En buket røde nelliker

af Kjeld Munch Rasmussen

1.

En vis aldersforskel i et kærlighedsforhold behøver ikke at betyde noget, men når det er mere end halvtreds år er det måske lidt rigeligt. Jeg kender kun Karl Johan fra billeder i en bog, og disse er igen gengivelser af fotografier i et forbryderalbum fra 1906. Det er fire unge mænd – de er ikke storforbrydere, deres levevis har bare været grænseoverskridende i datidens København – og ville vel også være det i dag. – De ser ikke just begavede ud, men hvem ville gøre det foran politifotografens kamera med en pind i nakken, et billede i profil og et forfra.

Den håndtering disse unge mennesker har drevet er ældgammel, den praktiseredes helt tilbage i oldtiden, men den måde de driver den på og det samfund de driver den i er ny. Den er et af de mange tegn på at København er i færd med at udvikle sig til en storby. De er prostituerede, trækkerdrenge, de er nogle af de første i en endeløs række af gutter, som lever deres liv helt nede på samfundets bund. – De homoseksuelle er et foragtet folkefærd, kriminelle eller syge efter hvilken indstilling man har. Perverse er de i hvert fald, for ordentlige mennesker eksisterer de slet ikke. Men det gør de, og på denne tid bliver deres eksistens – desværre – mere og mere synlig. – Trækkerdrengene er ofte foragtede også af de homoseksuelle der benytter sig af deres tjenester.

Den første af de unge mænd på billederne er Axel Otto Vilhelm Petersen, kaldet “Etatsrådinden”. På billedet virker han dog ikke særlig feminin, køn er han ikke, men han er pæn og velklædt og synes at holde hovedet højt – ikke kun på grund af pinden i nakken. Han har sociale ambitioner, siges der, men i stedet for at komme opad i samfundet, er han altså røget helt ned på bunden.

Nummer 2 er Karl Place Johansen, og er vist en smule yngre. Han virker lidt rundere i trækkene. De to er blevet taget ved retiraden i en baggård. Opsynsmanden som tog dem mente, at de var i færd med at forberede et indbrud, men det brækjern som han var sikker på Karl Johansen gemte på ryggen, viste sig at være en buket røde nelliker, som han havde fået af Axel Petersen.

Nummer 3, Christian Alfred Petersen ser skummel ud. Han ligner en der kunne bide jernstænger over. Ham ville jeg nødigt møde en mørk nat på et ensomt sted. – Og dog! ser jeg nu nærmere på ham, er han i grunden en meget pæn mand med lidt grove, men regelmæssige ansigtstræk.

Nummer 4, Karl Johan Nielsen – ja, det er ham! – ser godmodig ud, blød og næsten barnlig i konturerne, pæn uden at være smuk, en stor, rar dreng med blond hår som krøller lidt ved ørerne og i panden, og som er kommet på afveje. Han har endda et forsigtigt smil om munden, et lille forsøg på at formilde de strenge politifolk. – Ham ville jeg gerne i kontakt med. – Det er ikke så umuligt, som det lyder.

Arrestationen af disse unge mænd, er optakten til det der er blevet kaldt “den store sædelighedsfejde”. Byen – ja hele landet – har sine moralvogtere, men de er ved at miste grebet. “Smitten” er som så meget ondt og godt kommer hertil fra Berlin. Der går rygter om de vanvittige udskejelser der går i svang i denne vilde storby. København vil selv gerne være en storby, men de selvbestaltede moralvogtere advarer imod hvilke slibrigheder det vil medføre. Og de har ganske ret. På visse dansesteder og i lejede lokaler bliver der holdt maskerader, hvor mænd i nydeligt selskabstøj mødes med skingre “damer”, det vil sige mænd, og sommetider meget smukke mænd, i dametøj. Der er også rigtige damer med, men de blegner mod disse voldsomme og sprudlende “medsøstre”. – Politiet griber ind, rydder nogle selskaber, og arresterer nogle af de mest larmende personer. Men bliver et selskab opløst, dukker et nyt op et andet sted.
På visse dansesteder og i lejede lokaler bliver der holdt maskerader, hvor mænd i nydeligt selskabstøj mødes med skingre “damer”, det vil sige mænd, og sommetider meget smukke mænd, i dametøj.

Byen rækker og strækker sig. Selvom det snart er et halvt århundrede siden voldene blev sløjfet, eksisterer de stadig som begreb. Der har været livlig byggevirksomhed i brokvartererne, men man taler stadig om inden for og uden for voldene. Stærke kræfter arbejder på at bevare byen inden for voldene både i bogstavelig og overført betydning, men endnu stærkere kræfter arbejder på at sprænge alle grænser. Moralvogterne stirrer den almindelige opløsning i møde og kæmper imod. Der bliver lavet kampagner med prædikener i kirkerne, foredrag i forsamlingslokaler og artikler i aviserne mod besmittelsen af ungdommen og mod samfundets fordærv, og det virker som effektiv reklame og sætter yderligere skub i udviklingen. Under den pæne, borgerlige overflade, titter frække, grinende ansigter frem over alt. Man kan ikke blive ved med at skjule dem under plys og klunker.

Naturligvis har der altid været prostitution, men det har været af den gammelkendte slags. I den førnævnte bog, er der også billeder fra et af tidens bordeller. Et rigtig hyggeligt familiebillede, den respektable mutter med sine “piger” som er midaldrende, klumpede kvinder stadsede op med flæser og blonder. De ser da skikkelige ud, men at man ligefrem skulle betale penge for at ligge med dem! – Nåja, nogen vil jo nok også sætte spørgsmål ved min smag!

Men drengenes prostitution er nu alligevel anderledes end den kvindelige, den er ikke og bliver aldrig så borgerliggjort og kommerciel som den kvindelige. Mænds seksualitet fungerer simpelthen anderledes, de kan ikke bare lægge sig på ryggen og lade tingene ske, så den kan ikke udnyttes så systematisk. En vis aktiv medleven er nødvendig. Naturligvis er trækkerdrengenes virke præget af penge, men også af almindelig liderlighed og leg – og det sidste er ikke det mindst vigtige. Uden et vist letsind kan trækkerdrengen ikke udføre sit arbejde.

2.

Naturligvis er trækker-drengenes virke præget af penge, men også af almindelig liderlighed og leg…

Jeg har skrevet, at det ikke skulle være umuligt, at komme i lag med Karl Johan. Sådan er det. Jeg er i besiddelse af en tidsmaskine, der kan forflytte mig til hvilke tider og steder jeg ønsker. Det er min fyldepen. – Jeg vil flytte mig selv tilbage til 1906 – eller rettere sagt til et godt stykke tid før arrestationen af de unge mænd. Hvad stedet angår, behøver jeg ikke flytte mig meget. Drengenes virke foregik ikke langt fra hvor jeg bor nu. Jeg bor lige “uden for voldene” på den anden side af Ørstedsparken. Kvarteret og huset er blevet til i 1880’erne. Ser jeg ud af mine vinduer, ser jeg nogenlunde det samme som jeg ville have set i 1906. Der er dog et nybygget hus overfor. Det må jeg fjerne og genopføre det gamle hus, som blev revet ned, men som stod der, da jeg flyttede ind for femogtyve år siden. – Alle bilerne må fjernes og der må andre småforandringer til.

I lejligheden behøver jeg vist ikke forandre meget. Nåja, tv, radio og computer må jeg vel af med, men mit badeværelse vil jeg beholde. Hvis Karl Johan skal besøge mig her, vil han i alle tilfælde forbavses over, hvordan “de fine” bor.

Jeg vil anskaffe mig en identitet som passer ind i tiden, og nu jeg er i gang vil jeg kaste en del år af mig, og være omkring de tredive. Mine forældre bor i en herskabelig lejlighed i Bredgadekvarteret. Min far er – skal vi sige fabriksejer – ikke nærmere specificeret – han har flere fabrikker rundt om i landet og er en anset samfundsborger. Han har i hvert fald tjent en masse penge, foruden hvad han har giftet sig til – så jeg er også selv ret velbeslået. – Min mor er sød og godhjertet, og giver gerne en fattig mand som kommer til bagdøren en madpakke og en tiøre, som hun formaner ham om ikke at drikke op. De holder deres selskaber og går i det Kongelige Theater, og har ingen anelse om den fattigdom og elendighed der hersker i fattigkvartererne ganske få meter fra hvor de bor. – Nå, min far ved nok lidt om det. Jeg tror ikke han har frekventeret ovennævnte bordel, men han har vist installeret en lille syerske i en lejlighed på Nørrebro.

At jeg har min ungkarlelejlighed “uden for voldene”, er ikke rigtigt acceptabelt i mine forældres øjne, men på nogle områder må oprøret mod den ældre generation jo finde sted, og da jeg i øvrigt er et pænt og ordentligt menneske, må mine øvrige former for oprør mod samfundsnormerne foregå i nattens mulm og mørke.

3.

Det er hen imod midnat. Jeg ser mig i det store spejl i entréen. Jaketten, frakken og hatten klæder mig godt, spadserestokken kommer nok til at være mig i vejen, men den hører sig vist til. Jeg kan nok gå for at være en herre der kommer fra teatret eller fra et mindre selskab. Jeg har drukket et glas sherry, dels for at få mod til mit eventyr og dels for at have dens fine duft omkring mig.

Jeg går ud og lukker døren omhyggeligt efter mig. Da jeg kommer ud på gaden standser jeg et øjeblik for at vænne mig til den forandrede atmosfære. Gaden er så nogenlunde som den plejer, og alligevel helt forandret. Her er mærkeligt stille. Det er en lun efterårsaften eller nat, ikke særlig mørkt, selvom gadebelysningen er noget søvnig. Det er næsten fuldmåne, den står lige over H.C. Ørstedsparken.

Da jeg går ned gennem gaden, er der ikke så stille endda. Der er mange små beværtninger, og fra de åbentstående døre bølger der tobaksrøg og øldunster og der lyder latter, snak og harmonikamusik.

Mit mål er beskedent, det er ikke de dyre steder hvor mænd af det bedre borgerskab – og kvinder af det knap så gode selskab – dyrker deres natlige udskejelser. Det er et lille hus på Nørrevold, altså det tidligere voldområde, hvor der nu er en åben boulevard og udfartsveje til Østerbro og Nørrebro. Det var lige her i nærheden en af byportene stod. – Ja, det er ikke engang et rigtigt hus, men dog et arkitektonisk under på denne kant af verden, det er “det franske pissoir”. Et praktisk aftrædelsessted for værtshusene i kvartererne omkring – men som også har vist sig brugbart til mere muntre aktiviteter. For at sige det som det er, når sagerne nu alligevel var fremme, kunne man lige så godt muntre sig lidt med dem i fællesskab. “Drenge vil altid være drenge”, selv når de for længst har passeret drengealderen og er blevet agtværdige borgere. – Jeg har set billeder af huset i bogen, og det er i dag placeret et andet sted i byen. Byens øvrighed har haft pietet nok til at bevare dette beskedne indslag i kulturlivet.

Nå, mit første møde med stedet her i 1906 er skuffende. Her er meget stille. Først tror jeg, at jeg er alene her, men får så øje på skikkelser, der dukker ud og ind af skyggerne og som cirkulerer rundt om det lille hus. En af dem nærmer sig mig lige som tilfældigt, og jeg bliver pludselig bange for at møde bekendte og trækker mig ind i skyggen af et træ. Man vil se den nytilkomne an, om det skulle være noget …! Men jeg er ikke ude på et tilfældigt eventyr, jeg har et bestemt mål. Det er et skæbnebestemt møde jeg er ude på, men måske er det ikke lige nu det skal være. Så må det blive en anden gang.

Stilheden bliver dog brudt. Der har længe været fjerne lyde fra værtshusene i nabolaget, grove mandfolkestemmer, kvindehyl, latter og stumper af musik. – Nu dukker en flok unge mennesker ud af sidegadernes skygger, ud i det klare månelys. De spredes omkring det lille hus, og der lyder højlydte udbrud af lettelse der inde fra. En skinger stemme råber: “Det er godt at få øllen ind, men det er sgu endnu bedre at slippe den ud igen.” Høj latter.

Men larmen stilner, en ny stemning tager over. Det er stilheden fra før, men tilsat en ladet spænding. De dunkle skikkelser fra før er blevet skræmt ind i skyggerne, men kommer nu langsomt frem igen. Der opstår kontakter med de unge mennesker, nogen kender åbenbart hinanden i forvejen, og der er stilfærdig snak og latter. Jeg mener, at genkende nogle af dem fra billederne – og der er han …

Det er mig der skulle styre hele processen, det er mig der digter den, men nu er det som om situationen selv tager over og kører videre i egen kraft. Jeg er kommet lidt frem fra skyggen, hvor jeg stod gemt, og han nærmer sig. Han er mindre og spinklere end jeg havde forestillet mig. Måske er han i begyndelsen af tyverne, men stadig en stor dreng.

“Godaften, Karl Johan,” siger jeg.

Han standser og studser. “Kender du mit navn?” spørger han mistænksomt.

Jeg ved godt at han sikkert siger De og Hr. til mig som det var almindeligt på den tid, men det falder mig ikke naturligt, så jeg tillader mig at moderere hans sprog lidt.

“Du er vel ikke fra politiet?”

“Nej nej!” svarer jeg, “men jeg har set et billede af dig og læst om dig i en bog.”

Ordene må være volapyk for ham, og i sit hoved omsætter han det sikker til noget forståeligt. Han tænker på gæsterne på et værtshus, hvor jeg jo nok kan have hørt hans navn.

“Nå,” siger han og ler en kort latter, “jeg vidste ikke at jeg var en kendt person”.

“Jeg har længtes efter at møde dig,” siger jeg en smule sentimentalt. Jeg er grebet af at han nu står der lige foran mig, og at jeg bare kan række hånden ud og røre ved ham. Det gør jeg, jeg lægger hånden på hans skulder. Han lugter af øl, og han er måske også en lille smule fuld.

“Er det det almindelige?” spørger han nøgternt og bevæger sin hånd hurtigt foran kroppen.

“Ja, det er det almindelige,” svarer jeg.

“Så lad os gå ind på toilettet,” siger han.

“Jeg bryder mig ikke om toilettet,” siger jeg, “her er så mange mennesker”.

“Det er da lige meget,” svarer han. “Nå, så kom med!” Han vender sig hurtigt og går over gaden og jeg må haste for at følge med. Han forsvinder ned ad en sidegade og derefter ind ad en port. Jeg bliver stående og er i tvivl om, hvor han er blevet af.

“Psstt!” lyder det inde fra mørket. Jeg går ind i porten. Først ser jeg ingenting, men da mine øjne har vænnet sig til mørket, ser jeg hans hvide ansigt. Jeg nærmer mit ansigt til hans.

“Pengene!” afbryder han mig, og jeg trækker en seddel frem og giver ham.

“Det er alt for meget,” siger han overrasket.

“Det er i orden,” siger jeg og nærmer igen min mund til hans.

“Jeg kysser ikke mandfolk,” siger han. Jeg bliver irriteret.

“Hvad vil du da?” spørger jeg vredt. “Vil du overhovedet noget?”
“Jeg kysser ikke mandfolk,” siger han. Jeg bliver irriteret.

“Ja,” svarer han og der er kommet en ængstelig klang ind i hans stemme. “Du sagde, at du ville det almindelige. – Kom nu!” siger han, tager min hånd og fører den ind mod sit skridt. Så tager han selv et tag i mit skridt.

Vi står sådan lidt og beføler hinanden, men det er altså for underligt og for utilfredsstillende, så jeg afbryder. “Nej, det går sgu ikke!” Jeg ordner mit tøj og forlader porten. Han følger hurtigt efter.

“Du får altså ikke pengene tilbage,” siger han.

“Nej,” svarer jeg og trækker en ny seddel frem og rækker ham.

Han glor på seddelen og tager sig til hovedet. “Giver du mig flere penge? For hvad?”

“For ingenting!” svarer jeg. “Jo, for resten! Jeg vil have dig med hjem i min seng.”

“Jeg går ikke med mandfolk hjem,” siger han.

“Nej, det har jeg forstået. Kan du have det godt, Karl Johan! Vi ses!” – Og så går jeg hjem.

– – –

De rige kan!

4.

De følgende aftener traf jeg ham ikke, og en gang så jeg at han forsvandt med en anden mand. Han så også mig, og sendte mig et ironisk smil i forbifarten. Ugerne gik og det var ikke mere måneskin og det blev også koldere. Jeg tog min varme frakke på, men da jeg så ham igen, var han lige så tyndt klædt, og han rystede af kulde.

Jeg nærmede mig ham. “Går du så med mig hjem i varmen?” spurgte jeg.

“Til helvede!” bandede han. “Du er bare ude på … noget.”

“Det kan godt være,” sagde jeg, “men tvivler du på, at jeg vil behandle dig ordentligt?”

“Du betalte i hvert fald godt sidst,” svarede han grinende, men grinet blev noget forvrænget på grund af kulden.

Så går jeg igen gennem de mørke gader, som samtidig er gammelkendte og fremmede, men nu går han ved siden af mig. Et lille vredt og uvilligt energibundt – eller er det bare kulden? Blæsten suser om gadehjørnerne, og han trækker den tynde jakke tættere omkring sig.

“Tænker du ikke på, at jeg kunne være til hjælp for dig,” spurgte jeg.

“Jo,” svarede han, “det har jeg skam tænkt på. Men jeg vil jo gerne bestemme over mig selv, ikke?”

Det kunne jeg egentlig godt lide at han sagde.

I min stue, inde i varmen slapper han af. Han står midt i stuen og ser sig om, og jeg ser stuen med hans øjne.

“Du bor mærkeligt,” siger han. Ja, det gør jeg vel, skønt det bare er mine almindelige slidte møbler.

Telefonen! Jeg har glemt at fjerne telefonen. Tænk hvis nogen pludselig skulle ringe. Jeg sniger mig til at tage stikket ud.

Jeg betragter ham. Han ser virkelig ussel ud. Men jeg ser også, at under det lurvede tøj er han en sund og solid ung mand. Han er benovet over herlighederne i mit hjem, men han er ikke genert. Der er en selvsikkerhed i hans bevægelser, i hele hans person som jeg godt kan lide. Han er som jeg tænkte, da jeg først så billedet af ham. En blid og venlig dreng, men så vist også en voksen mand.

Han går ind i den tilstødende stue og betragter min bogreol, som fylder hele den ene væg. “Så mange!” siger han. “Læser du dem alle sammen?”

“Ja, det gør jeg vel,” svarer jeg. “Læser du?”

Han trækker på skulderen. “Ikke meget,” svarer han. “Vi har ingen bøger hjemme.”

Det er første gang det er faldet mig ind, at han kan have et hjem og en familie. At han i det hele taget har en eksistens ud over den rolle han spiller i mine fantasier.

“Er du sulten?” spørger jeg.

“Ja, det er jeg,” svarer han. “Giver du et par stykker mad?”

“Ja, kig på bøgerne, mens jeg smører,” siger jeg.

Jeg går ud i køkkenet, og fra køleskabet tager jeg rugbrød, leverpostej og spegepølse, og der er også en flaske øl. Jeg laver også kaffe.

Da jeg kommer ind med maden, står han stadig ved bogreolen. Med et ungt menneskes usvigelige instinkt har han fundet frem til en kunstbog med nøgne mænd og kvinder. Han er noget rød i kinderne.

“Må du godt have den slags bøger stående?” spørger han.

“Ja, det er kunst,” svarer jeg.

“Nå,” han har slået op på et billede der forestiller et samleje. Jeg ser med, og lægger hånden på hans hofte. Det bemærker han ikke, men der går elektriske ilinger gennem mig. “Det er smukt,” siger han.

“Kom nu og spis maden,” siger jeg, og vi sætter os ind i stuen ved mit sofabord, jeg i sofaen og han i lænestolen. Han er virkelig sulten og hugger hurtigt maden i sig, og jeg må ud og smøre et par stykker til.

Bagefter synker han tilbage i stolen med et krus kaffe i hånden. Jeg tager en pengeseddel frem og lægger foran ham. Den er din … og så må du selv om du vil gå eller du vil sove her hos mig.”

Han ler kort, og tager seddelen til sig. “Hvis jeg sover hos dig, skal vi vel … ja, du ved hvad jeg mener.”

“Hvad vi kan finde ud af,” svarer jeg.

Han tænker sig lidt om. “Jeg bliver,” siger han så. “Jeg vil ikke ud i kulden nu. Jeg bliver!”

Da han har bestemt sig har han ingen betænkeligheder. Vi går ind i soveværelset, og han når at få tøjet af og komme i seng før mig.

Det er rart at lægge mig ind mod hans krop, som samtidig er blød og fast, og som nu også er varm. Jeg har ladet en lille lampe brænde, for jeg vil se ham. Da jeg nærmer mit ansigt til hans, for at gøre det, jeg hele tiden har drømt om, at kysse ham på munden, vender han ansigtet væk. I stedet kærtegner jeg hans krop først uden på undertøjet, som han har beholdt på, men efterhånden også under, på den nøgne krop. Han virker ikke særlig følsom over for de blide kærtegn, men nok over for de grovere. Og da jeg lidt senere igen nærmer min mund til hans, lader han det ske. Og nu opdager jeg hans virkelig bløde punkt, han holder af at blive kysset. Derfor også hans modstand. Når han bliver kysset er han hjælpeløs, og jeg kan gøre med ham hvad jeg vil. Så hele den videre akt er kys, enten det er med hans mund, som absolut er hans mest erogene zone, eller det er nogen anden del af hans krop. Han vil kysse og han vil kysses, og selve hans udløsning er et langt kys.

Og nu opdager jeg hans virkelig bløde punkt, han holder af at blive kysset.

Jeg tror det er kommet bag på ham hvor godt det var. Jeg havde forventet en nogenlunde villighed til at stille sin krop til rådighed for mig, men ikke en så aktiv medleven. Han falder til ro, og lægger sig med ansigtet tæt ind mod mit bryst. Hans hår kilder mig i ansigtet, men jeg finder mig i det uden at røre mig, for det er så dejligt at have ham der. Lidt senere vender han sig i søvne og lægger sig med ryggen ind mod mig og min hånd hviler let på hans bare krop.

Jeg må være faldet i søvn, og jeg ved ikke hvor lang tid der er gået da jeg vågner, men jeg letter på rullegardinet og ser at det stadig er mørkt ude. Han vågner også, og vi skal begge på toilettet.

“Kan du ikke lave noget kaffe?” siger han.

“Kaffe nu, når vi skal sove?” svarer jeg overrasket.

“Ja, gør det bare,” siger han. Han ser lidt undrende på kaffemaskinen, men siger ingenting. Et svimlende sekund tror jeg at han har forstået hele sammenhængen, men det er jo ikke muligt.

Han tumler rundt i sine stumpede underbukser. Underbukser fra den tid er altså ikke særlig sexy, alligevel er det netop det han er.

Vi sætter os ind i sengen og drikker kaffen, og er netop så klare i hovederne, som man kan være, når man vågner efter en time og ikke tror det vil være muligt at sove mere.

Som han sidder der ved siden af mig, er han ingen depraveret prostitueret, men en stor, rar dreng, der er kravlet op i sengen til farmand for at høre en historie. Jeg vil imidlertid ikke fortælle nogen historie, men vil gerne høre hans.

Jeg spørger, hvordan han er kommet ind på det med det franske pissoir og alt det.

Han svarer: “Det var en kammerat der lærte mig hvordan man gjorde, og han viste mig også hvordan man kunne tjene nogle kroner på det. Derefter kom det af sig selv.” Han falder i tanker, og jeg lader ham være. Så ler han en kort latter og fortsætter: “Det kan altså være ret godt, når nogen rigtig river i én, men det kan også være væmmeligt, når de vil have én til at gøre alt det de ikke kan få deres fine fruer til. – Det gør jeg ikke.”

Jeg er sikker på at han lyver om det sidste, mest for sig selv. Jo, tænker jeg, du gør det hele, hvis man vil betale dig for det. Jeg tænker på det vi har haft sammen for kort tid siden. Hvor meget var sympati og almindelig menneskelig varme, og hvor meget var, at han vidste at jeg betaler godt. Det ville han næppe selv være i stand til at udrede – ikke engang for sig selv. Sympatien er der, det kan jeg jo mærke, der han sidder ved siden af mig, men jeg er sikker på, at hvis jeg ikke betalte, så ville den sympati lige så stille fordufte. Kan jeg fortænke ham i det? Vi har hver for sig nogle behov, og da han villigt nok går ind på at dække mine, er det vel ikke mere end rimeligt at jeg dækker hans, så vidt jeg kan. At vore forskellige behov så i glimt kan gå op i en højere enhed, er vel så en ekstra gave til os begge. – Nu er han i hvert fald her i min seng. Hvad mere kan jeg forlange?

Det er som om han har fulgt mine tanker, for han sukker og siger: “Det er noget værre rod!”

Jeg spørger ham, om han da ikke prøvede at få noget rigtigt arbejde.

“Det gør jeg da,” siger han, “Det prøver jeg på hele tiden, men der er mange arbejdsløse, de står i lange køer ved socialkontoret. Kan du forestille dig, at nogen skulle have brug for mig?”

Det kan jeg sagtens forestille mig, men jeg kan også sagtens se det fra hans side. “Har du ikke noget familie?” spørger jeg.

“Joh,” han trækker på det, “jeg har da min mor, men hun har ikke for meget. Hun syr for de fine.”

“Og din far?”

Han ler sin korte latter. “Min far? – Ja hvor er han? Måske er han en rig mand som dig. Måske er det ham der besøger min mor sommetider.”

En række tanker jager gennem mit hoved. Min far og hans sypige …! Kunne det være …? Men så ville Karl Johan jo være …! Nej, det kan ikke stemme. Karl Johans mor må være omkring de fyrre, og min fars syerske er yngre. Det forestiller jeg mig i hvert fald, jeg har aldrig truffet hende. Officielt anede jeg og den øvrige familie intet om hendes eksistens. – Nå, lige meget, der var så mange herrer af det bedre borgerskab og så mange syersker.

Jeg opgav at spekulere over det. På trods af kaffen havde en døsighed grebet mig. Karl Johan var allerede sunket ned i puderne, han mumlede lidt, men sov så. Jeg strøg ham over den barnlige kind. Hvor ser de uskyldige ud når de sover, siger man. Måske var han præcis så uskyldig, som han så ud. – Jeg lagde mig ned bag hans ryg og sov ind.

Da jeg vågnede igen var det helt lyst. Jeg lettede på rullegardinet for at kigge ud, og var helt bange for at vi i løbet af natten skulle være rykket op i nutiden. Det kunne se kønt ud, for Karl Johan sov stadig ved min side. Nå, det gamle hus overfor stod der, så det var i hvert fald i orden.

Jeg stod op og gik igen ud og lavede kaffe, og lidt efter kom Karl Johan sjoskende ud. Hans hår stod lige til vejrs og hans gyselige underbukser hang næsten nede ved knæene. Vi fik dem skiftet ud med et par af mine. Og i det hele taget sørgede jeg for at han fik noget varmt tøj, undertøj og et par sweaters. Jeg ville også give ham en frakke, men han så latterlig ud i den, så det måtte vi opgive.

Vi drak morgenkaffen og spiste noget mad, men sagde ikke meget til hinanden. En del af fortroligheden fra om natten var der stadig, men det var ikke nok til at holde en samtale i gang. Og efter at vi havde aftalt at mødes igen gik han. Han gik til sin verden og jeg til min.

5.

I den følgende tid sås vi jævnligt, og gik der for lang tid, gik jeg op til det franske pissoir for at møde ham. For han kom stadig der for at være sammen med kammeraterne, og han var da også med på lidt af hvert, som det kunne falde sig.

Jeg kunne undre mig, når jeg så nogle af de mænd han gik med, om han kun tænkte på penge, eller om han simpelthen var liderlig. Begge dele var tilfældet, mener jeg. Det var pengene der trak, men så kunne han nok heller ikke undvære det, at mandfolk gramsede på hans krop. Vi ønsker alle, at nogen skal have brug for os, det ønskede han også.

En gang han overnattede hos mig, spurgte jeg, om han ikke havde en kæreste.

“Næh,” svarede han, “tror du at nogen pige kunne være tjent med mig?”

Jeg blev helt oprørt ved de ord. “Ja, det synes jeg da rigtig nok. Du er da en dejlig fyr.”

“Ja,” svarede han, “for dig, og også for de piger som kommer på værtshusene. De er lige som mig selv. – Men skulle jeg gifte mig, skulle det i hvert fald ikke være med sådan en,”

“Det kunne da være ,” sagde jeg, “at der var en der lige som du ønskede at få et bedre liv.”

“Ja, det tror jeg nok, men vi ville nok ikke kunne trække hinanden op, tværtimod ville vi trække hinanden endnu længere ned,” sagde han.

Det havde han nok ret i. “Du må gifte dig med mig,” sagde jeg.

“Ja,” grinede han, “så må jeg gifte mig med dig. Men jeg er ikke sikker på, om du ville trække mig op eller ned.”

6.

Det blev sent på efteråret, men vejret slog pludselig om og det blev mildt og ligefrem sommerligt. Jeg gik som så ofte før ned til det franske pissoir, men der var ikke et menneske. Det vil sige, det var der alligevel, eftersom et par bidske betjente trådte ud af skyggerne. De kom truende hen mod mig.

Jeg henvendte mig til den største med det største underbid. “Hvad er der galt, betjent? Er der sket noget her?”
“Alle de her svin,” spyttede han ud. Den anden spyttede på jorden.
De standsede begge lidt forvirrede, for de kunne jo se, at jeg var en fin herre og høre at jeg talte med myndighed.

Den store svarede: “Der har været politirazzia, og hele bundtet er kørt på stationen.” Den anden nikkede bekræftende.

“Bundtet?” spurgte jeg med forundring. “Hvilket bundt?”

“Alle de her svin,” spyttede han ud. Den anden spyttede på jorden.

“Svinene? Har der været svin her?” spurgte jeg.

“Menneskesvin,” svarede han med mange grimasser og blink med øjnene, som skulle forestille at være underfundige. “Folk som har lavet alt muligt svineri her.” Den anden grimasserede med.

“Uha da!” sagde jeg, “men er dette ikke et pissoir, hvor man har lov til at lade sig vand?” Jeg gjorde en håndbevægelse hen mod det lille hus.

“Jo, naturligvis,” sagde han og trådte til side. “Hvis det er det herren skal.” Den anden slog lidt kejtet ud med hånden som for at invitere mig ind.

“Hvad andet kan man da gøre her?” spurgte jeg. “Åh, jeg forstår! Nu har de vel ikke tænkt Dem at forgribe Dem på mig, vel, betjent?”

Hans øjne bulnede, og den andens øjne bulnede med.

Da jeg kom ud igen bukkede jeg let for de to betjente. “God vagt! De herrer betjente, og pas nu på at alt går som det skal.”

“Det skal vi,” sagde den store og bukkede igen. – “Det skal vi,” mumlede den anden og bukkede også.

7.

Næste dag gik jeg til domhuset på Nytorv. Der var travlhed og en hel del forvirring, og jeg fik at vide, at en hel del arrestanter var bragt ind i løbet af natten, og at “burene” var overfyldte.

Jeg henvendte mig til en betjent, som igen henviste mig til den vagthavende, en overarbejdet og derfor også irritabel overbetjent, som snerrede af mig. Stress længe før stressen blev opfundet. Jeg sagde ham mit navn, men det sagde ham ingenting, men det gjorde min fars navn, og det var noget andet. Jeg bad om tilladelse til at tale med arrestanten Karl Johan Nielsen, og blev vist ind i et tomt kontor.

Lidt efter blev Karl Johan ført ind, og vi fik lov til at være alene. Vi satte os på hver side af et lille bord. Han så ussel ud, det var som om han var skrumpet ind siden sidst jeg havde set ham, og hans øjne var meget store.

“Kan du få mig ud herfra?” nærmest hviskede han.

“Jeg tror det,” sagde jeg, “men foreløbig må du finde dig i det. Husk bare på, at jeg arbejder på at få dig fri.”

“De råber de forfærdeligste ting efter os …” sagde han. “De siger …”

“Ja, jeg ved godt hvad de siger,” sagde jeg og gøs. “Men du må holde ud til du har været for en dommer. Men så lover jeg dig, at der ikke sker dig mere.”

Jeg håbede inderligt, at jeg ikke sagde for meget, og at jeg kunne holde hvad jeg lovede.

“Synes du det er så slemt, det vi har lavet?” spurgte han.

“Nej, selvfølgelig synes jeg ikke det,” sagde jeg. “Du har jo lavet det sammen med mig. – I virkeligheden burde jeg sidde inde sammen med dig.”

“Jamen du hører til de fine,” sagde han.

“Ja,” jeg lo kort, “men jeg tror nu, at denne gang ryger en del af de fine med.”

Det fik jeg ret i. Razziaen den nat var blot indledningen til, hvad der er blevet kaldt “den store sædelighedsfejde”, og som gik som en bølge over byen, ja over hele landet. Og den stilnede først af, da den var ved at få forgreninger helt op i kongehuset.

Betjenten kom og sagde, at besøgstiden var forbi. Jeg klappede drengen på skulderen, havde lyst til at give ham et knus, men det gik ikke an. Så gik han ud med bøjet hoved.

8.

Jeg gik til min far. Han var ikke særlig velvillig. “Jeg ved ikke hvad det er for slags mennesker du omgås,” sagde han.

“Næh, de er nok ikke for kønne,” svarede jeg, “men du ved, vi som er rene bør hjælpe hvor vi kan.”

“Jeg har godt hørt om arrestationerne i nat,” sagde han,” det er byens værste afskum.”

“Du har fuldstændig ret,” sagde jeg. “Unge mennesker der er kommet i fordærv. Men jeg ved jo hvor godhjertet du er under din barske overflade.”

Han så mistænksomt på mig. Han var klar over, at en sådan kompliment ville koste ham penge. “Jeg aner ikke hvad du taler om,” sagde han.

“Tror du ikke jeg ved, at du i årevis har hjulpet og støttet en fattig syerske. Hvorfor så ikke en sypiges søn?”

“Det hjælper ikke, at støtte den slags fordærvede individer,” sagde han.

“Måske ikke,” svarede jeg, “men vi må vel bare gøre vort bedste og så håbe.” Jeg var ved at sige, at vi måtte bede, men det ville nok være at smøre for tykt på. “Mor vil sikkert være enig. Du ved, hun er godheden selv. Jeg tror slet ikke hun er klar over, hvor meget du har hjulpet denne syerske.”

“Du kan holde din mor udenfor,” snerrede han.

“Ja, det er nok bedst,” sukkede jeg. “Men så regner jeg med, at du vil gøre noget for denne Karl Johan Nielsen.”

Efter nogle dage kom drengene for retten, og dommeren som var en venlig men strengt retsindig mand idømte dem forskellige grader af tvangsarbejde. Karl Johan fik “tre måneders tvangsarbejde for utugtig omgang med tre mandspersoner,” men lige efter dommen kom han ud.

Jeg tog ham med hen på en café, hvor han kunne få et måltid mad der var bedre end fængselskosten. Jeg fortalte ham, at han kunne få arbejde på min fars fabrik i Næstved.

“Skal jeg til Næstved?” spurgte han forskrækket. Jeg vidste godt, at det for ham var lig med en deportation.

“Tror du, det vil være særlig godt for dig i København et stykke tid?” spurgte jeg.

“Nåh det …” svarede han tøvende.

“Jeg ved godt, at i de kredse du færdes, tager man det ikke så nøje,” sagde jeg. “Men husk hvad du er dømt for. Alle vil vide det. – Og de fine herrer du kender, tror du også de vil blive ved med at kendes ved dig?”

“Men du vil da ikke …” Han så ængsteligt på mig.

“Nej, Karl Johan, jeg svigter dig ikke. Det er derfor jeg vil sende dig til Næstved. Du må klare dig selv. – Senere kan du komme tilbage til København og komme i lære hos en god håndværker.”

Han så pludselig glad ud. “Jeg ville gerne være snedker,” sagde han.

“Ja, hvorfor ikke,” sagde jeg, “du er jo fiks på fingrene. Det kommer helt an på dig selv. Jeg rejser snart til udlandet.” Udtalelsen kom helt bag på mig selv, men den var jo på en måde sand.

“Rejser du?” spurgte han forskrækket.

“Ja, det gør jeg,” sagde jeg, “men jeg sørger for, at du får en god start. Så kan du sagtens klare dig selv.”

Han overnattede hos mig, men allerede dagen efter tog han af sted. Jeg havde sørget for, at han havde godt med tøj, og penge til at klare sig for i den første tid.

9.

Den følgende tid blev urolig. Jeg hørte om arrestationer her og dér blandt mine bekendte. Det var ikke sjovt længere. Ganske vist var der stadig livligt i de små improviserede klubber. Når én blev lukket, åbnede en ny, og trækkerdrengene var snart i virksomhed igen, og der var også livlig trafik i byens parker. Men Karl Johan var der jo ikke, og jeg hørte ikke fra ham.

Den følgende tid blev urolig. Jeg hørte om arrestationer her og dér blandt mine bekendte.

Heldigvis havde jeg da en flugtvej som mine venner og bekendte ikke havde. Jeg brugte min fyldepen, og jeg var tilbage i nutiden. Det eventyr var slut.

10.

Et års tid efter var jeg en aften gået tidligt i seng og var ved at glide ind i søvnen, da det ringede på døren. Det var bare et klemt, men jeg var straks lysvågen. Jeg var ikke sikker på om det bare var noget jeg havde drømt. Et øjeblik var jeg ligefrem usikker på hvilken tidsalder jeg befandt mig i, men mit elektriske vækkeur stod da der og summede svagt. – Jeg måtte op og på toilettet, og åbnede da også entrédøren for at kigge ud. Der var selvfølgelig ingen, men på dørmåtten lå en buket røde nelliker. Dem tog jeg ind. Der var et kort ved, hvorpå der med stor, klodset skrift stod:

“Tak for hjælpen.
Det går godt i min læreplads.
Karl Johan Nielsen.”

11.

Alt dette er selvfølgelig rent digt. Jeg aner ikke, hvordan det er gået Karl Johan og hans kammerater, og jeg er ikke optimist nok til at tro, at det er gået dem godt.

Men for en tid siden var jeg i de forskellige avisers arkiver for at finde oplysninger om nogle begivenheder på tidspunktet omkring min fødsel i slutningen af trediverne. Jeg stødte da på en beskeden annonce som fangede min opmærksomhed. Ved at blade frem og tilbage i avisårgangene fandt jeg, at annoncen dukkede op igen og igen. Den så således ud:

“Byens bedste møbelsnedker.
Prima snedkerarbejde udføres.
Mange anbefalinger fra tilfredse kunder kan fremvises.
Karl Johan Nielsen & søn”

Det siger selvfølgelig ingenting. Navnet er yderst almindeligt, og man skal være lidt forsigtig med at lade fantasien løbe løbsk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: