Jeg har siden jeg var 10-11 år gammel vidst, jeg var til fyre. Mine første oplevelser havde jeg allerede i puberteten, da jeg og en af mine klassekammerater havde et seksuelt forhold, og samtidig var jeg forelsket i en fyr fra min ungdomsskole. Efter folkeskolen sluttede, og jeg skulle videre på HHX, satte jeg det seksuelle på stand by. Jeg skal ikke kunne sige, om det var med fuldt overlæg – tror måske bare jeg var “bange” for den side af mig og ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere det.
Jeg var nok bange for at skuffe min familie – mine forældre nok i særdeleshed – bange for at jeg ikke skulle have “en normal” familie, at jeg ikke skulle have børn osv. Men jeg fandt med tiden ud af, at det handler om mit liv – og hvad jeg vil gøre med det – og at jeg ikke kan leve på andres præmisser og forventninger. At alt dette var ubegrundet er så en helt anden snak.
Efter mange år, tilbage i 2004, da jeg endelig flyttede for mig selv i en alder af 23, besluttede jeg at gøre noget ved sagen – at tage hånd om min seksualitet, som i mange år havde ligget skjult. Da jeg endelig forholdt mig aktivt til det, var der rigtig mange brikker, der faldt på plads mentalt, men jeg var meget nervøs for min omverdens reaktion, hvilket betød, at jeg trak mig ind mig selv, blev indesluttet og faktisk havde en periode på nogen måneder, hvor jeg havde det rigtig skidt.
Jeg kunne kun holde det hemmeligt ved at stikke hvide løgne.
Jeg skulle på en eller anden måde op fra det sorte hul jeg var landet i og besluttede at springe ud for min søster. Hun var en fantastisk støtte og var den ventil jeg havde brug for på daværende tidspunkt. Senere på året mødte jeg fyren, der skulle blive min første kæreste. Jeg mødte ham på boyfriend.dk. Jeg har aldrig været gå-i-byen typen, så det var min primære vinkel til homomiljøet. Det var nogen helt fantastiske måneder – mit liv tog en helt ny drejning og sammen med ham, kunne jeg være mig selv. Jeg var endnu ikke sprunget ud for mine forældre, for jeg var meget nervøs for deres reaktion. Der skulle faktisk gå endnu et halvt år inden de fik sandheden at vide. Jeg kunne kun holde det hemmeligt ved at stikke hvide løgne. Min søster holdt tæt, så at sige, i hele perioden. Jeg er ikke stolt af det, men det var på daværende tidspunkt min måde at håndtere det på, men mine forældre skulle opdage det ved en tilfældighed…
En dag kom de hjem til mig, efter vi havde været på en lille ferietur sammen. Min første kæreste havde været hjemme hos mig umiddelbart inden vi tog afsted. Der lå to dyner og puder i min seng, og det hele var temmelig rodet. Min forældre skulle lige med op i lejligheden, og så kiggede min mor rundt og kommenterede rodet – og min seng. Så spurgte hun mig direkte, om jeg havde fået en kæreste – hvilket jeg svarede ja til. Så spurgte hun – meget klogt – om hvad min kæreste hed. Og så måtte jeg jo svare ærligt, at han hed Jeppe.
Jeg har tror aldrig, jeg har været så lettet. At det så slet ikke var det, min mor var bekymret for, men alt rodet, er så lidt pudsigt. Men mine forældre har været fantastiske. Min mor sagde lige efter, at hun godt havde vidst i 10 år, at jeg nok var til fyre. Min far havde forsøgt at slå det hen, men det er vist meget normalt for fædre.
Jeg har, utroligt nok, ikke fået én eneste negativ kommentar i forbindelse med, at jeg med tiden er sprunget ud overfor hele min familie. Jeg har kun mødt accept, selv fra den ældre del af familien. Generelt flasher jeg ikke min seksualitet, men hvis folk spørger, om jeg har en kæreste og hvem det er, så får de et ærligt svar.
Forholdet til Jeppe holdt i omkring halvandet år. Jeg brugte den efterfølgende periode på at finde tilbage til mine “rødder”. Havde nok flyttet mig for meget i mit forhold, fordi jeg ville ”please” (det lærte jeg rigtig meget af). De efterfølgende år mødte jeg mange søde fyre, blev klogere på hvad jeg ville have – og hvad jeg ikke ville have – og havde det faktisk meget godt som single. Men det blev også lidt tomt – jeg savnede at have det tætte forhold til en kæreste, at have én at ligge i ske med, at spise morgenmad med – at have en hverdag sammen med.
I marts 2009 mødte jeg en hamrende sød fyr, som sjovt nok også hed Jeppe, og som jeg også mødte på boyfriend.dk. Jeg kunne hurtigt godt mærke, at jeg var blevet rigtig, rigtig glad for ham. Han accepterede mig, som jeg er, gav mig et frirum i en meget presset arbejdsperiode (nok årsagen til jeg ikke gik ned med stress).
Meget er sket siden. Jeppe og jeg er stadig sammen, der har været store bump på vejen – men vi er holdt sammen – og det er jeg lykkelig for. Vi er flyttet sammen (det gjorde vi ret hurtigt, for jeg havde svært ved at undvære ham – bare det at vide at jeg kunne give ham et kram, havde en beroligende effekt på mig). Vi har netop købt lejlighed sammen og det hele ser ret lyst ud.
Han vil såmænd blot sige, at han synes, det var enormt stærkt gået, at vi turde vise vores kærlighed offentligt…
Jeg har for længe siden besluttet ikke at skjule min seksualitet. Jeg skilter ikke med den, men hvis folk spørger får de et ærligt svar. Jeppe og jeg kan dog godt finde på at holde hinanden i hånden offentligt. I 2009 kørte vi i S-tog, og jeg tror måske vi har siddet og holdt om hinanden eller holdt i hånd. Så kommer der en fyr hen til os og spørger, om han lige må sige noget. Lettere nervøs for, hvad det er, han mon vil sige, siger jeg “ja da”. Han vil såmænd blot sige, at han synes, det var enormt stærkt gået, at vi turde vise vores kærlighed offentligt, og at han synes, at det var sødt og stærkt gået. Jeg tror ikke, han har været mere end højst 20 år, men jeg blev enormt glad og rørt over, at han tog sig tid til at sige det og kunne vist ikke i situationen fremstamme mere end “tak”.
Som udgangspunkt kommer jeg ikke i miljøet. Det at være bøsse er en del af mig – men det er ikke mit liv. Jeg har andre ting i livet som jeg synes er mere vigtige at dyrke. Jeg tror måske, at homoseksuelle kunne få større accept generelt ved at “integrere” sig mere i samfundet, i stedet for at skulle behandles som en særegen gruppe i medierne – men det er bare min egen holdning.
Christian