Dan, 23 år, fra Fyn

Dan, 23 år
Dan, 23 år

Jeg har et eller andet sted altid vidst, at jeg var bøsse… og har altid lært, at det var forkert. Jeg kommer fra en lille by i provinsen, hvor den slags ikke er noget, man taler om. Derfor var det på ingen måde noget jeg overvejede eller tænkte over, før jeg blev omkring 13 år, og begyndte at interessere mig for sex.

Vi sad nogle drenge fra klassen sammen, hvor ham, vi var hjemme hos, pludselig tager et pornoblad frem. De andre bliver helt vilde over synet af den nøgne kvinde, men hos mig har det ingen effekt. Jeg undrer mig, og dér slår det mig første gang. Men jeg slog det hen, for SÅDAN var jeg i hvert fald ikke! De andre begynder på denne meget omtalte og typiske gruppe-onani, man hører om… og jeg kunne ikke… ikke før jeg så de andre i hvert fald, og det gjorde mig bange, så jeg tog hjem.

Jeg vidste, at jeg var unormal

Jeg var den første i klassen, som fik en rigtig kæreste. En pige. Dette var en del af min angst for at jeg skulle være “det forbudte”, at jeg i hvert fald ikke ville være sådan og tænkte at jeg kunne omvendes. Og jeg var også den første dreng i klassen, der havde sex med en kvinde. Men det pinte mig, at jeg var nødt til at tænke på fyre. Jeg vidste jo, at jeg var unormal. Nærmest syg. I seksualundervisningen var vi kort rundt om emnet homoseksuelle, hvilket ikke var noget, der ligefrem blev omtalt som værende normalt.

I 9. klasse skrev jeg en projektopgave om homoseksuelle, fordi jeg gerne ville vide mere omkring det. Hele opgaven blev pillet fra hinanden, da jeg have skrevet ting som “medfødt” og “normalt”. Det hele blev rettet til, at det var en psykisk lidelse, “seksuelle afvigere” og den slags.

Forfulgt

I 10. klasse tog jeg på efterskole, og inden der var gået en uge, var det rygtedes over hele skolen, at jeg var bøsse. Jeg fik bank hver gang en bestemt gruppe mennesker fik mig op i en krog. De hældte vand i min seng, så jeg måtte sove i det. De klippede mig skaldet om natten, mens jeg sov. I det hele taget gjorde de mange onde ting – som de sagde – for at AF-Homoseksualisere mig. På det tidspunkt kom jeg sammen med en pige, som gik for at være en af de flotteste piger på skolen, og alle kendte til vores meget aktive lagengymnastik. Men dette var ikke nok til at overbevise dem.

Jeg endte med at stille mig op foran de 116 elever en uge før vi gik på juleferie og fortalte dem, at jeg IKKE var homoseksuel, og at de, der havde så stort et problem med det, jo måtte have nogle seriøse problemer og usikkerhed omkring deres egen seksualitet. Og hvis det var noget de gerne ville tale om, så var jeg her, fordomsfri og lyttende. Derefter var der ikke flere problemer.
Ingen generede mig mere. Men det var stadig en stor fornægtelse af, hvem jeg var, fordi jeg var bange.

Den første fyr

Da jeg kom i gymnasiet var der computere med internet, og hvor jeg tilmeldte mig som biseksuel på daværende Ekstrabladets “Under uret” site. Jeg kom hurtigt i kontakt med en fyr fra Odense, og tænkte, at jeg måtte tage en chance. Så jeg gav ham hurtigt mit telefonnummer.
Samme aften ringede han, men jeg turde ikke tage telefonen. I mit hoved var homoseksuelle jo lettere sindsforvirrede, småpsykopatiske, halvfede gamle mænd. Jeg vidste dog godt, at han var 21 år, men det var stadig ikke noget, jeg var tryg ved. Selv var jeg 17.

Dan, 23 år
Dan, 23 år

Det endte dog med, at jeg tog telefonen, hvilket resulterede i en 5 timers samtale! Endelig kunne jeg komme af med noget af alt det, jeg havde på hjerte! Og han var forstående og sød at tale med. Vi blev enige om at udveksle billeder via postvæsenet, og da billederne kom, blev jeg glædelig overrasket, for han var normal at se på. Vi aftalte så at skulle mødes. Det gik godt, selvom jeg var MEGET nervøs. Vi blev kærester, og jeg var lykkelig som aldrig før, men i mit hverdagsliv gik alt kun værre. Nogen fra gymnasiet havde set mig i Odense sammen med min kæreste, og der blev sendt løbesedler ud over hele skolen. Jeg blev kaldt op til rektor og blev bedt om en forklaring. Jeg havde på ingen måde lyst til at dele noget som helst med ham, og jeg forklarede ham, at jeg ikke ville tale om det. Jeg blev smidt ud af gymnasiet, grundet spam, fordi disse sedler var over alt og alle havde fået sendt en e-mail ud omkring det. Han troede at jeg var ophavsmanden til dette røre.

Min mor forhørte mig selvfølgelig om, hvorfor jeg var blevet smidt ud. Jeg benægtede alt, men hun havde hørt et rygte ude i byen om, at jeg var homoseksuel. Til sidst gik jeg til bekendelse, og hun sagde, at det var okay.

Da jeg var hos min kæreste i weekenden, ringede hun og sagde, at hun ikke kunne acceptere det alligevel, og at jeg måtte vælge mellem ham og familien. Jeg valgte ham og fik så en uge til at være ude.

Hjemmefra

Jeg flyttede hjemmefra, og jeg fortalte mine venner alt. Disse venner vendte mig ryggen, og 14 dage senere slog min kæreste op, fordi jeg havde for mange problemer, og han kunne ikke tackle det hele.

Så stod jeg alene. Og jeg undrede mig over alle disse mennesker på nettet, der havde fortalt mig, at alt blev nemmere, når jeg sprang ud.

Jeg endte med at springe tilbage i skabet under forklaringen, at det blot var en fase. Og familien og “vennerne” kom tilbage til mig. Stadig blev jeg med jævne mellemrum slået ned, når jeg gik i byen, da rygtet aldrig døde ud.

Og én gang til…

I 2001 flyttede jeg til Århus. Her luskede jeg ind på Pan og lod ingen vide, hvad jeg foretog mig, før jeg atter fik en kæreste. Omkring dette tidspunkt, satte min mor sig ned og fortalte, at hun havde det vildt dårligt over alt det med, at hun ikke havde kunnet acceptere det, og at hun nærmest ville ønske, at jeg var bøsse, fordi hun havde overreageret, og gerne ville vise hvordan hun af hjertet ønskede at reagere. Så jeg sprang ud igen, og denne gang tog hun det meget pænere. Og vennerne både i min fødeby og i Århus fik det at vide. Alle accepterede det prompte.

Så min historie ender lykkeligt i accept og forståelse. Verden var måske bare ikke parat, da jeg sprang ud første gang. Mange har fortalt, at det kom som et kæmpe chok, da INGEN åbenbart havde så meget som tænkt tanken… så nogle gange er det måske en fordel at leve op til fordommene omkring, hvordan bøsser er?

Jeg spurgte Dan, hvordan man kan forhindre, at homoseksuelle bliver forfulgt af skolekammerater, rektorer osv. Han svarede:

Jeg ved ikke hvordan man forhindrer, at dette sker… andet end mit bud er oplys, oplys og oplys. Jeg ser alt dette som værende ren og skær uvidenhed og usikkerhed, der får folk til at handle sådan. Jeg kender dog andre bøsser fra byen, der ikke har haft disse problemer – muligvis fordi de altid har stået ved det. De har ikke benægtet lige som jeg har…

Jeg bor nu i København (lige flyttet hertil), og jeg er meget overrasket over denne åbenhed omkring det at være bøsse her er… jeg har aldrig følt det så accepteret som her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: