Brian (29 år) og Heino (23 år) fra Skagen

På chatten

Jeg havde lige fået mig en computer og var meget spændt på, hvad alt den snak om nettet egentlig gik ud på, men jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan det hele fungerede, da min eneste erfaring med computere var fra handelsskolen, og det var jo noget helt andet, det handlede om der.

Jeg fik hjælp med at få sat skidtet op, og gik så i gang med at surfe rundt på nettet. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at en stor del af indholdet på nettet var porno i alle afskygninger. Fandt billeder af alt mellem himmel og jord og fandt det da meget pirrende at se så meget porno, da jeg ikke før havde set så meget af det. Der var også mange sider med gayporn, og hvad det ellers blev kaldt derinde, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg egentlig syntes, at det var meget frækt at se på, selvom det ikke var noget, jeg før havde set.

Jeg havde ikke troet, at jeg ville syntes om at se på nøgne mænd, før jeg kom på nettet – havde aldrig før rigtigt spekuleret i de baner. Jeg har da altid vidst, at jeg nok syntes mere om fyre end mine kammerater gjorde, men havde sådan set bare skudt det væk, fordi jeg da også fandt piger frække.

Men som sagt surfede jeg rundt på nettet… Det var lørdag aften den 24. februar 2001, jeg fandt ud af, at der var noget, der hed Ofir chat, og så, at der var et rum, der hed “fyr/fyr vest”. Efter at have set de billeder med nøgne mænd var min nysgerrighed jo blevet vakt, og jeg ville ind og se, hvad det var, at to mænd mon chattede om.

Jeg loggede ind på chatten som ’fyr2298omr.’ og så med det samme, at der var en, der hed ’Skagenbi’, og da jeg jo også var fra Skagen, blev den første jeg skrev til så ’Skagenbi’.

Jeg startede bare med at skrive: “hej, er du fra Skagen?” Der kom hurtigt svar: “hvorfor?” stod der. Jeg skrev: “Det er jeg” og i rødt kom der til at stå: “jeg er også fra Skagen”.

Det var så den første chat, jeg var i gang med. Vi begyndte at tale om, hvad det var, vi hver især søgte og var begge enige om, at det mere var af nysgerrighed, vi var der, men ville da ikke udelukke, at der måske på et senere tidspunkt kunne ske noget.

Vi begyndte at sidde og spørge hinanden ud om ting, der kunne give os en ide om, hvem hinanden mon var. Vi var begge meget overrasket over, at der var ’en mere af slagsen’ i byen. Jeg ved godt, at det lyder for dumt, men når man bor i en lille by, som vi gør, går sladderen meget hurtigt, så der er ikke nogen, der råber højt om, hvis de er en smule anderledes end flertallet.

Men vi sad så og spurgte til hinandens hverdag, om hvad den anden lavede i sin fritid, hvad job den anden havde osv. Til sidst kom vi frem til, at vi ikke boede så langt fra hinanden – faktisk skillede kun få hundrede meter os ad. Det kom vi frem til, fordi vi begge skrev, at vi boede tæt på banegården.

Det kom så frem, at navnet på personen i den anden ende startede med et B. Jeg tænkte som en gal, men kunne ikke komme i tanke om, hvem det kunne være. Det kunne jo også bare være noget, der blev skrevet, uden at det også var sandt, så alle muligheder var jo stadig åbne.

Næste skridt blev så alle navnenes forbogstaver. Der stod nu BKH på skærmen, og det første, der faldt mig ind, var Brian K. Hansen. Det var et navn jeg kendte, da jeg kendte en, der hed det, men kun svagt gennem nogle venner, hvor jeg havde mødt den person.

I rødt kom der nu til at stå: “Æhhh måske”. Han spurgte så om mine forbogstaver, og jeg skrev HP. Der stod nu i rødt: “Heine?” Da det ikke var mit navn, skrev jeg “nej”, hvorefter der så stod: “Heino?” Det var jo mit navn, så jeg skrev “Ja”.

Så var der kommet navne på, og det var en meget underlig fornemmelse, for det var jo første gang andre fik noget at vide om, hvad man gik og tænkte på i de baner – og så oven i købet en, man kendte en smule.

Vi sad så og skrev frem og tilbage om, hvor underligt det var, at vi nu begge vidste det om hinanden, og at vi under ingen omstændigheder måtte sige en lyd videre til en sjæl…

Vi chattede til langt ud på natten den lørdag og blev enige om at mødes på chatten igen om søndagen kl. 20.00.

Den følgende dag havde jeg en underlig fornemmelse i maven hele dagen. Det var underligt, at der nu var en, der kendte min lille ’hemmelighed’ og samtidig var jeg meget spændt på, om han nu dukkede op kl. 20.00 som vi aftalte. Da klokken var ved at være 20.00, gik jeg ind til computeren og loggede på… Så ind på Ofir, og dér var han.

Vi startede med at chatte om, hvordan vi havde det med, at vi vidste det om hinanden og var begge enige om, at det var en rar fornemmelse, at vi nu havde fundet en, vi kunne dele det med, og så gik snakken igen videre om alt mellem himmel og jord. Da klokken igen var blevet mange, og vi skulle til at slutte, spurgte Brian så, om han kunne få mit telefonnummer, så han kunne ringe, og vi kunne få talt rigtigt sammen. Jeg blev først lidt nervøs ved tanken om at skulle tale i telefon med ham, for det var ligesom om, at det var mere anonymt på chatten, selvom vi jo godt vidste, hvem hinanden var, men sådan havde jeg det nu alligevel. Men han fik så mit nummer og ringede kort tid efter. Vi talte sammen i et par timer, og blev enige om at mødes om tirsdagen, så vi lige kunne hilse ordentlig på hinanden, inden vi aftalte noget videre.

Det første møde

Tirsdagen kom, og jeg skulle op til Brian om eftermiddagen. Jeg var meget nervøs hele formiddagen og tænkte hele tiden på, om det nu også var det, jeg havde lyst til. Jeg endte med at ringe til ham om eftermiddagen, inden jeg skulle gå – for det første for at høre, om han stadig havde lyst, og for det andet fordi der var faldet så meget sne den dag, at jeg vidste, at jeg ville blive forsinket. Brian ville slet ikke høre tale om, at vi skulle aflyse det og sagde, at jeg bare skulle tage det roligt og komme nu.

Så jeg tog mit tøj og mine sko på og gik så op til Brian. Det tog en evighed at komme frem, da der var dynger af sne udenfor. Det gav mig en masse tid til at gå og blive mere nervøs ved tanken om, at jeg snart skulle mødes med en forholdsvis fremmed fyr.

Brian og Heino
Brian og Heino

Jeg nåede omsider frem til Brians adresse og gik op af trapperne til hans lejlighed. Jeg tøvede lidt inden jeg bankede på han dør. Der gik ikke mange sekunder, før døren gik op, og der stod han så. Han kiggede op og ned af mig som om han tænkte: “Åh nej.” Jeg var ved at vende om og gå min vej igen, for jeg syntes, at det var vildt pinligt. Men jeg kom så i tanke om, at hans blik sikkert skyldtes, at jeg lignede en druknet mus. Jeg havde en halv meter sne i håret og var sjaskvåd. Jeg kom indenfor, og vi satte os i sofaen og talte sammen i flere timer om alt fra computer til vores fælles venner. Sjovt nok var det eneste vi ikke talte om sex og lignende – det havde vi faktisk slet ikke talt om på noget tidspunkt, hverken på chatten eller i telefonen. Brian skulle ud og bowle senere denne dag, så vi fulgtes ad, da han skulle af sted, og på vejen aftalte vi, at han skulle komme op til mig næste dag, hvor vi skulle sidde og hygge os med lidt musik og et par øl.

Da jeg kom hjem, var jeg meget lettet over, at alt var gået så let, og at det slet ikke havde været pinligt på nogen måde. Jeg var samtidig meget spændt på, hvad der ville ske dagen efter, hvor han skulle komme op til mig.

Næste dag var jeg nede i byen for at købe nogle øl til os. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte købe rigeligt – det kunne jo være, at der blev brug for dem, hvis der var for mange nerver på!

Klokken nærmede sig 20, og Brian bankede på døren. Han kom ind i stuen og satte sig i sofaen. Vi sad og talte til langt ud på natten. Vi talte meget om, hvordan vi havde fundet ud af, at der var et eller andet, der tændte os ved andre fyre. Da det efterhånden var blevet meget sent, sagde jeg, at nu ville jeg altså i seng og spurgte derfor Brian, om han ville hjem, eller om han ville overnatte. Han sagde, at han gerne ville blive, hvis han måtte – og det måtte han!

Vi gik derfor i seng og… ja, så kan du vel tænke dig til resten? Jeg kan sige så meget, at vi først lagde os til at sove klokken ti næste formiddag.

Da vi vågnede, lå vi lidt og talte om, at vi begge var glade for, at vi havde mødt hinanden, og at vi ikke syntes, at dette skulle være en engangsforestilling, men at vi skulle være venner og mødes en gang i mellem. Da han var gået hjem, sad jeg tilbage og tænkte på, hvad der var sket natten før. Jeg syntes, at det var meget overvældende, for det hele var sket meget hurtigt, men var også meget glad for, at det var sket, og var især glad for, at det var sket med Brian.

Om aftenen mødtes vi så endnu en gang på chatten, hvor vi sad og chattede om, hvordan vi begge havde det med, hvad der var sket, og vi var begge enige om, at det havde været en dejlig aften, og at det snart skulle gøres om. Brian spurgte, om han måtte komme op næste dag, og jeg sagde selvfølgelig ja.

Mere end venner?

Sådan gik der så 14 dage, hvor vi næsten så hinanden hver dag (vi havde begge ferie i 14 dage).

Det gik hurtigt op for mig, at dette kunne blive ’farligt’, for jeg kunne efterhånden mærke, at der var ved at ske noget med mine følelser overfor Brian. Jeg savnede ham faktisk rimeligt meget, lige så snart han var ude af døren.

Jeg vidste ikke, hvad der skule ske, for jeg kunne ikke få mig til at sige noget til ham om det, og ville heller ikke spørge ham om, hvad han følte. Jeg vidste bare, at det ikke kunne være smart, for jeg kunne slet ikke forestille mig, at det kunne blive til andet end et lidt mere dybere venskab end de fleste.

Men tiden gik, og vi så hinanden så ofte det kunne lade sig gøre. Vennerne omkring os syntes, at det var herligt, at vi havde fundet ud af, at vi passede så godt sammen som venner. De skulle bare vide! Vi lavede en masse sammen – både alene og med vores fælles venner.

Så en dag ringede en af vores venner, og vi sad og talte lidt, til hun pludselig spurgte: Er dig og Brian mere end venner? Jeg blev vildt chokeret og vidste ikke, hvad jeg skulle sige og begyndte derfor at grine. Jeg sagde: ’nej, det er vi ikke’ og spurgte, hvor hun havde fået den ide fra. Hun sagde, at det var bare noget, hun havde på fornemmelsen. Men det blev ved det, jeg ville under ingen omstændigheder fortælle noget som helst til hende om Brian og mit forhold.

Tiden gik, og det blev forår. Brian og jeg så stadig mere og mere til hinanden, og jeg var nu klar over, at jeg var blevet forelsket i ham. Det var på en måde en skøn fornemmelse, som forelskelse jo er, men samtidig også meget skræmmende, fordi jeg jo vidste, at det kun kunne føre til problemer.

Vi skulle til København med vores venner for at se det europæiske melodi grand prix i parken. Vi var begge meget spændte på, om vi ville kunne klare en hel uge uden at kunne være sammen på den måde, vi var blevet vant til. Det var jo klart, at det ville blive svært at gå op og ned af hinanden i en hel uge, uden at kunne være os selv. Men vi fandt hurtigt ud af en måde at være alene på, uden at vennerne fattede mistanke. Vi gik i byen hver aften, når de andre ville i seng. Det indebar, at vi hver aften/nat i denne uge opholdt os på Pan, hvor vi kunne være os selv. Vi kom hjem hver morgen kl. 07.30, hvor de andre stod op. Vi havde derfor også hele formiddagen sammen alene, hvor de andre tog ind til byen.

Vi kom hjem fra København og kunne nu fortsætte, hvor vi slap, inden vi tog af sted. Vi var nu efterhånden sammen i al vores fritid.

Jeg talte så en aften med en af mine veninder, og som den første fik hun at vide, hvad der foregik mellem Brian og jeg. Til min store lettelse syntes hun bare, at det var helt fint. Det var en dejlig fornemmelse, at der nu var én mere, der kendte til sandheden.

Jeg skulle have nye vinduer i oppe i min lejlighed, og vi havde derfor den perfekte undskyldning til, hvorfor jeg var hos Brian i alle døgnets 24 timer, og heldigvis var der sket en fejl i leveringen af de vinduer, der skulle sættes i. Dette indebar, at der gik en hel måned før lejligheden var klar. SKØNT!!!

Skt. Hans aften

Det var nu tid til at fejre Skt. Hans aften. Brian og jeg havde inviteret hende veninden, som var den eneste, der kendte til vores lille hemmelighed. Vi ville ikke invitere flere, da vi gerne ville hygge os sammen, uden at skulle bekymre os om at andre ville afsløre os. Vi sad alle tre ude i haven og hyggede os omkring grillen. Vi fik en del at drikke, og det endte med, at vi blev rimelig fulde.

Vi skulle ned på stranden for at se bålet. Da vi endelig nåede frem, var vi ved at være godt fulde. Vi mødte med det samme min søster, som sad dernede. Der gik ikke mange minutter, før vi sladrede til hende om vores forhold. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig sagde det, men ud røg det altså: Brian og jeg er altså mere end gode venner. Den eneste kommentar, min søster havde til det var: Nå, det er da fedt. Hvis jeg havde været ædru, ville det svar nok være kommet bag på mig, men nu var jeg jo ikke ædru, så jeg fik blot mere mod til at fortælle det til vores andre venner. Vi gik derfor videre for at finde vores venner. Vi fandt dem alle siddende sammen – både mine venner, Brians venner og alle andre vi kendte. Vi satte os ned sammen med dem, og der gik ikke lang tid før vi fortalte dem alle, at vi ikke kun var gode venner. De blev alle vildt glade og sagde til os, at de havde haft det på fornemmelsen, og at de syntes, at det var helt i orden med dem. Det gjorde bare, at de fik endnu mere respekt for os som mennesker, fordi vi turde at stå frem og fortælle dem det. Som du sikkert kan forstå, var Brian og jeg ovenud lykkelige for, at vi havde fået det fortalt til dem alle, og at de havde taget det så pænt, som de gjorde.

Resten af natten gik på diskoteket, hvor vi festede videre, som vi plejede.

Næste dag hvor vi vågnede op ved side af hinanden, kiggede vi hinanden i øjnene og sagde: SHIT!!

Der gik det først op for os, hvad det var, der var sket, og hvad der nu måtte ske. Vi var jo nødt til at fuldføre, hvad vi havde startet, hvilket betød, at dagen, hvor vi skulle fortælle vores forældre det hele, var kommet. Vi var enige om, at det skulle gøres med det samme, for vi ville ikke have, at de skulle få det at vide af andre veje. Det er jo en lille by vi lever i, så vi var klar over, at de snart ville få det at vide gennem rygter. Jeg ringede derfor til min mor, da jeg var stået op. Jeg spurgte hende med det samme om hun havde hørt noget om, hvad der var sket aftenen før. Det havde hun ikke, sagde hun. Jeg sagde så til hende, at der var noget, jeg skulle tale med hende om, og at jeg ville komme ud til hende senere denne dag. Hun begyndte straks at spørge om, hvad der var sket, og hvad vi havde lavet. Jeg prøvede at berolige hende og sagde, at det ikke var noget, vi havde lavet, og at der ikke var noget galt, men at det, jeg havde at fortælle, ikke skulle siges i telefonen, men at det skulle siges face to face. Det ville hun slet ikke høre tale om og blev ved med at plage mig om at sige det med det samme. Jeg sagde så til sidst til hende, at hvis jeg fortalte hende det i telefonen nu, skulle hun huske på, at det var hende selv, der ville have det at vide på denne måde. Hun sagde, at det var ok. Jeg startede så med at sige, at jeg havde noget at fortælle, og at jeg ikke håbede, at det ville ændre noget imellem os, når hun havde fået det at vide. Hun sagde bare: “Sig det nu”. “Brian og jeg er mere end venner”, var det eneste jeg sagde og hun spurgte så: “Hvad mener du?” Jeg sagde, at vi ikke kun var venner, men også var meget glade for hinanden og havde et forhold. Til min store overraskelse sagde hun bare: “Nå, ikke andet. Jeg troede lige, at I havde lavet ulykker.” Jeg var helt lamslået over den reaktion. Jeg havde ikke regnet med, at det ville være så let. Hun sagde så, at hun ville komme ud til os med det samme. Der gik fem minutter, så bankede hun på døren. Det første hun gjorde var at gå over til Brian og give ham et knus med ordene: “Velkommen i familien, min dreng.” Det kom meget bag på os begge. Vi havde bestemt ikke regnet med sådan en reaktion – ikke fordi jeg troede, at det ville give de helt store problemer, men havde dog regnet med lidt mere undren fra hendes side. Vi satte os så ned i sofaen og talte sammen om, hvordan det hele havde udviklet sig, og om hvad vi nu kunne forvente mht. til sladder og rygter. Det var en meget underlig fornemmelse at sidde der og tale med min mor om det emne.

Der gik ikke lang tid, før det igen bankede på døren. Det var en af vores veninder, som stod udenfor døren. Hun havde blomster og chokolade i hånden og gav det til os og sagde, at det var fra vennerne, som hun skule hilse fra og sige tillykke. De var blevet enige om, at det var bedst, at kun én af dem kom forbi, da de regnede med, at vi havde nok at tænke på og ville derfor ikke alle troppe op denne dag.

Vi sad alle og talte i sofaen, og Brian og jeg blev rost til skyerne over, hvor herligt det hele var, og hvor glade de var på vores vegne.

Brians familie

Da min mor og vores veninde så var gået, var tiden inde til, at Brian skulle fortælle sin familie det. Han havde bestemt, at det skulle siges over telefonen, for hvis han kørte derud, ville han ikke kunne sige det til dem. Han gik derfor ind i soveværelset og ringede op til sine forældre. Jeg sad inde i stuen og var meget spændt på at høre, hvad de ville sige til det. Der gik vel 20 minutter, før han kom tilbage. Han fortalte, at han havde sagt til sin mor, at han havde fundet en, som han var meget glad for. Hun havde spurgt, hvem hun var, og han havde sagt, at det ikke var en pige men en fyr. Hun var så blevet stille et øjeblik, hvorefter hun havde spurgt, hvem han var. Han fortalte det så. Brians søster sad i baggrunden, og havde åbenbart hørt, hvad Brian fortalte, for hun råbte: “Det var også på tide, du fik det fortalt!”, så hun måtte jo havde haft det på fornemmelsen. De blev enige om, at han skulle komme ud dagen efter, så de kunne få talt det igennem.

Dagen efter kørte Brian så ud til sine forældre. Jeg ville ikke med, da jeg syntes, at de skulle tale sammen alene først, og så kunne vi begge køre derud en anden dag. Brian kom ud til sin mor og far. Da han først kom ind i køkkenet, hvor hans mor var ved at lave mad, stod de først og talte sammen, som de plejede, uden at nævne et ord om, hvad det hele drejede sig om.

Hans mor spurgte så, om de skulle gå ind til hans far i stuen og få talt sammen. Det gjorde de så.

Hans forældre begyndte med at sige til ham, at han skulle vide, at uanset hvad, så elskede de ham, og at han ville være den samme for dem. Det var sådan set det eneste, der blev sagt om den sag denne aften.

Efter et par dage ringede Brians mor så og spurgte, om vi ikke lige kom forbi en tur. Vi skulle denne aften til koncert, og denne koncert fandt sted meget tæt på Brians forældres hjem, så vi blev enige om at køre forbi dem, før vi tog til koncerten. Jeg var vildt nervøs for at møde hans forældre – var nok lidt bange for, at de ville bebrejde mig, at deres søn var faldet for en anden mand.

Vi kom derud og gik ind i haven, hvor de sad. Til min store frygt, var der én mere i haven end hans mor og far. Det var hans faster, som var på besøg. Brians mor gik os i møde, da hun fik øje på os. Hun startede med at give mig et knus og sige velkommen. Hun sagde så, at Brians faster allerede vidste det, så det skulle vi ikke tænke på. Vi gik derefter over til Brians far og faster. Jeg fik et ordentlig knus af hans faster, og gav hans far hånden. Vi satte os ned sammen med dem og fik en øl og sad og talte om alt andet, end hvad vi sikkert alle tænkte på.

Da vi havde siddet der en times tid, rejste vi os for at tage til koncerten. Vi sagde pænt farvel til hans faster, og blev fulgt ud til vores cykler af hans far og mor. Der sagde vi alle farvel, og jeg fik endnu et knus af Brians mor, og hun sagde: “Velkommen i familien” til mig. Det var en stor lettelse at have fået det første møde overstået uden nogen problemer.

Heinos far

Nu var det så kun min far, der manglede at få nyheden, men det var også ham, det var sværest at få det sagt til, for jeg havde flere gange hørt ham udtale sig negativt om dette emne. Jeg blev enig med min mor om, at hun skulle sige det til ham, når han kom hjem fra havet. Dagen kom, hvor min far kom hjem, og min mor tog til lufthavnen, hvor hun skulle hente ham. Hun fortalte ham, at jeg havde fået en kæreste, og han spurgte, hvem det var. Min mor sagde så, at han hed Brian, og min far sagde bare: “Ja, det kommer sgu’ ikke bag på mig!” Min mor kunne godt høre, at det ikke var noget, han kunne lide, men sagde til ham, at det ikke var noget, de skulle blande sig i, for jeg var voksen, og kunne selv bestemme, hvad jeg ville med mit liv, og at det vigtigste var, at jeg var lykkelig.

Jeg talte ikke med min far i lang tid efter det, men så en dag ringede telefonen. Det var min far. Vi talte ikke et ord om Brian og mit forhold, men om alt andet end det. Derefter tog min far så på havet igen.

Hverdag

Det var en underlig tid, efter vi havde fortalt det til alle. Vi havde nok begge regnet med, at vi ville være enormt lettet over, at have fortalt det til alle og ikke længere behøvede at skjule det mere. Men underligt nok var vi ikke særligt lettede, men mere bekymrede over, hvad andre folk ville tænke om os, når de så os sammen nede i byen osv. Det var en underlig fornemmelse at gå rundt nede i byen sammen, nu hvor vi vidste, at alle var klar over, hvad vi havde sammen.

Vi var nu sammen altid, og vi begyndte så småt at lufte ideen om at flytte sammen, da det var dumt, at jeg havde en stor tre-værelses lejlighed, og Brian havde et hus. Så vi besluttede, at jeg skulle sige min lejlighed op. Det gjorde jeg så, og vi begyndte at pakke mine ting sammen og flytte dem over i hans hus. Vi havde på dette tidspunkt kendt hinanden i et halvt år.

Det var dejligt, at vi nu kunne være sammen hver dag og dele hverdagen sammen uden at bekymre os om, at skulle blive afsløret. Stik imod hvad vi havde forventet, fik vi slet ingen negative oplevelser efter vi sprang ud. Vi havde ellers forventet, at vi ville høre en masse ondsindede rygter i månederne efter, for det er en meget lille by, vi bor i, med masser af sladder. Men der var slet ikke noget sladder eller dumme kommentarer, når vi viste os i byen sammen. Tværtimod kom alle hen til os og fortalte, hvor meget de beundrede os for at stå frem. Det var sgu’ dejligt!

Tiden gik og det blev efterhånden hverdag igen. Den 12. november skulle jeg lige ind og tjekke min mail. Der var kommet en mail til mig, kunne jeg se. Jeg åbnede den og så med det samme to hjerter dreje omkring hinanden. Neden under stod teksten:

Hej skat

Jeg sender denne mail til dig for at fortælle dig hvor meget du betyder for mig. Vi har nu snart kendt hinanden i et år og vi har haft mange gode timer sammen. Nu har jeg gået og tænkt lidt frem og tilbage og vi har talt om det engang.

Heino, vil du forlove dig med mig???

Håber på et positivt svar *SSS*

De kærligste hilsner
Brian

Jeg sagde jo selvfølgelig ja med det samme. Så den 14/11 2001 var vi nede og hente ringene, og vi er i dag forlovet. Nu skal vi så til at holde vores første jul sammen, og alt er stadig fryd og gammen.

– o –

Brian og Heino
Brian og Heino

Det var så vores historie i store træk – kunne sagtens skrive mange sider endnu, men det ville bare komme til fylde en masse. Det korte af det lange, som vi vil frem til med denne historie, er, at vi håber, at vores oplevelser vil kunne inspirere andre, som endnu ikke har fået fortalt omverdenen om deres seksualitet, til at få det sagt. Vi ved godt, at det virker meget uoverskueligt, og at du/I sikkert frygter, at alle omkring jer vil slå hånden af jer, men det behøver I slet ikke at frygte. Selvfølgelig går det jo ikke altid så let, som det gjorde i vores tilfælde, men vi tror, at det i de fleste tilfælde er den bedste løsning at få det fortalt til sine venner og familie, for de fleste vil acceptere dig/jer som den person, de kender, og I vil derefter kunne leve jeres liv, som I har lyst til uden at skulle gå og skjule jeres følelser over for omverdenen. Det er i hvert fald, hvad vi finder det bedste.

Knus fra Brian & Heino.

PS. Hvis nogen skulle have et eller flere spørgsmål – enten til hvordan vi fik det fortalt eller om noget helt andet, er I meget velkommen til at skrive til os. Det kan I gøre på vores mail adresse heinopedersen78 på gmail.com.

– o –

November 2013

Det er jo efterhånden 13 år siden vi sendte den historie til dig – som tiden dog flyver af sted! Brian og jeg er stadig sammen. Er flyttet fra Skagen til Frederikshavn. Vi har fået en datter, Lucca som nu er 6 år, sammen med en lesbisk veninde. Brians far er død…og ja, der er løbet meget vand i åen gennem årene…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: