Det hele begyndte, da jeg var 13 år. Da begyndte jeg at kigge efter de andre drenge fra min klasse. Der var så min favorit, som jeg gerne kiggede efter, når vi havde gymnastik. Men i de følgende år blev jeg mere og mere forvirret over mine følelser.
Forvirringen varede nogle år, og da jeg var blevet 15 år, fandt jeg så sammen med en pige, for det sagde alle jo, at man skulle – altså finde sig en pige og få børn sammen og bla bla bla. Noget i mig vidste godt, at jeg hellere ville være sammen med fyre, men jeg ville ikke indse, at jeg tændte på fyre.
Han fortalte, at hans nabo var bøsse, og da han sagde de ord, begyndte der at brænde en følelse i mig.
Men det hele ændrede sig, da jeg kom i 7. klasse, og vi tog på en skoletur til Købehavn. På turen derover kom jeg i snak med en af de andre fra klassen, og han fortalte lidt om sin nabo. Han fortalte, at hans nabo var bøsse, og da han sagde de ord, begyndte der at brænde en følelse i mig. Jeg tænkte, at ham blev jeg nødt til at møde. Jeg ville vide, om jeg var bøsse, og jeg kendte ikke nogen, som ellers var åbne bøsser i den by jeg boede i.
Efter vi var kommet hjem fra København igen, tog jeg hjem til min klassekammerat, og jeg spurgte ham på et tidspunkt, om han ikke kunne spørge om hans nabo ikke kunne komme ind? Jeg viste ikke, hvordan jeg ellers skulle komme i kontakt med ham.
Efter at jeg på den måde havde fået kontakten til ham, begyndte jeg at være mere og mere sammen med ham, og vi blev så også kærester. Han fortalte mig, at han lige var gået fra sin kæreste, så han var single, og den hoppede jeg jo på. Der gik ikke lang tid før jeg fandt ud af hvad ordet “utro” betød, for hans “ekskæreste” dukkede op… Det endte kort fortalt med et skænderi mellem de to, og jeg valgte så at sige stop til min kæreste. Til gengæld mødtes jeg med hans “ekskæreste” og faldt pladask for ham, og kort efter blev vi så kærester…
Der gik ikke lang tid før jeg begyndte at overveje at fortælle min forældre at jeg var bøsse – eller rettere: jeg overvejede at fortælle min mor det. Jeg turde ikke at sige det til hende ansigt til ansigt, så jeg tog op til min kæreste og skrev et brev til min mor, hvor jeg fortalte hende det hele. Jeg bad hende i brevet om at tale med min far, for jeg turde ikke.
Jeg ringede hjem til hende to dage senere, hvor jeg vidste, at hun havde modtaget mit brev. Det eneste, hun havde at sige til mig, var, at hun ikke troede på mig. Det måtte være noget, jeg var tvunget ud i. På det tidspunkt var jeg 17 år.
Da jeg i 1999 var fyldt 18 år, forsøgte jeg igen at fortælle hende det. Hun svarede ikke så meget på det – ikke før juleaften, hvor jeg heldigvis ikke boede hjemme mere, men jeg holdt dog jul hjemme – men tilbage til sagen.
Jeg var kommet hjem juleaftensdag, og jeg gik ud for at snakke med min mor, og med det samme sagde min mor: “Er du stadig sammen med den der fyr der?” Uden at tænke meget over det – for jeg stod ved det, jeg var til – sagde jeg: “Ja, det er jeg. Har du noget imod det?” Det eneste hun svarede var: “Ja, det har jeg rent faktisk”.
Derefter gik der fem år inden jeg begyndte at tale ordentligt med min mor igen, og i den tid overvejede jeg, hvordan jeg skulle få det fortalt til resten af familien. Efter jeg var kommet på talefod med min mor igen, havde jeg også, via et dating-site på nettet, fundet mig en sød og dejlig kæreste, som jeg oven i købet var blevet forlovet med.
Det hele begyndte at se godt ud, indtil tiden var inde til at holde julefrokost med familien. Jeg havde endnu ikke fået det fortalt til familien, så jeg spurgte min farmor til råds. Min farmor har altid støttet mig i mine beslutninger, og jeg græd i telefonen, da jeg snakkede med hende.
Hun kom med det forslag, at hun godt ville fortælle det til hele familien, men jeg måtte selv fortælle det til værten, hvor festen skulle holdes, og spørge om det var okay, at jeg tog min forlovede med.
Det gjorde jeg, og nej hvor det lettede på mit hjerte, at jeg efterhånden fik det fortalt til hele min familie.
Min forlovelse holdte desværre ikke længe, men hele min familie havde fået besked, og det var jeg glad for. Det har gjort, at jeg kan være mig selv, når jeg er til familie-tam-tam.
Der er sket mange ting siden dette. Jeg har næsten fået min uddannelse som landmand, har fået rigtig mange venner på Fyn, hvor jeg bor i øjeblikket, og jeg har fundet mig en utrolig dejlig fyr. Vi har da været sammen i 14 måneder nu, og er flyttet sammen. Vi venter bare på, at vores veninde er frisk på at ville have et barn med os, for vi vil begge meget gerne være fædre.
Mit råd til dem, der ikke ved, hvordan de skal fortælle det til venner og familie, er: sig det, som det er, for hvis de siger, det er en sygdom, er det fordi de mangler hjerne, og accepterer de det ikke, er det fordi de er bange for det. Sig til dem, at der findes mange homoseksuelle / bøsser i Danmark, og det er ikke dit problem, at de ikke kan li’ homoseksuelle – det er deres.
Thomas