Børn i et homo-forhold

af Vibeke, 37 år

Hvordan tackler man kærestens børn fra tidligere forhold? Er det dine, mine eller vores børn? Kan homoseksuelle par tillade sig at sætte børn i verden? Bliver børnene drillet?

Jeg hedder Vibeke, og jeg er 37 år. Jeg er uddannet pædagog, og underviser på en social og sundhedsskole. Jeg er gift med Lotte, som er mor til to piger: Sofie og Anne på henholdsvis 10 og 12 år.

Jeg mødte min dejlige kone i sommeren 1997. Vi kom begge fra et langvarigt heteroseksuelt forhold. Jeg savnede noget i mit liv, kunne ikke definere hvad, og blev stormende forelsket i en sporty kvinde i røde gummisko, som pludselig optog alle mine tanker og længsler. Det er sådan, at når man finder hjem, møder sin soulmate og forelsker sig i sit livs kærlighed, så må man bare leve og bo sammen – koste hvad det vil… At det koster noget at blive skilt og indgå i et nyt forhold er indlysende for de to mennesker, der forelsker sig. Men i forelskelsens rus kan det være svært at gennemskue, hvad og hvor meget man som menneske forpligter sig til, når der er børn involveret.

Hvordan tackler man kærestens børn?

Da jeg lærte min kæreste at kende var hendes døtre 6 og 8 år. Det var et stort chok for pigerne, at far og mor skulle skilles, og at mor skulle flytte hjemmefra og hen i en fremmed lejlighed! ”Hvorfor dog det?” ”Kan du ikke lide far mere?” ”Kan du ikke være kæreste med både far og Vibeke? Det er da meget nemmere!” Dette var de umiddelbare reaktioner fra pigerne. Pigernes far reagerede med passiv aggression, og ville overhovedet ikke vide af mors nye kæreste – en forståelig reaktion, men ikke det bedste grundlag for at lære to småpiger at kende. Mine forsøg på at bryde isen, for eksempel ved at besøge pigerne og deres mor sammen med min lille hund, blev taget ilde op. Hunden havde medbragt et par gaver, så jeg var nok ude på noget. ”Jeg bryder mig ikke om, at mine børn skal sove mellem to lesbiske kvinder ”, var en anden bemærkning, jeg ikke havde det godt med! Jeg følte, at jeg blev tildelt en rolle, som jeg havde det meget dårligt med! Min kæreste savnede sine piger, når de var hos deres far, og jeg tænkte mange gange at ”det her holder ikke i længden, for jeg er da ikke værd at undvære sine børn for!”

Min første erindring om Anne er en nysgerrig og bange pige, som gemmer sig bag sin mor, og som gerne vil vide, hvornår jeg skal gå?! Børnene og mors nye kæreste blev bragt sammen af ydre omstændigheder. Det var ikke deres frie valg at lære mig at kende eller omvendt. Hvad har man egentlig tilfælles med et ubekendt barn? Jo, man har een meget vigtig ting til fælles: vi elsker begge det samme menneske, og det er et godt udgangspunkt. Resten er benhårdt arbejde for at udvikle et godt venskab! Jeg har den holdning, at ingen børn har for mange voksenvenner; ej heller har vi voksne for mange børnevenner. Så jeg føler, at jeg i dag er en vigtig person i pigernes liv. Jeg er Vibeke – mors kæreste – og pigerne er mine låne- eller bonusbørn. Vi har haft evne og hjerte til at rumme hinanden, og det er jeg taknemmelig for! Det er pinedød nødvendigt, hvis sådan et forhold skal bestå . Jeg er hverken papmor, stedmor eller surrogatmor, for pigerne har de forældre, de har behov for i forvejen. Det er primært deres opgave og udfordring at tage sig af deres børn. Forstå mig ret: selvfølgelig har jeg ønsker og grænser, som jeg ønsker bliver respekteret, så jeg er ikke tandløs i vores samvær. Jeg giver min mening til kende, men tøsernes forældre må tage de endelig beslutninger om stort og småt.

Jeg synes efter 4 års samvær, at det går rigtig godt! Pigerne er trygge og tillidsfulde og glade for deres liv og verden. Det kan være svært at omstille sig fra et hjem til et andet, ligesom vi skal omstille os fra et liv uden børn til et med madpakker og lektier! Det kræver tolerance fra alle implicerede.
Kan homo’er tillade sig at sætte børn i verden?

Ja selvfølgelig kan vi det, såfremt vi er parate til at påtage os den livslange opgave, det er at have børn! Vælger vi hver især at få børn, er det vigtigt at erkende, at børn i homo-familier kommer fra en anderledes familie. Men en anderledes familie er ikke en dårligere – ej heller en bedre – familie end dem, som har far, mor og børn på samme adresse. Personligt tror jeg, at det er vigtigt at kende både sin far og sin mor, så man præges af både maskuline og feminine rollemodeller gennem opvæksten. Dette behov for en maskulin rollemodel varetages i lesbiske forhold med to mødre oftest af en anden end af den biologiske far. Det har jeg respekt for – det er et valg, som hver familie må tage. Skulle jeg selv føde et barn, ville jeg til enhver tid ønske mig en kompetent og meget aktiv far til det barn – primært for at give et barn optimale opvækst vilkår, sekundært på grund af min egen baggrund, da jeg kommer fra en alkoholramt familie, som ikke indeholder nogen kvalitative mænd som rollemodel. Jeg ville ikke ønske, at mit eget barn skulle vokse op med det misforhold til mænd, som jeg er programmeret med. Jeg har qua to års terapi hos en dygtig psykolog fået egne traumer bearbejdet, men det er svært at viske tavlen fuldstændig ren! Skulle jeg samarbejde med en far, skulle det være en person, som jeg var tryg ved, og et menneske, som jeg kunne indgå nogle helt klare aftaler med for de næste mange år for at sikre, at ingen – hverken forældre eller barn – bliver snydt på nogen måde.

Bliver børn drillet med, at deres mor er lesbisk?

Vi har ikke oplevet noget af den slags. Dybest set tror jeg, det handler om, hvor stærk man er som menneske! I Sofies klasse bruger nogle af drengene ” bøsserøv” som skældsord. De aner ikke, hvad det dækker over… En klassekammerat sagde, at bøsser og lesbiske var ulækre. ”Nå”, sagde Sofie, ”det er min mor ellers.” ”Det vidste jeg ikke, og din mor hun er da hammer sød!” Efter sådan en ordveksling kræver det en kompetent forælder, som snakker med sit barn, og får tingene på plads. Annes bedste veninde er muslim, og blev meget overrasket over, at Annes mor og hende Vibeke sov i samme seng, men sagde i samme åndedrag, at det nok var fordi soveværelset var så lille… Samme muslimske pige sagde tillykke til vores bryllup… Jeg ved ikke, om Yasmins forældre ved, hvordan det forholder sig hjemme hos os, men jeg synes, det er utidig indblanding i Annes univers, hvis vi partout vil sige det til hvem som helst. Pigerne må selv afgøre, hvad de har lyst til i deres univers, ligesom jeg afgør, hvad der er rigtigt for mig at fortælle i mit liv. En hel del af mine kolleger ved, at jeg lever sammen med en kvinde, men der er også en del, jeg ikke taler med, og som derfor ikke ved besked om mine hjemlige forhold. Ligeledes fortæller jeg ikke mine elever, at jeg er lesbisk, alene af den grund at det er irrelevant i forhold til mit fag.

Om børn bliver helstøbte og harmoniske mennesker afgøres ikke af deres forældres seksuelle præference, men det handler i høj grad om respekt og tolerance for børnene under opvæksten! Det er hamrende vigtigt, at børnene har kompetente forældre og omsorgspersoner i deres liv, som reflekterer over egne og børnenes handlinger. Det handler om, at børnene bliver hørt og får opbakning, når det er nødvendigt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: