Min livshistorie
Websiden spring-ud er simpelthen fantastisk. Jeg er dybt imponeret. Tak for alt det, den indeholder, og den får virkelig én til at nyde at fortælle om sig selv. Jeg har længe ønsket at fortælle min livshistorie, som jeg selv finder spændende, meget bedrøvelig men samtidig også meget dejlig!
Jeg hedder Ebbe og bor på Fyn. I dag er jeg 65 år. Da jeg var omkring 13-14 år fandt jeg ud af, at jeg holdt mere af mine drengevenner, end de andre drenge gjorde. Det gjorde mig angst for, at nogen skulle opdage det. Jeg boede dengang i en mindre by i Nordjylland, og både tiden og stedet gjorde, at det var utænkeligt at være åben om sin homoseksualitet.
Jeg var forelsket i min allerbedste ven, og jeg gjorde mig allerede dengang mange forestillinger om, hvad jeg kunne gøre sammen med ham, hvis alting havde været anderledes. Vi gik i klasse sammen og han var flot, dygtig og meget populær, og til min store sorg også populær hos pigerne, som han holdt meget af. Det var vanskeligt for mig, men blot det at røre ved hans arm eller støde ind i ham til gymnastik, når vi var i bad, var helt vildt dejligt.
Mine venner talte ofte om piger og hvad de gjorde sammen, og jeg…? Ja, jeg lyttede og plaprede bare med, men drømte kun om at være sammen med en fyr.
Årene gik og i modsætning til de fleste andre drenge, havde jeg ingen pige. Min familie spurgte mig igen og igen, hvorfor jeg ingen kæreste havde -lige til det punkt, hvor det næsten blev uudholdeligt. Da jeg var 18 år gammel var jeg på randen af selvmord, og jeg overvejede ofte at stikke af hjemmefra. I stedet bestræbte jeg mig på at finde en pige, og det lykkedes faktisk også, da jeg var 21. Da hun ville kysse og kramme blev jeg ikke desto mindre vildt forfærdet. Jeg kunne simpelthen ikke kysse eller røre intimt ved hende.
Efter nogle dage fortalte jeg hende så, at jeg udelukkende tænkte på og holdt af fyre. Hun blev selvfølgelig ked af det, græd og bad mig om også at holde af hende. Jeg tog så mod til mig og fortalte hende så, hvad jeg følte for en fyr, og hun ville så gerne tænke over det i nogle dage.
Hun kom så en aften og sagde, at hun elskede mig og gerne ville være ven med mig. Det accepterede jeg. Jeg fortalte hende, at jeg ikke kunne gå i seng med hende, men hun var tilfreds med, at vi blot var venner. Det var vi så, og endelig tav min familie, og jeg havde fred for deres spørgen til en kæreste.
I min nød og desperation over, at det var udelukket at springe ud på grund af min familie, som jeg var angst for, ja, så besluttede vi at gifte os. Hun måtte dog acceptere, at betingelsen om, at jeg ikke kunne gå i seng med hende, stadig var gældende. Faktisk følte jeg mig meget skyldig, men hun sagde, at hun elskede mig og hun insisterede på, at det var nok at være ven med mig.
Et par år gik, og så begyndte familiens spørgsmål, om vi ikke skulle have børn. Mareridtet begyndte på ny. Angst og tanker om selvmord fyldte min hverdag, og jeg så ingen vej ud. En dag tog jeg alligevel mod til mig og forsøgte at gennemføre samleje med min kone. Det var yderst vanskeligt, da jeg næsten ikke kunne få rejsning sammen med hende. Jeg forsøgte at tænke på, at det var en dejlig fyr jeg var i seng med, og så lykkedes det faktisk at gennemføre.
Nogen tid efter aftalte vi så at have samleje på en gunstig dag for befrugtning, og hun blev gravid og vi fik en søn.
I dag har vi det fint. Vi har en dejlig familie, rare venner og ingen ved officielt, at jeg er bøsse. Vi har det fint hos os. Kun min kone ved, at jeg er bøsse og hun accepterer, at jeg har kontakt med fyre, men som hun siger: Hun vil ikke blandes ind i noget af det.
Så vi lever et almindeligt, harmonisk familieliv ud ad til, men jeg savner at udleve min anden side. Jeg har nu i mange følt mig indespærret i mit eget “skab”. Jeg vil aldrig forlade min familie – aldrig! For det første har vi det så godt, og for det andet skylder jeg jo min kone at blive og holde sammen på familien.
Men min sorg er nu, at årene er gået, og det er meget, meget vanskeligt at finde en ung fyr, der vil hygge sig med mig en gang imellem, og det savner jeg rigtig meget!
Jeg håber hermed at kunne opfordre de unge i dag til at springe ud, medens tiden er til det – og ikke vente. Jeg misunder de unge af i dag, fordi det er ikke så slemt at springe ud som bøsse, som da jeg var ung. Heldigvis har samfundet fundet ud af, at mennesket nu engang er skabt, som det er. Ingen bøsse har nogensinde bedt om at blive bøsse. Det, jeg har oplevet af bøsselivet, har vist, at det er super dejligt! Intet er mere skønt end den gensidighed og accept man kan føle mellem to fyre. Derfor vil jeg håbe, at I vil springe ud, mens I er unge, men tænk jer godt om og planlæg springet.
Hilsener
Ebbe