Carsten, 17 år, fra Nyborg

Carsten, 17 år

Jo, det hele startede da jeg var omkring 14 år gammel, hvor foreningen for bøsser og lesbiske på Fyn (Lambda hedder den) holdt et foredrag på min folkeskole, hvor en dame fortalte en masse om hendes oplevelser. Jeg syntes personligt, at det var meget interessant, det hun sagde, og der var et eller andet der rørte på sig indeni mig. Men jeg gemte tanken væk – LANGT væk…

Men så i august/september 2005 skete der noget, der vendte op og ned på mit liv. Jeg kom til at kysse en anden dreng – ikke med vilje, men det skete. Det var i starten af sidste skoleår. Vi kendte ikke hinanden før skolen, men alligevel klikkede vi rigtig godt sammen. Årsagen var, at vi legede bøsser for at drille nogen. Min mening var at kysse ham på kinden, men han drejede sit hoved, så jeg ramte ham på munden i stedet. Han blev meget overrasket, og det gjorde jeg også. Han tørrede meget hurtigt sine læber, og så begyndte vi at le. Stadig den dag i dag bliver han rød i hovedet, når jeg nævner det. Det er det bedste kys, jeg har fået (indtil videre). Det skal lige siges, at jeg har haft en pige kæreste og kysset, men det sagde mig ikke rigtigt noget. Det var slet ikke så fantastisk, som man sagde. Jeg brugte selvfølgelig meget tid sammen med hende, men det kom aldrig længere end til at vi sad og snakkede. Også den gang gemte jeg tanken væk.

Nå, så skal vi ikke kigge på tøser mere, men unge fyre!

Carstens storebror

Men så – november 2006 – fik jeg følelsen og tankerne igen, og nu tænkte jeg, at jeg måtte tjekke om det kunne være rigtigt. Jeg fandt siden Spring-ud.dk, hvor jeg læste en masse ting f.eks. spring-ud-historier, der gav mig styrke til at sige det til min bedste veninde. Hun tog det pænt. Hun blev glad for, at jeg viste hende den tillid, og som hun sagde til mig bagefter: at grunden til at hun ikke turde blive tætte venner med mig var, at hun var bange for, at jeg blev forelsket i hende – men den barriere er der jo ikke mere. Idag er vi meget nære venner. Vi taler om alt fra vrede til sex og venner.

Et par dage efter sagde jeg det også til min kontaktlærer på efterskolen, og hun tog det også pænt, men der gik et godt stykke tid inden at mine andre venner fik det at vide. De tog det alle pænt.

Så den 10. januar kom jeg til at bo på værelse med to af mine bedste venner, og de gav mig styrke og ro til at komme videre.

Fredag den 12. til den 14. januar 2007 fik jeg taget hul på bylden. Jeg fik sagt det til alle mine søskende og den plejefamilie jeg bor hos. Fuck – det lettede mig for en masse bekymringer og svære tanker. For mine søskende kom det som en overraskelse, men de tog det pænt. Mine to yngste søskende skrev jeg en e-mail til – min ene storebror det samme. Han skrev en sms besked om, at det var godt at høre, men han var lidt ked af, at jeg ikke stolede nok på ham til at ringe, så jeg ringede til ham, og vi fik en god snak. Han kom med en sjov kommentar: Nå, så skal vi ikke kigge på tøser mere men unge fyre! Jeg blev glad, da han sagde det. Det viser, at han her forståelse for det. Min anden storebror plus min ældste søster ringede jeg til. Det var svært men godt.

Nøj, hvor var jeg nervøs, da jeg stod dér til fællessamlingen…

Så tirsdag den 30. januar 2007 skete det: Jeg fik sagt det til hele efterskolen. Det hele startede med, at jeg sad til time, og så er der en af mine gode venner, der fortæller mig om et rygte. Det skal lige siges, at jeg har hørt mange. Og så tænkte jeg, at nu kunne det være nok. Jeg gik en tur og fik den sindssyge ide, at sige det til hele skolen. Jeg gik hjem og begyndte at arbejde videre med den tanke, og jeg fik snakket med de nødvendige personer om at sige det til en fællessamling 14 dage senere, og det gjorde jeg så. Grunden/anledningen var lidt vrede og meget irritation over at høre rygter, som ikke passer – HADER det faktisk. Og så ville jeg videre med mit liv – vil ikke sidde fast i gamle minder og frygt.

Nøj, hvor var jeg nervøs, da jeg stod dér til fællessamlingen, men jeg fik sagt det. Der blev helt stille i et par sekunder og der gik et sug igennem mig. Men alle tog det pænt, og jeg er glad for, at jeg fik det sagt. Det gav mig den indre ro, som jeg har følt, jeg manglede. Jeg er blevet gladere og har fået mere overskud til at leve livet.

Mit råd er, at man skal finde nogen, som man kan stole hundrede procent på og som vil støtte én, for så har men et trygt sted at falde tilbage på, hvis det går galt.

Carsten E L M Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: