men ikke desto mindre var det naturligvis utilfredsstillende i længden.

Var jeg blevet bøsse, hvis jeg ikke var blevet voldtaget som barn?

Så en nat var jeg sammen med en fyr, og jeg ringede til ham næste morgen, og vi sås igen og igen og igen, og så en dag boede vi sammen. Det holdt næsten tre år, og markerede en form for afslutning på min seksuelle forvirring. Jeg ved nu med mig selv, at jeg er i stand til at kombinere sex med et engageret, længerevarende forhold, og dermed er jeg endeligt ved at være kommet mig over barndommens oplevelse.

Dog findes der altid den tvivl: Var jeg blevet bøsse, hvis jeg ikke var blevet voldtaget som barn? Jeg tror det; jeg erindrer noget med en biologi-bog, der på den ene side havde en planche med en nøgen mand, og på den anden side med en nøgen kvinde, og der var absolut ingen tvivl om, hvilken af de to, der var mest interessant. Dette er en meget vigtig erindring for mig. Jeg ville hade at tænke, at min eksistens i så høj grad skulle være blevet påvirket af en mand, der enten ikke anede, hvor meget han ødelagde for en lille dreng eller også bare var ligeglad.

I dag har det ikke så stor indflydelse på mit daglige liv. Af og til dukker erindringen stadig op, og det kan være smertefuldt, men jeg har placeret en skyld, og det er ikke hos mig selv. Eneste større bivirkning af det er, at jeg på grund af min tidligere reaktion på det (hyper-aktivt sexliv uden de store personlige engagementer) måske ikke er så frygteligt interesseret i sex længere. Man kan vel sige, at jeg er blevet ret sippet i den henseende; for mig hører det nu kun hjemme i et parforhold eller til nød i tilfælde, hvor man i det mindste aner potentiale for et sådant. Men det er jo heller ikke så slemt…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: